Det var den gamle journalist, radioavischef – og tv2’s første direktør, Jørgen Schleimann, der brugte den måde at sige det på: ”Den gode journalistiks inderste væsen er at dementere myter”. Vi kunne ikke li’ ham i 70’erne, alle os politisk korrekte mere eller mindre mellemrøde lejesvende i DR. For han var noget så sjældent som en venstremand i Statsradiofonien.
Men jeg har nu ofte citeret ham i foredrag og i undervisning: Vi skal dementere myter. Der er noget vigtigt, noget rigtigt – også noget pirrende i at beskrive verden med bare et moment af overraskelse:
– I tror nok, at den ser sådan og sådan ud. Og det kan i store træk være sandt. Men helt så enkelt hænger det ikke sammen…
Lad os tage et eksempel, hvor jeg for et stykke tid siden fik bekræftet en fordom om, at de rige er utilnærmelige og lever lidt i deres egen verden.
Jeg kører jo som sagt taxa i de rigeste kvarterer i Københavns forstæder. Selvfølgelig ikke i de allerhøjeste klasser med egen chauffør, butler og hele svineriet. De har ikke brug for selv en sprit-ny, sølvfarvet Mercer med et grønne logo. Jeg må nøjes med at køre med deres chauffører og altmuligmænd og de siger under et med ”Rytteriet”: ”…De er sgu meget søde…”.
Men de rige lige under privat-chauffør-niveauet kører jeg med. F.eks. ham, der er chef for et af landets store investeringsselskaber. Skæbnen vil jo, at taxamanden har danset på de bonede gulve. Og at jeg selv var ung engang og mødte eliten, inden den blomstrede.
Jeg kan godt se, at det er lidt bondsk og selvoptaget, men gav mig altså til kende.
– Jeg kender dig faktisk. Vi har mødt hinanden før. Det var i 70’erne på kollegiet X, udenfor Købehavn. Du havde en kæreste, der hed…
[
“…Jeg ar sådan set bare bestilt en taxa. Kan du ikke bare køre mig frem til aftenselskabet og så i øvrigt lade fortiden ligge. Jeg har bedt om transport – ikke om optakten til et studenterjubilæum, please!…”
Jeg kan god se, at det ikke virker smart. Måske er jeg på vej mod en katastrofe. Måske var kæresten dengang anledning til et opgør. Måske er hans nuværende kone hans tidligere personlige assistent. Måske, måske, måske, – jeg ved det ikke.
Jeg bliver lidt hektisk i min forklaring og mærker det problematiske ekko af mit ophav, der engang krydsede midtergangen i en af forstædernes kirker ved en julegudstjeneste, direkte ankommet fra den fædrene gård – for at slå på næven med en af Danmarks kendte generaler. Jeg tror ikke han genkendte min far, der eller gav sig til kende, så det rungede.
Det var meget pinligt for den unge redaktionschef, der langt senere skulle avancere til taxamand. Meget pinligt. Og nu var jeg så midt i samme optrin – for som far så søn…!
Jeg har det med at læse uudtalte talebobler over de mennesker, jeg møder. Og hos ham direktøren, – min kunde i bilen var der ingen tvivl om budskabet:
– Jeg ar sådan set bare bestilt en taxa. Kan du ikke bare køre mig frem til aftenselskabet og så i øvrigt lade fortiden ligge. Jeg har bedt om transport – ikke om optakten til et studenterjubilæum, please!
Den unge mand har ringet efter en vogn til Dyrehavsbakken. Har besøgt en ven midt i eksamenslæsningen og er nu på vej hjem Han er en lyshåret adonis, der lige så godt kunne være en af disse drenge, som poptøserne kan lide at kysse på. Eller en svigermors drøm, som fruen derhjemme er så gode at vurdere i forhold til vore egne tre, voksne døtre. Flot hår, flot krop. 100 pct. god udstråling. Og med et anstrøg af både ydmyghed og høflighed.
Det er ham der indleder vores kontakt, umiddelbar efter at han har sat sig på forsædet.
– Har du haft en god dag, spørger han oprigtigt nysgerrigt? – Er det en ok tid at tjene penge i?
Det er fraser, men ordene kommer fra et velmenende hjerte og en ægte nysgerrighed. Så fortæller han om sig selv – initieret og guidet af mine spørgsmål. Ikke pralende – men en langsom mosaik af et rigtigt godt og privilegeret voksenliv. Han går på et af landets førende gymnasier. Han er 3.g’er. Han ”..klarer sig ok..” – og nu er det ved at gøre klar til den mundtlige studentereksamen – og så skal han ud i friheden. Men først ned at bo hos sin danske far et meget velholdt sted i Europa. Han giver mig fuldstændig ret i, at det er dejligt og at det er et privilegium at kunne sunde sig efter gymnasieårende og bruge lidt tid på at finde d af, hvad han egentlig vil.
Og så kommer taxamandens alt for forudsigelige spørgsmål: – Og hvad skal DU så læse, når tiden er inde.
Han tøver lidt. Sukker indvendigt uden at jeg kan høre det – og slipper sig fri.
– Jeg skal arbejde i X-virksomhed.
Jeg fatter ”mistanken”, for arbejdspladsen er ret beset ikke svaret på mit spørgsmål om uddannelse. Det ved han. For han er gået udenom denne varme grød mange gange i sit liv for ikke at blive betragtet som ”fars søn med en forudsigelig fremtid”.
Han tøver – og trækker vejret en gang til:
– Jeg er søn af ”Y”.
Jeg genkender navnet og ved straks at den unge mand er født ind i et milliardær-miljø. Han fortsætter:
– Men du kan sikkert godt forstå, at det ikke er der jeg starter mine samtaler med folk. Jeg er glad for min far og mine kommende muligheder. Men grundlæggende er jeg bare – mig.
Vi lader rigmandsemnet ligge. Vi taler videre og han vil hellere tale om mit liv, inden vi er fremme ved målet for turen. Han er rar, empatisk og cool på den sociale måde. Han kigger mig direkte i øjnene og siger tak for en hyggelig tur.
Får byttepenge igen for ikke at kast penge i grams
De unge, de rige – og de rare……
Jeg kan lide at dementere myter.
Det var den gamle journalist, radioavischef – og tv2’s første direktør, Jørgen Schleimann, der brugte den måde at sige det på: ”Den gode journalistiks inderste væsen er at dementere myter”. Vi kunne ikke li’ ham i 70’erne, alle os politisk korrekte mere eller mindre mellemrøde lejesvende i DR. For han var noget så sjældent som en venstremand i Statsradiofonien.
Men jeg har nu ofte citeret ham i foredrag og i undervisning: Vi skal dementere myter. Der er noget vigtigt, noget rigtigt – også noget pirrende i at beskrive verden med bare et moment af overraskelse:
– I tror nok, at den ser sådan og sådan ud. Og det kan i store træk være sandt. Men helt så enkelt hænger det ikke sammen…
Lad os tage et eksempel, hvor jeg for et stykke tid siden fik bekræftet en fordom om, at de rige er utilnærmelige og lever lidt i deres egen verden.
Jeg kører jo som sagt taxa i de rigeste kvarterer i Københavns forstæder. Selvfølgelig ikke i de allerhøjeste klasser med egen chauffør, butler og hele svineriet. De har ikke brug for selv en sprit-ny, sølvfarvet Mercer med et grønne logo. Jeg må nøjes med at køre med deres chauffører og altmuligmænd og de siger under et med ”Rytteriet”: ”…De er sgu meget søde…”.
Men de rige lige under privat-chauffør-niveauet kører jeg med. F.eks. ham, der er chef for et af landets store investeringsselskaber. Skæbnen vil jo, at taxamanden har danset på de bonede gulve. Og at jeg selv var ung engang og mødte eliten, inden den blomstrede.
Jeg kan godt se, at det er lidt bondsk og selvoptaget, men gav mig altså til kende.
– Jeg kender dig faktisk. Vi har mødt hinanden før. Det var i 70’erne på kollegiet X, udenfor Købehavn. Du havde en kæreste, der hed…
[ Jeg kan god se, at det ikke virker smart. Måske er jeg på vej mod en katastrofe. Måske var kæresten dengang anledning til et opgør. Måske er hans nuværende kone hans tidligere personlige assistent. Måske, måske, måske, – jeg ved det ikke.Jeg bliver lidt hektisk i min forklaring og mærker det problematiske ekko af mit ophav, der engang krydsede midtergangen i en af forstædernes kirker ved en julegudstjeneste, direkte ankommet fra den fædrene gård – for at slå på næven med en af Danmarks kendte generaler. Jeg tror ikke han genkendte min far, der eller gav sig til kende, så det rungede.
Det var meget pinligt for den unge redaktionschef, der langt senere skulle avancere til taxamand. Meget pinligt. Og nu var jeg så midt i samme optrin – for som far så søn…!
Jeg har det med at læse uudtalte talebobler over de mennesker, jeg møder. Og hos ham direktøren, – min kunde i bilen var der ingen tvivl om budskabet:
– Jeg ar sådan set bare bestilt en taxa. Kan du ikke bare køre mig frem til aftenselskabet og så i øvrigt lade fortiden ligge. Jeg har bedt om transport – ikke om optakten til et studenterjubilæum, please!
Den unge mand har ringet efter en vogn til Dyrehavsbakken. Har besøgt en ven midt i eksamenslæsningen og er nu på vej hjem Han er en lyshåret adonis, der lige så godt kunne være en af disse drenge, som poptøserne kan lide at kysse på. Eller en svigermors drøm, som fruen derhjemme er så gode at vurdere i forhold til vore egne tre, voksne døtre. Flot hår, flot krop. 100 pct. god udstråling. Og med et anstrøg af både ydmyghed og høflighed.
Det er ham der indleder vores kontakt, umiddelbar efter at han har sat sig på forsædet.
– Har du haft en god dag, spørger han oprigtigt nysgerrigt? – Er det en ok tid at tjene penge i?
Det er fraser, men ordene kommer fra et velmenende hjerte og en ægte nysgerrighed. Så fortæller han om sig selv – initieret og guidet af mine spørgsmål. Ikke pralende – men en langsom mosaik af et rigtigt godt og privilegeret voksenliv. Han går på et af landets førende gymnasier. Han er 3.g’er. Han ”..klarer sig ok..” – og nu er det ved at gøre klar til den mundtlige studentereksamen – og så skal han ud i friheden. Men først ned at bo hos sin danske far et meget velholdt sted i Europa. Han giver mig fuldstændig ret i, at det er dejligt og at det er et privilegium at kunne sunde sig efter gymnasieårende og bruge lidt tid på at finde d af, hvad han egentlig vil.
Og så kommer taxamandens alt for forudsigelige spørgsmål: – Og hvad skal DU så læse, når tiden er inde.
Han tøver lidt. Sukker indvendigt uden at jeg kan høre det – og slipper sig fri.
– Jeg skal arbejde i X-virksomhed.
Jeg fatter ”mistanken”, for arbejdspladsen er ret beset ikke svaret på mit spørgsmål om uddannelse. Det ved han. For han er gået udenom denne varme grød mange gange i sit liv for ikke at blive betragtet som ”fars søn med en forudsigelig fremtid”.
Han tøver – og trækker vejret en gang til:
– Jeg er søn af ”Y”.
Jeg genkender navnet og ved straks at den unge mand er født ind i et milliardær-miljø. Han fortsætter:
– Men du kan sikkert godt forstå, at det ikke er der jeg starter mine samtaler med folk. Jeg er glad for min far og mine kommende muligheder. Men grundlæggende er jeg bare – mig.
Vi lader rigmandsemnet ligge. Vi taler videre og han vil hellere tale om mit liv, inden vi er fremme ved målet for turen. Han er rar, empatisk og cool på den sociale måde. Han kigger mig direkte i øjnene og siger tak for en hyggelig tur.
Får byttepenge igen for ikke at kast penge i grams
Og så har han dementeret en myte hos taxamanden.
Myten om de unge, de rige – og de rædselsfulde.
God morgen, Danmark
– fra hytte til slot
Taxamand
You might also like
OLD-SCHOOL HIPHOPPERE PÅ GRÆS
Landmandsliv 2014
Next ArticleMødet med den kloge luder