Klichéerne dræber de ægte mennesker. Det er er der masser af eksempler på. – Og politikere og journalister går forud i den proces.

Kan du huske diskussionerne om kassedamerne?

Kassedamen var en velment metafor for de lavest-lønnede, ufaglærte kvinder og politikerne flokkedes om dem for at anskueliggøre deres egen godhed. Men det var hurtigt overstået. Kassedamerne var bare instrumenter og illustration. Og de lavtlønnedes vilkår var ikke mere alvorlige end at vores nuværende statsminister gjorde grin med, at 2000 kroner mere om året næppe var noget man kunne købe et par sko for.

Men det er lykkeligvis ikke politikerne, som deres allerede begyndte deres karriere i senpuberteten, eller de djøficerede model-snedkere i Finansministeriet, der bestemmer, hvem der er hverdagens helte.

I dagens blog vil jeg hylde et erhverv og nogle mennesker, som JEG sætter højt. De får langtfra den højeste løn den højeste løn. Men når det kommer til stykket lader de fagets værdier gå forud for stress og politiske kampe om deres arbejdspladser.

Jeg møder dem ugentligt i taxaen.

Længe leve sygeplejerskerne, der både har deres varme hænder, deres hjerter – og hjerner som kommer på prøve hver dag!

 

Jeg har været fascineret af deres indsats fra barnsben. – Min mor er sygeplejerske og brugte det meste af sit arbejdsliv i ældreforsorgen. Det er ikke bare et arbejde – det er et liv, sagde hun engang. Og helt konkret blev vi trukket med til juleaftener på det plejehjem, hvor hun var forstander. Vores egen private julefest kom de gange i anden række, for det manglede bare, at tage sig af de gamle. Og hun kunne ryste blufærdigheden, når det handlede om at fortælle os børn om ”det frække”. – Bare så vi vidste hvad det handlede om.

Kammeraternes øjne blev store.

Og hun kunne ryste det konservative miljø ved at lufte sine sympatier for røde politikere som Aksel Larsen eller Hanne Reintoft – selv om der i den grad ikke er gemt nogen solid socialist i min nu 85-årige mor.

 

Og jeg husker mit eget angstfremkaldende ophold på Rigshospitalet i 1968, hvor jeg skulle undersøges for en hjertefejl. Hvert minut føltes som timer, da bondedrengen fra klippeøen sad i de gamle, slidte bygninger i den karakteristiske hospitalslugt og kiggede ud på byggeriet af det nye hospital i glas og beton. Med ryggen til alle andre på stuen og kæmpede med en stille, stum gråd. Rigtige drenge græd ikke dengang. Men sandheden var jo, at jeg trods min unge alder var hamrende bange for, at mit liv skulle blive kort.

Så kom hun bagfra, den store frodige sygeplejerske, duftende som en parfume-butik, lagde hænderne på mine skuldre og kyssede mig på håret. Sagde ikke et ord, klemte mine skuldre kærligt – og gik og gav mig friheden til at græde i fred. Tror ikke hun havde lært den empati på en skole. Men hun stak altså en af sine varme hænder ned i adfærdsposen – og gjorde det eneste rigtige, et følende og professionelt menneske kunne gøre i den situation. På en gang være nærværende og lade mig være

I det øjeblik: Verdens bedste sygeplejerske

I virkeligheden var hun de første menneske, der behandlede mig som en voksen mand!

 

Eller sygeplejersken, som jeg kørte hjem en sen nattetime fra en af hovedstadens akutklinikker.

Hun var patienten og fulgt af sin iranske kæreste. Hun var nyuddannet og fanget i sit nye job ved at arbejde mere og mere. Nogle gange blev hun på arbejde timer efter arbejdstid for at leve op til sine egne forventninger om dygtighed. Men denne nat blev hun ramt af stress-hammeren og angsten for at hun var ved at få et hjertetilfælde. Hun troede hun skulle dø, indtil akutlægen denne nat ordinerede – ro og fred og en revurdering af, om hun ville arbejde sig fordærvet eller leve et ordentlig liv. I taxien snakkede vi om de satans ambitioner, der kan tage livet af folk. – Nu skulle hun slappe af – men én gang empatisk, altid empatisk. Da hun undervejs købte ind til sig og kæresten, nuppede hunuopfordret lige en sandwich med til Taxamaden.

 

– Du trænger vist til lidt næring sagde hun.

 

Og for første og eneste gang spiste jeg på kundens regning!

 

Min gode veninde Maiken Hjerming skal hyldes i dag!

Hun er netop – sammen med, Karin Birtø, Center for Kræft og Sundhed i Københavns kommune, kåret som årets kræftsygeplejerske 2015.

 

https://www.rigshospitalet.dk/presse-og-nyt/nyheder/nyheder/Sider/2015/November/maiken-hjerming-er-aarets-kraeftsygeplejerske.aspx

 

Maiken er såkaldt ungekoordinator for unge med kræft på Rigshospitalet. Ved hjælp af midler fra Kræftens bekæmpelse og Børnecancerfonden, har hun været en af drivkræfterne i arbejdet med at få skabt et fantastisk fællesrum ‘Kræftværket’ for unge med kræft på Riget. Det kan du kan læse meget mere om på Facebook https://www.facebook.com/Kr%C3%A6ftv%C3%A6rket-Rigshospitalet-674843965962567/

Den korte udgave er, at KRÆFTVÆRKET skaber et fysisk miljø og mulighed for at have et ungdomsliv, mens de er i behandling og kæmper deres livs kamp.

 

Mindre paradoks og mere klarhed. Mere handling og mindre politisk præk om ” … sundhedsvæsnet er fundamentet i velfærdssamfundet … ”

Det er ildsjælen og det kærlige menneske, jeg vil hylde i dag. Ville bare en smule af hendes passion dryppe virkelighedens dråber ned i den danske debat om sygehuse og mennesker. Ja, måske kunne politikerne lære noget om hverdagens aktivisme. Noget om at finde den korteste afstand mellem holdning og indsats. Så skulle den varme hjernehalvdel bruges – eller hvor det nu er empatien ligger begravet, Mindre paradoks og mere klarhed. Mere handling og mindre politisk præk om ” … sundhedsvæsnet er fundamentet i velfærdssamfundet … ” Færre regnemodeller. Flere beslutninger

Hos Maiken Hjerming spiller det utvivlsomt en rolle, at hun nærmest er født som friheds- og frontkæmper. Hendes fortid og nutid er lige så rød som hendes hår. Hendes indignation lige så lynende som de brune øjne, hendes overbevisning lige så stålsat som hver eneste 1. maj fest hun har deltaget i. Den retfærdighedssans, som nærmest er provokerende på en reformist som Taxamanden.

Det er ikke gået hen over hovedet på Maiken at hendes bagland både har kæmpet i Spanien, stået på de politiske barrikader og at hendes mors familie var jødiske flygtninge i Sverige under krigen.

Respekt for dem, der ikke holder deres kæft i tidens liberale tsunami.

Respekt for sygeplejersken Maiken, der nægter at skelne mellem principper og handling.

Og så slår hun hårdt ned på mig, hvis ikke jeg husker at nævne:

 

– Alle de andre sygeplejersker og andet sundhedspersonale som står bag de resultater, der har gjort hende til årets kræftsygeplejerske.

 

Tillykke