Jeg blev en smule forelsket den anden nat.

Ikke noget farligt, der sætter det hele over styr.

Ikke eksplosivt – men kærligheden kom flyvende, blidt som en lun nattevind dette efterår, hvor sommeren bare ikke vil holde op. En årstid ude af synk. Det er lige så vidunderligt som det er faretruende.

Det er ikke voldsomt sent men helt mørkt, da jeg kører op foran villaen. Der er meget – alt for stille, men jeg har besluttet at tage denne nat som den kommer. For kunderne er glade, når vogn 24 er fremme som var jeg deres private ejendom.

Ren hygge ved havelågen. En smilende kvinde i 30’erne. Manden med det nye familiemedlem – en hundehvalp – på armen. – Og så en ældre kvinde med nydeligt, hvidt hår og et ansigt, der har smilet i mange årtier. Har jeg set hende før? Det fornemmer jeg – og tager ganske givet fejl, viser det sig under vores samtale. Men jeg kender typen. Elskværdigheden selv. En gammel dame, som inderst inde er stolt af sin alder eller i hvert fald glad for at være åndsfrisk, selv om hun er fyldt 90.

Jeg spørger ikke – men hun melder selv ud, inden jeg smækker dørene og starter taxameteret.

Og jeg slå automatisk over i De-formen og føler mig de næste 25-mintter som noget i retning af en ung mand.

En ung mand på 64!

Panden rynker sig, men hun smiler til mig i bakspejlet

– Jeg er mormor, der har været på besøg, siger hun stolt. Men jeg er meget mere. Jeg er oldemor – og faktisk er oldebarn nummer 14 på vej. Hun ryster lykkeligt på hovedet af den fatale banalitet. Tiden løber, og det er på én gang fascinerende, – det gør hende taknemmelig – og vemodigt. Den gamle krop holder jo ikke evigt.

– Du kan se, jeg går ikke så godt.

Panden rynker sig, men hun smiler til mig i bakspejlet.

– Skal vi ikke bare være du’s, siger hun og undskylder sin tiltaleform med et skuldertræk. Det er jo for længst slidt bort, det der med ”De” og ”Frue”.

Og så fortsætter hun sin historie.

 

– Jeg var så vred på mig selv over, at jeg ikke stoppede i tide. Jeg blev ved – og så gik det galt. Jeg faldt af hesten og brækkede benet flere steder. Det var min store passion og jeg red nærmest dagligt til jeg fyldte 80.

Hun fortæller mig om sin store kærlighed, ægtemanden, som hun mistede for 7 år siden. De var gift i mere end 60 år.

 

Han rejse ALDRIG langt uden mig, – sin kone. Aldrig!

– Åh, det er så gammeldags, men det VAR altså den store kærlighed. Jeg mødte ham til min venindes 18-års fødselsdag og så sagde det bare BANG med det samme. Der var kun – og der har altid kun været den mand i mit liv. Selvfølgelig var det ikke lykkelige hurra-dage hele vejen igennem. Men vi var hele vejen igennem båret af en enorm respekt for hinanden. Han var så gennem loyal. Og så var han nordjyde og var godt nok ikke sådan lige til at flytte for mig eller for hans partnere på arbejde. Han havde et hovedprincip, som var ret usædvanligt dengang, hvor konen mest tog sig af det huslige. Han rejse ALDRIG langt uden mig, – sin kone. Aldrig! Det var hans krav -og sådan blev det hele vejen igennem. Så jeg har rejst over hele verden. I USA mange gange og i Asien. Altid sammen – ham og jeg. Det var usædvanligt og fantastisk.

Der bliver stille i taxien.

Vi tænker det samme, og det er hende, der ligger ord til. Ganske få.

 

– Det var forfærdeligt at miste ham.

Der bliver stille igen, og hun har ikke lyst til at vade længere i det spor.

 

Nu skal det handle om mig, TAXAMANDEN.

Hun spørger nysgerrigt ind til mit liv, som hun får de bidder af, som resten af ture levner plads til. Om min fortid, min uddannelse, min cheftid i medieverdenen, mit farvel og min fascination over at møde nye mennesker hele tiden. Næsten kende livet bedre i min taxi end på de bonede gulve. Om min kone, mine børn og vore børnebørn. Grænserne falder. Et job, en taxichauffør og hans kunde – men i de sidste minutter også et par nye bekendte.

Vi smiler mange gange via bakspejlet. Hun er smuk. Det er især øjnene, der lever.

Alt for hurtigt fremme.

 

Hun får min arm, og vi spadserer nærmest lidt stolte af vores rendezvous til hoveddøren.

– Det var en fornøjelse at køre med dig, siger jeg – helt ærligt ud af hjertet.

Så kigger hun på mig med en kvindes aldersløse øjne. Og nu ser jeg, hvorfor jeg tror, jeg kender hende. Hun ligner Gloria Stewart, skuespilleren, i slutscenen i TITANIC.

Det er nu jeg forelsker mig – bare lidt.

Hun svarer:

 

– Fornøjelsen? – Den er vist størst på min side!

 

– – –

 

PS:

Kan du lide mine historier fra vogn 24, er du velkommen til at dele. TAXAMANDEN elsker trafik. 😊