Klumme i Ekstrabladet, EKSTRA d. 25. oktober 2014.10.14

 

Jeg tror på, at det er genetisk bestemt. Ligesom at kunne synge. Eller dyrke redskabsgymnastik.

At være en dygtig sælger.

Jeg mener det helt ind i hjertet, for jeg beundrer i den grad mennesker, som har specielle, ofte nedarvede egenskaber. Jeg ville så gerne kunne synge som min søster eller mine døtre. Og jeg øver mig tit i taxaen – sidst til nogle fede radioudsendelser med Leonhard Cohen. Men jeg HAR bare ikke den bas, der kan få kvinders inderlår til at vibrere. Jeg er ked af det, men jeg evner det ikke.

Eller ”spring over hest” eller ”bensving” – jeg så det på tv, da det var moderne i 60’erne. Men det er håbløst. Jeg har bare ikke den krop.

Eller den gode sælger. Ham, Volvo-forhandleren, der besøgte min far ad flere gange og bragte poser med slik til ungerne af med den nyeste model. Og det virkede sgu, selv om min far var en strid modpart.

Da jeg selv skulle sælge min konsulent-indsats for et par år siden, gik det helt i sort. Enten snakkede jeg folk helt ud af købetrangen – eller også fik jeg givet alle rådene for tidligt og gratis

Min kunde i den smarte Tuborg-område i Hellerup er trukket lidt ud af en tidslomme. Lidt for gammel til at være en erhvervsmand i fuld flor. Lidt for flot boende til at det kan være tilfældigt. Lidt for butterfly-agtig til at være en del af nutidens business-look.

Det er en sælgers liv og død at være under vejs.

Min kunde skal til det Jylland for at fejre et jubilæum hos en af sine samarbejdspartnere. Jeg får turen til Hovedbanen – og historien om en sælger, der vare ikke VIL stoppe. Ikke fordi han ikke kan. Han HAR tjent de penge han skal til det gode liv. Men en ægte sælger er i permanent bevægelse for at kunne tilfredsstille nogle behov hos sine kunder – og så tjene på det. At skulle sidde fikseret derhjemme hos fruen – hvor uundværlig hun end måtte være – ville være tortur.

Det er en sælgers liv og død at være under vejs.

Han startede som elev i shipping, import-eksport.

– Jeg var i Afrika i årene omkring deres frigørelse fra diverse koloniherredømmer. Det var de helt enkle behov, som prægede virkeligheden dengang i 50’erne og 60’erne. Noget så selvfølgelig for os – og helt umuligt for dem som – indpakningspapir. Jeg iværksatte en eksport af gamle aviser fra Danmark til Afrika. Og sådan gik det til, at afrikanerne kunne sælge deres varer pakket ind i Berlingske eller Frederiksborg Amtsavis titusindvis af kilometer borte fra kongeriget mod nord.

Dernede i Afrika blev han gode venner med en sudaneser, der begyndte at fortælle ham om de store muligheder i det nye Mao-Kina. Han brugte noget tid på at undersøge nogle væsentlige behov i Danmark og hvordan de kunne tilfredsstilles med særdeles billige produkter fra det dengang ukendte land mod øst. Det blev til en dansk import af kinesiske arbejdshandsker. Og det blev en rigtig, rigtig god forretning og total markedsdominans i Danmark.

Den evige sælger på bagsædet fortæller glad og stolt videre:

– Det blev så god en forretning, at jeg efter nogle år kunne sælge mit firma til en konkurrent og stoppe helt med at arbejde.  Men jeg kunne sgu ikke stoppe helt.

 

Herefter tænkte og realiserede han endnu en idé – og igen langt uden for landets grænser. Det handlede om shampoo til Saudi Arabien

Den arabiske shampoo-sælger

– Det er noget med en ganske bestemt duft, som vi aldrig kunne sælge herhjemme. En duft som saudierne også har i deres tørklæder Og med en meget speciel distribution. Dernede sad grossisten selv uden for døren til sin virksomhed. Han tankede shampooen op i kunderne egne emballager. De kunne købe, hvis de ville betale – ellers kunne de bare gå et andet sted hen

 

det er ikke slut, så længe der er udsigt til et udbytte.

Nu foregår salget mere moderne og med en producent-partner i det jyske. Ham der skal fejres i dag.

Selv har min kunde lige om lidt arbejdet 50 år i import-eksport. Og det er ikke slut, så længe der er udsigt til et udbytte.

 

Det tænker jeg og grunder over. Hvad det dog er jeg mangler for at nå de ikke udlevede drømme om mere succes

 

Nu er jeg bare taxamand, og det er kontoret, der skaffer kunderne.

Men jeg kan synge som ham den 80-årige Cohen med den erotiske bas – helt alene i den sølvfarvede Mercer med det grønne logo. Og uden at nogen kan høre, at både sælger- og sangkarrieren er ren fantasi.

 

God dag, Danmark

”First we take Manhattan, then we take Berlin…”