Taxamanden – nu på film

Den Europæiske Filmhøjskole

 

Så gik taxamanden til filmen.

Nu er det jo ingen hemmelighed, at jeg har generne med mig et stykke ad vejen. Jeg kommer fra en familie, der sådan rent generelt kan det der med det teatralske. Og mere specifikt, skal det da også afsløres nu, at jeg gennem min ungdom og barndom ikke var helt uvant med de skrå brædder.

Måske er der folk derovre på klippeøen, der mindes mine præstationer i Svaneke Aktørerne. Eller måske er det gået i glemmebogen, at det hele startede med rollen som retssamfundets ydmyge tjener i ”Den store gevinst” i Ibsker forsamlingshus. Jeg husker selv tydeligt det malede overskæg og den ægte sognefogedkasket, som rent faktisk havde tilhørt min kødelige oldefar fra Ravnebjerg – den lille landsby udenfor Odense. Ham der engang havde været i livgarden med kong Christian den 10.

Eller senere – da hårene på overlæber var blevet mere ægte: En smuk del af koret af bønderkarle i ”En Søndag på Amager”.

”… Vi går her og synger i må-åneskin – i må-åneskin…”- Jeg kan en bid af sangteksterne endnu …”

For slet ikke at tale om teatertruppens helt store forestilling dengang i sen-60’erne: Den navnkundige ”Frøken Nitouche”, hvor jeg gav den som den unge dragon-officer, Gustave (Nej, ikke det den danske udgave af navnet – men den franske og udtalt ”Sjystave”. Ved den lejlighed kunne jeg skrive mig ind i gæstebogen på Rønne Teater – Danmarks ældste teaterbygning, med de manende ord over scenen:

”Lær visdom af livets optrin”.

Så nu stod der to Grunwald ‘er i gæstebogen

 Filmen blev lidt mere beskeden, end jeg egentlig havde forestillet mig. Jeg skulle simpelthen spille mig selv.

Og så kulminationen: Da jeg optrådte som officer ved den store 2.G’forestilling på Rønne Statsskole i 1972. Det var en tid, hvor ungdomsoprøret var slået igennem på den yngste lærerstab på Gymnasiet – og nu skulle der eksperimenteres bort fra den kommedietradition, der oftest bar forestillingerne igennem på ”Rønne lærde skole”. Nu handlede det om det mere absurde og moderniteten.

Vi spillede ”Et Drømmespil” af August Strindberg – et af hans mest livspessimistiske, senere værker fra begyndelsen af 1900-tallet.

Der er formentlig aldrig blevet grinet så lidt ved en gymnasie-forestilling på gymnasiet, der ellers har en historie, som strækker over flere hundrede år!

Så måske er det derfor, at min debut i filmen blev lidt mere beskeden, end jeg egentlig havde forestillet mig. Jeg skulle simpelthen spille mig selv.

Og meget mod min natur, skulle jeg ikke sige et eneste ord, da taxamandens virkelige natteliv blev foreviget i en 5 minutters dokumentarfilm, som i næste uge vil ligge i klippebordet.

Optagelserne fandt sted i går.

 

Deniz og Asbjørn – instruktøren og producenten af filmen om taxamanden

Asbjørn og Denize har beskæftiget sig med film – næsten altid. Og de er fulgtes ad det meste af deres ungdom. Det hele startede med deres fælles gymnasietid på Odder Gymnasium i Østjylland – i en af landets mindste kommuner. Efter det obligatoriske rejseri og frihedsstemningen efter studentereksamen er de nu begge startet på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft – EUROPEAN FILM COLLEGE, der som navnet antyder er en international skole i den danske højskoleordning med elever fra hele verden. Fifty-fifty danskere og udlændinge og en klar forlængelse af Danmarks flotte rolle i filmkunsten trods landets lidenhed. Det kræver kunnen og kontanter at komme ind på dette 9-måneders højskoleophold, som koster den enkelte elev omkring 80.000 kroner.

Men med passion kommer råd. Og Asbjørn følger hinanden – også efter gymnasiet. Nu er de nået til en af opgaverne på Højskoleopholdet. En lille dokumentarfilm på blot 5 minutter. Asbjørn er mest producent og tilrettelægger – Deniz er instruktør og den mere kunstneriske i dette projekt.

 

Jeg aner rent faktisk intet om filmproduktion og siger bare ja til at arbejde nogle sene nattetimer med de unge, der har hørt om taxamanden, nu også læst min bog og derfor har helliget deres første dokumentarfilm – mig!  En 5 minutters køretur i den Københavns sorte efterårsnat med genskin fra de få andre biler, gadebelysning – og de skiftende farver fra byens Neon belysning. Taxamanden ”skudt” fra alle mulige vinkler. Uden replikker – men ikke helt ordløst. Deniz har bearbejdet små dele af mine tekster og en ”fremmed” stemme vil lægge oplæst tekst til dokumentarfilmen, når den skal klippes endeligt sammen.

 

Kigge op i bakspejlet. Kigge ligefrem osv osv.Uden et ord. Et eneste ord.

Som nævnt aner jeg kun meget lidt om filmproduktion. Jeg er lyd-billedmand ikke filmmand. Og jeg bliver noget overrasket, da de to tropper op i Amager-natten med flere store tasker og allehånde udstyr. Vi pakker det i baggagerummet. De to filmfolk klemmer sig ned på passagersædet foran og bagsædet, så de undgår at komme med på billederne selv. Kameraet er forbundet til en laptop, så Deniz hele tiden kan følge med i den enkelte billedfrekvens. Korrigere, zoome stille skarpt. Og ”skudlisten” er lang og består af mere end 20 enkeltoptagelser til de blot 5 minutters film.

Jeg instrueres hele tiden. Skal hæve sædet. Skal ændre vinklen i ryglænet. Skal løfte denne ene hånd til den øverste del af ratkransen. Skal tromme med fingrene. Skal holde dem helt stille. Og så sænke dem igen. Kigge op i bakspejlet. Kigge ligefrem osv osv.

Uden et ord. Et eneste ord.

 

Det blev nogle fede nattetimer med et par unge folk, som jeg håber at møde en anden dag. Selve filmen får jeg ikke til offentliggørelse in extenso. – Men en ”teaser”, – en bid af den, som selvfølgelig vil blive lagt på på min blog.

 

Måske mødte jeg fremtidens Trier og Ålbæk. En bid af deres personlige baggrund kunne jeg selvfølgelig ikke dy mig for at grave frem – og endnu engang. Alle mennesker bærer på eventyr.

Deniz er halvt tyrkisk via sin mor og halvt persisk via sin iranske far, en flygtning – en socialistisk frihedskæmper (Ikke en Mujahidin, som jeg fejlagtigt skrev i første udgaven af dette essay). En revolutionær uden tidens voldsomme interesse for religion)

Men Deniz er totalt østjysk i sit sprog. Han er i den grad fra ”Orjer”, – som det lyder.

Ligesom Asbjørn. Han har til gengæld en tipoldefar, der var navigatør på Fritjof Nansens store nordpolsfærd.

 

Men det er helt andre historier…..

 

Next ArticleLedelse på vand og brød