Ikke sådan at jeg på nogen måde er specialist i det absurde teater.

Men jeg husker af uransagelige årsager, da TV Teatret i 1968 (jeg var 14 år) sendte Vaclav Havels stykke CIRKULÆRET (Memorandum hed det oprindeligt) – om et utåleligt bureaukrati, som pludselig indfører et nyt sprog, Ptytepe, der blev indført for at afskaffe ligheder mellem ord. En sort virkelighed – med en meget ung onkel af mig, Morten Grunwald, i en af rollerne. Sort-hvidt tv i en gal, absurd handling, der udstiller bureaukratiet og menneskeforagten i diktaturet.

Eller det absurde i den humoristisk genre: Monty Python med John Cleese som embedsmand i Ministeriet for Gakkede Gangarter.

For ikke at glemme for længst afdøde Marty Feldman og hans RAF-inspirerede parodier på taxi-branchen.

Jeg griner mig jævnligt gennem gamle klip på Youtube med den ekstremt vindøjede, engelske komiker, der døde for mere end 35 år siden.

 

Det er for vildt.

Det er for vanvittigt’

Det er langt ude.

I doser møder jeg mit eget absurde teater i taxien. Måske ikke så sjovt som hos Cleese og Feldman. Men med replikker og sammenhænge, som kan konkurrere med det absurde teater fra det tragiske til det komiske.

– Kør mig hjem, siger den stangberusede kunde, der har prøvet det med drukture mange gange før. Han stinker af trænet druk.

– Javel, siger jeg og spørger om adressen.

– Det har jeg jo lige sagt, jeg skal hjem!

Jeg griner og lokker og gør alt, – bort set fra at blive vred. Humor, hvis jeg tør:

– Det er fint, så kører jeg dig til Bredgade i Brønderslev.

Kunden stivner og rejser sig op i sædet.

– For helvede nej, jeg bor i Brønshøj.

 

 

Han blev helt ædru ved tanken om en taxitur, som ville blanke ham af for resten af livet. Det, der kommer tættest på mine egne oplevelser af det absurde teater er ikke nødvendigvis noget, der ligner komik. Snarere ufrivilligt komisk. Det er de forestillinger i vogn 24, hvor der ikke er nogen tydelig sammenhæng mellem replikkerne fra de medvirkende, – men hvor jeg i den grad ville ønske, at jeg havde hvert ord og hver tone på bånd.

 

To unge kvinder, der er veninder under indflydelse – uden dialog med hinanden men med hver deres forbindelse ud et sted i verden

Må jeg præsentere forestillingen KÆRLIGHED OG DRUK – et stykke improviseret eksperimentalteater som udspiller sig lørdag morgen kl. 5 et sted i København – i en taxi.

Der er fire medvirkende: To unge kvinder, der er veninder under indflydelse – uden dialog med hinanden men med hver deres forbindelse ud et sted i verden. Deres rekvisitter er hver deres mobiltelefon, holder kontakten til en verden af uafsluttet sex, fortvivlelse over brudte løfter – og klare afvisninger.

En popsanger i radioen.

Og så en taxichauffør, en skide lønslave der bare vil hjem om lidt efter en lang nat i minefeltet.

 

– At du vil være det bekendt, råber den ene kvinde ind i telefonen i fortvivlelsen over, at flirterierne natten igennem, på en af byens trendy steder blev afsluttet så tamt som med et kys.

– Hvorfor rører du ved mine bryster, hvis du ikke er til en skid.

 

Den anden pige – med et modsatte problem. Hun sender opadvendte blikke til veninden, mens hun taler mindre fortvivlet mere overbærende til offeret i sin mobil:

– Vi er venner skat. Det er fedt. Men vi er bare venner. Jeg gider ikke sympati-knalde dig. Det er ikke min stil. Forstår du det?

– Og hvor skal I så hen i Herlev, siger jeg uberørt, køligt. Jeg lader som om, at jeg er komplet ligeglad med deres samtale.

 

Til sidst – tredje gang – må jeg råbe spørgsmålet ud i taxien, mens den fortvivlede råber videre og den overbærende – netop svarer overbærende og kigger koldt på mig. Denne gamle, gråhårede sølvræv. En skabning fra yngre Kridttid.

Hun er kold som permafrost i det centrale Sibirien – inden den globale opvarmning.

 

If you love someone
And you’re not afraid to lose ’em
You probably never loved someone like I do

Lucas Graham forsøger med lidt pop-global opvarmning fra musikradioen.

 

– Du skal kraftædeme ikke fucke med mig, skriger den fortvivlede ind i telefonen, mens veninden lægger en beroligende hånd på hendes skulder – og forsøger at tale sin samtalepartner derude i mobiluniverset – til ro:

– Nej Tobias. Vi er venner, vi to, ikke kærester. Opfør dig som en mand.

 

Nu lukker jeg hjerne og sjælen. Det her er mere end jeg kan klare. Ørerne er kun åbne for Lucas Graham.

 Don’t be scared, no, don’t be scared
Cause you’re all I need.

 

– – –

 

PS: Hvis du ka’ li’ dem, må du gerne dele mine historier fra vogn 24. TAXAMANDEN elsker trafik 😊