Der er indlagt mindst en straffeaktion i min tilværelse som taxamand.
At jeg så ubetinget er til kvinder, og at jeg er er dumpet ned i så maskulint et miljø, at det kan få selv et soldaterkompagni til at ligne en kvindelejr på Femø.
Der er så få kvinder i dette taxiunivers, at jeg vender mig om og kigger over skulderen, hvis blot et enkelt kvindfolk viser sig blandt alle de uniformerede hanner på taxapladsen ved Lufthavnen. Og det er her, jeg oplever flest taxifolk samlet på et sted.
Men Gud skabte kvindens tilstedeværelse så mange andre steder i min dagligdag.
F.eks. min tidligere kollega, journalisten, bloggeren og feministen Irene Manteufel, som for et par dage siden spiddede en af disse ungdomspolitikere, som i denne ultra-blå tidsalder konkurrerer om, hvem der kan indtage de mest bagstræberiske holdninger. Hun var i studiet med en konfirmandlignende næstformand i VU, som brugte ejendomsretten, som argumentation for VU’s støttekampagne til cafeejere, der ikke vil se ammende kvinder i deres lokaler. Stille og køligt udstillede hun den infantile liberalisme i en tv-debat på TV Lorry, regionalstationen i Hovedstadsområdet. Hun spørger til, om ejendomsretten også kan bruges til at holde etniske eller seksuelle minoriteter ude fra caféerne med ejendomsretten som argumentation. Så bliver han småfornærmet og siger, at det ikke har noget med sagen at gøre. Han var selvfølgelig politisk opportunistisk tilstrækkeligt trænet til at lægge afstand til amnings-angsten. For ham er det OK – men det er princippet!
Undskyld mig, men jeg kan ikke finde et bedre ord en – vatpik!
Det var ham, der var pattebarnet og Irene, der var kvinden og voksen, selv om de begge er ”unge” i min tidsregning.
Hvis han er fremtidens politiske mandfolk – så giv os for Guds skyld nogle flere kvindfolk!
Som min kunde i går, der var en dårligt gående – men superskarp pensionist på 82. Hun var pædagog i 45 år, passede og opdragede middelstandens børn i de rige forstæder. – Og lige nu var hun ikke bare rasende og brugte ord, som mere tilhører arbejderklassens tradition end hendes bo-miljø helt tæt på Dyrehaven på landets dyreste adresser. – Hun var R A S E N D E, mens hun humpede til og fra taxaen med hjælp fra en krykke:
– En ting er vigtig taxamand. De må aldrig, aldrig, ALDRIG få dig til at græde.
– Det fanden gale mig for galt, taxamand. Når jeg nu er så glad for at bor her tæt på skov og strand, hvorfor ind i helvede, skal det så være så svært at få noget hjælp til det daglige, så jeg kan blive boende i min lejlighed. Ved du hvad de foreslog? – At jeg kunne komme på plejehjem. Der kan jeg godt sige dig. DER blev jeg tosset. Jeg skal sgu ikke på noget plejehjem, så længe den her fungerer, siger hun og bruger krykkens håndtag som pegefinger ind i tindingen, mens hun griner af sine egne fumlerier.
Jeg prøver lidt pædagogisk at fortælle om mine egne forældres glæde ved deres plejehjem – ikke mindst min mor, der selv har en fortid som plejehjemsforstander.
– Muligt, siger den gamle kone, mens hun ryster på hovedet. Men den tid er bare ikke kommet til mig endnu. Det ka’ jeg sgu godt sige dig. Jeg skal bæres ud.
Da jeg har hjulpet hende op af sædet og på vej ind mod gangen til karrébebyggelsen, der ganske rigtigt ligger så smukt her blot få hundrede meter fra Øresund, forstår jeg jo hende godt. Og beundrer, at hun tager kampen. Hun kigger på mig med iltre øjne.
– En ting er vigtig taxamand. De må aldrig, aldrig, ALDRIG få dig til at græde.
Senere på dagen kører jeg med en anden nydelig, ældre dame. Hun og hendes mand har været forretningsfolk i mange år. Han faldt på badeværelsesgulvet i går og blev indlagt. Nu er hun lidt nervøs på vej i taxi til hospitalet for at se til ham. Han er 100 pct. Klar i hovedet – skarp som han altid har været. Men hun frygter fremtiden og fysikken. Jeg prøver min evne til at standardtrøste. Men det er de lidt større perspektiver, der presser sig på – fremtiden i huset og den korte del, de har tilbage i livet. Vi taler om selvopholdelsen. Som børn og unge, lød det så enkelt, at det skulle slutte en dag, der her fantastiske liv, men det er så svært, når enden kommer tættere på.
Jeg fortæller hende, at jeg har tænkt meget på det, efter at jeg selv fyldte 60 i foråret. – Skynder mig at sige, at det jo ingen alder er – men jeg tænker nu alligevel over det.
Hun smiler. Lader tavsheden tale selv. Overbærende.
Hun der 93 og manden er 97!
Lily Weiding fylder rundt i dag
Og så tænker jeg på, at jeg i dag skal købe blomster til en af de smukkeste kvinder, jeg har mødt i mit liv. Hun besidder den der skønhed, der forener udseende og intellekt. Ikke den erotiske engangsforestilling. Ikke den håndkantsagtige kvindesag (selvom den sandt for tyden også har sin betydning, siger faren til tre døtre). Ikke den krybende ubehjælpsomhed. Men en uendeligt feminin skabning med en alt-stemme, der signalerer autoritet og med blide, tænksomme øjne, som JEG synes er allersmukkest i de kvindelige udgaver.
Råstyrke og sensualitet – hånd i hånd.
Jeg kan i den grad forstå, min onkel, skuespilleren og teaterdirektøren, der efter eget udsagn simpelthen måtte iscenesætte mødet med den kunstner og kvinde, han som ganske ung beundrede på afstand. Han fik arrangeret en fest. Han MÅTTE bare møde hende og han MÅTTE bare elske hende. Alderens nådesløse kværnen krævede handling. – Ud over sine to døtre med Mogens Wieth, fik hun med Morten Grunwald min kusine i en alder af ”mere-end-fyrre”
Det er en familiesvaghed at kæmpe for få sin vilje.
Lily Weiding . førende dansk karakterskuespiller i næsten 70 år
Blomsterne må vente til senere. For da taxamanden i går ville aftale afleveringen med fødselarens mand, blev jeg stillet direkte igennem til et krydstogtsskib i Napolibugten. De fejrer hendes runde fødselsdag i den sydlige varme – deres store kærlighed, og vel også med tanke på Mortens 80-årsdag, som oprinder senere på året.
Taxamandens hyldest til kvinderne – og et tillykke til tanten
Der er indlagt mindst en straffeaktion i min tilværelse som taxamand.
At jeg så ubetinget er til kvinder, og at jeg er er dumpet ned i så maskulint et miljø, at det kan få selv et soldaterkompagni til at ligne en kvindelejr på Femø.
Der er så få kvinder i dette taxiunivers, at jeg vender mig om og kigger over skulderen, hvis blot et enkelt kvindfolk viser sig blandt alle de uniformerede hanner på taxapladsen ved Lufthavnen. Og det er her, jeg oplever flest taxifolk samlet på et sted.
Men Gud skabte kvindens tilstedeværelse så mange andre steder i min dagligdag.
F.eks. min tidligere kollega, journalisten, bloggeren og feministen Irene Manteufel, som for et par dage siden spiddede en af disse ungdomspolitikere, som i denne ultra-blå tidsalder konkurrerer om, hvem der kan indtage de mest bagstræberiske holdninger. Hun var i studiet med en konfirmandlignende næstformand i VU, som brugte ejendomsretten, som argumentation for VU’s støttekampagne til cafeejere, der ikke vil se ammende kvinder i deres lokaler. Stille og køligt udstillede hun den infantile liberalisme i en tv-debat på TV Lorry, regionalstationen i Hovedstadsområdet. Hun spørger til, om ejendomsretten også kan bruges til at holde etniske eller seksuelle minoriteter ude fra caféerne med ejendomsretten som argumentation. Så bliver han småfornærmet og siger, at det ikke har noget med sagen at gøre. Han var selvfølgelig politisk opportunistisk tilstrækkeligt trænet til at lægge afstand til amnings-angsten. For ham er det OK – men det er princippet!
Undskyld mig, men jeg kan ikke finde et bedre ord en – vatpik!
Det var ham, der var pattebarnet og Irene, der var kvinden og voksen, selv om de begge er ”unge” i min tidsregning.
Hvis han er fremtidens politiske mandfolk – så giv os for Guds skyld nogle flere kvindfolk!
Som min kunde i går, der var en dårligt gående – men superskarp pensionist på 82. Hun var pædagog i 45 år, passede og opdragede middelstandens børn i de rige forstæder. – Og lige nu var hun ikke bare rasende og brugte ord, som mere tilhører arbejderklassens tradition end hendes bo-miljø helt tæt på Dyrehaven på landets dyreste adresser. – Hun var R A S E N D E, mens hun humpede til og fra taxaen med hjælp fra en krykke:
– Det fanden gale mig for galt, taxamand. Når jeg nu er så glad for at bor her tæt på skov og strand, hvorfor ind i helvede, skal det så være så svært at få noget hjælp til det daglige, så jeg kan blive boende i min lejlighed. Ved du hvad de foreslog? – At jeg kunne komme på plejehjem. Der kan jeg godt sige dig. DER blev jeg tosset. Jeg skal sgu ikke på noget plejehjem, så længe den her fungerer, siger hun og bruger krykkens håndtag som pegefinger ind i tindingen, mens hun griner af sine egne fumlerier.
Jeg prøver lidt pædagogisk at fortælle om mine egne forældres glæde ved deres plejehjem – ikke mindst min mor, der selv har en fortid som plejehjemsforstander.
– Muligt, siger den gamle kone, mens hun ryster på hovedet. Men den tid er bare ikke kommet til mig endnu. Det ka’ jeg sgu godt sige dig. Jeg skal bæres ud.
Da jeg har hjulpet hende op af sædet og på vej ind mod gangen til karrébebyggelsen, der ganske rigtigt ligger så smukt her blot få hundrede meter fra Øresund, forstår jeg jo hende godt. Og beundrer, at hun tager kampen. Hun kigger på mig med iltre øjne.
– En ting er vigtig taxamand. De må aldrig, aldrig, ALDRIG få dig til at græde.
Senere på dagen kører jeg med en anden nydelig, ældre dame. Hun og hendes mand har været forretningsfolk i mange år. Han faldt på badeværelsesgulvet i går og blev indlagt. Nu er hun lidt nervøs på vej i taxi til hospitalet for at se til ham. Han er 100 pct. Klar i hovedet – skarp som han altid har været. Men hun frygter fremtiden og fysikken. Jeg prøver min evne til at standardtrøste. Men det er de lidt større perspektiver, der presser sig på – fremtiden i huset og den korte del, de har tilbage i livet. Vi taler om selvopholdelsen. Som børn og unge, lød det så enkelt, at det skulle slutte en dag, der her fantastiske liv, men det er så svært, når enden kommer tættere på.
Jeg fortæller hende, at jeg har tænkt meget på det, efter at jeg selv fyldte 60 i foråret. – Skynder mig at sige, at det jo ingen alder er – men jeg tænker nu alligevel over det.
Hun smiler. Lader tavsheden tale selv. Overbærende.
Hun der 93 og manden er 97!
Lily Weiding fylder rundt i dag
Og så tænker jeg på, at jeg i dag skal købe blomster til en af de smukkeste kvinder, jeg har mødt i mit liv. Hun besidder den der skønhed, der forener udseende og intellekt. Ikke den erotiske engangsforestilling. Ikke den håndkantsagtige kvindesag (selvom den sandt for tyden også har sin betydning, siger faren til tre døtre). Ikke den krybende ubehjælpsomhed. Men en uendeligt feminin skabning med en alt-stemme, der signalerer autoritet og med blide, tænksomme øjne, som JEG synes er allersmukkest i de kvindelige udgaver.
Råstyrke og sensualitet – hånd i hånd.
Jeg kan i den grad forstå, min onkel, skuespilleren og teaterdirektøren, der efter eget udsagn simpelthen måtte iscenesætte mødet med den kunstner og kvinde, han som ganske ung beundrede på afstand. Han fik arrangeret en fest. Han MÅTTE bare møde hende og han MÅTTE bare elske hende. Alderens nådesløse kværnen krævede handling. – Ud over sine to døtre med Mogens Wieth, fik hun med Morten Grunwald min kusine i en alder af ”mere-end-fyrre”
Det er en familiesvaghed at kæmpe for få sin vilje.
Lily Weiding . førende dansk karakterskuespiller i næsten 70 år
Blomsterne må vente til senere. For da taxamanden i går ville aftale afleveringen med fødselarens mand, blev jeg stillet direkte igennem til et krydstogtsskib i Napolibugten. De fejrer hendes runde fødselsdag i den sydlige varme – deres store kærlighed, og vel også med tanke på Mortens 80-årsdag, som oprinder senere på året.
Kan man fejre livet bedre end at bruge det?
Lily Weiding, fyldet 90 i dag!
Tillykke til min tante og til kunstneren
God morgen, Danmark
– og en tak til Gud, der skabte kvinden
Taxamand
Next ArticleTAXI, frihed og frisind, Lindvig - og 1864