Mødet med den kloge luder

 

De lummer-røde lys i kælderlejligheden taler sit eget sprog.

Jeg er i flere betydninger i den sorte del af København – i et af brokvartererne. Sort, ja, men også farverigt. Da jeg kørte nat her, fik jeg af og til nogle overraskelser. Jeg ar kørt berusede indvandrere af muslimsk baggrund på spillekasino. En anden nat – endnu inden jeg for alvor kendte særlige adresser særlige betydning – befandt jeg en aften indenfor gitterlågen i en slags rockerborg. Nogle i øvrigt flinke fyre skulle ud på en eller anden slags beskyttelsesopgave – kunne jeg forstå på deres samtale.

Og nu skal jeg altså hente en af ansatte på – en massageklinik. Jeg skal køre hende hjem til privaten i en af Vestegnens forstæder. Og jeg får en samtale med en dannet kvinde – en lærende samtale, som langt overgår gennemsnittet, når turen går med de veluddannede, glade og trætte drenge hjem til de forgyldte kommuner.

Det bliver en af taxamandens paradoksale oplevelser på et af de tidspunkter, der alt efter temperament kan kaldes meget sen nat eller meget tidlig morgen.

Hendes krop arbejder som luder for de nederste lag i samfundet. Hendes hjerne er klar, veltrænet (jeg antager hun har en eller anden højere uddannelse) – og skarp.

Continue reading…

De unge, de rige – og de rare……

 

Jeg kan lide at dementere myter.

 

Det var den gamle journalist, radioavischef – og tv2’s første direktør, Jørgen Schleimann, der brugte den måde at sige det på: ”Den gode journalistiks inderste væsen er at dementere myter”. Vi kunne ikke li’ ham i 70’erne, alle os politisk korrekte mere eller mindre mellemrøde lejesvende i DR. For han var noget så sjældent som en venstremand i Statsradiofonien.

Men jeg har nu ofte citeret ham i foredrag og i undervisning: Vi skal dementere myter. Der er noget vigtigt, noget rigtigt – også noget pirrende i at beskrive verden med bare et moment af overraskelse:

– I tror nok, at den ser sådan og sådan ud. Og det kan i store træk være sandt. Men helt så enkelt hænger det ikke sammen…

Lad os tage et eksempel, hvor jeg for et stykke tid siden fik bekræftet en fordom om, at de rige er utilnærmelige og lever lidt i deres egen verden.

Continue reading…

Europa – og kærligheden til min Mercer

 

 

Hvis ikke det var fordi jeg var bange for den perverse etikette, havde jeg gjort det.

Jeg havde sådan lyst til at lægge armene om min Mercer – eller bare kysse stjernen – blidt!

Her dagen efter valget elsker jeg mit job som taxamand.

Og jeg har myrekryb over mit andet alter ego – journalisten.

Ikke megen respekt for faget i disse timer efter intensiv radiolytning på dagens vagt gennem alle 12 timer.

 

Først skaber medierne et set up til valget, som er noget af det mest slappe jeg har oplevet i min karriere. Ukritisk og historieløst. Og så høster de valgresultatet som noget overraskende.

Hele historien om DF og Morten Messerschmidt.

Min læsere ved, at jeg ikke tilhører den national-konservative menighed. Så derfor er det vel ok, at jeg ikke strutter af glæde over valget til parlamentet. Jeg er dog først og fremmest temmelig glad for demokratiet og folkets ret til at bestemme uanset taxamænd og andre selvudnævnte meningsdannere. Så forudsætter jeg så til gengæld, at det indlysende ses kritisk an i sømmene. Selvfølgelig succes-kandidaten selv. Det er sin sag.

Af en eller anden grund har han charmet sig udenom det kritiske lys.

Continue reading…

Historier fra bunden og toppen

Min klumme i EKSTRA, Ekstrabladet 17. maj.

 

Taxamanden er alene uden at være ensom.

Sådan er det hver morgen. Jeg ruller rundt i forstaden med radioen tændt, kaffe i holderen og et par bid af et knækbrød. Det er OK at være en gammel taxamand. Men gammel og fed – den går ikke!

Og så venter jeg. Venter og venter og venter. Som sølvræven på en mus – eller allerhelst en flyveklar due, der vil de små 30 kilometer til lufthavnen og sikre mig 20 pct. af en dagløn.

Bling!

YES – og nej. Den nær-erotiske drøm om en lufthavnstur kan på et eller to sekunder forvandles til slapheden efter verdens korteste knald. Der står ”bud” på skærmen. Du skal på indkøbstur

Kan du forestille dig at lege købmand kl. 4 om morgenen?

Continue reading…

Nej, nej, nej, nej, nej – det må man ikke…..

Weekenden nærmer sig – og den sidste arbejdsdag var ikke en succes for taxamanden. Sådan en af de dage, hvor man risikerer en kort tur efter en lang ventetid.

Nogle siger nej.

Og det må man ikke. Klag til taxinævnet, hvis du bliver udsat for det.

Taxamanden gør op med en af de sorte side af taxaservice. Det skal man ikke finde sig i, siger han, og løber risikoen for en kollegial røvfuld

Mødet med min indiske beundrer

 

Når livet via politik og læsning af medier er blevet for barokt, læner jeg mig op ad det måske stærkeste livsindtryk i mit taxa-univers. Det, der trods lille timeløn, tosset mødetid, lange arbejdsdage – holder humøret oppe: At det virkelige liv virker smertestillende i forhold til racer-livet på ”principniveauet”. Virkeligheden er rarere end udlægningen af det.

Det lyder højpandet – men om lidt vil jeg give dig et eksempel. Allerførst et eksempel på ”principniveauet”, når det er allerværst.

Når den politiske debat tager livet af selve politikken.

Jeg oplever det i øjeblikket i EU-debatten. Sidst i tirsdagens EU-debat på vist nok tv2. Studieværten var kommet til at slippe ordet frit mellem politikerne og det endte i et hundeslagsmål som var så pinligt, at deltagerne må rødme i dagene efter. Og så indholdsløst og postulerende, at jeg selv valgte at slukke. Jeg gider simpelthen ikke spille mit liv på arrangerede debatter, hvor jeg ved, at de bagefter slår på skulderen og siger ”ses igen”, når kameraerne er slukket.

Continue reading…

Løbe, løbe, løbe, løbe, løbe, løbe

Jeg har virkeligt roteret omkring min laptop. Var ved at gå til tasterne og var ved at have modet. Og mistede det igen. Og fået det. Så har jeg rejst mig og tvivlet igen. For hvordan kan jeg opfattes som andet end en overvægtig gamling, når jeg virkeligt ikke har haft succes med idrætsgrene – og derfor tager afstand. Jeg kan skrive og digte og synge. Men jeg er bare ikke særlig god med en bold, på en racercykel eller med en ketcher. Min ekskone ydmygede mig på en tennis-bane da vi var unge og rige i Skagen en sommer i et andet århundrede. Kunne ikke engang de elementære regler og de blåøjede og brunbenede træner-spirer gik hovedrystende væk fra banen,mens de tænkte på, hvor pokker den storby-tøs havde støvet den bonderøv op..

Og jeg blev valgt sidst – allersidst på skolens hold.

Continue reading…

Voldsfilm “in real life”

Fra min klumme i Ekstrabladet 10 maj

 

Det her er alt andet end Jeppe i baronens seng.

Snarere tættere på møddingen.

Det er sent nat eller meget tidlig morgen – tag det som du vil – i Københavns minefelt. Tre gutter på vej hjem efter nattens dødsrute. To mand smider sig ind på bagsædet – én på forsædet. Ham på forsædet er mest klar, selv om jeg ikke helt ænser hans ansigt i mørket og har rigeligt at gøre med at holde øje med dinglende folk for og bag og til højre og venstre for taxaen.

De er mine første kunder

 

– Bispebjerg. Vi skal på skadestuen!

 

Så vågner taxamanden, tænder intuitivt kabinelyset og kigger på forsædepassageren. Han er et, stor blodigt fjæs. Noget af det løber endnu fra mundvige og næse. Noget af det er størknet, sortere op ad kinderne.

Continue reading…