Dagens historie er en hyldest til de “anderledes” mennesker, som er lidt langt nede på samfundets prestigeside men som er med til at sætte farver på min hverdag. – Min arbejdsdag.

Respekt for “de skøre”.

Fra min klumme i EKSTRA, Ekstrabladets lørdagstillæg den 28. juni.

 

Jeg er taxamanden.

Jeg er en klon mellem en radar og en scanner. Mener at kunne genkende mennesketyperne på afstand og se mere af, hvad de har indeni, når de sætter ind i denne ca. 2 kubikmeter varmestue af en sandhedsscanner. Og jeg kan dagligt glæde mig over, at jeg ikke skal tage stilling til HVEM de er – kunderne – som personligheder. I en hvis forstand – heller ikke hvornår de daglige menneske-møder finder sted. Jeg skal bare længe mig tilbage i lædersæderne og lade verden komme til mig. Jeg tager folk som skyggerne på et radarbillede.

Iscenesættelsen tager forsynet sig af.

Jeg ville ønske for jer – adel og borger, præster og sønner, arbejdere, perkere af alle farver, rige og fattige, – at netop det tilfældige forsyn lod jer møde verden som jeg får lov.

En tidlig sommerdag i verdens lykkeligste folkehav.

Hvem er hun, hende den fyldige kvinde med den lidt tunge gangart, som fanger mit blik gennem forruden? Køn er hun ikke, klart overvægtig, ikke usoigneret – men ikke personligt plejet.

Da hun kommer tættere på, smiler hun, og det er ikke bare en høflighedsfrase. Det er snarere en slags betingelse – eller en lille, hurtig handel: Hun betaler og har taleretten. Noget for noget!

Jeg svarer professionelt igen med det brede smil. Hun har taget kontrollen, og det er rimeligt nok.

 

Jeg fatter lidt mere af sammenhængen lige efter at hun har bestilt en længere tur på denne stille, tidlige eftermiddag. Der fede kommer kroner i kassen og vi får tid til at snakke. I de situationer elsker jeg mit arbejde.

Allerede i de første sætninger hører jeg, at hun har et eller andet mindre psykisk handicap. Hun læser mine tanker, så jeg rødmer – indvendigt:

 

– Jeg er ikke helt som alle andre. Jeg er psykisk udviklingshæmmet. Men det sværeste er nok, at jeg er sådan en midt-imellem’ner.

 

– ”Midt-imellem’ner?”, spørger jeg.”

 

[

…Og når jeg så gik i krig mod mopperiet, blev det bare endnu være. Så kom jeg igennem en masse undersøgelser og de fandt ud af, at jeg var udviklingshæmmet…[

– Hun gør en pause for at få mig naturligt ind i samtalen. Og jeg mærker igen denne underlige, omvendte ”magtfordeling” mellem den udviklingshæmmede og os ”normale”. Har oplevet det gentagende gange, når jeg kører med de kunder, som i min barndom måtte kaldes ”evnesvage”. Selvfølgelig kan jeg lytte mig til en slags livs-naivitet og en stereotypi – gentagelser i sproget. Men også en evne til at gennemskue én – og nogle gange svare på mine spørgsmål, inden jeg har stillet dem. Jeg går objektivt ud fra, at jeg sidder med retten til overblikket. Men er det hende – den udviklingshæmmede, der har taget på mig.

 

– Ikke så klog – men heller ikke dum. Jeg startede i den almindelige skole, fordi alle regnede med – også min far og mor – at jeg var ganske almindelig. Det er mange år siden, for i dag er jeg 43 år.

– Det gik slet, slet ikke i skolen. Jeg var dårlig. Jeg havde ikke lyst. Og jeg blev moppet på det groveste. Og når jeg så gik i krig mod mopperiet, blev det bare endnu være. Så kom jeg igennem en masse undersøgelser og de fandt ud af, at jeg var udviklingshæmmet

 

– Du skal til højre her!

 

Hun afbryder samtalen, for hun har helt tjek på den tur. Vi taxifolk bliver i sidste ende fyret, hvis vi forsøger at køre for lange ture. Så er der grænseområderne, hvor en lidt længere tur på motorvejen kan give en hurtigere ankomst. Men den gælder ikke for min udviklingshæmmede kunde. Hun ved at turen er dyr i forvejen – og hun betaler selv. Så det skal være den korteste afstand mellem to punkter.

Sådan taxamand – her ved vi godt, hvad der foregår!

Og jeg rødmer indvendigt for anden gang på turen.

herefter holder jeg nærmest manisk fikseret på den korteste rute.

Hun fortæller om kampene i sit liv – og den livsgave hun fik, da en store dansk virksomhed turde ansætte hende som rengørings- og serviceassistent trods hendes handicap.

 

– Det er så fedt for mig, siger hun med den særlige hovedrysten der signalerer bekræftelse

 

Fremme på hjemadressen springer hun selv ud af bilen. Inden hun smækker døren, stikker hun hovedet smågrinende ind i kabinen:

 

– Jeg kører af og til i taxa, for jeg bryder mig ikke om de mange mennesker i tog og bus. Det er bedst for mig, selv om det er dyrt med de lange tur

 

Hun griner lidt mere højlydt og giver den sidste salut.

 

– Og så tjener du jo lidt flere penge, taxamand!

 

God dag, Danmark.

– Og tak for de skæve, kloge hoveder.