Taxichauffør og socialarbejder

Taxamandens klumme fra EKSTRA, EB’s magasin den 13. december 2014

 

Det er en tabersag at gå imod udviklingen, sagde den unge, kvindelige politiker.

Og så skiftede hun parti.

Vupti – og så blev socialisten liberal.

Og sådan kan ex-socialisten, Ida Auken, ikke bare skifte til de liberale radikale, mens hun endnu er valgt ind for de røde. Hun kan også øjeblikkeligt markedsføre sig på at flyde med udviklingen og hilse de organiserede pirattaxier velkommen til landet:

 

”… Personligt synes jeg det er en stor dag, når Uber kommer til Danmark …”, skrev hun fra morgenstunden i sit tweet. Hun lænede sig selvfølgelig op ad visionen om det grønne paradis, hvor vi afskaffer taxierne til fordel for det store kollektiv, hvor vi åbner bildørene for ukendte mennesker.

 

Problemet er bare, at dette glansbillede ikke har noget med det virkelige Uber at gøre. Som globalt selskab meget tættere på Goldmann Sachs end på hyrevognsbranchen. Det handler reelt om pirat-taxivirksomhed, hvor især unge Brian og Ahmed cruiser rundt i storbyen om natten for at tjene en slat på at ”køre taxi” uden at have en uddannelse til det, uden skat, moms forsikringer – og alt det, der gør arbejdslivet besværligt. Men det’ da lig’ meget, mand. Før var de nogle banditter. Nu redder de verden fra global opvarmning. Transformationen fra ulv til lam er lige så nem som at skifte parti.

Hun har lagt sminke som skulle hun optræde som klovn

Men langt, langt derude i den virkelige virkelighed, hvor ex-ministrene aldrig kommer, holder taxi-folket ud lidt endnu. Og nærværende taxamand synger med på svanesangen i et erhverv, som er meget andet end den øjeblikkelige behovstilfredsstillelse. Meget andet end blågrønne, politiske luftkasteller. Meget andet end at blive bragt billigst muligt fra A til B.

Politikerne har deres job at passe. Vi har vores.

– Den ældre, gangbesværede dame bærer rundt på en fortidig storhed. Jeg genkender straks kunden fra tidligere ture – allerede på køreordren, da jeg skal hente hende fra den store herskabslejlighed i et af de københavnske brokvarterer. Jeg ved, at det her ikke er den fede tur. Men jeg tilhører de gamle dage, hvor man må tage det sure med det søde. Og her kommer i hvert fald ingen Brian eller Ahmed fra Uber for reelt at agere rullende sosu-assistent.

De er ikke bare jordbærkinder – de er blodrøde. I et helt urealistisk øjeblik ønsker jeg mig mod til at tage et lommetørklæde og glatte den karikerede farve ud

Hun er det rareste menneske – i en meget slidt indpakning. En stor, tung minkpels, som har kendt bedre dage. Den er faktisk utroligt flot – men ved lommerne er hårene slidt af, blankslidte efter årtiers brug. Kunden har haft en blodprop i hjernen og jeg kan se på hendes øjne, at det har påvirket hendes syn. De fokuserer ikke i mine. Og måske er det derfor, at farven på kinderne i hendes pudrede ansigt – pyntet af hende selv – er blevet så røde, at hun ufrivilligt har fået farvet et lidt klovnet ansigt. De er ikke bare jordbærkinder – de er blodrøde. I et helt urealistisk øjeblik ønsker jeg mig mod til at tage et lommetørklæde og glatte den karikerede farve ud. Jeg kunne med et snuptag transformere hendes ansigt fra en teatermaske til en smuk kvinde med ”roser på kind”.

Men det går ikke, for jeg er bare taxamand.

Jeg hjælper hendes store, tunge krop med de store, væske- og åreknude-fyldte ben ind på bagsædet.

 

– Hvor er De dog venlig. Hvor er De dog venlig

Turen er på ca. 500 meter til den lokale bank. Jeg parkerer bilen ulovlig for at hun kan klare de stive skridt hen til banken. Arm i arm, går vi, ind ad svingdøren og hen til køen. Jeg får sat hende ned, mens taxamanden poserer som hendes butler.

Jeg smiler til hende, men jeg tro ikke hun ser mit ansigt tydeligt, så jeg fortæller i småsætninger. Jeg ved, det lyder selvfedt, når jeg skriver det nu, men det her kan ikke være anderledes: Jeg føler en solidaritet med den her kvinde, som hverken ”systemet” eller det stærkt omtalte ”civilsamfund” tager sig af. Det er taxamanden, der er chauffør, den hjælpende arm og sjælesørger.

På turen tilbage – de 500 meter – gentager hun de den samme ord flere gange:

 

– Hvor er De dog venlig. Hvor er De dog venlig.

 

Nu bliver mine kinder røde, for jeg får løn for det her. Og et livsindhold, som jeg deler med tusindvis af gode kolleger.

Måske er taxibranchen ved at dø lige netop nu, hvor vi har så travlt med ikke at stoppe udviklingen.

Men det giver mening, mens det står på

 

God dag, Danmark

– ikke mindst til dem, der gider at gi’ en arm.

Next ArticleBiler og chauffører af højeste rang-orden.....