Selvfølgelig er der morgener, hvor jeg kniber mig selv i armen og spørger:

– Hvad helvede laver du egentlig her?

Det er dejligt at have et arbejde. Det er dejligt at møde mennesker. Det er dejligt at gengive mine vigtigste oplevelser for andre mennesker, der er interesserede i at høre om dem.

Men klokken FIIRE en mørk morgen i København, hvor der skal ledes grundigt for at finde kunder, der retfærdiggør det tidlige mødetidspunkt? Og når de kunder af og til er temmelig bimmelim?

Så hvad helvede laver jeg egentlig her?

Nej, det er kke lige sjovt hver gang.

Men verden er er skabt til overraskelser. Også dem, der kan gøre dig glade.

Hun er meget mørk, nærmest sort, – og kommer ud af mørket, mens jeg holder ved en fodgængerovergang. Jeg ser hende først, da hun står udenfor fordøren til passagersædet. En ung, afrikansk kvinde. Meget slank, men lange tynde lemmer og et stort – kæmpestort, kruset hår. Jeg kommer til at tænke på den amerikanske aktivist, Angela Davis fra min ungdom i 70’erne. Udover At føre sig frem blandt De Sorte Pantere og på den yderste, amerikanske venstrefløj også var et fysisk ikon for sin samtid og derfor optrådte på plakater og på t shirts ligesom Che Guevara og Mao. Et brand, før det udtryk blev opfundet i markedsføringssproget

I det fantastiske hår er der ligheder til Angela Davis.

Derefter holder ligheden op. Den unge kvinde er lykkeligt, lettere, glad beruset. En ægte, mild udstråling og helt tydeligt af somalisk herkomst. De slanke hænder og lemmer, de egentlig ret ”europæiske” ansigtsudtryk. Og den helt sorte hud.

Da hun taler venlig til mig i taxaen hører jeg det helt tydeligt:

Hun er fra Århus!

 

Jeg tillader mig bare at nyde samtalen med denne smukke, unge kvinde, som kunne være et af mine døtre, – hvis det ikke lige var for hudfarven og det store, karakteristiske ”afrohår”.[/pullquoteHun er født af somaliske forældre i Afrika. Hendes vej til Danmark, når vi ikke dybere med. Vi får ikke så lang tid sammen. Og jeg fornemmer, at hun måske er lidt træt af hele tiden at skulle gengive den – vejen til Danmark. Det er tydeligt, at hun er begavet, allerede har en god skoleuddannelse bag sig og bare har lyst til at være en glad dansker med studentereksamen, et par dannelses-år og gode venner, som det er hyggeligt at være i byen med. Gider sikkert ikke tørklædedebat, omskæringsdiskussioner og de evindelige religionsspørgsmål. Det gider jeg heller ikke. Jeg tillader mig bare at nyde samtalen med denne smukke, unge kvinde, som kunne være et af mine døtre, – hvis det ikke lige var for hudfarven og det store, karakteristiske ”afrohår”.

Hun studerer til socialrådgiver i København og er ca. halvt inde i studiet, hvor det er tid til praktik.

 

– Jeg ville så utroligt gerne til Brasilien. Det er så fantastisk et land med så mange fantastiske og forskellige mennesker. Jeg mødte Brasilien og brasilianerne på en rejse som ”backpacker” efter min studentereksamen. Men min praktikvejleder på studiet mener, at det var klogere at tage til en land, hvor jeg kunne tale sproget ordentligt. Og det har nu nok ret i. Mit portugisiske er ikke storslået. Så nu har jeg i stedet valgt praktikopholds i nogle måneder på en institution for unge i Cape Town, Sydafrika.

Hun spørger til mit arbejde og har åbenbart fornemmet, at jeg har lavet mange andre opgaver i mit liv. Vi udligner forskellene på vores alder og vores etniske baggrund. Klippeperkeren og eksil-somalieren. Eller eksil-århusianeren måtte jeg måske sige i relation til hendes barndomsår i den jyske hovedstad og der deraf farvede sprog.

 

Det store, retoriske spørgsmål om, hvad i al verden jeg laver her klokken fire om morgenen i bag rattet i en taxa frem for at ligge derhjemme i dynerne, holde armene om konen? Og drømme om efterlønnen, som rent faktisk kunne tage hul på til efteråret – det’ da lige meget!

Jeg bliver klogere på en af verdens unge kvinder, der er ved at uddanne sig til den globale virkelighed. Og det sidste er immervæk sjovere.

Jeg burde sende hende et takkekort med tak for terapien.

Men hun har lovet mig at send én mail, når hun er kommet til Cape Town.

 

God morgen, Danmark

– med hvidt hår, blondt hår, kruset sort hår, – rødt hår – ja selv til de skaldede.