Taxamandens klumme i EB, EKSTRA lørdag den 24 januar 2015

 

 

Det var ikke den kønneste scene fra dansk hverdagsliv.

En rasende granitperker er i åbent udbrud. Et chaufførskænderi på åben gad.

Der skulle en meget gammel mand til at reducere mit blodtryk til almendansk normalniveau.

 

Det startede som en tiltænkt høflighed og lidt kunde-pleje. Ni ud af ti gange er taxamandens fremkørsel til områdets fodterapeuter en service for ældre mennesker. Det handler meget ofte om ældre med gigt- og kredsløbsforstyrrelser – gode medborgere, som kæmper for at kunne gå nogenlunde og uden smerte. Så jeg kørte altså lidt uortodokst frem til klinikken på den stærkt befærdede vej. Det var tæt på en kryds. Der var nogle ubehagelige gule striber. Og så lykkedes det mig faktisk at overtræde endnu en paragraf i færdselsloven, da jeg kørte den sølvfarvede Mercer med det grønne logo solidt op på cykelstien. Så hvis kørekortet bliver taget fra mig efter denne artikel, ved I altså hvorfor.

 

Hjælpsomhed, måske, men først og fremmest en idiot i trafikken.

Det mente buschaufføren givetvis også, da han kørte op på siden af mig og stoppede, selv om han sagtens kunne komme forbi. Men udover, at han har gået på arbejdsmarkedsuddannelse ligesom jeg, har hans netværk også lært ham at hade taxichauffører. Han og bussen varetager kollektivet. Jeg og min branche er nogle individualistiske fjolser.

Vi kiggede på hinanden som to råbukke, der bare IKKE ville forlade det revir, vi lige havde tilkæmpet os. Og for at gøre fordommene og underholdningsværdien større, er jeg en bleghvid dansker, mens han er af afrikansk herkomst. Jeg bidrog klart til et ubehageligt, racistisk vrangbillede. Jeg skænkede det ikke en tanke, for jeg var bare retfærdigt sur. Han havde færdselsloven på sin side.

Tag nu for fanden at vise lidt menneskelig forståelse!

Så begyndte jeg at råbe:

– Kør nu bare forbi. Jeg er ved at skulle hente en passager, som er dårligt gående. Og du kan bare køre udenom!

Han strakte begge hænder ud til siden og vrængede ansigt uden ord: Du holder ulovligt og delvist inde på busholdepladsen. DET MÅ DU IKKE.

 

– Slap nu af, mand. Kan du da ikke se, at det vil være alt for langt for den gamle at gå. Tag nu for fanden at vise lidt menneskelig forståelse!

 

Nogle begyndte at bruge hornet. Nogle følte med mig og sendte onde tanker til Afrika. En ung mand brød sig helt klart ikke om den ældre racist i taxiuniform. Først nu gik det etniske undertema op for mig. Men for min skyld kunne buschaufføren være snehvid 0g fra Faxe. Jeg var hamrende ligeglad, for lige nu kørte jeg taxi i kundens og seniorernes tjeneste. SÅ gav chaufføren op, mens han inderligt rystede på hovedet over den gamle, gråhårede idiot.

Af mig!

 

Først da så jeg den ældre mand med krykkerne, hjulpet på vej af den venlige fodterapeut, der passede på ham under trafik-dramaet. Jeg tror hun respekterede min indsats – om end hun kunne ønske sig et pænere sprog og en mere fredselskende stil. Som en slags afslutning på dette absurde teater, overtog min ældre kunde forestillingen, inden jeg nåede frem til ham. Han nærmest løb på krykkerne, et stykke hen ad fortovet, kiggede til høre og venstre for at ilede over til vogn 2282 – ligeledes i løb – nåede at åbne døren til forsædet. Nu skulle dette drama bare overstås.

Han kom på plads. Jeg startede vognen for en kort tur hjem til mandens bopæl. Han havde hørt hele dramaet, men den ældre herre med det runde, glade ansigt og de blå øjne blev min fredsdue denne eftermiddag.

Og dramaet fik vi aldrig drøftet.

 

Han slog benene bort under mig, da han fortalte, at han om blot fire uger kunne fejre en særlig fødselsdag. Han fylder 103 år!

 

Det handler om at været vågen. Vågen i alle forhold og hele vejen igennem!

Han fortalte mig om opvæksten i landsbyen på Sydsjælland og om sine barndomsoplevelser, da bønderkarlene blev udskrevet til beredskabet under krigen. Første verdenskrig! Om sit farvel til landbruget og sin uddannelse som urmager. Det længste liv i levende live, jeg nogensinde har mødt

 

– Må jeg spørge dem, hr, hvad er hemmeligheden bag at nå en alder på 103 år?

 

Han kigger på mig med de blå, tilgivende øjne:

 

– Det skal jeg sige dem. Det handler om at været vågen. Vågen i alle forhold og hele vejen igennem!

 

Jeg når end ikke at åbne døren, før han nikker, åbner døren resolut og igen løber afsted på de krykker, han åbenbart slet ikke behøver.

 

God dag, Danmark.

– og tillykke til min aldrende fredsdue.