Min klumme i EKSTRA, Ekstrabladet 17. maj.

 

Taxamanden er alene uden at være ensom.

Sådan er det hver morgen. Jeg ruller rundt i forstaden med radioen tændt, kaffe i holderen og et par bid af et knækbrød. Det er OK at være en gammel taxamand. Men gammel og fed – den går ikke!

Og så venter jeg. Venter og venter og venter. Som sølvræven på en mus – eller allerhelst en flyveklar due, der vil de små 30 kilometer til lufthavnen og sikre mig 20 pct. af en dagløn.

Bling!

YES – og nej. Den nær-erotiske drøm om en lufthavnstur kan på et eller to sekunder forvandles til slapheden efter verdens korteste knald. Der står ”bud” på skærmen. Du skal på indkøbstur

Kan du forestille dig at lege købmand kl. 4 om morgenen?

Allerede inden jeg åbner elevatordøren på 3. sal, har hun åbnet sin egen. Bag hende i den lille stue aner jeg små kasser og bunker af papirer, som ikke har været flyttet i meget lang tid – eller blot til et andet sted på det støvede bord. Nu rammer en lugtbølge mine næsebor. Indelukkethed og tobak – en duft af ensomhed.

Hun er et udefinerligt sted over 50 år. Hun har matte øjne, der kigger lige ind i mine for at jeg ikke skal få øje på rodet bag hende. Hun er fattet og bort set fra øjnene og de let rystende hænder om pengesedlerne, virker hun ikke påvirket. Hendes hår er afbleget med en bred bræmme af gråt og sort i hårdbunden-

 

Jeg er ved at lære det – denne virkelighedsfortrængte forestilling, et frit og professionelt rum mellem kunde og taxichauffør, hvor selv ulykkelige omstændigheder ikke berører os. Det kan være bræk i mundvigene. Eller forgrædte øjne. Bukser, der ikke har været vasket i ugevis. Eller et intermezzo som dette, hvor vi trods dybest set tragiske livsomstændigheder, – leverer varen.

 

– God morgen! Hvad kan jeg gøre for dig frue?

 

Hun fatter sig og er afmålt venlig, så tidspunktet lige så godt kunne være en eftermiddag – og opgaven noget med kartofler og vaskepulver. Hun stikker pengene frem til mig. De passer ret nøjagtigt til det tikkende taxameter dernede i gården.

 

– Vil du hente en pakke Prince. Røde Prince i hardbox. Og en Masterbrew. En dåse. En af de store.

 

[

“…En pakke smøger og en Masterbrew. Nattens sidste dosis inden butikkerne åbner igen….”

Jeg nikker. Hurtigt ned ad trapperne. Den faste rute til 7eleven. Ind i butikken, hvor jeg beder så tydeligt om en ”kvittering til kunden”, at jeg ikke sætter mit ry over styr. Smøger er ok udenfor kabinen- men en luksusøl af den størrelse går ikke.

Og så tilbage til kvinden på 3. sal. Igen står hun klar, inden jeg selv får åbnet elevatordøren. Måske har hun ventet på mig hele tiden?

En pakke smøger og en Masterbrew. Nattens sidste dosis inden butikkerne åbner igen.

 

Anden akt denne tidlige morgen. Endnu et ”bling” – og så er der lufthavnstur.

Endnu en kvindelig kunde. I en helt anden forestilling i en helt anden verden. Hun kommer rullende med tunge kufferter Hun er tydeligvis en halv snes år ældre end min første kunde men bevæger sig ubesværet som en gazelle. Jeg tager kufferne ud af hænderne på hende og løfter dem op i baggagerummet.

Er det overbærenhed i hende øjne?: ”..ok, hvis han vil ha’ det på den gammeldags facon..”

 

En gazelle. Netop! Hun er på vej til Afrika. Bare sådan en smuttur på 3-4 uger for en pensionist.

 

Hun har i nogle år arbejdet som frivillig i en hjælpeorganisation, som mest gør sig gældende i det vestlige Afrika. Hun er akademisk uddannet. Nu er pensionsalderen indtrådt, og så er der for alvor tid til tage fat. Det startede med helt konkrete hjælpemidler til det daglige arbejde i en verden, hvor dagligdagen stadig er en overlevelseskamp. Så bevægede hjælpeorganisationen sig over i de såkaldte ”mikrolån”, hvor ubemidlede, initiativrige borgere i det afrikanske land kan få hjælp til start af egen virksomhed.

Og min kunde er langt fra ny i et liv med nye fællesskaber og alternative løsninger i jagten på det gode liv. Hun var en af pionererne i et af Danmarks store produktionskollektiver og vi taler om ”ånden fra 70’erne”.

Snart er vi fremme i lufthavnen. I det klare lys ved terminalen ser jeg hende tydeligt. Et overskudsmenneske. Det har hun været, siden hun lærte sat sjippe.

 

– Pas på dig selv, siger hun og tager høflighedsfrasen ud af min mund.

 

Sådan er taxamandens virkelige liv.

Halvt pusher og halvt butler.

 

God morgen, Danmark.

Velkommen til landet i mælk og Masterbrew