Landmandsliv 2014

Vi hænger sammen på alle mulige måder som mennesker. Som familier. Som venner. Som faglighed og arbejde. Som politisk enige. Som foreningsmennesker – ikke mindst i Danmark.

Og så der, hvorfra vores verden går .

 

Jeg samler den unge kvinde op ved hovedbanen. Hun har småtravlt her på morgenen med sin smukke, lidt nervøse, skotske hyrdehund i snor. Som nævnt i andre sammenhænge kan der være kaos på denne taxaplads i myldretiden. Lige nu er der rod, fordi ikke alle – renlighed, allergi, af religiøse grunde – kører med hunde. “Hundevogn” er en status, som man melder sig til, og da jeg ikke alene er glad for hunde men faktisk savner  voldsomt at eje en, benytter jeg lejligheden til at stikke “hundesnuden” frem – og får turen.

 

Min kunde er fra Fyn som min far – og hun kommer fra landet – fra en stor gård, viser det sig. Hun læser til dyrlæge i København.

Der har vi forbindelsen! Jeg sendes mere end et halvt århundrede tilbage på min mødrende går (mine forældres gård var min mors fødehjem).

Kunden og jeg  taler om den evige binding, det er at “komme fra ladet”. Men heller ikke hun har planer om at vende tilbage til arbejdet på landet. Min far var svineavler og en hel barndom med udmugning i slagte-svinestalden – en time hver dag året rundt – tog hurtigt lysten til at gøre mit opvækstmiljø til mit eget arbejde. Jeg var forpligtet til at yde noget arbejde for at få det hele til at hænge sammen – men jeg oplevede aldrig et pres i retning af at skulle overtage erhvervet eller bedriften, så det var helt andre drømme, der  fyldte mit hoved i 70’erne.

 

Men markerne, den højloftet natur og maskinparken for den sags skyld – blandingen f den frie og kultiverede natur, det sidder stadig i bondedrengen. Det agrare gen er også meget nørdet og kan give sig udslag i fascination over alt fra mejetærskere, femfurede vendeplove til malke-systemer.

Jeg ER miljøskadet..!

 

Kunden med hunden – den unge dame er en lillesøster i landmandslivet. Hun fortæller, mens Pjevs (det hedder, hyrdehunden sgu og jeg MÅ bemærke, at det er et noget tøset navn til en ægte brugs-hund) – sidder dirrende og lidt nervøs mellem hendes ben på forsædet. De har begge været en tur på den nordfynske hjemegn. Hun der en af tre søskende i et temmelig stort landbrug, der får min barndoms går til at syne som en kolonihave. Men hun er den af de tre, der er mest optaget af det danske landmandsliv, der er alt andet end operetten, der gik over amatørscener og en film i 60’erne.

Når malkekvæget går til de fuldautomatiske foderpladser, finder malkerobotterne køernes yvere – . Så Nora bliver malket, når hun selv har lyst – uberørt af menneskehånd.

I hundredevis af hektar og på den  animalske side primært køer. Hendes forældre arbejder begge i landbruget og derudover har de en halv snes ansatte. Gården har bl.a. en besætning på ikke mindre end 400 malkekøer. Ikke Jersie-køer, som jeg husker fra kåringerne ved det fynske dyrskue, som jeg besøgte i barndommen på ferierne hos min farmor i Odense. Men en sortbroget malkerace.

Hun fortæller, hvordan køer i dag malkes af robotter. Når malkekvæget går til de fuldautomatiske foderpladser, finder malkerobotterne køernes yvere – . Så Nora bliver malket, når hun selv har lyst – uberørt af menneskehånd.

For mig er det fantastisk og jeg fantaserer om at køre hende til Fyn, næste gang turen går vestpå. OK, jeg ved at nogle af mine læsere hellere ville høre mig fortælle om økologiske malkepiger med rødhvide hovedtørklæder og panden mod koens, høduftende side, mens de trækker i koens patter og strålerne rammer den blanke zinkspand.

Men jeg er miljøskadet. Jeg fascineres altså af landmandslivet  som erhverv – også i den moderne verden.

 

Men det blev aldrig mit arbejdsliv og eller ikke hendes – min kundes, den unge dyrlægestuderendes. Hun kigger lidt genert ned til Pjevs og prøver at berolige ham, hunden der åbenbart meget gerne ville bytte  karre-lejligheden med markerne på Nordfyn.

 

– Selvfølgelig har jeg tænkt over det. Jeg er født på landet og det er der, jeg hører hjemme. Og jeg ender sikkert i naturen igen. Men jeg tror ikke jeg egner mig til at være leder på en gård. Jeg er alt for utålmodig og ville nok aldrig være tilfreds med indsatsen hos de ansatte. Og det går jo slet ikke. Jeg ville blive sur og bare prøve at gøre tingene selv. Jeg er ikke ledertype på den måde.

 

Min indre patriark tager overhånd:

 

– Ærgerligt, for som kommende dyrlæge (Hun skal aflevere sin bachelorafhandling til sommer) ville du jo have en masse kompetencer. Kan du for pokker ikke finde dig en landbrugs-driftsleder?

 

Jeg griner og hun smiler – og kun høfligheden afholder hende fra at ryste på hovedet af den gamle taxa-far.

 

Vi er fremme ved studenterlejligheden og Pjevs kigger sig forstyrret omkring for at finde sig et får eller en kalv mellem cykler og parkerede biler.

Inden hun stiger ud, kigger hun mig direkte i øjnene, mens hun smiler og siger:

– Jeg HAR fundet driftslederen. Ham derhjemme på min fars gård. Men han har heller ingen planer om at overtaget noget som helst.

 

Generationsskiftet.

DER ender operetten og mit sentimentale billede om livet på landet i den moderne verden.

 

God morgen Danmark.

– hele Danmark

Next ArticleTuren uden lalleglæde