NÅR MAN BARE ER SÅ SKIDE LYKKELIG

 

 

Carpe Diem, siger min svigermor.

Meget ofte – og helt op til irritationsgrænsen. Grib dagen, betyder de latinske ord med et budskab, der ikke er til at tage fejl af. Tag nu og lev det fandens liv, mens det endnu føles som en gave fra Gud. Og lad nu være med at tænke for meget over, hvad morgendagen bringer.

Jeg er ret sikker på, at svigermor ikke mener, at man skal kaste sig hovedløst ud i skørlevned. Men hun har alderens autoritet til at insistere på at budskabet er rigtig. Og jeg mærker, at det sniger sig tættere ind på mig, mens mit hår bliver stadig mere gråt og hårgrænsen flytter sig – opad. Bagud!

Han ser så tydligt lykkelig ud, manden på passager-forsædet i vogn 24. Det er OK, at efteråret nærmer sig og sen sene aftenluft er blevet skarpere. Sådan er det bare.

 

En slank, adræt, sommerbrun, pensionist. En ægte ”Silverfox”. En ”sølvræv” af den slags, jeg gerne vil kunne måle mig med, når jeg har smidt en halv snes kilo, så jeg kan leve længe og blive lidt mere sexet i fruens øjne.

Flot mand!

Det er lige netop denne stemning af ”jeg-ka’-sgu-endnu” han er i, kunden som slap hækkesaksen og spaden for ret kort tid siden og gav sig hen til friheden som pensionist efter en menneskealder som gartner i kommunalt regi. Det sidste har givet ham en pension, der er til at leve med, når man ikke er forpligtet af høj boligudgift eller andre, unødvendigt dyre vaner.

– Jeg har været i Spanien for at besøge med kæreste siger han, så jeg ikke kan lade være med at bemærke livsglæden. Øjnene er glade og stolte.

 

Min indre historie-generator kører øjeblikkeligt et eventyr. Hun hedder sikkert Carmen, danser Flamenco et sted i Andalusien og forført ham hensynsløst med sine sorte, bedrageriske øjne.

– Så slap dog af siger den evige fornufts-abe på min skulder. Den er træt af mit evige spin i de sene timer, hvor trætheden tager over for fornuften. Hold nu din mund og tænd for dine ører!

 

Manden – den glade sølvræv på forsædet – fortæller en meget mere jordnær historie om at gribe lykken, når det lykkelige tilfælde melder sig, og mens man mindst venter det.

– Jeg var med gutterne i Madrid i Spanien for at se noget fodbold. Det var sådan en fed tur, hvor vi selvfølgelig slutter den gode kamp af med en tur på en af barerne. Bølgerne gik højt og glassene klingede og vi sang sgu nok nogle af vore fodboldsange.

De 65 år er ligegyldige. Han ligner mest en teenager, der godt ved, at det blev lidt for sent og lidt for vildt i aftes.

 

 

– Pludselig stod der en sød, voksen kvinde ved vores bord. ”, Aij, hvor hyggeligt, jeg kan høre at I er danskere.” Vi inviterede hende og hendes veninder over til fodbolddrengenes bord. Og så blev det for alvor hyggeligt. Det var mig, der fik lov til at sidde ved siden af hende. Vi sludrede om løst og fast, om gamle og nye dage i København. Som aftenen skred frem, kiggede vi hinanden mere og mere dybt i øjnene. Og det har vi gjort mange gange siden. For det viste sig, at vi havde friheden til at komme helt tæt på hinanden.

 

Nu kigger han på mig, og i mine øjenkroge aner jeg den forelskede mand, der stolt slog til i det rette øjeblik. Carpe diem!

 

Vi lever i et eventyr, hvor vi har den kæmpe fordel, at vi på én gang har hinanden og savner hinanden

– Hun har boet i Spanien i mange år og har to voksne børn dernede. Den ældste bor endnu hjemme, og jeg tvivler på, at hun vender tilbage til Danmark. Selv blev jeg skilt for nogle år siden efter 23 års ægteskab. Jeg har ingen børn men familie og masser af venner herhjemme. Så min kæreste og jeg har ingen planer om at gøre afstanden mellem os til et problem eller korte den permanent ved at flytte sammen nordpå eller sydpå. Vi lever i et eventyr, hvor vi har den kæmpe fordel, at vi på én gang har hinanden og savner hinanden. Hun besøger mig heroppe, hvor hun tager en bid af Danmark, hvor hun selv kommer fra. Og hun hjælper mig med at opleve Spanien, som jeg aldrig ville have mødt uden hende. I sidste uge tog vi bilen til Nordspanien. Bare to kærester på et simpelt hotel uden turister alle vegne.

Vi er fremme ved lejlighedskomplekset i et af forstædernes kvarterer for ”almindelige mennesker”.

– Du kan sikkert, forstå det, siger han. Jeg kniber da af og til mig selv i armen og spørger, hvad det er, jeg har gjort, – om jeg har fortjent at være så skide lykkelig.

 

Mon ikke?

Agarró el dia

Han greb dagen – en sen nattetime!

 

– – –

 

PS: De vemodige. Eller de lystige. Dem du synes fortjener det. Del mine historier fra den virkelige virkelighed. Taxamanden elsker trafik 😊

 

 

 

 

 

Next ArticleTAK FOR DE MANGE DELINGER