Hvis du betragter kvindekønnet som det svage køn, skulle du tage dig et erhvervskørekort og tage en taxitur ud i virkeligheden. Sid stille i kabinen og slå ørerne ud – og du ville få et mere ligestillet syn på den feminine verden – i mange forskellige kundegrupper og kvindetyper.

Det kan være den unge og billedskønne, unge pige, der styrer den lidenskabelige ungersvend på vejen hjem fra byens berygtede ”lille fredag”. Den er stået på druk en hel del timer. Hun er ”overrislet”. Han er stiv – i hvert fald i ordets betydning af et tidligere, meget brugt synonym, ”stang-Barcardi”.

Hun lytter til hans kærlighedserklæring – og den tænder hende helt klart ikke.

– Nej tak, du, vi skal hjem, og har bare nogle få timers søvn, inden vi skal møde.

Jeg tænker på, hvor mange studentereksaminer, der er tabt på grund af fordrukken liderlighed – og hvor mange, der er reddet af kvindelig snusfornuft?

 

Så er der den anden ende af aldersskalaen, den gamle kvinde på 92 med det lilla, permanentede hår og det skarpe, dokumentariske forhold til virkeligheden.

Hun fortæller mig åbenhjertigt, at hun blev enke for blot få måneder siden efter mere end 60 år sammen med ham. Jeg reagerer høfligt, omsorgsfuldt med noget i retning af …

– Det er jeg virkeligt ked af at høre, frue!

– Det skal De såmænd ikke være, for det var det bedste, der kunne ske for både ham og mig. Jeg synes, vi havde et godt ægteskab i det store og hele. Vi holder samen i min generation. Men hans sidste tid var en ydmygelse for os begge. Han plejede at være den, der bestemte (Hun kigger på mig og smiler en smule ironisk). Da kræften tog over og han blev svagere og svagere – faldt han li’som fra hinanden. Og det havde jeg sgu svært ved at acceptere – at skulle bytte roller i 11. time. Jeg kunne jo ikke sige til en døende mand: – Så tag dig dog sammen! Men jeg tænkte det, selv om det er grimt at sige det nu. Det var bedst – ikke mindst for ham, at finalen var så kort. Jeg siger det åbent til andre som til Dem: De skal ikke være ked af det. Jeg er glad nu!

Jeg må lige sunde mig og skænker det bare en lille tanke, hvordan mit eget renommé vil være, hvis det hele sluttede – nu?

 

Morgenkunden i lufthavnen er ikke til de store, sentimentale eftertanker. Hun er bosiddende i det midtjyske men lige nu på vej til et salgsmøde i Københavnstrup. Hun er salgschef og ubetinget af no-bullshit-typen. Hun har kørt ikke bare denne tur mange gange, men kører titusindvis af kilometer på lanevejene hvert år. Hun er – i mit hankøns-univers – noget så sjældent som en kvindelig bil-freak. Hun kører en stor Audi for tiden, og jeg er sat til vægs, da hun kontant analyserer sig frem til, hvorfor hun elsker Audi og ikke kunne finde på at købe Mercedes.

Jeg giver op! Et forsvar for sølv-stjernen ville være et slapt selvforsvar, – og den slags er hun ikke til. I stedet for trækker jeg samtalen hen på det mere private liv, hvor Taxamanden – den bløde – kan være med.

– Jo, jeg hare en lille datter på fire, siger hun, men hun sov trygt, da jeg kørte alt for tidligt i morges. Manden fik da åbnet et enkelt øje et sekund og kysset mig farvel, inden han sov bevidstløst videre. Han fattede ikke en skid.

Vi kigger på hinanden i bakspejlet og smiler bredt og jeg forbereder mig på at skulle forsvare mit køn i en feministisk byge af kugler. – Men jeg tager fejl.

– Han glæder sig til på fredag, tror jeg!

-Glæder sig?

Er jobbet, der bestemmer hvem du er?

-Ja, så stopper jeg med det her rejsearbejde – i hvert fald for en tid. Jeg er handelsuddannet, mellem-uddannet og har en bachelor i ledelse. Men jeg er først og sidst en stædigt, jysk kvinde. De kunne ikke helt forstå, at jeg mente det kritisk alvorligt med de mange arbejdstimer. I kan rende mig et vist sted, tænkte jeg, – og så jeg sagde op. Det mener jeg er vejen i kritiske situationer – i stedet for så megen snak. Jeg er fri og jeg stopper, hvis der ikke er ”hul igennem”. Uden sikkerhedsnet – udover at holde igen med privatforbruget, selv om pengene strømmer ind

Jeg kalder hende ”sej”, men den etikette har hun ikke brug for.

– Ved du hvad. Et frit menneske skal engang imellem føle efter, om du virkeligt har valgt det rette job? Eller modsat: Om det er jobbet, der bestemmer hvem du er?

God dag, Danmark

– især til kvinderne

 

PS:

Dette indlæg har tidligere været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg -. EKSTRA.