Jeg har været mindst et par timer tidligere oppe end min kunde her i storbyens udkant – og så er det HAM, der er frisk som en havørn. Eller en måge, burde jeg nok sige, for trods nærheden til Øresund, er forstaden ikke et fuglereservat. Jeg må simpelthen tage mig sammen for at leve op til min kundes vigør. Han er veltrimmet, først i fyrrerne, gætter jeg. Han arbejder på et mellemhøjt niveau i forretningsverdenen og er tilsyneladende bare – ”glad i låget” fra morgenstunden.
Det er ham, der genkender mig først. Med mine snart fire år på fire hjul, og da jeg jo jævnligt henter mine kunder i de samme distrikter af Storkøbenhavn, sker det oftere og oftere, at jeg genser kunderne. Nogle af dem genkender mit andet, skrivende jeg, – og morgenmanden er en af dem.
– Hvad pokker, det er jo taxamanden. Jeg skal til lufthavnen igen, så vi får en god tid til at snakke.
Indeni kan jeg ikke lade være med at en let snert af ærgrelse. Selv om jeg jo også samler fortællestof på disse man-to-man ture, betyder kundens snakkelyst automatisk, at vi tager den lidt langsommere – men kortere tur gennem den søvnige hovedstad. Den billigste.
Den er menneskelig koldere, turen ad motorvejen. Men den øger omsætningen med 300 kroner – og vi er lige så primitive ved taxameteret, som Joachim B. Olsen er i politik: Det er pengene, der driver værket.
Vi tager alle emner op på disse dialogture gennem morgenmørket. Dødsangst. Sorg, skuffelse. Tvivl, boblende glæde. Det man taler om, lige nu. Politikerleden. Og så kærligheden, selvfølgelig. Den som den gamle mandschauvinist til Paulus skrev: ” … tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt … ”. Fra den bleg-kølige ateist til den rødmossede missionær – vi elsker den der med, at … størst af alt er kærligheden …
Men hold da kæft, hvor kan den gøre ondt.
Jeg møder kunden ingenmandsland mellem kærlighedstabet – og hans håb om, at han kan genfinde den. I løbet af vore første meningsudvekslinger, går det op for mig, at jeg også kan huske min kundes historie.
Det er muligvis mere end et år siden, at jeg mødte manden midt i en skilsmisse. En af dem, hvor konen en morgen vågner og siger klart og tydeligt, – at hun vil skilles. Han pisker sig med den klassiske maskuline skyldfølelse, – at han arbejder for meget og er for meget væk hjemmefra. Han mærker sider af sig selv, som han ikke troede fandtes. En forståelse. En tålmodighed – en lyst til at finde en løsning. Han vil virkeligt give deres ægteskab en chance og flytter ud for at give hende plads og tid til at genoverveje sin beslutning. Han er både såret og jaloux – men skubber det til side for at fortælle, – dokumentere for hende, at han vil hende!
Jeg ved ikke før nu, hvad der er sket siden sidst, men bliver hurtigt opdateret her ved vores andet møde. Skilsmissen er gennemført og han har fået ordning om delingen af børnene. Jeg kender følelserne i det med ungerne – og det er mere end 22 år siden! Som mand er man bange for at tabe i ”kampen” om samværet, især når børnene er små og beslutningen alene er forældrenes. Det tager års praksis i disciplinen deleforældre, før man slapper af i en kultur, hvor kvinderne er de ”børneansvarlige”.
Det værste er bedraget
Men nu har han fået en kæreste. De er faktisk ret vilde med hinanden og han fik garanteret et varmt og langt kys, inden han satte sig ind i vogn 2282 for lidt siden. Han er i overskud. Hun er vild med hans børn. Og han er vild med hende.
Vi når også at runde de mørke sider.
Selv om bruddet og delingen for længst er både erkendt og gennemført, så er der stadig en smerte i skilsmissen og selvfølelsen. Han ville gerne have bekræftet, at skilsmissen var begrundet i, at hun elskede en anden.
– Det lyder måske småligt. Men jeg har sådan et behov for, at få bekræftet det indlysende, at hun havde forbindelse med den mand, hun hurtigt blev kæreste med efter skilsmissen. At hun havde truffet beslutningen. Men hendes svar er nej, selv om det er ret tydeligt, at jeg har ret. Jeg har det stadig sådan, at det der gør mest ondt, – det, der er det værste ved min skilsmisse, er bedraget.
God dag, Danmark
– mand og mand imellem.
PS:
Dette blogindlæg har tidligere været bragt i Ekstrabladets søndagstillæg EKSTRA som Taxamandens faste klumme
Ville hun mig – eller ville hun ikke?
Det aftvinger mig den allerstørste respekt!
Jeg har været mindst et par timer tidligere oppe end min kunde her i storbyens udkant – og så er det HAM, der er frisk som en havørn. Eller en måge, burde jeg nok sige, for trods nærheden til Øresund, er forstaden ikke et fuglereservat. Jeg må simpelthen tage mig sammen for at leve op til min kundes vigør. Han er veltrimmet, først i fyrrerne, gætter jeg. Han arbejder på et mellemhøjt niveau i forretningsverdenen og er tilsyneladende bare – ”glad i låget” fra morgenstunden.
Det er ham, der genkender mig først. Med mine snart fire år på fire hjul, og da jeg jo jævnligt henter mine kunder i de samme distrikter af Storkøbenhavn, sker det oftere og oftere, at jeg genser kunderne. Nogle af dem genkender mit andet, skrivende jeg, – og morgenmanden er en af dem.
– Hvad pokker, det er jo taxamanden. Jeg skal til lufthavnen igen, så vi får en god tid til at snakke.
Indeni kan jeg ikke lade være med at en let snert af ærgrelse. Selv om jeg jo også samler fortællestof på disse man-to-man ture, betyder kundens snakkelyst automatisk, at vi tager den lidt langsommere – men kortere tur gennem den søvnige hovedstad. Den billigste.
Den er menneskelig koldere, turen ad motorvejen. Men den øger omsætningen med 300 kroner – og vi er lige så primitive ved taxameteret, som Joachim B. Olsen er i politik: Det er pengene, der driver værket.
Vi tager alle emner op på disse dialogture gennem morgenmørket. Dødsangst. Sorg, skuffelse. Tvivl, boblende glæde. Det man taler om, lige nu. Politikerleden. Og så kærligheden, selvfølgelig. Den som den gamle mandschauvinist til Paulus skrev: ” … tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt … ”. Fra den bleg-kølige ateist til den rødmossede missionær – vi elsker den der med, at … størst af alt er kærligheden …
Men hold da kæft, hvor kan den gøre ondt.
Jeg møder kunden ingenmandsland mellem kærlighedstabet – og hans håb om, at han kan genfinde den. I løbet af vore første meningsudvekslinger, går det op for mig, at jeg også kan huske min kundes historie.
Det er muligvis mere end et år siden, at jeg mødte manden midt i en skilsmisse. En af dem, hvor konen en morgen vågner og siger klart og tydeligt, – at hun vil skilles. Han pisker sig med den klassiske maskuline skyldfølelse, – at han arbejder for meget og er for meget væk hjemmefra. Han mærker sider af sig selv, som han ikke troede fandtes. En forståelse. En tålmodighed – en lyst til at finde en løsning. Han vil virkeligt give deres ægteskab en chance og flytter ud for at give hende plads og tid til at genoverveje sin beslutning. Han er både såret og jaloux – men skubber det til side for at fortælle, – dokumentere for hende, at han vil hende!
Jeg ved ikke før nu, hvad der er sket siden sidst, men bliver hurtigt opdateret her ved vores andet møde. Skilsmissen er gennemført og han har fået ordning om delingen af børnene. Jeg kender følelserne i det med ungerne – og det er mere end 22 år siden! Som mand er man bange for at tabe i ”kampen” om samværet, især når børnene er små og beslutningen alene er forældrenes. Det tager års praksis i disciplinen deleforældre, før man slapper af i en kultur, hvor kvinderne er de ”børneansvarlige”.
Men nu har han fået en kæreste. De er faktisk ret vilde med hinanden og han fik garanteret et varmt og langt kys, inden han satte sig ind i vogn 2282 for lidt siden. Han er i overskud. Hun er vild med hans børn. Og han er vild med hende.Vi når også at runde de mørke sider.
Selv om bruddet og delingen for længst er både erkendt og gennemført, så er der stadig en smerte i skilsmissen og selvfølelsen. Han ville gerne have bekræftet, at skilsmissen var begrundet i, at hun elskede en anden.
– Det lyder måske småligt. Men jeg har sådan et behov for, at få bekræftet det indlysende, at hun havde forbindelse med den mand, hun hurtigt blev kæreste med efter skilsmissen. At hun havde truffet beslutningen. Men hendes svar er nej, selv om det er ret tydeligt, at jeg har ret. Jeg har det stadig sådan, at det der gør mest ondt, – det, der er det værste ved min skilsmisse, er bedraget.
God dag, Danmark
– mand og mand imellem.
PS:
Dette blogindlæg har tidligere været bragt i Ekstrabladets søndagstillæg EKSTRA som Taxamandens faste klumme
Taxamand
Next ArticleTaxituren ud af sneskyen