Klummen i Ekstrabladet, EKSTRA den 24. maj

Hun går værdigt op langs kajen i Nyhavn. Der er øjenkontakt til taxamanden og hun vil videre i byen. Hun er ret høj, har rødfarvet, drengeklippet hår og er i alle henseender i en velproportioneret kvinde midt i 30’erne.

Nu, som hun kommer tættere på, kan jeg se det. Værdigheden er ganske nødvendigt, påtaget. Hun er ”stang-Bacardi”.

Hun sætter sig ind i taxaen og dufter af både dyr parfume og alkohol. Ikke gammel og surt – men sværmerisk og med ”vid på hele lortet”, som F.P Jac engang udtrykte i radiointerview, jeg havde med ham.

Sværmerisk, hm, – ja, og uden omsvøb:

 

– Hvor langt kan vil du kører for et blowjob?

 

Selv verdens mest talende taxamand kan fattes ord. Jeg tror jeg ler først – og så skjuler jeg mig bag lidt humor. Jeg har ikke mulighed for at køre blowjobs ind i kørebogen. Det er en valuta vi ikke fører.

På vejen ind i byen – hun vil i klub i Istedgade – ind for at få noget….. – og så kan man jo selv forestille sig, hvad det er hun ønsker med det direkte ord på tre bogstaver.

Hun driller og provokerer mig hele vejen, for sat se, om hun kan få mig ud af fatning. Og det lykkes egentlig ganske godt. Forsøger at være cool, men jeg mærker varme i kinderne. Som en jesuitterlærling på udgang fra præsteskolen.

Det er hendes hverdag at håndtere mænd psykologisk og fysisk. Hun er massøse på en af byens mest brugte klinikker. – Og jeg må være bøsse. Kun bøsser kan sige nej til verdens bedste blowjob.

– Du er ER bøsse. Jeg kan se det på dine briller. Måtte kigge mig i spejlet, da hun var gået.

 

[

“… – Ja, er det ok, at sådan et par bøsser sidder og flirter på bagsædet? Jeg ved af erfaring, at nogle af jer har svært ved at tage det…”

Velkommen i vogn 2282 – i taxaens intime sfære.

Det ER blufærdighedsudfordrende at leve sit arbejdsliv i kabinen på en Taxa. Duftene. De lyde som mennesker afgiver, når de sover (i en brandert på bagsædet). De er helt individuelle, fornemmer man. En slags søvnens fingeraftryk.

Og det intime rum er et erotisk rum, naturligvis. En skriftestol, et mødested med meget lidt plads og ganske lidt luft. Der findes ikke en mindre homofob i taxabranchen end mig – men. Jeg har bare aldrig før været så tæt på bøsse-stævnemøder. Jeg har ikke før hørt de små, banale signal-ord, som skal bane vejen for at en fuldendt aften. Og lydene, igen. Rører de ved hinanden nu – og hvordan? Men jeg er liberal og frisindet – og jeg slapper fuldstændigt af. Jeg kunne lige så godt sidde og nynne en sang. Jeg hører ikke en skid.

Det er jo løgn.

Jeg hører det hele og svinger som en sinuskurve mellem frisind og botanisk nysgerrighed.

De bliver enige om alligevel ikke at gennemføre det erotiske mellemspil. Jeg sætter den yngste af dem af ved hans lejlighed.

Den ældste har noget at tale om.

– taxamand?

– Ja, hr?

– Er det OK

– OK?

– Ja, er det ok, at sådan et par bøsser sidder og flirter på bagsædet? Jeg ved af erfaring, at nogle af jer har svært ved at tage det.

– Ved du hvad, jeg blander mig virkeligt ikke i, hvem der kysser med hvem.

Siger jeg og lyver

Kunne han måske mærke, at vi var tæt på blufærdighedstærsklen?

Taxaen.

Det intime rum.

Stævnemødet.

 

Hun var mere end 90, kunden der gav mig forårets smukkeste flirt.

Tre kvinder på vej hjem fra en kort-eftermiddag og kaffeslabberas i ”klubben”. En meget lille, hvidhåret kvinde, dårligt gående men med intense, blå øjne. Smuk som den 100-årige hovedperson, der i Titanic-filmen slutter med at ofre sit smykke – kaster det i dybet fra dykkerskibet. Husker du den gamle kone i den hvide natkjole. Bare fødder. Isblå øjne?

Hun hører ikke så godt, så hun taler ufortrødent, og når det passer hende. Hun hører ikke kort-veninderne på bagsædet, men hun regner med – hun håber, de lytter med. Trods 3/4 århundrede i aldersforskel mellem min forsæde-passager og de helt unge piger, jeg kører med ved andre lejligheder: Den er så lille, så lille og piger er piger – i alle aldre.

 

Vi har talt om solen, der skinner og taxamanden indrømmer, at han endnu føler sig hvid som en maddike.

Hun stikker to af fingrene frem fra sin gamle, rynkede hånd. Så lægger hun dem beroligende, kølige og bløde på min højre arm, der stikker snehvid ud af skjorteærmet. Hun stryger kærligt op og ned et par gange.

– Åh, så hvid er De da heller ikke.

Hun kigger drillende mig med de isblå øjne.

 

God dag, Danmark.

Velkommen til flirten i alle aldre.