…hun er et levende menneske. Under alle omstændigheder glad for at fortælle – og det er noget taxamanden sætter pris på.
Jeg mener altså ikke, at jeg er narcissist i den grove forstand. Altså sygeligt selvoptaget. Men jeg kan lide at fortælle – også om mit eget liv
Narcissisme!
Begrebet stammer fra den græske mytologi, hvor den unge græske helt Narkissos afviste en smuk nymfes kærlighed og som straf fra guderne blev dømt til at forelske sig i sit eget spejlbillede. Den kærlighed var trods alt umulig sat gennemføre og Narkissos visnede bort og blev en særlig blomst – en Narcisse.
I moderne tid er begrebet narcissisme blevet til – ja, sygelig selvoptagethed. Altså i sit yderste en sygdom, – diagnose.
I dag bruges begrebet og mere blødt og polemisk i for eksempel den politiske debat. Jeg har selv brugt begrebet flere gange i min kritik af ny-liberalismens konsekvente dyrkelse af individet på bekostning af fællesskabet. Og man skal være meget, kulturelt og politisk tonedøv, hvis ikke man lægger mærke til den helt unge generations dyrkelse af selvet. Givetvis en reaktion på ånden fra 60’errne og 70’erne, hvor også jeg har oplevet absurditeter i fællesskabets navn.
Men selvoptagethed er jo også en af elementerne i selvværd.
Uden at gå i terapi med jer – mine læsere – ved jeg jo godt, at der ligger en del selvfedme i at etablere taxamand.dk-universet- Sådan bare at gå ud fra, at der er mennesker, der gider læse ens beretninger om ens eget liv – ”…set gennem forruden på en Mercer…”.
Jeg er taxamand, men jeg er også journalist, og deri ligger jo også stærke elementer af grundlæggende selvoptagethed:
”…Hør, for fanden, hvad jeg har at fortælle!…”
Men der denne dialektik ikke OK? Balancen mellem at være sig selv og være noget i samspil med andre.
Jeg er i grund og bund en reformist (frygteligt skældsord i de 70’ere, hvor jeg var ung…). Jeg lever livet med bidder fra det røde og det blå. Det bløde og det stramme. De andres verden – og min egen. Så jeg synes, at jeg lever, hvad jeg mener
Blomsten Narcisse. – Narkissos forvandling, da han forelskede sig i sit eget spejlbillede
Og så prøver jeg at se mig om og lære lidt af det og dem, jeg møder på min vej. Jeg lærer f.eks. af – og beundrer den nye generations fokus på at finde netop SIN egen vej.
Når de blæser på karakter-tyranni og statsstyring af deres dannelsesforløb.
Når de går fra proppe-ned-i-halsen mediealderen til det frie valg på alle platforme.
Når de totalt rolige vælger alt andet end trygheden.
Hun er sådan set en slags nymfe, som hun sætter sig ind i taxaen. Let og smilende, ung – og en næsten ublufærdig bærer af genet både af at være pige kvinde. Hun er da bare den hun er. Hun er både glad og eftertænksom, fornemmer man. Og fokuseret – og en smule usikker. Et levende menneske. Under alle omstændigheder glad for at fortælle – og det er noget taxamanden sætter pris på.
Endelig en søster i ånden!
– Jeg er en af de der mennesker, der har svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig gerne vil med mit arbejdsliv. Jeg har læst litteraturvidenskab – det er bare for tungt og ikke mig. Så gik jeg i gang med at blive skrædder. Men det var der måske ikke nok udfordringer i. Det var der så i næste. Jeg valgte det totalt usikre. Alene det at komme ind på uddannelsen er næsten umuligt. Jeg søgte ind som scenograf på teaterskolen, hvor de kun bruge ganske få efter hundredevis af ansøgninger.
Apropos det der med de græske mytologi. Hendes forslag til optagelsesprøven var en opsætning af tragedien Medea, der slår sine sønner ihjel for at hævne sig på deres far. Forslaget var vildt. Noget med sand, der løb ned som et vandfald og noget med projektioner af sønnernes portrætter på væg og gulv.
– Jeg gav den hele armen og mig selv – men kom ikke ind. Det er jo det mest naturlig: IKKE at blive optaget. Jeg blev rigtig ked af det, men min kæreste fik mig til at slappe af. Og nu er jeg villig til at tage kampen op igen. Jeg VIL bare ind på den uddannelse.
Jeg sætter hende af i den indre by, hvor hun for tiden arbejde i et fællesskab med andre kunstnere in spe. HUN VIL BARE HAVE DEN UDDANNELSER SOM SCENOGRAF.
Jeg siger farvel til hende med en total gammeldags hilsen. Tommelfingeren – og opad.
Gubben hilser nymfen.
Måtte hun få held til at trodse den sunde fornuft!
Når man vil prøve det umulige
Narcissisme!
Begrebet stammer fra den græske mytologi, hvor den unge græske helt Narkissos afviste en smuk nymfes kærlighed og som straf fra guderne blev dømt til at forelske sig i sit eget spejlbillede. Den kærlighed var trods alt umulig sat gennemføre og Narkissos visnede bort og blev en særlig blomst – en Narcisse.
I moderne tid er begrebet narcissisme blevet til – ja, sygelig selvoptagethed. Altså i sit yderste en sygdom, – diagnose.
I dag bruges begrebet og mere blødt og polemisk i for eksempel den politiske debat. Jeg har selv brugt begrebet flere gange i min kritik af ny-liberalismens konsekvente dyrkelse af individet på bekostning af fællesskabet. Og man skal være meget, kulturelt og politisk tonedøv, hvis ikke man lægger mærke til den helt unge generations dyrkelse af selvet. Givetvis en reaktion på ånden fra 60’errne og 70’erne, hvor også jeg har oplevet absurditeter i fællesskabets navn.
Men selvoptagethed er jo også en af elementerne i selvværd.
Uden at gå i terapi med jer – mine læsere – ved jeg jo godt, at der ligger en del selvfedme i at etablere taxamand.dk-universet- Sådan bare at gå ud fra, at der er mennesker, der gider læse ens beretninger om ens eget liv – ”…set gennem forruden på en Mercer…”.
Jeg er taxamand, men jeg er også journalist, og deri ligger jo også stærke elementer af grundlæggende selvoptagethed:
”…Hør, for fanden, hvad jeg har at fortælle!…”
Men der denne dialektik ikke OK? Balancen mellem at være sig selv og være noget i samspil med andre.
Jeg er i grund og bund en reformist (frygteligt skældsord i de 70’ere, hvor jeg var ung…). Jeg lever livet med bidder fra det røde og det blå. Det bløde og det stramme. De andres verden – og min egen. Så jeg synes, at jeg lever, hvad jeg mener
Blomsten Narcisse. – Narkissos forvandling, da han forelskede sig i sit eget spejlbillede
Og så prøver jeg at se mig om og lære lidt af det og dem, jeg møder på min vej. Jeg lærer f.eks. af – og beundrer den nye generations fokus på at finde netop SIN egen vej.
Når de blæser på karakter-tyranni og statsstyring af deres dannelsesforløb.
Når de går fra proppe-ned-i-halsen mediealderen til det frie valg på alle platforme.
Når de totalt rolige vælger alt andet end trygheden.
Hun er sådan set en slags nymfe, som hun sætter sig ind i taxaen. Let og smilende, ung – og en næsten ublufærdig bærer af genet både af at være pige kvinde. Hun er da bare den hun er. Hun er både glad og eftertænksom, fornemmer man. Og fokuseret – og en smule usikker. Et levende menneske. Under alle omstændigheder glad for at fortælle – og det er noget taxamanden sætter pris på.
Endelig en søster i ånden!
– Jeg er en af de der mennesker, der har svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig gerne vil med mit arbejdsliv. Jeg har læst litteraturvidenskab – det er bare for tungt og ikke mig. Så gik jeg i gang med at blive skrædder. Men det var der måske ikke nok udfordringer i. Det var der så i næste. Jeg valgte det totalt usikre. Alene det at komme ind på uddannelsen er næsten umuligt. Jeg søgte ind som scenograf på teaterskolen, hvor de kun bruge ganske få efter hundredevis af ansøgninger.
Apropos det der med de græske mytologi. Hendes forslag til optagelsesprøven var en opsætning af tragedien Medea, der slår sine sønner ihjel for at hævne sig på deres far. Forslaget var vildt. Noget med sand, der løb ned som et vandfald og noget med projektioner af sønnernes portrætter på væg og gulv.
– Jeg gav den hele armen og mig selv – men kom ikke ind. Det er jo det mest naturlig: IKKE at blive optaget. Jeg blev rigtig ked af det, men min kæreste fik mig til at slappe af. Og nu er jeg villig til at tage kampen op igen. Jeg VIL bare ind på den uddannelse.
Jeg sætter hende af i den indre by, hvor hun for tiden arbejde i et fællesskab med andre kunstnere in spe. HUN VIL BARE HAVE DEN UDDANNELSER SOM SCENOGRAF.
Jeg siger farvel til hende med en total gammeldags hilsen. Tommelfingeren – og opad.
Gubben hilser nymfen.
Måtte hun få held til at trodse den sunde fornuft!
God morgen, Danmark
– i alle aldre og fra alle kanter
Taxamand
You might also like
Tro på Gud – og en på hovedet
Rutjetur og optur
Hvad hedder højrøvet på latin…?
Mødet med den unge frihedskæmper
Next ArticleDanskerne: Vi leger politibetjente