Allerførst:
Tak for opmærksomheden ved min fødselsdag. Det blev en fest i helt private omgivelser på ”Friskolegården”, som er knyttet til den friskole i København, hvor mine børn er gået i grundskole – og hvor min kone er lærer.
Der kom i hundredevis af lykønskninger til mig – ikke mindst fra mine mange nye venner i mit taxauniverset på Facebook og min blog.
Tak skal I have.
Jeg siger med ”rytteriet”: I er sgu søde!

Text goes hereText goes hereText goes here Og ja, jeg nød det. Det var nok ikke helt tilfældigt, at min to velsyngende døtre Mathilde og Sofie havde skrevet en sang, som I kan se en lille bid af her: ”..Han er for kendt til det her sted.…..”
Og der var taler fra min dejlige og skarpe kone, fra min lillesøster – og ikke mindst fra min bonusdatter Line, der liiiiige fik sat nogle ting på plads.
Dejlige, dejlige mennesker, der ved, hvor meget jeg elsker dem.

Og taxamanden?

Jo, der var våde øjne. Jeg er født med et meget sentimentalt DNA.

Det er noget underligt noget, det der med alder.
På den ene side kører jeg næsten hver dag med mennesker, som er både 20 0g 30 år ældre end mig selv. Og stærke, smukke personligheder.
Og alle jer, mine venner på de sociale medier. Daglige bekræftelser af, hvor fantastisk livet er i alle aldre. Med min objektive forstand ved jeg, at der dog ikke er noget så dumt som at forholde sig kritisk til noget så irreversibelt som ens eget liv.
Dumt, ja, – og patetisk.

Men jeg ville lyve, hvis ikke jeg indrømmede, at denne overgang fra 50’erne til 60’erne har givet enormt megen eftertanke. Der er forfængeligheden med kroppen, der ældes. Der er tabet af at være far til små børn, der kræver ens tilstedeværelse 24/syv. De trives godt uden ens kvælende omsorgsfuldhed.
Det er måske angsten for overflødigheden, der trykker. Der er – hvis jeg skal være helt ærlig – frygten for at træde ind i livets finale.

Jeg hører allerede alle kommentarerne om, at ”…nu slapper du sgu af…”. Men jeg bestræber mig på at sætte den næste del af mit liv ind på at sige tingene, som jeg ser dem, og at fraskrive mig den modne mands melankoli ville være at lyve. Det har jeg ikke tid til at spilde min tid på.
Så jeg læner mig op ad den kærlighed – i mikro- og makrokosmos – som jeg får i så store og forkælende mængder. Jeg er grundlæggende en lykkelig mand.
Og så bruger jeg i denne tid lidt af mit overskud i den sammenhæng til at sende gode tanker til nogle af dem, jeg savner og som fortæller deres egen historie om livets skrøbelighed. Fra Emilie, min datters nære veninde, – og min venindes datter – som den forbandede kræft tog som 15 årig for en halv snes år siden. I hende ville der i dag have været en hamrende smuk, voksen kvinde og en flot skribent. Det ved jeg. For hun var begavet ud over det sædvanlige. Måske var hun blevet en af dem, der skulle afløse den herskende værdirelativisme og vil-du-se-min-diller-kultur
Og en himmelsk hilsen til Palle, min tidligere chef og meget god ven. En af disse musiske, kulturradikale styrvolter af kritisk tilsnit, som man savner så forbandet i denne tidalder med så megen X-faktor, European Song bla bla og allehånde kunstige, kulturelle sødemidler – at jeg som kommende kulturminister ville afskaffe det, – bare et år.
Bare ET enkelt år, hvor vi selv skulle finde den skønne og kradsende musikalitet i livet uden bistand fra ugebladenes og tv-stationernes konsum-kulturelle hjælpemiddelcentraler.

Bare et enkelt års sukker-pause, inden jeg fylder firs.
Det ville være FEDT!