Der skete noget radikalt med min attitude til nattelivet i hovedstaden, da jeg startede som ”dagmand”

Jeg mærker det tydeligere hver fredag morgen, når jeg kører direkte ind i downtown, København. For det med at være ”dagmand” er mig jo et noget relativt begreb. Jeg har valgt, at min vagt starter kort efter kl. 3,00 – og ja, der er derfor en smule natarbejde for dagmanden. Men fredag morgen stiler jeg altså mod ”Lillefredag”’s hjemkørsel af hele og halve branderter, – som det vil være de opmærksomme læsere bekendt. Jeg har nu et par mandage besluttet mig for, at det snart skulle være slut med de der drukhistorier. Men undskyld mig.

De tidlige morgener gør stadig indtryk på mig.

Hvad er det så, der er sket med mig efter at jeg er konverteret til dagmand?

Nattens mænd og kvinder bliver fuldere og fuldere. Natte-taxamandens tolerance-tærskel bliver lavere og lavere!

Jo, jeg er blevet noget mere følsom over den massive druk og dens stemninger. Jeg tror, det ganske enkelt skyldes, at jeg som dagmand ikke kan bygge stemningen op, som en festdeltager opbygger en brandert. I mine dag som ”natmand” var situationen en helt anden. Jeg fulgte nattelivets aktører, mens de endnu var relativt sobre. Så kørte jeg dem omkring i byen, mens de peakede i deres brandert. Og til slut hjem til dynerne, når kro og sjæl var ved at være udtjente. Nattens mænd og kvinder bliver fuldere og fuldere. Natte-taxamandens tolerance-tærskel bliver lavere og lavere!

Kan du så forestille dig udgangspunktet for en dagmand fredag morgen.

Klokken er 3,30- Endnu knækbrød i mundvigene og duften af kaffe fra koppen i holderen. Du logger radioen på – og så: Knips: – Taxaen i et helt andet univers af natteliv og lugte.

Og ro på, læsere og følgere, inden moraliseringen slører jeres blik for virkeligheden. Vi har alle været unge. Jeg har da selv været det hele igennem. Og det var sjovt!.

Men fredag morgen er en meget brat opvågnen.

 

To par sætter sig ind i den sølvgrå Mercer med det grønne logo. De er alle omkring de 20 år, formoder jeg. Og deres dialog er helt uafhændig af min tilstedeværelse. Jeg er et spøgelse, en usynlig  butler, –  jkeg er bare en go’-nat-autopilot på deres tur til to destinationer i hovedstaden – to af brokvartererne.

 

– Jeg ku’ ha klasket dem én, jeg sku fanneme ha’ klasket dem én, siger fyren på forsædet.

– Nej, skat, du gjorde de helt rigtige, siger kæresten fra bagsædet.

 

På resten af turen bakker hun ham fuldt op, når han flere gange vender tilbage til det samme udsagn. Han havde ret. De VAR dumme og provokerende – bare ikke det der med at “klaske”, skat.

 

Jeg lytter, mens de genopfrisker nattens sidste minutter med hinanden: De kommer ud – de to par – fra en bar, hvor 10-12 endnu yngre helt klart er stillet op til ballade. Et af dem står foran fortælleren. Bare få centimeter – ansigt til ansigt. Tæt på som et rovdyr, i sekunderne inden det angriber. Mand mod mand. Jeg forstår senere – i den direkte samtale med de unge kunder – at det er en del af nattekulturen nogle steder. At man slutter af med en gang tæsk. Den overbærende side af mig siger, ja, ja, der var sgu også øretæver i luften på ”Kælderstuen” eller ”Palæcaféen ”, da jeg var teenager i 60’erne og 70’erne.

Den bekymrede side af mig, minder mig om højaktuelle knivstikkerier i den indre by.

Og så er der den der lidt stenalderagtige retfærdighedssans hos mine kunder. Endnu engang fra den unge mand på forsædet:

 

– Hvis du ikke havde været med, skat. Hvis de ikke havde været så mange. Eller hvis bare drengene (han nævner et par stykker ved navn!) havde været med, så havde jeg fanneme klasket dem et par.

 

På den sidste del af turen får jeg så nye erkendelser, som jeg ikke havde forventet. I en pause åbner jeg for min indre ”morfar”. Som andre mænd har jeg det svært ved permanente konflikter og forsøger at tø stemningen lidt op, da det ene par er stået ud og  de alle har krammet hinanden, som var de to pæne forstadsægtepar på ver hjem fra en hyggetur. Jeg spørger forsigtigt, om der har været problemer derude. Og så er det jeg får hele historien. De aflæser formentlig mit sprog og omkoder deres eget, som velbegavede mennesker gør det efter den person, de sidder overfor. De dødsdømmende eder forsvinder og her er ingen, der skal ”klaskes”. Faktisk kommer den unge mand på min  højre side med en helt klar og ædru analyse af, hvem, der får smæk om natten – og hvem der ikke gør det.

 

– Det er egentlig interessant. Du kan være helt lille (det er min veltrænede sidemand ikke). Du behøver sådan set ikke være særligt stærk. Mern har du ”full-sleeve-tatoveringer” (tatoveringer helt ud til håndleddet), så sker der dig aldrig noget. Tatoveringerne gør dig næsten usårlig.

Vi griner undrende sammen.

 

Inden turen er slut og min nysgerrighed mættet, få jeg vendt fuldstændig op og ned på min klasse-forestillinger om, at voldsæstetikken alene hører hjemme hos taberne og de mindrebemidlede. Ham der skulle ”klaske” den ene og den anden er student fra sidste år – og holder ”fjumreår”. Om bare et halvt år sidder han måske og læser akademiske fag på et af universiteterne.

 

– Pas godt på dig selv, siger han høfligt og smækker døren.

 

I lige måde, tænker jeg.

Pas du selv godt på dig selv.

 

God morgen, Danmark

– fra den konfliktsky taxamand.