Den er så ubetinget en af vor tids mest slidte begreber. Så slidt en metafor, at den kan anvendes i næsten alle sammenhænge. F.eks. til at piske os selv som folk og nation – uden at vi egentlig behøver kende den. Men det er noget med en lov, hvorved vi som mennesker kan holde os selv nede i det rene ingenting. Loven er skabt af forfatteren Aksel Sandemose, der blev født i Nykøbing Mors og sidenhen emigrerede til Norge. Han skaber loven i sin roman ”En flygtning krydser sit spor” om hovedpersonen Espen Arnakkes opvækst i byen Jante.
Jeg skal have genlæst den roman en gang ved lejlighed, for nu har jeg snart hørt den Jantelov anvendt så meget, at jeg vil genopdage i hjerne og hjerte, hvad den egentlig handler om.
Vi er jo mærkelige mennesker i det her folk, hvori Jante er en by og Espen en af de undertrykte. For mens vi elsker det selvpinende billede af et land og et folk, hvor man bare skal holde sin kæft og gå ind i skyggen, når solen skinner, – så fører vi os jævnt hen frem, som om vi var verdens midtpunkt og virkeligt ikke skal destrueres af giftige, fremmede kulturer og religioner.
Janteloven er noget negativt, mindreværdig – men alligevel, den er så meget et alibi for vores iboende, kollektive højrøvethed: Lad nu være med at stikke næsen for meget frem! Vi er små.
Men vi er Daaaanmark, ja vi er Daaaanmark – Olé, Olé, Olé
Janteloven – en mindetavle på Aksel Sandemoses fødehjem i Nykøbing Mors
Det er så fascinerende at køre med indiske kunder og det sker ret ofte for mig. Vore største firmakunder har nære relationer til verdens IT-navle i Bangalore – og samarbejder med verdens dygtigste firmaer der og rekrutterer verdens dygtigste IT-medarbejdere derfra. Udover at tale det smukkeste indisk-engelske udfolder selv de jobmæssigt mest højtplacerede indiske kunder i taxaen denne helt fantastiske høflighed og stil, som på få øjeblikke får mig hensat til varmen mellem to regntider et eller andet sted i det land, hvor jeg aldrig har været. Jeg har jo det udgangspunkt, at taxichauffører må tilhøre de laveste kaster i det traditionelle, indiske system. Og jeg har ved enkelte lejligheder – med indiske turister – følt denne kølige Monsunregn af en proletar-status. Men blandt det store flertal af fastboende indere, modtages jeg med en høflighed, der kan få selv den mest ydmyge, Jante-forladte, danske direktørtype til at virke som en arrogant godsejer og jeg som en jordløs af laveste kaste.
Mine indiske kunder udstråler vel ikke direkte, at de ikke tror, de er noget, at de ikke er lige så meget som mig, at jeg er klogere end dem, at jeg er bedre end dem – og sådan nåede jeg Jantelovens første fire bud. Men de er så beskedne og høflige i deres fysiske fremtræde og i deres retorik, at et eller andet kulturtræk ligner konsekvensen af den forkætrede lov.
Findes der noget i den indiske kultur – tusindvis af millimeter fra Jante, der kan kaldes ydmyghed med indbygget selvværd?
taxamanden, der taler rimeligt flydende engelsk og har mødt verden uden for transportlivets danske virkelighed, bliver lige hevet to tre kaster op ad klasse-stigen
Kunden er en af disse velintegrerede – totalt u-assimilerede indere i Danmark. Han forstår ikke et kuk af vores underlige sprog. Men han roser sit danske firma, så aktionærerne måtte rødme. Han beundrer vores sociale standard og omsorg, så politikerne fra de mavesure venstreorienterede til de selvfede nyliberalister burde gå hjem at skamme sig. Han ærer mit folk og min kultur, så den der med Jante blot må være et eller andet litterært trick, der ikke behøver betyde mere end en fjollet ide i en roman, der var ved at give Sandemose Nobelprisen. Og taxamanden, der taler rimeligt flydende engelsk og har mødt verden uden for transportlivets danske virkelighed, bliver lige hevet to tre kaster op ad stigen, da han har konkluderet:
”…you must have had a professional life before this one in the taxi-business, havn’t you, sir?”
Og det må jeg jo erkende, forræderiet, mens jeg skynder mig at erklære min ægte kærlighed til landevejene, dens transportforretninger – og mine gode kolleger. Jeg har jo mødt folkene i Jante og skal ikke nyde noget af at føre mig frem på bekostning af den arbejderklasse, som jeg selv tilhører her i mit lykkelige, nye liv.
Og så får han mig til – helt uden opfordring – at hælde lidt bitter eddike ud over min egen kultur efter at han har tegnet et billede af det imødekommende Danmark. Det føles som om, der er ham, personligt, der har skabt og givet os etiketten VERDENS LYKKELIGSTE FOLK – og ikke et eller andet smart, amerikansk universitet (som i 2014 hensatte os til tredjepladsen efter Panama og Costa Rica. ””Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig”, siger det 9. bud i Janteloven.)
Efter den rituelle selv-tilsvining gør jeg for gud-ved-hvilken-gang forsøget på at diskutere Janteloven med min indiske kunde.
Den indiske flag – med hjulet i midten
Han kender den. Han har læst den. Han smiler til mig som den orientalske karatemester i en Peter Sellers film. Men han VIL ikke sætte karakter på loven – ikke fortælle, om han kan lide den eller ej. Og han vil heller ikke rose den og give mig højlydt ret i, at vi danskere i virkeligheden har et socialt og mentalt – og fik jeg sagt genetisk? – behov for at blive blandet med andre racer og kulturer, hvis vi vil blive på toppen. Det vi kan, har vi i udgangspunktet i høj grad lært af andre! Jeg står alene med, at de skrækramte 10 pct. af danskerne, der åbenbart beder om et parti med en indvandringslovgivning til højre for DF, må have knald i låget eller være rendyrkede raceteoretikere. Tror de at 5 millioner kan forskanse sig ved at kappe forbindelsen til de 5 milliarder? ”Du skal ikke tro, at du kan lære os noget”. Det tiende og sidste bud i Janteloven.
Vi må have spist for meget stegt flæsk og Persillesovs
Jeg snakker og min indiske kunde bare lytter.
Og så siger han nogle ord, som er nærmest lyriske – og jeg måtte skrive dem ned, da jeg havde sat ham af. Et eller andet sted en kommentar til både kastesystemet og Janteloven og dens globale konsekvens:
Der er ingen grund til at opfinde hjulet igen og igen!
– Der er ikke noget galt i at følge en lov, som udspringer af ens egen kultur. Men det er altid godt at have et øje for de ting, man mister ved alene at knytte sig til sin egen kultur. Man skal jo lære af andre, så man kan bruge de erfaringer de drog. Der er ingen grund til at opfinde hjulet igen og igen!
Jeg har skrevet ordene op på min indre opslagstavle.
Kysset Mercerens stjerne.
Og har det indre billede af det indiske flag: Orange, hvidt og grønt.
Og så med et hjul lige der, hvor korset krydser i vores eget Dannebrog.
Janteloven og min indiske kunde – og guru
JANTELOVEN.
Den er så ubetinget en af vor tids mest slidte begreber. Så slidt en metafor, at den kan anvendes i næsten alle sammenhænge. F.eks. til at piske os selv som folk og nation – uden at vi egentlig behøver kende den. Men det er noget med en lov, hvorved vi som mennesker kan holde os selv nede i det rene ingenting. Loven er skabt af forfatteren Aksel Sandemose, der blev født i Nykøbing Mors og sidenhen emigrerede til Norge. Han skaber loven i sin roman ”En flygtning krydser sit spor” om hovedpersonen Espen Arnakkes opvækst i byen Jante.
Jeg skal have genlæst den roman en gang ved lejlighed, for nu har jeg snart hørt den Jantelov anvendt så meget, at jeg vil genopdage i hjerne og hjerte, hvad den egentlig handler om.
Vi er jo mærkelige mennesker i det her folk, hvori Jante er en by og Espen en af de undertrykte. For mens vi elsker det selvpinende billede af et land og et folk, hvor man bare skal holde sin kæft og gå ind i skyggen, når solen skinner, – så fører vi os jævnt hen frem, som om vi var verdens midtpunkt og virkeligt ikke skal destrueres af giftige, fremmede kulturer og religioner.
Janteloven er noget negativt, mindreværdig – men alligevel, den er så meget et alibi for vores iboende, kollektive højrøvethed: Lad nu være med at stikke næsen for meget frem! Vi er små.
Men vi er Daaaanmark, ja vi er Daaaanmark – Olé, Olé, Olé
Janteloven – en mindetavle på Aksel Sandemoses fødehjem i Nykøbing Mors
Det er så fascinerende at køre med indiske kunder og det sker ret ofte for mig. Vore største firmakunder har nære relationer til verdens IT-navle i Bangalore – og samarbejder med verdens dygtigste firmaer der og rekrutterer verdens dygtigste IT-medarbejdere derfra. Udover at tale det smukkeste indisk-engelske udfolder selv de jobmæssigt mest højtplacerede indiske kunder i taxaen denne helt fantastiske høflighed og stil, som på få øjeblikke får mig hensat til varmen mellem to regntider et eller andet sted i det land, hvor jeg aldrig har været. Jeg har jo det udgangspunkt, at taxichauffører må tilhøre de laveste kaster i det traditionelle, indiske system. Og jeg har ved enkelte lejligheder – med indiske turister – følt denne kølige Monsunregn af en proletar-status. Men blandt det store flertal af fastboende indere, modtages jeg med en høflighed, der kan få selv den mest ydmyge, Jante-forladte, danske direktørtype til at virke som en arrogant godsejer og jeg som en jordløs af laveste kaste.
Mine indiske kunder udstråler vel ikke direkte, at de ikke tror, de er noget, at de ikke er lige så meget som mig, at jeg er klogere end dem, at jeg er bedre end dem – og sådan nåede jeg Jantelovens første fire bud. Men de er så beskedne og høflige i deres fysiske fremtræde og i deres retorik, at et eller andet kulturtræk ligner konsekvensen af den forkætrede lov.
Findes der noget i den indiske kultur – tusindvis af millimeter fra Jante, der kan kaldes ydmyghed med indbygget selvværd?
Kunden er en af disse velintegrerede – totalt u-assimilerede indere i Danmark. Han forstår ikke et kuk af vores underlige sprog. Men han roser sit danske firma, så aktionærerne måtte rødme. Han beundrer vores sociale standard og omsorg, så politikerne fra de mavesure venstreorienterede til de selvfede nyliberalister burde gå hjem at skamme sig. Han ærer mit folk og min kultur, så den der med Jante blot må være et eller andet litterært trick, der ikke behøver betyde mere end en fjollet ide i en roman, der var ved at give Sandemose Nobelprisen. Og taxamanden, der taler rimeligt flydende engelsk og har mødt verden uden for transportlivets danske virkelighed, bliver lige hevet to tre kaster op ad stigen, da han har konkluderet:”…you must have had a professional life before this one in the taxi-business, havn’t you, sir?”
Og det må jeg jo erkende, forræderiet, mens jeg skynder mig at erklære min ægte kærlighed til landevejene, dens transportforretninger – og mine gode kolleger. Jeg har jo mødt folkene i Jante og skal ikke nyde noget af at føre mig frem på bekostning af den arbejderklasse, som jeg selv tilhører her i mit lykkelige, nye liv.
Og så får han mig til – helt uden opfordring – at hælde lidt bitter eddike ud over min egen kultur efter at han har tegnet et billede af det imødekommende Danmark. Det føles som om, der er ham, personligt, der har skabt og givet os etiketten VERDENS LYKKELIGSTE FOLK – og ikke et eller andet smart, amerikansk universitet (som i 2014 hensatte os til tredjepladsen efter Panama og Costa Rica. ””Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig”, siger det 9. bud i Janteloven.)
Efter den rituelle selv-tilsvining gør jeg for gud-ved-hvilken-gang forsøget på at diskutere Janteloven med min indiske kunde.
Den indiske flag – med hjulet i midten
Han kender den. Han har læst den. Han smiler til mig som den orientalske karatemester i en Peter Sellers film. Men han VIL ikke sætte karakter på loven – ikke fortælle, om han kan lide den eller ej. Og han vil heller ikke rose den og give mig højlydt ret i, at vi danskere i virkeligheden har et socialt og mentalt – og fik jeg sagt genetisk? – behov for at blive blandet med andre racer og kulturer, hvis vi vil blive på toppen. Det vi kan, har vi i udgangspunktet i høj grad lært af andre! Jeg står alene med, at de skrækramte 10 pct. af danskerne, der åbenbart beder om et parti med en indvandringslovgivning til højre for DF, må have knald i låget eller være rendyrkede raceteoretikere. Tror de at 5 millioner kan forskanse sig ved at kappe forbindelsen til de 5 milliarder? ”Du skal ikke tro, at du kan lære os noget”. Det tiende og sidste bud i Janteloven.
Vi må have spist for meget stegt flæsk og Persillesovs
Jeg snakker og min indiske kunde bare lytter.
Og så siger han nogle ord, som er nærmest lyriske – og jeg måtte skrive dem ned, da jeg havde sat ham af. Et eller andet sted en kommentar til både kastesystemet og Janteloven og dens globale konsekvens:
– Der er ikke noget galt i at følge en lov, som udspringer af ens egen kultur. Men det er altid godt at have et øje for de ting, man mister ved alene at knytte sig til sin egen kultur. Man skal jo lære af andre, så man kan bruge de erfaringer de drog. Der er ingen grund til at opfinde hjulet igen og igen!Jeg har skrevet ordene op på min indre opslagstavle.
Kysset Mercerens stjerne.
Og har det indre billede af det indiske flag: Orange, hvidt og grønt.
Og så med et hjul lige der, hvor korset krydser i vores eget Dannebrog.
God Morgen, mor Danmark.
– lykkelig som et indisk hjul
Taxamand
You might also like
DEN VEMODIGE INDISKE STJERNE
Verdens mest uforskammede folk
Når det er rigtigt svært at elske Danmark
Här pratar vi engelska…..
Next ArticleVideohilsen - om Ekstrabladet og taxamandens mange platforme