Granitperker – kan man tillade sig det udtryk.
Nej siger nogle af mine læsere. Men jeg siger ja og her i hilsnen kan du høre min forklaring. Også, hvordan jeg stødte på ordet og hvorfor jeg insisterer på det.
Og så møder I lige granitelefanterne.
Hav nu en god weekend
Han kommer ud af mørket som var han en skuespiller i en af den slags film, hvor udstrålingen går forud for handlingen. Han er ”type-castet” sådan en slags dagligdagens Sean Connery, tænker jeg – uden at jeg som udgangspunkt ved noget om hans arbejde. Venlig men også lidt reserveret. Klokken er lidt over fire om morgenen i en af Københavns forstæder.
Han er høj, velproportioneret med en atletisk krop, et velplejet skæg, som tager toppen af nydeligheden. Et nærværende, fast blik, som kan ses i det svage skær fra gadebelysningen. I den ene hånd har han en stor, camouflagefarvet kuffert. Den er tung og størrelsen signalerer et længere fravær.
På en måde deltager jeg også i scenariet uden at ane hvorfor og hvordan. Det er bare helt naturligt. Tryk på udløseren af den elektrisk drevne bagklap, op med døren – ud på gaden, udenom kunden, åbner begge døre i højre side, trækker forsædet helt frem, så han får plads til at sidde komfortabelt på bagsædet. Døren lukkes, rundt om bilen igen – og så ind på plads
Jeg ved ikke, hvad der er gået galt, siden man ikke må bruge ordet gammel. Der er noget næsten politisk korrekt over ordet ældre. Min egen mor har korrekset mig flere gange – og hun har skoene på i den her sag. For det første, fordi hun har en fortid i ældreforsorgen – hun var plejehjemforstander. For det andet, fordi hun er 84 og bor på plejehjem – med min ”gamle far”. Det er faktisk de ord han bruger, når han tager telefonen: Goddag min dreng, det er din GAMLE far.
”Min dreng”, – det er en ok måde at blive tiltalt, selv når man lige er rundet de 60. Hvorfor skulle det så være forkert at bruge gammel-ordet, når man er blevet det?
Det er helt klart for mig.
Hvis ikke storken havde tabt mig over klippeøen….
Hvis ikke jeg var født granitperker – så ville jeg være nordjyde.
Jeg kan lide voldsomheden i den nordjyske natur selvom mine bekendtskaber med den egentlig er ganske få. Den er rå som efterårsstormene fra nord og øst i Østersøen.
Jeg kan li’ menneskene og sprogene i det nordjyske. Jeg har alle tider været vild med Niels Hausgaard- Og Allan Olsen er jeg villig til at tolke som en af landets bedste sangskrivere all-time. Jeg oplevede ham engang til en lukket koncert i DR, hvor han fuldstændigt tryllebandt de kulturradikale, de klassiske madonnaer og popdrengene i statsradiofonien. Og så brændte han nogle historier af, så sjove og frække at jeg ikke vover at gengive dem her. Ved en anden koncert drak jeg rom med manden, fordi min position gav mig mulighed for det.
Selvfølgelig er der morgener, hvor jeg kniber mig selv i armen og spørger:
– Hvad helvede laver du egentlig her?
Det er dejligt at have et arbejde. Det er dejligt at møde mennesker. Det er dejligt at gengive mine vigtigste oplevelser for andre mennesker, der er interesserede i at høre om dem.
Men klokken FIIRE en mørk morgen i København, hvor der skal ledes grundigt for at finde kunder, der retfærdiggør det tidlige mødetidspunkt? Og når de kunder af og til er temmelig bimmelim?
Så hvad helvede laver jeg egentlig her?
Nej, det er kke lige sjovt hver gang.
Men verden er er skabt til overraskelser. Også dem, der kan gøre dig glade.
Kære ven og følger.
Mit indlæg i dag handler om min Facebookprofil og min blog www.taxamand.dk
Mit univers taxamand.dk udvikler sig løbende, og jeg lægger ikke skjul på, at jeg indimellem har behov for at ændre på ideer og udførelse. Dels fordi taxamanden skaffer hovedparten af sine kreative ressourcer ved først og fremmest at fastholde og udvikle min passion i dette ”projekt”. Dels fordi jeg virkeligt skal holde tungen lige i munden i forholdet mellem ressourcer og input. Det må ikke gå i stå, men det skal også være originalt – noget særligt. Jeg har en lagt større frihed end i mine glade chefdage i DR. Og jeg betragter det nærmest som et privilegium at kombinere min slet skjulte frihedstrang med muligheden for at udføre min erhverv som journalist og skribent. Og så samtidigt få en personligt opbakning fra mere end 2200 venner på Facebook og ikke mindst de 3300 følgere.
I dag møder jeg en af de rigtig, seje quindfolk, som gør det til en særlig oplevelse af være en taxamand som mig. Bort set fra de lidt langsomme, kontrollerede og panter-agtige bevægelse, fremtræder hun ikke som en kunde til de Falck-ture/sygetransporter, der jævnligt er en del af taxamandens dagligdag.
Hun er formentlig først i 50’erne. Nydelig – og med det særlige udtryk, som kendetegner modne kvinder (For en ordens skyld: Sådan har jeg altid set de kvinder i ”den bedste alder”. Også da jeg var i 30’erne og i 30’erne). Jeg kunne også sige det som min gode ven og tidligere medarbejder, studieværten og musikeren Alex Nyborg Madsen. Han er måske den mand med størst kvindeforstand, jeg har mødt i mit liv:
– Der er noget ganske særligt over kvinder, der har levet det virkelige liv!
Jeg har undertiden en noget flippet vision – eller rettere et spørgsmål tilsat en god portion ønskedrøm.
Hvordan ville verden se ud, hvis der blev givet mere plads og indflydelse til de utilpassede?
Det der med det flippede har jeg det helt ok med i en tid, der er så normativ, at fornuften nærmest er blevet en trosretning. Det regelbundne er sikkert en god strategi for at overleve –i pagt med stramme baller, pisaundersøgelser og fastekure. Men der var godt nok ikke opfundet megen musik eller anden kunst uden utilpassede kunstnere.
Og de fleste mennesker i deres omgangskreds, som har oplevet store personligheder og karrierer, og som netop udviklede sig ved at gå helt andre veje.
Hvor kan man lære at blive et dannet menneske?
For det er vi vel enige om på tværs af de politiske forskelle (som i øvrigt er svære at få øje på her i hygge-Danmark). Dannelse er et godt karaktertræk hos et folk og hos et menneske. Ikke de der fimse-borgerlige forfængeligheds-signaler, – lamper og andet design, som social signalkunst. Skolemester-dannelse, som hang mig allermest ud af halsen, da politikerne begyndte at udarbejdede såkaldte KANON’er. Altså nogle politiske vedtagelser af, hvad der er de vigtigste kunstnere, de vigtigste historiske begivenheder etc.
Det er mig lige vel sovjetrussisk, at staten skal bestemme den gode smag.
Men at besidde dannelse – viden om mennesket og menneskelivet og evnen og lysten til at dele det i dialog med omverdenen. Det er spændende og det binder mennesker sammen.
Allerførst:
Tak for opmærksomheden ved min fødselsdag. Det blev en fest i helt private omgivelser på ”Friskolegården”, som er knyttet til den friskole i København, hvor mine børn er gået i grundskole – og hvor min kone er lærer.
Der kom i hundredevis af lykønskninger til mig – ikke mindst fra mine mange nye venner i mit taxauniverset på Facebook og min blog.
Tak skal I have.
Jeg siger med ”rytteriet”: I er sgu søde!
