Taxitur i Sambatakt

 

 

Der burde have været vindruer.

Og store vinblade hængende ned fra oven.

Det er en af de aftener, hvor jeg kan slappe helt af og for finde et frirum for både taxi, kunder og skriverierne. Konen har været på lejrskole med 22 børnehaveklassebørn ude i den verden, hvor der ikke er asfalt på vejene. Hun forlod mig for tre dage siden som en veloplagt kvinde i sin bedste alder. Og ind ad døren træder så en Zombie-lignende kvindeskikkelse.

Det job er som en halvmaraton versus en løbetur, hvis man sammenligner med taxalivet. Konen er slidt ned i karsehøjde. Men det er fredag, så jeg fortrækker til en af barerne i downtown. En stor krammer til Søren, som jeg ikke har set i al for lang tid. Han er i den højaktive del af sin karriere som skuespiller på tv og film. Der er nærmest tropevarme i byen, og jeg har denne hallucination om de varme lande. Der mangler bare hængende druer og vinblade

Søren er god for mig, – og jævnligt irriterende. Han siger hele tiden til: ” … Ti nu lige stille, for helvede, jeg er ikke færdig med at tale …” Og så snakker han og på det plan en af mine største konkurrenter. Min kone ville juble over hans afbrydelser, for det mener hun, jeg har trængt til i 62 år. Men hun er en utilnærmelig lige nu, og det er det drengenes aften.

Søren kommer fra Kellerup og jeg er født i Knudsker, så vi to bonderøve er en slags provinstvillinger, selv om vi stammer fra hver sin del af universet Danmark.

Han kan det der med at samle sjove mennesker om sig. Hver gang jeg møder ham, bliver jeg præsenteret for nye folk – denne gang muligvis med en bagtanke.

 

 

Mellem et tilstrækkeligt antal fadøl præsenterer han mig for min navnebror. Jesper er charmerende, en flot fyr – og har en stemme, der er en del af hans varemærke. Og så oser han af permanent streetcred. Han hører hjemme i storbyen og mødte som helt ung Søren på en af elevskolerne.

Og så kører han taxi!

Vi to taxichauffører konfronteres med vores tvilling. Han Mercer er gul og min er sølvfarvet. Min er en stationcar og passer til grå tindinger. Hans ligner en ægte Yellow cab fra Manhattan. Sådan MÅ det være, når man betænker hans hårpragt. Han er en storbypuma.

100 pct.

– Jeg er uddannet skuespiller. Jeg arbejder ved siden af på en bog – en blanding af oplevelser i den gule taxi om natten – og fiktion. Og så kører jeg taxi i weekenderne. Jeg har haft taxikortet i 14 år og er af og til vendt tilbage til det, når jeg skulle bruge nogle penge.

 

Vi taler os ind på hinanden om dette fantastiske ”dobbeltliv” mellem hyrevognen og skrivende/udtrykkende arbejde. Og vi rives med af den varme drue-og-vinblade- stemning, selv om han må holde sig fra alkohol. Den gule Mercer står og tikker i baggrunden. Han skal ud at køre i natten. Men hans begejstring for taxilivet kommer ud af en helt anden nysgerrighed end min. Jeg sidder der med alle mine tanker og ord og min maniske nysgerrighed. Han fortæller mig om sin fascination af køretøjet og dets rytme gennem natten. I øjeblikket synes jeg den synsvinkel er lige vel lyrisk. Altså SÅ besat kan man vel, for pokker heller ikke blive af sin Mercedes, værende en stationcar eller sedan?

Come on!

Det blev en fed aften, hvor nogle af os kunne lade forårsberuselsen indtage os. Jesper – min navnebror -skulle ud at tjene penge, og jeg blev hans første kunde. Jeg glædede mig til at snakke mere nærværende med ham. Bare en sølle taxitur.

Men ingen af os sagde egentlig noget bort set fra i ouverturen.

Så skruede han op for noget musik, jeg ikke havde hørt før med et band, jeg burde kende:

Thin Lizzy.

 

Helt op.

– Jeg starter altid båndet, så det slutter, når vi når frem til destinationen, siger Jesper.

 

Vi tier vi stille på det, der blev mit livs taxitur. Han kører sin gule Mercer som en sambadanserinde. Model 220 C med latinorøv. Den mest smidige og veltrimmede kørsel, jeg har oplevet. Der er totalt grønt, de veje han fører mig hen og, og når han sætter farten op og ned er han ikke blot en transportrobot – ikke et tilfældigt sekund. Han er turens koreograf.

Og der er rødt fra alle sider som i VIP’ens limousine.

Mit livs tur. Det fortalte jeg ham, da den sluttede foran min dør.

 

– Det er jeg glad for at høre, sagde den mest elskværdige blærerøv jeg har mødt i meget lang tid.

 

God dag

– Især til de gode spillere.

 

Dette blogindlæg har tidligere været udgivet som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin – EKSTRA

 

 

 

 

 

Next ArticleMin aske og min kærlighed