OK, det kan godt være, at jeg lidt for ofte gi’r den gas som kloge-Aage. Så det er nok nu, at jeg lige skal trække lidt i land. Og lad mig gøre det lige på og hårdt – på en område, hvor jeg har lidt alverdens nederlag.
Jeg ved næsten ingenting om sport.
Og jeg har meget ringe viden om fodbold.
Jeg har tidligere diverteret med, hvad det har givet mig af nederlag i mit liv. Fra min ungdoms oplevelser med at blive valgt temmelig sent – nej næstsidst i til diverse hold.
Og alvorlige skader – den ene kunne have formentlig kunnet koste mig livet, hvis ikke en frelsende engel havde råbt: PAS PÅ FOR HELVEDE! Vi havde idræt på Svaneker Borger og Realskole. Jeg havde valgt boldkast, hvor man kaster med de der tosse træbolde, tror jeg det var. Jeg skulle stå ude og samle op, faldt i staver og så kom redningsråbet, da en af skolekammeraterne pludseligt evnede noget, der lignede et olympisk kast.
Jeg vendte mig om – og fik træbolden direkte i panden, så jeg nogle sekunder gik ud som et lys. Rød direkte på nærmeste sygehus, hvor de behandlede med masser af is og midt i panden havde jeg en bule så stor, at den mest lignede en oldtidshøj i det bornholmske landskab – uden træer og stensætninger.
Bare en rød og blå kæmpehøj midt i panden.
Jeg ved ikke en skid om sport, men det forhindrede mig selvfølgelig ikke i at blive overordnet chef for Radiosporten, da jeg var chef for P3. Jeg lover for, at her var taler om udpræget delegering. – Helt derud, hvor de nærmest bestemte selv – og det var godt for både sporten og mig.
Måske var sport medårsag til min karrieres afslutning i DR. Sådan direkte. Jeg fik en generaldirektør, der ikke alene var eliteportsudøver, – hele hans arsenal af metaforer stammede fra en verden, hvor ”…intet hold er stærkere end den svageste spiller…” , ”…som leder er jeg nok en slags offensiv midtbanespiller…” – ”…måske egner du dig bedst som spillende træner…”
Vorherre bevar mig vel.
For bossen var det lige i hjertet.
For mig var det management-Swahili og jeg kæmpede bare for, at ingen skulle se mig som bolden, der skulle sparkes udenfor banen.
Se den sidste symbolik kunne jeg lige netop forstå.
Hvor dum ku’ jeg være? Jeg kunne lige så godt have råbt HURRA FOR MARGRETE VESTAGER til Enhedslistens årsmøde
Men værst af alt. Jeg vidste ikke nok om, hvilket hold, MAN skulle holde med. For RIK, Viking Rønne eller Nexø var jo helt ude i hampen. En, der hedder Morten, foreslog mig Vejle og noget med Allan Simonsen. Det var fedt, for jeg kan godt li’ når de små klarer sig godt.
Men jeg blev mødt med himmelvendte øjne.
Så spurgte jeg en medarbejder, jeg kunne stole på, hvordan jeg skulle stille mig lige på det her punkt. Alex Nyborg Madsen og han sagde det lige ud: BRØNDBY – fodbold, vestegnen, arbejderklassen. Den var jeg med på og sagde det direkte til min direktør: Jeg holder med Brøndby.
Han døde en smule på stedet – og det samme skete utvivlsomt for min karriere. For han stod hver weekend med kulturministeren, high-end rockmusikerne og de alvorlige hovedstads-intellektuelle – og råbte”kom nu FCK” i parken.
Hvor dum ku’ jeg være?
Jeg kunne lige så godt have råbt HURRA FOR MARGRETE VESTAGER til Enhedslistens årsmøde.
Det var en tabersag, og herefter gik det kun nedadbakke.
Og så for et par nætter siden, vendte det skæbnesvangre københavnske superhold tilbage i min bevidsthed (Senere research har fortalt mig, at holdet varmer op til de helt store opgør med en 7.plads i superligaen. De er på vej!)
Nej det var ikke et sportsgeni men en ung kvinde, en kunde fra city til lufthavnen, som bragte min ulykkesklub på banen igen. Hun var på vej til en koncert med Beyoncé – den superlækre R&B popsanger – af alle steder i Paris. Kæreste og venner var allerede taget derned. Men min kunde, som optrådte fra morgenstunden i en kæmpestor model-hat og store forventninger til årets koncert, kunne ikke komme afsted før nu. Hun skulle gøre en indsats for sin arbejdsgiver – FCK.
Jeg stivnede alene ved ordet.
Men så blødte stemningen lidt op, da hun kunne fortælle mig, at hun godt nok arbejdede på grønsværen – men som en slags cheerleader. Hun er en af danserne i Copenhagen White Cats, som forsøder ventetiden for de hårdt prøvede fans, hvis optimisme for tiden befinder sig på en eller anden ø ude i Sortedamssøen, tæt på Parken på Østerbro i København. Hos White Cats er man faktisk ansat danser og møder man ikke op til træning og performance kommer man ikke på holdet – sådan er det.
De det er en sportsgren jeg kan nyde. Ikke libertinerens savlende gnæggen over de unge, velskabte piger. Næh, jeg er far til to tøser, der har arvet deres mors sports-evner – og har været dansere gennem mange år – lige nu på stand-by på grund af uddannelse.
Jeg synes faktisk, at moderne rytmisk dansk er fedt. Og selvfølgelig indebærer det også en beundring for de kroppe af begge køn, som udfører dansen.
Sådan var det ikke lige fra starten i FCK, fortæller min kunde.
– Da vi startede som opvarmere af publikum på banen, var der helt klar nogle som tænkte og enkelte sagde: Hvad skal det dog til for. Men lige nu er der såmænd nok nogle, der er større fans af os end af fodboldholdet-. Vi er lønnede af og en del af FCK og det er selvfølgelig fedt at have et så dedikeret publikum til sin dans. Og de fleste dansere, langt de fleste dansere kæmper en hård kamp for at få noget at lave, som de får løn for.
Cheerleaderne fra FCK optræder inden kampen og i pauserne for de forskellige tribuner i parken. Det gælder dog ikke, når Brøndby er på besøg, det går bare ikke. Sådan er forholdet nu engang mellem de to rivaliserende hold.
– OK, vi kan jo høre tilråbene, hvis vi kommer lidt for tæt på, og jeg kan love dig, at det ikke er sprogets smukkeste gloser, vi skal høre på. Så i de kampe, må vi holde os væk fra Brøndbys tribune. Sådan er det bare. Vi har en underforstået regel om, at når vi spiller mod Brøndby, skal vi enten tage hjem, så snart vi er færdige med at danse. – Eller også må vi vente tre timer.
Underligt noget, det der med sport tænker jeg, mens jeg afslutter turen med min kunde ved terminal 2. Jeg lidt – bare lidt klogere på fodbold.
Hun er til gengæld tændt på aftenens koncert med Beyoncé i byernes by, Paris. En kæmpe stadionkoncert, der smager lidt af Parken.
Taxamanden: Sportsidiot – med streg under idiot
OK, det kan godt være, at jeg lidt for ofte gi’r den gas som kloge-Aage. Så det er nok nu, at jeg lige skal trække lidt i land. Og lad mig gøre det lige på og hårdt – på en område, hvor jeg har lidt alverdens nederlag.
Jeg ved næsten ingenting om sport.
Og jeg har meget ringe viden om fodbold.
Jeg har tidligere diverteret med, hvad det har givet mig af nederlag i mit liv. Fra min ungdoms oplevelser med at blive valgt temmelig sent – nej næstsidst i til diverse hold.
Og alvorlige skader – den ene kunne have formentlig kunnet koste mig livet, hvis ikke en frelsende engel havde råbt: PAS PÅ FOR HELVEDE! Vi havde idræt på Svaneker Borger og Realskole. Jeg havde valgt boldkast, hvor man kaster med de der tosse træbolde, tror jeg det var. Jeg skulle stå ude og samle op, faldt i staver og så kom redningsråbet, da en af skolekammeraterne pludseligt evnede noget, der lignede et olympisk kast.
Jeg vendte mig om – og fik træbolden direkte i panden, så jeg nogle sekunder gik ud som et lys. Rød direkte på nærmeste sygehus, hvor de behandlede med masser af is og midt i panden havde jeg en bule så stor, at den mest lignede en oldtidshøj i det bornholmske landskab – uden træer og stensætninger.
Bare en rød og blå kæmpehøj midt i panden.
Jeg ved ikke en skid om sport, men det forhindrede mig selvfølgelig ikke i at blive overordnet chef for Radiosporten, da jeg var chef for P3. Jeg lover for, at her var taler om udpræget delegering. – Helt derud, hvor de nærmest bestemte selv – og det var godt for både sporten og mig.
Måske var sport medårsag til min karrieres afslutning i DR. Sådan direkte. Jeg fik en generaldirektør, der ikke alene var eliteportsudøver, – hele hans arsenal af metaforer stammede fra en verden, hvor ”…intet hold er stærkere end den svageste spiller…” , ”…som leder er jeg nok en slags offensiv midtbanespiller…” – ”…måske egner du dig bedst som spillende træner…”
Vorherre bevar mig vel.
For bossen var det lige i hjertet.
For mig var det management-Swahili og jeg kæmpede bare for, at ingen skulle se mig som bolden, der skulle sparkes udenfor banen.
Se den sidste symbolik kunne jeg lige netop forstå.
Men værst af alt. Jeg vidste ikke nok om, hvilket hold, MAN skulle holde med. For RIK, Viking Rønne eller Nexø var jo helt ude i hampen. En, der hedder Morten, foreslog mig Vejle og noget med Allan Simonsen. Det var fedt, for jeg kan godt li’ når de små klarer sig godt.
Men jeg blev mødt med himmelvendte øjne.
Så spurgte jeg en medarbejder, jeg kunne stole på, hvordan jeg skulle stille mig lige på det her punkt. Alex Nyborg Madsen og han sagde det lige ud: BRØNDBY – fodbold, vestegnen, arbejderklassen. Den var jeg med på og sagde det direkte til min direktør: Jeg holder med Brøndby.
Han døde en smule på stedet – og det samme skete utvivlsomt for min karriere. For han stod hver weekend med kulturministeren, high-end rockmusikerne og de alvorlige hovedstads-intellektuelle – og råbte”kom nu FCK” i parken.
Hvor dum ku’ jeg være?
Jeg kunne lige så godt have råbt HURRA FOR MARGRETE VESTAGER til Enhedslistens årsmøde.
Det var en tabersag, og herefter gik det kun nedadbakke.
Og så for et par nætter siden, vendte det skæbnesvangre københavnske superhold tilbage i min bevidsthed (Senere research har fortalt mig, at holdet varmer op til de helt store opgør med en 7.plads i superligaen. De er på vej!)
Nej det var ikke et sportsgeni men en ung kvinde, en kunde fra city til lufthavnen, som bragte min ulykkesklub på banen igen. Hun var på vej til en koncert med Beyoncé – den superlækre R&B popsanger – af alle steder i Paris. Kæreste og venner var allerede taget derned. Men min kunde, som optrådte fra morgenstunden i en kæmpestor model-hat og store forventninger til årets koncert, kunne ikke komme afsted før nu. Hun skulle gøre en indsats for sin arbejdsgiver – FCK.
Jeg stivnede alene ved ordet.
Men så blødte stemningen lidt op, da hun kunne fortælle mig, at hun godt nok arbejdede på grønsværen – men som en slags cheerleader. Hun er en af danserne i Copenhagen White Cats, som forsøder ventetiden for de hårdt prøvede fans, hvis optimisme for tiden befinder sig på en eller anden ø ude i Sortedamssøen, tæt på Parken på Østerbro i København. Hos White Cats er man faktisk ansat danser og møder man ikke op til træning og performance kommer man ikke på holdet – sådan er det.
De det er en sportsgren jeg kan nyde. Ikke libertinerens savlende gnæggen over de unge, velskabte piger. Næh, jeg er far til to tøser, der har arvet deres mors sports-evner – og har været dansere gennem mange år – lige nu på stand-by på grund af uddannelse.
Jeg synes faktisk, at moderne rytmisk dansk er fedt. Og selvfølgelig indebærer det også en beundring for de kroppe af begge køn, som udfører dansen.
Sådan var det ikke lige fra starten i FCK, fortæller min kunde.
– Da vi startede som opvarmere af publikum på banen, var der helt klar nogle som tænkte og enkelte sagde: Hvad skal det dog til for. Men lige nu er der såmænd nok nogle, der er større fans af os end af fodboldholdet-. Vi er lønnede af og en del af FCK og det er selvfølgelig fedt at have et så dedikeret publikum til sin dans. Og de fleste dansere, langt de fleste dansere kæmper en hård kamp for at få noget at lave, som de får løn for.
Cheerleaderne fra FCK optræder inden kampen og i pauserne for de forskellige tribuner i parken. Det gælder dog ikke, når Brøndby er på besøg, det går bare ikke. Sådan er forholdet nu engang mellem de to rivaliserende hold.
– OK, vi kan jo høre tilråbene, hvis vi kommer lidt for tæt på, og jeg kan love dig, at det ikke er sprogets smukkeste gloser, vi skal høre på. Så i de kampe, må vi holde os væk fra Brøndbys tribune. Sådan er det bare. Vi har en underforstået regel om, at når vi spiller mod Brøndby, skal vi enten tage hjem, så snart vi er færdige med at danse. – Eller også må vi vente tre timer.
Underligt noget, det der med sport tænker jeg, mens jeg afslutter turen med min kunde ved terminal 2. Jeg lidt – bare lidt klogere på fodbold.
Hun er til gengæld tændt på aftenens koncert med Beyoncé i byernes by, Paris. En kæmpe stadionkoncert, der smager lidt af Parken.
Eller det omvendt?
Selv har jeg revideres mit forhold til fodbold.
Jeg holder med Copenhagen White Cats.
Good morning, Copenhagen
Taxamand
Next ArticleNår kræften vender tilbage