Det er jøwt, nordjysk og fordomme for fald

 

 

Det er helt klart for mig.

Hvis ikke storken havde tabt mig over klippeøen….

Hvis ikke jeg var født granitperker – så ville jeg være nordjyde.

 

Jeg kan lide voldsomheden i den nordjyske natur selvom mine bekendtskaber med den egentlig er ganske få. Den er rå som efterårsstormene fra nord og øst i Østersøen.

Jeg kan li’ menneskene og sprogene i det nordjyske. Jeg har alle tider været vild med Niels Hausgaard- Og Allan Olsen er jeg villig til at tolke som en af landets bedste sangskrivere all-time. Jeg oplevede ham engang til en lukket koncert i DR, hvor han fuldstændigt tryllebandt de kulturradikale, de klassiske madonnaer og popdrengene i statsradiofonien. Og så brændte han nogle historier af, så sjove og frække at jeg ikke vover at gengive dem her. Ved en anden koncert drak jeg rom med manden, fordi min position gav mig mulighed for det.

Jeg citerede ordene fra hans sang ”De kommende år” – og følt mig lidt som en emotionel groupie. Lidt fidel. Lidt for meget.

 

”..Den bette mand er fuldstændig ligeglad, hvor rejsen, den går hen. Bli’r det fedt at vær’ ham undervejs, – det er det der tæller…”

Mine øjne strålede.

 

– Sig mig kiggede du ikke særligt på Harley Davidson’s slogan: ”It’s not the destination, it’s the journey”, da du skrev de ord om den lille mand? – Gjorde du? – sagde jeg og logrede med halen som en lille skødehund. I guder, hvis min kone eller mine unger havde set mig. De ville have kastet sig ned og have bidt i det nærmeste gulvtæppe.

Han tog en ordentlig slurk af rommen, kiggede mig ret uinteresseret ind i øjnene og svarede, det originale, overbærende svar:

 

– Nej!

 

Nordjyder og deres selvforståelse ligner ærke-bornholmernes forhold til sig selv: De er ikke ligefrem bedre end andre danskere.

Men de kommer godt nok tæt på!

 

Første tur fra indenrigsterminalen i Kastrup.

Det er fuldstændigt umuligt ikke at være ”glad i låget”. Man kan være træt, ok. Men ikke sur.

To folk fra forretningsverdenen skal til møde om udvikling og strategi i et af de kendte konsulenthuse i Hovedstaden. En mand og en kvinde. Kolleger. Solen er stået op for et stykke tid siden og den røde kugle hænger over Øresund, mens vi bevæger os ind ad Amager Strandvej. Træerne – de få, der nu er, lige der hvor der bygges højhuse til Københavns nye borgerskab – er jomfrueligt lysegrønne. Det er fuldstændigt umuligt ikke at være ”glad i låget”. Man kan være træt, ok. Men ikke sur.

Det benytter den mandlige passager og taxamanden sig af. Kvinden slapper lidt af og smiler efter morgenens turnus på hjemmebanen med 3, superaktive børn.

Jeg gætter på han der nordjyde – og ja en slags er han.

Han er fra Thy. Det er måske helt overfladisk, men for en bornholmer tæller det, om han er nordfra – nord for Limfjorden. Det er han. OK, færdigt arbejde. Så er han nordjyde.

Han er nok en snes år yngre end taxamanden, tydeligvis veluddannet, formentligt i et profileret job. Men det er ligegyldigt for mig. Han elsker Allan Olsen.

Og så går det løs i beundring og kærlighed til Danmarks bedste musik-lyriker og sing-a-song-writer. Det varmer særligt mit hjerte at vi bryder aldersgrænser med en musik, jeg troede var mest til silverfoxes som mig selv. Han fortæller begejstret om Allans sidste, berømmende album Jøwt (…der vist nok er vendelbomål for at noget er ”fedt”). Og så det det store projekt ”Allan og D’Damer, som bl.a. er gået over nationalscenens skrå brædder og hvor kvinde-kunstnere fortolker den nordjyske troubadour.

 

– Det er jo nok en ide, der er opfundet af hans kvindelige manager, griner min passager venligsindet. Og vi smiler til hinanden i bakspejlet.

Hans kvindelige kollega slapper af og kigger på sommermorgenen gennem sideruden. I dag lader hun det være drengenes dag.

 

Så er vi ved at være fremme. Og den veloplagte nordjyde på bagsædet er i drillehumør. Han har genkendt taxamanden fra et tv-indslag og vil lige teste min dømmekraft. Som journalist og tidligere medlem af chef-universet.

Jeg gør mig snedig og sammenlægger hans personlighed med vores emneunivers. Jeg kan ikke ramme helt ved siden af

 

– Det må være noget med overordnet strategi. Noget lidt kreativt. Måske noget HR (Human Ressource – personale). Måske noget markedsføring eller branding+

 

– Næh, du. Vi er økonomer griner han og lader mig sidder her, helt afklædt med alle mine fordomme.

 

Jeg genkender følelsen fra mit næsegruse møde med Allan Olsen.

Den smager en smule af dumhed.

 

Hvis jeg skal være økonom i mit næste liv, skal det være i Nordjylland.

 

God Morgen, Danmark.

– norden- og søndenfjords

Next ArticleEn brandmand og drengerøv taler ud