Man er, hvad man laver.

Er det ikke sådan, det er?

Eller også er jeg bare ved at blive det gamle, konventionelle røvhul, jeg ellers lovede mig selv aldrig at ende som. Jeg forlod jo delvist frivilligt de bonede chefgange for at leve resten af mine dage i den virkelige virkelighed. Frivilligheden var pakket ind i en fratrædelsesordning og ufrivilligheden i chefens ansigtsudtryk. Hun kunne bare ikke skjule sin glæde over at blive fri for brokkehovedet, – den evigt snakkende granitperker.

Men jeg bærer rygsækken med mig, som alle andre, levende mennesker.

Den journalistiske – alt andet ville være umuligt.

Jeg er nysgerrig og jeg elsker at høre og fortælle historier. Den rolle forsøger jeg så at pakke ind i en klassisk taxichauffør. Sådan en som dem, jeg hare været kunde hos i Danmark og ude i verden. Det hele er båret oppe af min opdragelse i officershjemmet i 60’erne på den anden side af ungdomsoprør, røde århusianske batcaféer, langt hår i nakken, journalistiske læderjakker, jobs i DR, ridderkors og dybt buk for dronningen –. Hele neon-livet i den glinsende medieverden.

 

Man skulle eddermame opføre sig ordentligt. Have et hårdt håndtryk til klemmegrænsen. Se sine medmennesker ind i øjnene, når man hilser på dem. Rejse sig for ældre mennesker.

Videreført i mit liv som taxichauffør: Gå over til kunden med de tunge kufferne under halvtaget i terminal 3. Selv lægge bagagen på plads, åbne dørene, og sikre sig at frakkeskøder og længere kjoler ikke kommer i klemme, inden døre smækkes.

Blidt!

Jo, jeg er også, det jeg laver nu. Og lad mig sige det rent ud: Det smerter mig langt ind i den kontante opdragelse, når jeg af og til møder resultatet af de regel-slupne opdragelse. Nogle chauffører, der end ikke gider stige ud af vognen for at tage imod kunden. Dem med en hængerøv så lang i bukserne, at de bagfra ligner en overfedet juleand, der slap med livet i behold sidste juleaften. Og doven-ekvilibristerne, der kan smide et par kufferter ind bagagerummet med den ene hånd, mens de har den anden begravet i lommen, hvor de er klar ved nosserne, hvis det begynder var klø efter alle de lumre timer på lædersædet. Hovedprisen for taxidovenskab går til den chauffør foran Hovedbanen, hvor en enlig mor selv måtte læsse klap-vognen ind i hans stationcar, mens hun holdt sin baby i den ene arm.

Hvad er, hvad man laver.

Eller er man?

“…han ville skrive et digt på hver bar eller på hvert værtshus, han besøgte …”

Han er forretningsmand i en af de der brancher med motherfucking mange penge på bundlinjen. Sidst i 30’erne, ungkarl og på vej hjem fra en lang forretningsrejse. Dem er der mange af i det liv, han lever. Det er spillets regler og guldets kilde og han ser ud til at haver det ok med det. Så ser han taxamand.dk – min bluetooth-forbindelse til min handsfree-telefon – og spørger, hvad det dog er for noget.

Han får min livshistorie inden motorvejsbroen ved Avedøre. Jeg er leveringsdygtig af mange fortælleformater.

Så er ballet åbnet – og jeg får en bid af hans.

Han elsker at skrive – og sådan har det været hele live uanset den drejning arbejdslivet tog. Mens højere og højere tal væltede ind på bundlinjen slumrer de poetiske sjæl i ham. Den er ikke død – og han slipper den løs ved lejligheder – i de frie øjeblikke.

Sidste år tog han på en særlig, poetisk sommerferie med det særlige dogme, at han ville skrive et digt på hver bar eller på hvert værtshus, han besøgte. Han fik skabt sit eget lyriske rejsebrev, mens hans levede i en anden verden på afmålt tid.

Fantastisk.

Det er vi enige om!

 

 

 

Vi taler om den stimulerende rus og alt det, den kan sætte i gang.

Jeg fortæller ham om et af de mere fantastiske møder i mit liv. Et natte-interview med digteren FP Jac, der i 80’erne lovede, at han ville drikke sig ihjel, inden han var 30. Lykkeligvis holdt han ud og fik skabt stor lyrik til sin død, fysisk hærget som 53-årig.

 

– Hvad er det dog, der er så afgørende vigtig i digterens beruselse, spurgte jeg ham på værtshuset 90’eren.

 

FP Jac slap mit blik, tog en civiliseret slurk af glasset – og kiggede på mig igen:

– Der er vid på hele lortet!

Den poetiske businessmand på bagsædet og taxichaufføren med den militæriske opdragelse kigger på hinanden i bakspejlet.

Vi smiler.

Måtte vi en dag ses ved bordet i den evige lyrikcafé.

Dér, hvor man er, hvad man laver.