Hvis der stadig findes nogle marxister, ved jeg ikke rigtig rigtigt, hvad de vil kalde den tid, vi lever i  dag. Jeg siger det med overbærende selvironi i forhold til den tid, der var hovedårtiet for min ungdom: 70’erne. Selv var jeg uakademisk og slap overfor datidens dogmatik. Men jeg husker ordene. F.eks. – SENKAPITALISME eller PROFITRATENS FALD. Den første begreb handlede formelt om kapitalismen sene trin (men vist nok forstået i perioden op til 1. verdenskrig,  så den lader vi lige ligge). Det andet begreb har jeg aldrig forstået, selv om det lyder lidt halv-uartigt. Så den lader vi også lige ligge

Men jeg er stadig vild med datidens svulstige, politiske etiketter. Og jeg leger undertiden med at designer nogle nye.

Hvad mener I f.eks. om DEN POSTINDUSTRIELLE FAMILIE-MASOCHISME.

Noget med nutidens familie- og arbejdsliv, der reelt er så svært at gennemføre, at det undertiden ser ud som om vi får nydelse af det umulige.

Men gå nu ikke så meget op i, hvad det egentlig skal betyde. Men sig ordet et par gange og oplev i bedste fald den blandingsfølelse, som  familiefaderen, bedstefaren, amatør-sociologen – undertegnede taxamand sidder med , når han møder nutidens mænd og kvinder i ingenmandsland mellem familie, kæreste og job.

Lad mig indrømme det med det samme: Det giver gammelfar-bekymringer i den sølvgrå Mercer med det grønne logo-

 

Jeg ser dem meget, meget tidligt om morgenen som ildfluer bag vinduerne i de dyre huse i forstæderne. Frem og tilbage, småløbende med en ostemad i den ene hånd og papirer i den anden. I gamle dage sikkert med en omsorgsfuld kvinde i kimono som dirrigent. I dag ofte med lillebror på armen hos farmand – og så er det karrierefruen, der løber rundt med papirerne og ostemaden.  Men mestendels helt uden dirigent.

Det er jo ikke længere nogen særlig begivenhed, at far eller mor skal på arbejdsrejse og ægtefællen og børnene foretrækker givetvis den lindrende søvn frem for stressniveauet, når taxa og lufthavn skal nås til tiden.

Det er dagligdag at skulle gå hele tiden – og hvorfor så stå at iagttage, at det sker?

Kom nu, kom nu, kom nu…

Og så børsten gennem håret, tandbørstningen for at tage kaffe-smagen og duften af ostemad, kabinekufferten i den ene hånd og tasken med iPad, pung, nøgler, og billetter i den anden.

Kom nu! – ud i taxaen, ind på bagsædet og så ….

 

“…Glem de motherf****** ting, du ikke har nået, glem manden eller konen og i hvert fald børnene bare i nogle sekunder….”

Nogle gange får jeg lyst til at kunne trykke på én knap, der kunne dreje førersædet 180 grader, en anden der forvandlede bagsædet til en terapi-briks med indbygget massage og med en dulmende hånd ville jeg lægge kunden ned, bede passageren om at lukke øjnene og så bare sidde der som et menneske med verdens mest ukomprimerede stemme, – så’n en anti-stress hypnotisøren  Jean Felix – og hviske med dyb stemme:

– Nu tager du det bare heeeeeelt roligt. Helt roligt.

– Glem karrieren i et øjeblik, glem de forbandede politikeres evige snak om, at vi skal sætte tempoet hurtigere for at hamle op med kineserne, mens de ævler deres usexede sprog og du selv løber med tungen ud af halsen. Glem X eller Y, der er ved at få det job, der burde være dit. Glem de motherf****** ting, du ikke har nået, glem manden eller konen og i hvert fald børnene bare i nogle sekunder.

– Tag det roligt – helt roligt

 

Knips!

Vupti, sæderne har genfundet deres rette funktion og vi er ti.lbage til den virkelige virkelighed

Nu er du glad igen. Du ser skidegodt ud i bakspejlet. Og det hele skal nok gå. Og ham eller hende derinde under dynen elsker dig stadig, selv om det godt nok er lidt halv-lang tid siden, det blev sagt sidst.

 

I virkeligheden beundrer jeg de unge hard-core familier, der insisterer på, at der både skal være plads til individuel karriere, børn og indimellem et liv, der kribler lidt mere end gyset over den sidste lønseddel. For det er jo ikke en masochistisk lyst til det vanvittige spænd mellem idealer og virkelighed, der driver værket. Det er garanteret den moderne udgave af den gamle drøm om at skabe grundlaget for et liv i kærlighed og spænding. At give noget til de andre i familie-flokken. Nyde pave-stoltheden over det afkom, som er den ideelle klon af det menneske man elskede så voldsomt for lidt siden – og en selv. Fantastisk og et mirakel.

Og så for pokker at tillade sig at nyde det her korte liv bare en lille smule, – bare en gang imellem for egen vindings skyld…

 

Min kunde denne morgen er en af hardlinerne. Kun er både træt og smuk, intelligent, omsorgsfuldt tænkende på de to små knægte derinde i Gentofte-villaen. Og manden, kæresten naturligvis. Og hun er stærk og frisindet nok til at turde tage snakken med taxamanden, der stod op nogle timer før fanden fik sko på  og ikke behøver tage sig særligt af andre derhjemme  end familiekatten Frandsen, der er lige glad og frisk HVER morgen, bare den får noget tun fra dåse

Vi griner begge lidt af paradokserne i det moderne familieliv, der i de unge år er spændt helt op til at gøre karriere og tage sig af ungerne – på en gang. Vi taler om forventningsafstemning. Hun er top-udannet, rejser jævnligt og har et drømmejob i en medicinalvirksomhed – og hun har en pointe, synes jeg:

 

– Vi er moderne og uddannede. Der er ikke meget det kommer bag på det moderne menneske. Altså bort set fra, at det er svært at få det hele til at hænge sammen i virkelighedens verden. Egentlig burde der være noget uddannelse i eller anvendelig information om den del af livet. DET burde du skrive en bog om, siger hun og peger på mig efter at jeg har åbnet lidt om udfordringerne i mit eget liv, da jeg – i den tids målestok – var både chef, far og mand. Det sidste gik ikke i det lange løb.

 

Den grunder jeg lidt over.

Og husker hendes sidste bemærkning inden hun stiger ud i travlheden foran lufthavnsterminalen

 

– Tak for turen. Tænk over det med bogen. Der er brug for den.

God morgen, Danmark

– i al hast