PARTNER-VOLD – ver. 2.0

Hvad ville du selv gøre?

Det starter allerede inden turen i taxien. Det er sikkert derfor, de skal hjem ret tidligt på

Lige nu er de bare sure på hinanden.

Pisse-sure.

Principielt hører jeg ingenting, – men det gør det nysgerrige menneske så alligevel. Forbitrede, forvredne skuffelser og anklager. ”Røvhul” og ”f*** dig” i et langt flow, hvor kun den ene taler. Eller rettere råber. Jeg glæder mig bare til der her er overstået og skruer diskret op for radioen – langsomt.

De fortsætter.

Så lige en tand til på lyden, mens jeg bare kigger ud i nattens våde skygger og genspejlingerne i de lukkede butikkers ruder og på den regnblanke asfalt.

– Smask, lyder det så fra bagsædet.

Ikke et vådt kys, som det plejer at lyde i mørket, når de elskende tager hul på glæderne og netop forsøger at skjule lyden af læber mod læber.

Nej SMASK som lyden af en flad hånd i et uforberedt ansigt.

Hvad ville du gøre?

Selv har jeg aldrig oplevet fysisk vold i vogn 24, men jeg er ret sikker på, at jeg ville flå Merceren ind til siden, tænde lyset i kabinen vende mig om mod dem. Borgeren, Patriarken – eller bare TAXAMANDEN

– Så er det ud af klappen folks. Det her står jeg ikke model til i min taxi. Ikke vold.l  Ud af vognen – NU!

Men det var den rasende kvinde, der slog igennem, – og den eneste kommentar fra manden var det indlysende, dumme spørgsmål:

– Slår du?

Er du tosset. Hun ramte. Og i et hurtigt smugkig i spejlet kunne jeg ikke se farven – men flovheden i hans ansigt brede sig. En flov dreng på måske 35 år.

Jeg er passiv. Hvad fanden gør man?

– – –

Parforholdsdiskussioner er bare så pinlige, når man ikke selv er i det – og ikke er helt alene.

Men man kan dårligt nok kalde det en diskussion. Det er mest tale om en monolog fra hidsighedens herskerinde, allerede mens de satte sig ind i taxien. Nydelige, unge mennesker fra erhvervssegmentet ude i provinsen. Der hvor man sædvanlig vis er vant til at holde på formerne. Eller i hvert fald pakke uforskammethederne så meget ind, at det efterfølgende kan holde hos parterapeuten.

De er fulde men ikke drukne.

Alligevel er hun allerede så meget oppe i det røde felt, at grænserne er faldet. Ja, der virker nærmest, som om hun ønsker et vidne – en ringdommer til denne kamp på ord mod et skvat af en mand. Scener fra noget, der forhåbentlig aldrig bliver til et ægteskab – Udkast til en film af Bergman eller et teaterstykke af Lars Norén.

Han bliver hængt ud på en tynd tørresnor, udspændt mellem højhuse i en socialrealistisk sort-hvid film. Et skide skvat, der kraftstjeleme ikke skal bestemme, hvem hun taler med, når hun går på toilettet. Han er så dum, at hun end ikke gider sove hos ham på hotelværelset, som de har lejet.

– Der er jo ingen kvinder, der kan holde sådan en skvatmikkel ud. En våd hund. Så få dig for helvede noget selvværd mand. Jeg vidste det. Jeg skulle aldrig været taget med dig. Idiot. Tøsedreng. Der er ikke en skid mand i dig¨.

Lige her sker det.

Hun smækker ham en på ”hatten”

Han er på grædegrænsen uden at lyde grådkvalt. Siger kort, at han bare aldrig skulle have inviteret hende med.

For hver undskyldning fra hans læber, bliver hendes raseri endnu værre.

Selv gør jeg – intet.

Ikke ind til siden for at sætte gerningskvinden af.

Jeg får den absurde tanke, at jeg var sparringspartner. Kunne give ham gode råd via en lille, hemmelig mikrofon i hans øre.

” … Tag dig nu sammen! Ingen mand er blevet belønnet for sin kryben. Bed mig holde ind til siden. Stik mig kreditkortet. Smid en ”hund” oven i som en uartikuleret undskyldning den vidtåbne dør til hans privatliv. Vis overskud. Sig: Tak for i aften – uden at værdige hundjævlen et blik.

Og stig så ud og gå din vej!

Hun kommer mig i forkøbet. Først med en ide om at køre hende hjem til provinsbyen mere end 100 kilometer fra København. Hun taler til mig men kigger satanisk på skvattet ved hendes side. Jeg ser det i glimt i spejlet, – at han bare kigger ud i luften, som en dreng, der har fået tæsk.

Så beder hun om at blive sat af.

Smækker med døren og passerer Mercerens blåhvide, kolde lyskeglen, mens hun forlader taxien på de høje, lidt vaklende hæle.

– – –

Resten af turen blev stille med et par bemærkninger om kvinder og den umulige kærlighed-

Jeg tror sgu, han elsker hende.

Selv er jeg nærmest flov.