Jeg oplevede i går et helt nyt og meget grænseoverskridende møde på min arbejdsplads. Det vil givetvis tage mig nogle dage at vende mig til en helt ny situation. Det kan jeg lige så godt indrømme. Men lad mig vende tilbage til det senere.
Det er ikke for at legitimere noget som helst, at jeg nævner, at jeg betragter mig som et ret åbent menneske. At være åben er for mig ikke bare at udvise tolerance. Eller endnu værre: bare at sige man er det – tolerant. For som så ofte indrømmet og flere gange skrevet i mine daglige essays og på min blog, er jeg et meget, meget nysgerrigt menneske. Det ar tæt på at give røvfuld, da jeg ar barn. Og det har til tider drevet min mere civiliserede hustru til vanvid, at jeg på ret kort tid kan finde på at stille direkte og personlige spørgsmål til de mennesker jeg møder. Så det der med den selverklærede åbenhed er jo i høj grad en forudsætning for at kunne handle ud fra sin nysgerrighed.