Der er minder og fortid i luften, da taxamanden en sen nat krydser sit spor-.

Ikke at jeg kender manden. Men vi deler skæbne i den forstand, at vi begge kommer fra de svære tider på landet. – Og at vi begge aldrig kom ind som erhvervsaktive i det miljø, vi er rundet af.

Vi er født på landet. Og inderst inde i os sidder det stadig: Vi er nogle bonderøve, og det kan aldrig være anderledes.

Læs taxamandens klumme fra Ekstrabladets lørdagstillæg  EKSTRA den 26. juli

 

Er vi blevet et klasseløst samfund – harmoniseret, udglattet og pletfjernet?

Nej! især IKKE, hvis vi tolker det klasseløse bredere end munke-marxisterne gjorde det i 70’erne. Altså ikke bare klicheen om udbyttede lønmodtagere og grådige udbyttere. Det handler om mange andre store forskelle i landsby-nationen. Jeg mærker det så tydligt i vogn 2282. Jeg møder arbejderen fra Hellerup der meget, meget hurtigt melder sig ud 2900-segmentet. ”OK, det er godt nok her, jeg er vokset op – men jeg har ikke så meget med nøgen-fødderne i sejlerskoene og de læspende s’er at gøre”. Eller nordjyden eller bornholmeren, der trods de mange udkantsknubs har det som min gamle mormor havde det i sit inderste: ”Vi er ikke decideret bedre end andre mennesker. Men det er umådeligt tæt på. ”

Jeg samler to mænd op en meget tidlig morgentime i det indre København. De er berusede på den gode måde. Den som afholdsfolkene kunne trænge til og de tørlagte savner. Der er humor, grinende, kærlige bagtalelser af nattens aktører. Og når vi nu alle er mænd – velskabte kvinder på dagsordenen. Sidstnævnte har være savnede i nat. For firmamiddagen var for en mande-arbejdsplads, der har været i byen med chefer og arbejdere. Entreprenørbranchen.

Den første gut sættes af i nærmeste forstad og så er vi bare to. Han skal langt – 20 -30 kilometer på nattakst. Mit iskolde taxahjerte bliver blødt op og jeg tænker – ud over glæden ved at en fjerdedel af dagens indkomst er hjemme på første morgentur: Kunden skal ha’ det godt. Hvis han vil, skal der snakkes

– Og det vil han.

 

…og lørdag aften, stod vi der og skrubbede og gnubbede vore hænder for at fjerne ammoniakstanken fra fingre og håndflader. Der er ikke megen forførelse i hænder, der stinker af svinepis…

Vi er bønder begge to. Altså bortset fra, at vi aldrig blev det. Men vi er begge vokset op i en blandingskultur, hvor vi fyldte kraftfoder i svinene i den ene ende og bagefter kørte eller skubbede lortet væk i den anden. Alt sammen større og større og mere og mere maskinelt som årene gik. Vi er begge børn af det industrielle landbrug. Og når vi så skulle ud og blande os med resten af verden fredag og lørdag aften, stod vi der og skrubbede og gnubbede vore hænder for at fjerne ammoniakstanken fra fingre og håndflader. Der er ikke megen forførelse i hænder, der stinker af svinepis.

 

Jeg var bare ikke skabt til at fortsætte i landbruget – og på ingen måde nødet af min far. Han fik astma, kunne bare ikke tåle arbejdsmiljøet og er skiftet til en mellemlederstilling i entreprenørbranchen. Men sad der en tredje, usynlig iagttager på bagsædet ville han eller hun sige: Journalist, taxamand – eller mellemleder? – De er godt nok stadig bønder!

 

Vi taler om svineproducenternes vanskeligheder. Min far forlod arbejdet i utide på grund af de ugunstige tider dengang i 90’erne. Hans har lige sagt farvel som en af de HELT store svineproducenter på Sjælland. Faren kæmpede i årevis men endte med at tabe et tocifret millionbeløb. Jeg tilhører det politiske ”centrum-venstre” – han er klart blå. Men vi er først og fremmest bønder og kender den følelse af særlig passion for at dyrke jorden og fremavle føden. Også i stor skala. Vi bærer begge på smerten over, at det går ad helvede til. Og de af mine halv- og helrøde venner, der deltager i den ureflekterede jagt på erhvervet må finde andre at råbe i kor med, når de tegner drømmeakvareller af den glade bondemand og hans håndfuld af grise og køer og får. Hold nu op!

Jeg deler skæbne med min kunde i sommernatten. Og der bliver lidt stille når han fortæller om ”den gamles” farvel til erhvervet.

 

– Selvfølgelig drømte han nok et eller andet sted om, at jeg skulle tage over en dag. Men det kunne ikke lade sig gøre med mit helbred. I dag kan han se, at det var godt for alle parter. Jeg siger dig: han kæmpede og kæmpede. Ikke mindst mod de banker, der først lånte han en helvedes masse penge op bagefter nakkede ham, da krisen slog ned. Han drev et landbrug med højeste effektivitet. Blandt de bedste i landet. Det kunne bare ikke lade gøre at skabe en forretning.

 

Han kigger nedad. Slipper sin beruselse og der bliver stille i taxaen.

 

– Jeg var ærligt talt lidt bange for, hvordan det skulle gå ham. Men overlevelseskampen har afklaret ham. Krigen er slut. Og nu leder han efter et job som vicevært. En tryg løn –og med en snert af frihed.

 

God dag

I bøndernes Danmark