Her kan du læse første del af et usædvanligt politisk møde.
Løgnehistorie eller ej – betyder intet. Ligheden er ikke tilstræbt – den er uundgåelig
Mads Holger – den unge konservative med det underlige sprog
– Kunne De være så nådig at transportere min ringhed til den dannede disputs fornemste arena?
Jeg kiggede på manden via bakspejlet, mens der endnu var lys i kabinen denne vintereftermiddag i december, hvor alt havde været sort hele dagen. Vejret, indtjeningen – og nu også sproget fra en af dagens sidste kunder. Denne gang foran det gigantiske mediehus, hvor kunden angiveligt havde været gæst
– Den fik jeg ikke lige fat på? – sagde min mund, mens min usagte kommentar var noget i retning af: “… Det var sgu da en utroligt opstyltet skiderik …”
Han svarede på rent sort:
– Türkçe biliyor musun?
Endelig kiggede han op på mig i spejlet. Indtil da havde han siddet med sin klassiske, flotte, nærmest latinske profil og stirret tomt ud af sideruden. Som en digter midt i sin allerdybeste inspiration – eller måske bare en desperation over tidens elendighed. Og al erfaring sagde ham, at når man taler til en taxichauffør – og manden ikke forstår dig – så må chaufføren være tyrker
Den forstod han ikke. Overhovedet ikke. For arbejderklassen kan komme med de mærkeligste udtryk
– Pardon, min gode mand. Jeg befandt mig i sekunder i Konstantinopels æggende natteliv, idet jeg har bidt mærke i – på en af mine gentagende, selvopfundne rejse- og festligholdelsesarrangementskoncepter dertil – at sproget ved denne storladende port til østen minder så usigeligt om taxierhvervsudøvernes i hosliggende lille nations hovedstad.
– Rolig nu, jeg er granitperker.
Den forstod han ikke. Overhovedet ikke. For arbejderklassen kan komme med de mærkeligste udtryk.
Meget upassende kom jeg til at udstøde et brudstykke af en latter. Det lød som et lille bjæf. Jeg troede et sekund, at jeg var med i ”Skjult Kamera”, indtil jeg genkendte den unge mand med det flotte ydre på bagsædet:
Nej da. Jeg var ude at køre med mediemennesket, der engang hed Madsen, mens havde gjort det til sit varemærke blot at have to fornavne: Mads Holger. Der var skrevet en del om ham på det sidste, hvor han havde besluttet at stille op til folketinget – for de konservative. Hele sit liv havde han kæmpet for at skille sig ud fra mængden. Som barn, opvokset i et ganske almindeligt hjem hos en enlig mor på Nørrebro. Han havde drillet hende med dette konstruerede talesprog, der var en direkte kopi af embedsmænds skrevne sprog. I den kulturradikale friskole skrev han stile om emner, der kunne irritere den grundtvigske ligefremhed. Han valgte at læse teologi og så sig selv på prædikestolen i et eller andet storladent kirkerum. Og da han endeligt havde bidt sig frem i dette selvbillede af den smukke pastor – sprang han ud midt i sin uddannelse – nu som jet-setter. Han etablerede Klub Jet. Og det handlede om JET – sådan i helt konkret forstand: En weekend-nat på diverse destinationer i Nordafrika, Europa og Rusland. Druk og overklassemanerer i et privat-chartret fly. – Inden fornøjelserne for alvor blev sluppet løs i destinationernes hedonistiske barer og klubber – og i værelserne på de rette hoteller. Et fly fuld af ”Jeppe’r” og ”Pernille’r”, der bare en gang skulle opleve at vågne i baronens seng.
Han kunne sige og mener nøjagtigt, hvad han ville – bare det gav stemmer til partiet.
Og så sprang Mads Holger igen. Denne gang det helt naturlige spring ud i konservativ politik. At det skulle være borgerligt var hævet over al tvivl. For trods sin indre provokatør, giftede han sig med tidsånden i alt, hvad han gjorde. Et egentligt brud med normerne ville være alt for farligt for drengen fra Nørrebro, når det kom til stykket. Når det blev de konservative havde det sine markedsføringsmæssige grunde: Partiet stod umiddelbart overfor at blive udslettet. Så at blive valgt ind for dem ville være en klon mellem en helteindsats og et parlamentarisk mirakel. Og panikken i partiet var så stor, at det i realiteten ikke længere havde en sorteringsmekanisme, når der skulle finde folketingskandidater. Han kunne sige og mener nøjagtigt, hvad han ville – bare det gav stemmer til partiet.
Jeg havde fattet det, da jeg kiggede efter den smukke mand endnu engang.
Jo, Nu kørte jeg Mads Holger til Folketinget. Mads Holger Madsen fra Nørrebro, der udsprunget af tidens værdirelativisme – ”Alt er OK, bare du ikke slår og ta’r narko…” – på forunderligvis netop ville vælges ind på klassiske ideer. Støvede, klassiske værdier – noget med Gud, Konge og Fædreland. Og på forunderlig vis passede jo både hans fortidige teologi-studium og hans besynderlige tale-skriftsprog perfekt til denne samtidens Erasmus Montanus.
Underklassedrengen på vej mod magt og ære.
– Kunne De give mig et estimat på ankomsten til hjemstedet for rigets ypperste mænd og kvinder? spørger kunden
– Om lidt, Mads!
Kunne ikke dy mig For bare et dristigt øjeblik at bruge den vulgære “du-form”
– Holger om jeg må bede. – Mads Holger
Jeg havde vist overtrådt mandens grænser, selv om denne lømmel kunne være min egen søn. Jeg vendte igen tilbage til Holbergs fantastiske, evigt tidssvarende stykke, som flere hundrede år efter, det blev skrevet passer på såvel proletariatets veluddannede sønner som spindoktorer og politiske opkomlinge. Mor Karens helt enkle logik:
Genier taler underligt.
Mads Holger taler underligt.
– Ergo er Mads Holger et geni
Glædelig Hjul
– og læs anden del af det historiske, konservative politiske møde i taxamandens blog – i morgen.
Løgnehistorien: Jeg fandt Mads HOLGER (del 1)
Her kan du læse første del af et usædvanligt politisk møde.
Løgnehistorie eller ej – betyder intet. Ligheden er ikke tilstræbt – den er uundgåelig
Mads Holger – den unge konservative med det underlige sprog
– Kunne De være så nådig at transportere min ringhed til den dannede disputs fornemste arena?
Jeg kiggede på manden via bakspejlet, mens der endnu var lys i kabinen denne vintereftermiddag i december, hvor alt havde været sort hele dagen. Vejret, indtjeningen – og nu også sproget fra en af dagens sidste kunder. Denne gang foran det gigantiske mediehus, hvor kunden angiveligt havde været gæst
– Den fik jeg ikke lige fat på? – sagde min mund, mens min usagte kommentar var noget i retning af: “… Det var sgu da en utroligt opstyltet skiderik …”
Han svarede på rent sort:
– Türkçe biliyor musun?
Endelig kiggede han op på mig i spejlet. Indtil da havde han siddet med sin klassiske, flotte, nærmest latinske profil og stirret tomt ud af sideruden. Som en digter midt i sin allerdybeste inspiration – eller måske bare en desperation over tidens elendighed. Og al erfaring sagde ham, at når man taler til en taxichauffør – og manden ikke forstår dig – så må chaufføren være tyrker
– Pardon, min gode mand. Jeg befandt mig i sekunder i Konstantinopels æggende natteliv, idet jeg har bidt mærke i – på en af mine gentagende, selvopfundne rejse- og festligholdelsesarrangementskoncepter dertil – at sproget ved denne storladende port til østen minder så usigeligt om taxierhvervsudøvernes i hosliggende lille nations hovedstad.
– Rolig nu, jeg er granitperker.
Den forstod han ikke. Overhovedet ikke. For arbejderklassen kan komme med de mærkeligste udtryk.
Meget upassende kom jeg til at udstøde et brudstykke af en latter. Det lød som et lille bjæf. Jeg troede et sekund, at jeg var med i ”Skjult Kamera”, indtil jeg genkendte den unge mand med det flotte ydre på bagsædet:
Nej da. Jeg var ude at køre med mediemennesket, der engang hed Madsen, mens havde gjort det til sit varemærke blot at have to fornavne: Mads Holger. Der var skrevet en del om ham på det sidste, hvor han havde besluttet at stille op til folketinget – for de konservative. Hele sit liv havde han kæmpet for at skille sig ud fra mængden. Som barn, opvokset i et ganske almindeligt hjem hos en enlig mor på Nørrebro. Han havde drillet hende med dette konstruerede talesprog, der var en direkte kopi af embedsmænds skrevne sprog. I den kulturradikale friskole skrev han stile om emner, der kunne irritere den grundtvigske ligefremhed. Han valgte at læse teologi og så sig selv på prædikestolen i et eller andet storladent kirkerum. Og da han endeligt havde bidt sig frem i dette selvbillede af den smukke pastor – sprang han ud midt i sin uddannelse – nu som jet-setter. Han etablerede Klub Jet. Og det handlede om JET – sådan i helt konkret forstand: En weekend-nat på diverse destinationer i Nordafrika, Europa og Rusland. Druk og overklassemanerer i et privat-chartret fly. – Inden fornøjelserne for alvor blev sluppet løs i destinationernes hedonistiske barer og klubber – og i værelserne på de rette hoteller. Et fly fuld af ”Jeppe’r” og ”Pernille’r”, der bare en gang skulle opleve at vågne i baronens seng.
Og så sprang Mads Holger igen. Denne gang det helt naturlige spring ud i konservativ politik. At det skulle være borgerligt var hævet over al tvivl. For trods sin indre provokatør, giftede han sig med tidsånden i alt, hvad han gjorde. Et egentligt brud med normerne ville være alt for farligt for drengen fra Nørrebro, når det kom til stykket. Når det blev de konservative havde det sine markedsføringsmæssige grunde: Partiet stod umiddelbart overfor at blive udslettet. Så at blive valgt ind for dem ville være en klon mellem en helteindsats og et parlamentarisk mirakel. Og panikken i partiet var så stor, at det i realiteten ikke længere havde en sorteringsmekanisme, når der skulle finde folketingskandidater. Han kunne sige og mener nøjagtigt, hvad han ville – bare det gav stemmer til partiet.Jeg havde fattet det, da jeg kiggede efter den smukke mand endnu engang.
Jo, Nu kørte jeg Mads Holger til Folketinget. Mads Holger Madsen fra Nørrebro, der udsprunget af tidens værdirelativisme – ”Alt er OK, bare du ikke slår og ta’r narko…” – på forunderligvis netop ville vælges ind på klassiske ideer. Støvede, klassiske værdier – noget med Gud, Konge og Fædreland. Og på forunderlig vis passede jo både hans fortidige teologi-studium og hans besynderlige tale-skriftsprog perfekt til denne samtidens Erasmus Montanus.
Underklassedrengen på vej mod magt og ære.
– Kunne De give mig et estimat på ankomsten til hjemstedet for rigets ypperste mænd og kvinder? spørger kunden
– Om lidt, Mads!
Kunne ikke dy mig For bare et dristigt øjeblik at bruge den vulgære “du-form”
– Holger om jeg må bede. – Mads Holger
Jeg havde vist overtrådt mandens grænser, selv om denne lømmel kunne være min egen søn. Jeg vendte igen tilbage til Holbergs fantastiske, evigt tidssvarende stykke, som flere hundrede år efter, det blev skrevet passer på såvel proletariatets veluddannede sønner som spindoktorer og politiske opkomlinge. Mor Karens helt enkle logik:
Genier taler underligt.
Mads Holger taler underligt.
– Ergo er Mads Holger et geni
Glædelig Hjul
– og læs anden del af det historiske, konservative politiske møde i taxamandens blog – i morgen.
Taxamand
You might also like
ET GAMMELT RØVHUL TALER UD
Verdens mest uforskammede folk
Om politikernes egne forestillinger og Taxa-Arne, der tog prisen
Borgerlig som aldrig før
Next ArticleLøgnehistorien: Jeg fandt Mads HOLGER (del 2)