Han har det hele. Og lidt til – og meget mer’, som Kasper Vinding har skrevet det for C. V Jørgensen.

Kærlighed. Børn. Et OK  job. Og penge og velfærd nok til en ordentlig tilværelse.

Men: Et rutinebesøg hos lægen har sat det hele i perspektiv: En næsten 10 år gammel kræftsygdom er brudt ud igen.

“P” er en af mine kolleger. En af dem  som vi provinsboer kunne finde på at kalde en “Københavnersnude”. For en indfødt bornholmer som undertegnede – selv en halvblods  – dækker den betegnelse nærmest mennesker fra hele Storkøbenhavn. For det er mere en kollektiv personlighedskarakteristik end det er en demografisk kategori: Man er hurtig i replikken. Man bruger ironi til den anstændige sarkasmegrænse. Kortene på bordet!  Man siger – for fanden – tingene lige ud!

Continue reading…

– Hvor kommer du så fra?

Denne gang kommer spørgsmålet fra kunden bare et halvt minut efter, at han har sat sig ind i taxaen. Nu er det ham, der spørger. Vi bytter roller, udet at det er tilsigtet. Han genkender min accent blot efter få sætninger fra den ellers  ivrigt talende taxamand. Jeg fortæller ham stolt, at jeg oprindeligt kommer fra Bornholm men at det er mange, mange år siden og at jeg aldrig har talt min hjemegns sprog  fuldendt. Det er sprogets musik, der hænger fast.

En helt anden musik afspejler hans sprog endnu mere. Han er tydeligvis ikke født herhjemme. Jeg har to mulige gæt: Det er enten urdu eller hindi – og fordi han angiver sin adresse som ”…lige i nærheden af islamisk kulturcenter..”, gætter jeg på det første – og gætter rigtigt.

Han er pakistaner.

Continue reading…

Klokken er 04,00 og jeg  holder klar til en forudbestilling i det lidet kønne 70’er- byggeri i en af forstæderne. Beton og velfriserede træer uden blade.  Jeg bruger anledningen til at strække benene de fem minutter inden kunden kommer ud. Nattens taxafoniske voyeur. Sådan er det hver gang, jeg ankommer til en kundes bolig om natten. Jeg orienterer mig og kigger. Ser bort fra alle de slukkede og mørklagte stuer. Finder lyset, der altid er der et sted. Oplever igen og igen at der findes langt flere natteravne, end jeg troede, inden jeg begyndte at køre taxi. I stueetagen sidder en person – måske i en eller anden døs her kl. 4 om morgenen. En mand med ryggen mod vinduet. Kigger ind i sin store fladskærm. Eller måske sover han bare foran sit fjernsyn.

Continue reading…

Jeg oplevede i går et helt nyt og meget grænseoverskridende møde på min arbejdsplads. Det vil givetvis tage mig nogle dage at vende mig til en helt ny situation. Det kan jeg lige så godt indrømme. Men lad mig vende tilbage til det senere.

Det er ikke for at legitimere noget som helst, at jeg nævner, at jeg betragter mig som et ret åbent menneske. At være åben er for mig ikke bare at udvise tolerance. Eller endnu værre: bare at sige man er det – tolerant. For som så ofte indrømmet og flere gange skrevet i mine daglige essays og på min blog, er jeg et meget, meget nysgerrigt menneske. Det ar tæt på at give røvfuld, da jeg ar barn. Og det har til tider drevet min mere civiliserede hustru til vanvid, at jeg på ret kort tid kan finde på at stille direkte og personlige spørgsmål til de mennesker jeg møder. Så det der med den selverklærede åbenhed er jo i høj grad en forudsætning for at kunne handle ud fra sin nysgerrighed.

Continue reading…

Det er en vild historie i det HELT almindelige Danmark. De er stukket af fra deres midlertidige hjem, men personalet har fundet dem. Og det er ret godt, for de er begge – mand og kone – langt oppe i firserne. Og de er demente…..

Alle kender fornemmelse af de oplevelser, som både er barokke og et egentligt grin – et højt grin værd. – Og samtidigt – en hændelse som helt objektivt har tragediens anatomi. Sådan er min oplevelse denne gang. Meget hurtigt har følelsen af den  skæve humor – og så en vemodig eftertænksomhed over baggrunden for den barokke hændelse.

En yngre dame sætter sig ind i Merceren et sted i Københavns velbjergede yderkant. Hum beder om at blive kørt til et aflastningshjem i en af de nordlige forstæder. Efter de sædvanlige, indledende bemærkninger, tvinger min nysgerrighed til at spørge hende, om hun arbejder på det aflastningshjem, som er målet for turen.

Continue reading…

Hun ser godt og tjekket ud denne her mørke og kolde vintermorgen, hor hun lyser op hvor man kun kan undre sig: Hvad i himlens navn fik vore forfædre til at slå sig ned på disse kanter i en svunden fortid. Småregn, kulde og det deprimerende, nordiske vintermørke. Det er ubegribeligt, at i ikke for længst er flygtet til en strand i troperne. Hun er fra Sverige, taler tilstræbt dansk med sine omgivelser (og det lyder derefter…) , og hun er forretningskvinde. Med streg under både forretning og kvinde. Hun har overskud nok til at smile – men hun er også lidt af en ekvilibrist i den der disciplin, som kvinder kan være særligt gode til: Den fine balance mellem nærvær og distance. Integritet på den overskudsagtige måde, renset for højrøvethed. Men ovenpå!

Continue reading…

Der er noget fascinerende over de uforventelige møder, som er taxalivets kerne.  – Til tider både skræmmende og spændende i de få minutter fra jeg modtager en bestilling via anlæg/skærm –  til jeg er fremme hos kunden. Er det bare et vejnummer og et navn, kan jeg blive ramt af den almindelige nyfigenhed: Hende har jeg da mødt før! – Er det et sted/en institution, kan det sætte fantasien i gang – og få mig til at skabe en livshistorie for mit indre.

Og så er der ulykkerne – og de ramte.

Continue reading…