Løbe, løbe, løbe, løbe, løbe, løbe

Jeg har virkeligt roteret omkring min laptop. Var ved at gå til tasterne og var ved at have modet. Og mistede det igen. Og fået det. Så har jeg rejst mig og tvivlet igen. For hvordan kan jeg opfattes som andet end en overvægtig gamling, når jeg virkeligt ikke har haft succes med idrætsgrene – og derfor tager afstand. Jeg kan skrive og digte og synge. Men jeg er bare ikke særlig god med en bold, på en racercykel eller med en ketcher. Min ekskone ydmygede mig på en tennis-bane da vi var unge og rige i Skagen en sommer i et andet århundrede. Kunne ikke engang de elementære regler og de blåøjede og brunbenede træner-spirer gik hovedrystende væk fra banen,mens de tænkte på, hvor pokker den storby-tøs havde støvet den bonderøv op..

Og jeg blev valgt sidst – allersidst på skolens hold.

Mine venner kunne sports-præstere sig til tøserne med de flotteste bryster – jeg måtte snakke mig – hele vejen. Og så var Vorherre så venlig at lade mig være ung i 70’erne, hvor det faktisk gav – skal vi kalde det bonus at kunne digte og snakke og være følsom. Heldet var, at jeg blev profileret chef i DR, mens man endnu kunne både være leder og småbuttet. Det gik an at hænge i en rappelling fra en klippefremspring under en venlig generaldirektør, der dog var så konkurrencegal, at han formentlig ville slå ihjel for at vinde guldtrofæet ved vores teambuilding på min fødeø.

Alle overlevede og vi (holdet med generaldirektøren vandt – og diplomet hænger på væggen endnu. Da jeg endelig vandt en sportslig sejr skete det i dyb opportunisme.

Men da jeg fik en generaldirektør som var senior-danmarksmester i squash og tilhørte supporter-eliten hos FCK, og da jeg af ren, pubertær reaktion støttede Brøndby, ligesom min anstændige og gode gode ven Alex – gik der ikke lang tid, før jeg var en død mand i DR.

Tilfældig sammenhæng – givetvis. Men det fastfrøs klumpedumpen i min krop og sjæl.

Men så skete der noget i weekenden, der pirrede min ytringsfrihed. Eller rettere der er sket to ting.

Den ene var en inspiration fra min FB-ven og kollega, Paula Larrain. Hun er selv motionsmenneske og har en sublim krop ved siden af undertegnede krydsning mellem Krølle Bølle og Quasimodo (Klokkeren fra Notre Dame). Jeg overdriver? – OK, men hverken Paula eller langt flertallet af mine læsere har set mig nøgen.

Paula gengav en artikel af skribent og redaktør Timme Bisgaard Munk i søndagens Berlinger.

http://www.b.dk/kommentarer/triatlon-komplekset

 

Han satiriserer seriøst over ”Triatlon-komplekset” – med udgangspunkt i BMW-komplekset. BMW-udgaven er ifølge ham den påstand, at visse iværksætter går helt i stå med udviklingen af deres virksomhed, når de har fået råd til deres første BMW. Triatlon-komplekset er følgelig de chefer og iværksættere som er gået helt i selvsving over dyrkelse af diverse idrætter. Sport og motion er blevet en religion. Og udøverne er sportens sanseløse følgere.

 

Timme Bisgaard Munk:

 

”Dansk erhvervsliv er ramt af et triatlonkompleks. Nu stopper det ved en carboncykel.

[

“…Man brænder ikke for virksomheden. Man brænder kalorier af…”

-Vækst og virksomhedsudvikling er gået i stå, fordi alle er ude at cykle, svømme, løbe, crossfitte. Helt bogstaveligt kører det danske erhvervsliv lige nu rundt på MTB-cykler om natten med lygter i panden eller løber i Alperne, mens væksten er svag. Man brænder ikke for virksomheden. Man brænder kalorier af. Alle er på flugt fra familie, forretning og fremtidens vækst på en cykel til 60 kilo (60.000 kr.) halvt inde i arbejdstiden. …”

 

 

Jeg grinede mig virkelig gennem den artikel og jeg vil gerne have dig med på en griner.

 

Men der er også en anden grund til mit skrivemod.

Jeg har haft den afgørende nærdøds-oplevelse at fylde 60. Min unger og min kone vil heldigvis gerne have, at jeg bliver gammel og jeg er en helbreds-kylling som mange andre mænd. Så jeg er tjekket totalt igennem fra hoved, over genitialer til – ja, alt. – Og alle tal er gode. Det tog njeg som en skæbnegave og gik på slankekur. Så siden min fødselsdag i april er der blevet 9 kilo mindre taxamand. Så nu melder forfængeligheden sig.

Måske er jeg ikke så slem. Måske er der lidt sex tilbage i den gamle sølvræv. Måske kan jeg under spadsereture med min temmelig smækre kone opleve, at folk betragter os som mand og kone – ikke far og datter.

Og jeg forsætter mens fruen ser stadig mere sultent på mig dag for dag. Jeg skal smide 15 kilo – eller måske 20. – Og OK – her kommer pointen.

Jeg er på vognen lige nu.

Salat-karavanen.

 

Men hvad fanden kommer alt det her taxalivet ved – og I mine kære læsere.

Jo for det første er det ingen hemmelighed, at de mange stillesiddende timer er farlige for helbredet. (men oplever trods alt, at have kolleger helt op i sen-70’erne)

Og for det andet må jeg altså bekræfte Timmes sarkasme overfor idrætsdyrkelsen.

 

Jeg kan fra taxamandens analysebureau – helt derude i virkeligheden – bekræfte, at motion, cykling, maraton, – kropsdyrkelse står øverste på liusten over samtaleemner blandt folk i de profilerede jobs. Når de sidder der helt alene og skal positionere sig overfor hinanden inden en udlandsrejse, seminar eller lignende.

 

– har du løbeskoene med?

– Ja, selvfølgelig. Men jeg må nok nøjes med 5 kilometer. Jeg har en skade.

– Nej, der er ikke sandt, har du fået en skade?

– Ja, jeg har sgu fået en skade. Min Triatlon hænger i en tynd tråd. Eller jeg må nøjes med en halv eller en kvart.

– Det er jeg ked af. Men du kommer op igen.

– Ja, jeg kommer op igen….

 

Her stopper taxamandens uigendrivelige medlytten. Han sidder i sine drømme, i vandkanten på Barbados og drikker rom og cola.

 

Så det er ganske vist. Glem de klæbrige, dirty-talk fordomme om nuværende om kommende chefer i tidsånden 2014. Det er en saga blot ligesom smøgerne og fyraftensbajeren.

Har man ”fået noget på den dumme” – betyder det ganske sikkert at der er kommet græstørv på 7-jernet.

Og fået ”udenoms”? – så er man bare begyndt at spille lidt squash ved siden af den elskede tennis.

 

Og hermed har jeg så vedkendt mig både fornuften i at overleve med en ok krop – og mindreværdet i forhold til tidsåndens patologiske kropsdyrkelse. Taxamanden er en slapsvans – eller bare dialektisk. Jeg foretrækker balancen mellem lyst og fornuft – ikke det entydige valg.

Og sender en kærlig hilsen til min første chef og beskytter, som røg 80 smøger i mange år – indtil hun fornuftig vis holdt op. Eller min afdøde chef og ved på P3, der ubetinget foretrak whisky. Han var ikke drukfældig – men kunne bare ikke lide smagen af vand. Eller min radiodirektør, der den dag i dag spiser flæskesvær jævnligt – og frikadeller juleaften bare for at provokere.

Dejlige mennesker.

Dejlige ufornuftige mennesker.

 

God morgen, Danmark

– især til de slappe i kødet.

 

Next ArticleMødet med min indiske beundrer