DEN ETNISKE SMELTEDIGEL – VELKOMMEN I VOGN 24

Foto: Colourbox

– Hvad så, Jesper G, hvis du nu skal sige det kort……? (Her må der grines, står der i drejebogen for samtaler i mit liv. – ” … Gøre det kort …” – det er ikke TAXAMANDEN’s stærkeste kompetence… )

–  … Hvad har det egentlig forandret hos dig at køre taxi frem for at være fuldtids-journalist?

Jeg kan faktisk gøre det kort, godt trænet af mine foredrag, hvor jeg får samme spørgsmål om rejsen fra de bonede gulve i Statsradiofonien til vogn 24’s terapeutiske samtalerum. Med tanke for, at jeg som bleghvid dansker udgør en etnisk minoritet i min branche, er nat-arbejder til en undertiden proletarisk løn – og så det velmente og en smule fordomsfulde spørgsmål, som går forud for spørgsmålet om min forandring: ” … Du er journalist siger du, hvorfor i alverden er du endt her i den sølvgrå Mercedes? … ”.

Det sidste svar er enkelt:  For at tjene penge til at overleve.

Det første har jeg måttet tygge mere på, – men jeg er ikke i tvivl: – Taxilivet har gjort mig til politisk pessimist men til menneskelig optimist.

Jeg fik det bekræftet en tidlig aftentime den anden dag. Den sene sol skinner, så jeg burde være glad midt i foråret, som vi har ventet på så længe. Men så er der radioen, som er min anden faglighed og min uundværlige følgesvend. Fra reklamerne på de kommercielle kanaler, over diverse platte måder at gøre valgkampen tilgængelig på – selv i radioformater, der sjældent overrasker med andet end populærmusik og ha-ha-ha-sarkasme – til bekymrede mænd i alverdens danske nyhedsudsendelser. Jeg troede det handlede om at vælgerne var hovedpersoner, men i realiteten er politikerne ikke på valg men til salg. Engang kaldte man det folkets repræsentanter. Nu handler det om politikernes jagt på målgrupper. Den ene dag vil den borgerlige spidskandidat bruge milliarder til at forbedre den offentlige service – den næste må staten holdes i ave. Den ene dag vil den lyserøde topkandidat være børnenes statsminister. Den næste kan hun ikke garantere, at alle børn løftes ud af fattigdommen. Det er der ikke penge til.

Og så ligger angsten for de fremmede, som en spray af gylle over valgkampen. Jeg må have mine kunder til at løfte mig ud af de politiske depression. De, der smiler. De, der spreder almindelig, menneskelig varme. De der lever.

– – –

Foto: Colourbox

Vi er skæve alle tre, viser det sig. Altså skæve i forhold til den blåøjede norm. Han er en mørkhåret, ung mand med de smukkeste sorte øjne, som smiler til mig via bakspejlet. Hun er en særlig oplevelse midt i byens normale sovs. Grønlænder, hører jeg på sproget – og så med platinblondt, totalt affarvet hår. En slags inuit-punker, der tror på stjernerne, kærligheden – og så er hun smørrebrødsjomfru af fag. Den første grønlandske smørrebrødsjomfru, jeg har mødt. Hans familie er berbere fra Marokko.

De smiler sødt til hinanden og stemningen stiger vi taxien.

Foto: Colourbox

Vi taler alle tre om, hvorfor fanden vi ikke bare kan få lov til at være forskellige. Hun slår dog Taxamandens nysgerrighed og går efter at finde ud af, hvor JEG kommer fra. Mange kunder og kolleger af ”anden etnisk herkomst, hører min dialekt som var jeg en ”fremmedarbejder”. Jeg præsenterer dem for mit stolte kælenavn: granitperkeren. Jeg er født og opvokset på klippeøen og med bondsk stædighed har jeg alle år insisteret på, at jeg ikke er og aldrig bliver københavner. Basta!

Jeg er en lidt fremmed fugl i storbyen – og det er jeg stolt af.

– Det skal du ikke være ked af, siger grønlænderen med det platinblonde hår. Berberen smiler lidt forlegent. – Ked af, svarer jeg. Det er jeg sgu stolt af. Jeg har det ligesom det gamle ordsprog, der advarer mod de etniske, maritime bornholmeres medfødte stædighed og egenrådighed: ” … Hvis du vil undgå kaos på verdenshavene, så må der aldrig være flere bornholmere på et skib, end der er master!” Nu griner grønlænderen og berberen. Han fortæller på indfødt dansk om sin stolthed overfor den kultur, han kommer fra, og at det aldrig har gjort ham mindre dansk. Hun fortæller, at selv om hun alle dage har elsket smørrebrød, så var de første år her i landet vanskelige. Hun var simpelthen ikke god til sproget. Men selvfølgelig er hun kommet efter det i en verden med spegesild, gammelost og friskskrabet tatar. Og med ex-kæresten, som har skænket hende tre børn mellem 2 og 5 år. I aften passer han ungerne og hun skal i byen med venner fra nord og syd og øst og vest. – Må jeg blive sat af her, siger den unge mand med de smukke sorte øjne, umiddelbart efter at jeg blufærdighedskrænkende har spurgt, om de er kærester. Hun griner højere end før på den tur: – Nej da, vi har lige mødt hinanden på stoppestedet, hvor du samlede os op. Der var kaos i busplanerne, og så gad jeg sgu ikke vente længere. Spurgte bare, om han da ikke ville køre med ind i byen. Han får farver i kinderne af den gamle chaufførs morfar-spørgsmål. – Jeg er bare på vej til fodbold. Aftentræning med drengene. Han springer af og hun affærdiger hans ønske om at betale for turen. Den klarer smørrebrødsjomfruen. – Kærester? Jeg skal overhovedet ikke have kærester i lang tid fremover. Jeg har mine børn, mit smørrebrød – og min frihed. Der er ikke tid til kærester. Lidt længere inde i byen sætter jeg hende af i minefeltet. – Farvel TAXAMAND, smiler hun. Måske ses vi en anden dag. Jeg kigger mig jævnligt omkring. Og håber. PS: Du må meget gerne dele mine oplevelser fra den etniske hyrevogn. TAXAMANDEN elsker trafik. På gaderne, så der er tid til at snakke. På nettet, så mange kan køre med i vogn 1-0024.

– Det skal du ikke være ked af, siger grønlænderen med det platinblonde hår. Berberen smiler lidt forlegent.

– Ked af, svarer jeg. Det er jeg sgu stolt af. Jeg har det ligesom det gamle ordsprog, der advarer mod de bornholmeres medfødte stædighed og egenrådighed: ” … Hvis du vil undgå kaos på verdenshavene, så må der aldrig være flere bornholmere på et skib, end der er master!”

Nu griner grønlænderen og berberen på bagsædet. Han fortæller på indfødt dansk om sin stolthed overfor den kultur, han kommer fra, og at det aldrig har gjort ham mindre dansk. Hun fortæller, at selv om hun alle dage har elsket smørrebrød, så var de første år her i landet vanskelige. Hun var simpelthen ikke god til sproget. Men selvfølgelig er hun kommet efter det i en verden af spegesild, gammelost og friskskrabet tatar. Og med ex-kæresten, som har skænket hende tre børn mellem 2 og 5 år. I aften passer han ungerne og hun skal i byen med venner fra nord og syd og øst og vest.

– Må jeg blive sat af her, siger den unge mand med de smukke sorte øjne, umiddelbart efter at jeg blufærdighedskrænkende har spurgt, om de er kærester.

Hun griner højere end før på den tur:

– Nej da, vi har lige mødt hinanden på stoppestedet, hvor du samlede os op. Der var kaos i busplanerne, og så gad jeg sgu ikke vente længere. Spurgte bare, om han da ikke ville køre med ind i byen.

Han får farver i kinderne af den gamle chaufførs morfar-spørgsmål.

– Jeg er bare på vej til fodbold. Aftentræning med drengene. Han springer af og hun affærdiger hans ønske om at betale for turen. Den klarer smørrebrødsjomfruen. – Kærester? Jeg skal overhovedet ikke have kærester i lang tid fremover. Jeg har mine børn, mit smørrebrød – og min frihed. Der er ikke tid til kærester. Lidt længere inde i byen sætter jeg hende af i minefeltet. – Farvel TAXAMAND, smiler hun. Måske ses vi en anden dag. Jeg kigger mig jævnligt omkring. Og håber. PS: Du må meget gerne dele mine oplevelser fra den etniske hyrevogn. TAXAMANDEN elsker trafik. På gaderne, så der er tid til at snakke. På nettet, så mange kan køre med i vogn 1-0024.

– Jeg er bare på vej til fodbold. Aftentræning med drengene.

Han springer af og hun affærdiger hans ønske om at betale for turen. Den klarer smørrebrødsjomfruen.

– Kærester? Jeg skal overhovedet ikke have en kæreste nu. Jeg har mine børn, mit smørrebrød – og min frihed. Der er ikke tid til kærester.

Lidt senere sætter jeg hende af i minefeltet.

– Farvel TAXAMAND, smiler hun. Måske ses vi en anden dag?

Jeg kigger mig jævnligt omkring.

Og håber

– – –

PS: Du må meget gerne dele mine oplevelser fra den etniske hyrevogn. TAXAMANDEN elsker trafik. På gaderne, så der er tid til at snakke. På nettet, så mange kan køre med i vogn 1-0024.

GASTRONOMI-MEDALJENS SORTE BAGSIDE

Foto: TAXAMANDEN

Der er ingen tvivl om det.

De er nattelivets rockstjerner – kokkene på de gode restauranter. Og det er ganske vist i de her år, hvor Michelins eftertragtede stjerner drysser ned over danske spisesteder over hele landet. Toppen er vel fortsat Restaurant Noma, der ligger som et lysende buddhistisk tempel på Refshaleøen i København. Når jeg jævnligt kører kunder dertil, er der – ja, en både andægtig og løssluppen stemning I vogn 24. Når jeg kører gæster fra det store udland til byens hoteller, falder samtalen i 9 af 10 tilfælde på emnet ”og-hvor-vil-du-så-anbefale-os-at-spise?”.

– – –

Det er først på natten i København – og jeg sørger for, at en af ”rockstjernerne” bliver kørt hjem. Han har været på arbejde siden formiddagen, og da potter og pander var sat på plads, er der lige gået et par timer med nogle øl og debriefing om dagens episoder.

Han er en ung mand, kokkelev først i 20’erne, – og ganske sober. ”Løftet”, – ikke ”vissen”. – Men han allerede måttet kæmpe sig tilbage i det job, han har drømt om hele livet. Han elsker mad. Han har været god til at lave mad, siden han var barn. Og han agter også arbejdsmæssigt at lægge sig oppe i toppen.

Vi taler om at være arbejdslivets natteravne. Om at elske det. Men om ikke at lade sig fortære. Han ved, hvad han taler om, for han har prøvet at skvatte ned fra himlen, inden han rigtigt var kommet op at flyve.

– Jeg VIL bare være kok. Og jeg vil være blandt de bedste. Startede efter studentereksamen med at være køkkenmedhjælper. Det var et enormt hårdt arbejdsliv. Alene arbejdstiden, som ofte lå fra kl. 9 om morgenen til midnat. Jeg har set folk få kaste en tallerken i hovedet, fordi noget af den grønne pynt var lagt forkert på tallerkenen. Sådan helt bogstaveligt porcelæn og mad lige ind i hovedet. Men det sværeste var nok der enormt lange arbejdstider. Og så kravet om at skulle være på og med – også når arbejdsdagen var overstået. Så skulle der festes og drikkes. Ikke betales. ” … Eleven betaler aldrig, men de må heller aldrig sige nej… ” Sådan var parolen.

Foto: Colourbox

Den unge mand holdt fast i branchen og dens krav om at stå til rådighed – hele tiden. Hans forbrug af alkohol steg proportionelt med hans søvnmangel. Og en dag gik det galt – helt galt. Han havde mærket svimmelheden nogle gange – og da han skulle hente noget mere i baren, forsvandt benene under ham.

– Det lyder helt vildt, men det var desværre sandt. Jeg gik ud som et lys og vågnede op på den lukkede afdeling. De fortalte mig, at jeg havde været helt psykotisk – helt vanvittig. Det stod klart, at jeg var ved at smadre mit liv, endnu inden, jeg var kommet rigtigt i gang med det. Endnu ikke hverken udlært og slet ikke ”chef” på det udsøgte madsted. Men en ungarbejder, der var gået i gulvet af mangel på søvn og efter alt for megen druk.

Han er blot en snes år men med en modenhed og et kvikt hoved, som langt overgår gennemsnittet af mine nattekunder.

Foto: Colurbox

– Jeg regnede med, at min drøm var bristet. Begyndte en nyt job som piccolo Men jeg kunne bare ikke slippe drømmen om at blive madkunstner – en kok på højt niveau. Så jeg kæmpede mig tilbage og fik endelig en læreplads – på et sted hvor vilkårene er anstændige. Ordentlig tone. Ordentligt liv!

Natteravnen er fløjet op mod himlen igen – men han undgår at slippe øjenkontakten med jorden. Han kan drikke alkohol med måde, – og med den forsigtighed, at han lært for livet, at han skal styre sig. Da behandlerne have hjulpet ham igennem krisen, spurgte han, om der var noget han kunne gøre til gengæld. Det var der! Han holder jævnligt foredrag for folk i sygehus- og behandlingssystemet – lærer dem noget om, hvordan det er at være hovedperson i et liv, der pludselig kollapser.

Og hvordan han har det med andre stoffer end alkohol, – ikke mindst kokain. Jeg hører jævnligt historier og møder af og til unge mænd og kvinder i håndværksfag og i restaurationsbranchen, som holder den kørende med jævnlige ”striber” af det hvide pulver. Jeg kender oplevelsen af den let overspændte mani, som karakteriserer coke-misbrugeren – også blandt mine kunder. En af mine venner og tidligere medarbejdere i mediebranchen er stået åbent frem som ex-misbruger og karakteriserer afhængigheden af kokain sådan: ”… Den evige jagt på et trip, som er lige så fedt som den allerførste gang … ”

Min kunde i nat bekræfter, at der er masser af ”sne” i restaurationsbranchen. Det holder han sig HELT væk fra!

– Det er for fedt og for langt ude. Jeg har prøvet det én gang. Om det var godt?

Han kigger på mig som den helt unge mand, de allerede har det modne menneskes erfaring:

– Da jeg prøvede det, oplevede jeg det som den lykkeligste dag i mit liv. Men dagen derpå græd jeg over, at jeg ikke kunne finde den rette sodavand i køleskabet. Det kommer aldrig mere til at ske i mit liv!

Så giver vi hinanden hånden efter ven god tur med en samtale om det uskyldige og det farlige liv.

Fik jeg sagt til ham, at jeg skylder ham respekt?

PS: Du er velkommen til at dele historien fra den gyldne branche med det hårde liv. Jeg dyrker det ikke. Men TAXAMANDEN møder både heltene og ofrene.

IKKE BARE STEGT – MEN GENNEMSTEGT

FOTO: taxamanden

En psykolog ville sikkert påstå, at der er tale om projektion. At jeg ser mine omgivelser som jeg selv har det indeni.

Jeg har arbejdet hele weekenden og er så taxitræt som jeg ikke har været det i måneder.

Jeg er træt af mennesker og druk, men et par fridage i ugen, der gik, tvinger mig til at tage et par ekstra dage for at dække udgifterne på min private betalingsbalance. Jeg ville jo hellere kysse skønheden derhjemme foran fladskærmen. Nippe til chips og drikke lakrids-øl fra Møns Bryghus.

Så diagnosen er klar nok. Projektion: Jeg er sur -. Ergo er kunderne umulige!

Foto: Colourbox

Måden de slæber sig provokerende over Gothersgade for lige at markere, at det er dem, der ejer gaden. Det mest provokerende er det lille håndtegn, de krydser hovedgaden i minefeltet. Så skråt som muligt. Slow-motion-langsomt. Ikke et værdigende blik eller et smil. Bare cool – og så den ene hånd løftet en smule. I bedste fald et stoptegn fra én, der ejer gaden. I værste – et klask i kølerhjelmen, fordi det er mig der er bilisten, taxichaufføren – nattens røvhul.

Og så er der ham, der sidder sovende på sædet ved siden af mig. En meget ung mand,  Lang, slank – og i et stadium mellem bevidstløshed og psykose.

Jeg skulle have ladet ham være derude i den anden del af byen, hvor jeg lige havde sat et ungt par af på vej hjem fra sygehuset med deres 2 år gamle søn. Barnet er friskere nu – og kunderne giver mig en håndfuld næstekærlighed tilbage.

Men så vakler en ung mand direkte over mod køleren på vogn 24, så jeg må stoppe midt på gaden.

– Hvor ska’ du hen? Spørger han. Noget nær det dummeste spørgsmål, du kan stille en taxichauffør.

Jeg kører jo grundlæggende derhen, hvor kunden vil betale for det. Men jeg svarer bare indlysende:

– Jeg skal ind til byen!

Så kaster han sig ind på bagsædet og nævner navnet på en gade i min egen bydel. Nummeret husker han ikke. Bare et ukærligt: – KØR! Blot sekunder efter sover ham.

I et anfald af omsorg gør jeg mine sving gennem byens natte-trafik blødere. Lad nu bare knægten få lidt ro. Jeg holder øje med hans tilstand via bakspejlet. Nu har han lagt hovedet mellem to nakkestøtter. Det falder helt tilbage – og han ligner med sin vidtåbne mund – en død!

Det er tydeligt. Han er ikke bare stegt. Han er gennemstegt! – – – Jeg kører taxien ind til siden og siger først blidt – snart lidt hårdere og patriarkalsk:

– VI ER FREMME!

Han er alkohol-bevidstløs og irritationen sniger sig op ad min rygrad. Så står jeg ud af bilen, kigger på displayet med de 283 kroner jeg har til gode – og åbner døren til hans plads. Forsøger at vække ham med høj tale og forsigtig rusken i hans slappe skuldre. Jeg trækker hånden til mig. Han har brækrester ned af trøjen fra en ofring som fandt sted, inden han steg ombord Jeg får ham ud og på benene. Han læner sig dinglende op af taxien.

Næste scene: Offerollen. – Lyt nu til mig. Du lytter jo ikke til mig, siger han klynkende. Der kommer nogle ord ud af hans mund, som i bedste fald kan tolkes i den retning, At jeg kan stole på ham. At jeg får pengene i morgen. Men han kan ikke huske, hvad han hedder og hvor han bor.

– – –

For første gang i mine 7 år som taxichauffør, tilkalder jeg politiet. Jeg vil have mine penge NU. Ikke hans lommeuld eller mobilen, som han rækker mig. Den er stendød!

Betjentene ankommer og er i de næste minutter en pryd for deres stand. Rolige – utroligt rolige, når man tænker på det lort borgerne lukker ud overfor dem natten igennem.

– Nu slapper du af – du slapper helt af!

Knægtens forsøg på at spille hård klasker helt sammen Det lykkes betjentene at vriste hans navn og personnummeret ud af ham. Han er 15 år!

Den ene betjent sætter sig ind i patruljevognen og finder frem til hans adresse – og får kontakt med faren. De vil køre ham hjem. Får personoplysningerne på mig – og jeg får 0 kroner for turen, som nu også indbefatter en times venten, mens jeg burde da tjent penge derinde i minefeltet. Nu har betjentene måttet lægge knægten på jorden, fordi han ikke orker at stå.

– Har du noget papir, spørger den største af dem.

Han har muskler som en bodybuilder, hvilket ikke har forhindret den unge mand i – bevidst eller fordrukkent – at spytte ham i ansigtet. Betjenten får servietter og tørrer ansigtet, mens han kigger med ironiske øjne på mig og siger.

– Ak ja, ungdommen i dag….

Solen er ved at stå op over Øresund.

Her og der vakler natteravne hjem. En står og brækker sig op ad vinduet i en bagerbutik. En vælter på cyklen, mens han holder stille. Så ringer min telefon. Det er faren. Altså faren til den fortabte søn. Han lover at overføre penge til mig med det samme.

– Jeg er ked af ulejligheden, siger han.

TAXAMANDEN er bare træt!

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele min sure nat. Jeg elsker jo trafikken – i hvert fald på nettet

EN DRENGERØVS BEKENDELSER

Foto: Colourbox

Det er øjnene.

Det er ørerne.

Det er næsen.

Og bagefter kommer så hele værktøjskassen med høflighed, nærvær, nysgerrighed. Kunsten – eller kunsthåndværket at være journalist og historiefortæller, bruge sproget bevidst og præcist Sådan er den opskriften på TAXAMANDEN som chauffør, fortæller og skriverkarl.

– – –

Jeg samler ham op på en privatadresse i en af Københavns inderste bykvarterer. En ung, slank mand først i tyverne. En fjerde-g’er eller måske en femte-g’er, er jeg sikker på. En af de unge, der endnu ikke er forpligtet af et studie eller voldsomt forpligtende arbejde.

Om der er røget nogle bajere indenbords? – Det’ da lige meget! Der er fuld power på kroppen og man ta’r bare solbriller på og ser cool ud, uden at man opdager de røde, søvnige øjne. Den er god nok! Han er glad og løftet – og en anelse beruset.

Men næsen fortæller mig, at det ikke er alkohol han kører på her i den sene nattetime. Ingen lugt af meget øl. Ingen udåndinger med den sure duft af rødvin. Ingen spritdampe. Blot en let, sød duft af den fjollede tobak. Jo, den er god nok. Han har røget ”en fed”. Den kendsgerning slå mig ikke af pinden. Jeg er fra 70’erne og hører til rusmiddel-liberalisterne. Jeg synes cannabis burde legaliseres. Indlysende til medicinsk brug, hvor der jo er prikket hul på ballonen. Men egentlig også som almindeligt rusmiddel – også for at få stoppet hele det gangstervælde, der skaffer de raffinerede topskud ulovlig og strafbart ind i landet.

Få nu det afkriminaliseret, som aldrig kan stoppes!

Det er ikke min næses erkendelser, der bringer hash-emnet på bane. Det er kunden selv, der lukker op for en historie om det svære skridt at blive voksen. Om ikke at kunne slippe drengerøven. Om at nærme sig en erkendelse af, at det frie liv med vennerne er ved at blive for meget. Det sjove er ved at blive en kende for skævt. Sabbatåret er blevet til snart 4 år uden en afklaring af, hvad det egentlig er, han vil med sit liv.

Han er nøgtern og ikke klynkende – nærmest lidt flov over ikke at komme videre. Og udfordringen er hans egen. Han kommer fra et hjem med gode forhold, uden skilsmisser og svigt – og en vis tolerance overfor, at det med at blive voksen kan foregå i forskellige hastigheder.

– Et eller andet sted har jeg nok været for forkælet i min skolegang. Jeg er rimeligt kvik i pæren – også til de hårde, naturvidenskabelige fag; alt det som systemet efterlyser i dag. Jeg var rigtig god til matematik, fysik og kemi i både folkeskolen og i gymnasiet. Men jeg ville først og fremmest have det sjovt og lavede ikke en skid. Og så endte jeg alligevel med gode karakterer. Efter studentereksamen startede jeg hårdt op med naturvidenskab på højt niveau – og med samme, lave arbejdsmoral. Det gik slet ikke. Jeg tabte hurtigt pusten og måtte afbryde studiet. Skulle bare have lidt længere frihed fra uddannelse, – troede jeg- Men det enkelte år ”off”, som nu er blevet til flere.

Foto: Colourbox

Undertiden fylder hans hashforbrug alt for meget med flere joints nærmest hver dag. Han har også snuset til det, der er værre. Netop brugt næsen til det hvide kokain, som du finder billigt i nattelivet over hele landet.

– Men det ”til næsen” er jeg stoppet helt med efter at have prøvet det nogle gange. Det er sgu for fedt og for farligt. Og jeg har desværre også set et par af mine venner slippet selvkontrollen – og det ser sgu ikke godt ud for dem. Dér VIL jeg ikke ende.

Forældrene har han kunnet holde hen ved at bagatellisere om angst af hashforbruget. Men han er begyndt at mærke deres tvivl. Bekymring som bliver til irritation. Skiftende arbejde, som ikke engagerer ham. Fastfrosset hos far og mor, fordi det er det letteste. Og så gutterne omkring de hjemmerullede ”hvide pinde”- et socialt liv, som gør de fleste af ugens dage til festdage.

Inden turen er slut, spørger han mig pludselig direkte, hvad jeg synes, han skal gøre. Jeg kigger på ham. Og kigger bort igen, fordi jeg pludselig ser et vemod, der kunne blive til tårer.

Hans spørgsmål er ved at sætte mig skakmat, for jeg er jo hverken psykolog, pædagog – eller hans far. Og jeg kender jo ikke fyren. Det er sikkert både angsten for pinlig stilhed og mit omsorgsgen som gør, at jeg ikke vil være tavsheden bekendt.

– Jeg har ikke pillet et eneste ord ud af dig. Du siger det selv: Ryger for meget, og du ved det. Du vil gerne videre – og du har en god hjerne, der kunne stampe visionerne frem.

Aner ikke, hvad jeg skal sige. Så falder der nogle ord ned fra himlen. Ikke mine egne. Blot et citat.

– Er det ok, at morfar synger et par strofer god dansk popmusik

Kunden kigger på mig og smiler, mens jeg imiterer forsanger Brandt, der evner at give popmusik mening.

– ” Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

før det er forbi ….”

– – –

PS: du er altid velkommen til at dele min klumme. Det er ulige sjovere at skrive til masserne 😊

MORMORS HEMMELIGE LIV

Foto: Colourbox

Uden mobiltelefoni havde jeg ikke noget virkeligt liv til hverdag. Jeg vågner, når kone og voksne børn er på arbejde. Jeg spiser morgenmad, når de nyder eftermiddagskaffen. Og jeg tager på arbejde, når de så småt er ved at have fyraften

Det er min mellemste datter, der er i telefonen. Handsfree over Mercerens fremragende højtalere

– Hej Vati, jeg har købt en gave til dig.

Vi er følelsesmennesker begge, så livets begivenheder er ikke bare hændelser – men begivenheder.

Det er både Nanna-Emilie, ”Bøffen”, mit livsstruttende, seneste barnebarn på 9 måneder – og min gamle fars livsslutning, som sætter gang i tankerne hos far og datter.

Sofie annoncerer, at hun har købt en bog, hvor jeg i særlige afsnit skal fortælle om mit liv.

– OK, siger hun. Det er jo ikke noget med, at du skal dø lige nu, men jeg synes det er vigtigt, at vi får det hele med. Så griner hun.

Jeg holder undtagelsesvist kæft.

– – –

Nanna -Emilie:
Foto: Morfar

Der er langt fra stille i vogn 24 på dagens første tur. En ældre dame på nøjagtigt min nyligt afdøde fars alder – sidst i 80’erne har brug for en ordentlig samtalepartner.

Jeg elsker den del af mit liv og mit arbejde. Og vi har masser af tid sammen. Vi skal ud på en længere tur, der glæder både min arbejdsglæde og min taxi-pung. Hun er – ja, en gammel dame – med den udstråling af kvinde, som alderen ikke sætter grænser for. Når hun kigger ud af vinduet, mens hun fortæller, kan jeg se de skygger af forfængelighed, hun har tegnet med Mascara på de ret lange øjenvipper. Håbefuldt blå. Eller rettere: Lidt legende turkise ser de ud i modlyset fra den lave eftermiddagssol.

Hun har levet det levende liv. Gift to gange. Sidste gang med den gode kærlighed i sit liv. Han var statstjenestemand og har været med til at sikre de anstændige økonomiske forhold. – Han var ældre end hende og døde for nogle år siden. Hendes første mand var rig – og bedragerisk. Hun var i skønhedsbranchen og han tilhørte det formuende borgerskab. Men han førte et hemmeligt liv ved siden af, hvor golfturene og rideturene i virkeligheden var en perlerække af stævnemøder med fremmede kvinder.

En dag – efter en lang og berusende fest i udlandet, besluttede hun sig for at stoppe eventyret, der i mellemtiden var blevet et mareridt. Det ”fejrede” han med et groft overgreb mod hende. Hun var med et slag befriet for hans onde ånd.

Hun fortæller den fortsatte historie som var hun en professionel ”storyteller”. Om skuffelser. Om at miste al rigdom på et splitsekund. Om at finde den nye kærlighed hos en mand, hun kunne stole på. Om at nå at få en datter i det der dengang var en sen alder. Om de børnebørn, som både hos hende og hos TAXAMANDEN er nyt brændstof på en gammel dieselmotor. Om alderdommens paradoks, når det knirker i ”kadaveret” uden at personligheden har ændret sig, i hovedet.

Om angsten for at blive overflødig.

Om jeg forstår hende?

Jeg mærker hende som en mental tvilling, selv om dåbsattesterne kunne gøre os til mor og søn.

– Jeg har de sødeste børnebørn. De har mange gange sagt det til mig: ”Fortæl mormor. Det er så fedt at høre historier fra gamle dage. De mener det. Men jo ældre jeg bliver, jo oftere oplever, at de fortsætter med deres egne livshistorier, inden jeg rigtigt er kommet rigtigt i dybden.

Hun drømmer om at skrive bogen om sit liv. Udgivelsen er ikke vigtig – men bogen, hvor der er plads til det hele. Kærligheden og skønheden – og de sorte sider.

– Men jeg går i stå, før jeg rigtigt er kommet i gang. For mit liv handler jo også om svigt og overgreb, som jeg ikke kan få mig selv til at fortælle dem. Jeg har en dyb uvilje mod at hænge andre mennesker ud for at fortælle om mit eget liv.

Nu kan jeg ikke holde mig i lytteposition mere. Du MÅ fortælle den livshistorie til ungerne. Alle ved jo godt, at det er løgn, den der med ”dansen på roser”. Det vil på mange måder være en gave til dem at høre fra netop dig- mormor – , at det gnidningsløse liv er en tom løgn.

Den sidste halve snes kilometer deler vi episoder om skilsmisser og smerte – men især om den der voldsomme kærlighed til livet, som vi deler trods samtidens absurde konflikter med groteske aktører.

Og først og sidst: Hvordan tackler vi egentlig det der paradoks, at det man elsker så dybt  en dag er slut?

Jeg får en tur rundt om hendes hyggelige hus, da vi er fremme. Vi kender ikke hinanden tilstrækkeligt til det kram, jeg mest af alt har lyst til at give hende. Kigger bare på hende.

Gi’r hånd.

Takker for turen og ser hende bønfaldende ind i øjnene under de øjenvipper jeg ved er blå:

– Du skriver den historie, Lov mig det! De vil elske dig for det, også selvom de først får kendskab til den, når de søger i dine gemmer.

– – –

PS: Du er meget velkommende til at dele mine oplevelse

HVA’ NU, IBRAHIM?

Da min kone og jeg vendte hjem fra ferien i Marrakech, var det kulden, jeg frygtede mest. Og jeg fik ret, selv om solen skinnede og april blomstrede mere lunt end i mange år, synes jeg.

Der var iskoldt i København.

Godt nok varme fra bål i gaden. Men koldt af had efter den excentriske advokats koran-afbrændinger lige midt i et af de områder, hvor han med sikkerhed ved, at mennesker uden selvkontrol vil reagere dumt og ugennemtænkt.

Kalkuleret narcissisme.

Pøbel-reaktioner.

Angreb på ytringsfriheden og omvendt: – En kriblende dyrkelse af retten til at pisse på andres følelser. Og igen og igen: Det store kor i sociale medier fra hvad-sagde-vi-bevægelsen. Det måtte jo ske. Det minder mig absurd om stemningen ved en skilsmisse, når der endelig går hul på bylden: Det gør ondt, men det er også en lettelse at få bekræftet, at frygten bliver en realitet.

Og så det mest grusomme: Endnu en terroraktion med religiøse undertoner. Modbydelighederne i Sri Lanka, som også har krævet danske dødsofre.

Her er koldt. Pisse-koldt!

– – –

rrem

Mit taxiunivers fik nye farver i Marrakesh. 9 timer med berberen og den troende muslim Ibrahim på vejen til Atlasbjergene. Og ja! Tæt på de det område i Atlasbjergene, hvor en norsk og dansk, ung kvinde valgte at vandre uden guide – og blev ofre for religionsfascismen.

Ibrahim!

Vores taxichauffør – med navnet fra den muslimske profet, som vi i den kristne og jødiske tro kalder Abraham. Hans første søn blev ifølge Islam forfader til araberne. Den anden – Isak – pålagde den jødiske og kristne gud at brændofre. Men gud stoppede den absurde krav i sidste sekund, da Abraham havde dokumenteret sin absolutte gudstro.

Vi hænger sammen – de tre verdensreligioner i vore – myter og rædsler.

– – –

I nutiden hænger vi sammen i vreden.

”I dag skrev jeg en klumme, hvori jeg påstod, at (Pernille, red) Skipper er de voldelige indvandreres berøringsangste beskytter”

Rene ord for pengene fra radioværten og debattøren Nima Zamani.

Skipper havde tilladt sig at lægge et fredsommeligt billede af sig selv og en andemor og en andrik op på Facebook som modvægt til historierne om vold og ødelæggelse.

Hun skal kraftstjeleme ikke komme her og prædike harmoni, når man kan se med egne tv-øjne, at Nørrebro brænder. I år er det 18. maj 26 år siden at Nørrebro stod i flammer efter en EU-aftalen, der med vore 4 forbehold fik rettet op på nejet til Maastricht-aftalen. Jeg boede midt i krigszonen. Der blev åbnet ild med skarpladte våben af politiet. Og intet handlede om muslimer og religion. Men det har vi for længst glemt i dag, hvor vi har brug for helt andre fjendebilleder.

– – –

Jeg kommer ikke til at glemme taxituren med Ibrahim. Mange timer, hvor jeg fik genopfrisket mit franske, mens vi havde denne følelse at hengivenhed på tværs af kulturer og religioner. Og fællesskab. Vi er stort set lige gamle, ham og jeg. Er fædre og bedstefædre. Elsker vores afkom og konen Og kvinder! Med hjælp fra min hustrus ægte varme blev alle diskussioner om håndtryk og fysisk adskillelse af mænd og kvinder glemt. Vi krammede til farvel, – mænd og kvinder muslimer, kristen og kulturkristen.

rrem

Det var i virkeligheden mig, der lille skulle håndtere blufærdigheden, da han tildelte mig et varmt kys på først den ene og så den anden kind. Arabisk og fransk tradition, så det vil noget.

Han fortalte om at blive gift for mange år siden, da hans kone var blot 16 år. – Sådan var traditionen dengang, men den går selvfølgelig ikke mere. Man skal være 18 i dag.

– Godt nok, siger jeg. Ingen af mine tre døtre ville få lov til at gifte sig med selv den smukkeste marokkaner, før de var helt voksne.

Så griner vi. Vi griner i det hele taget meget på denne tur. Men taler også om religion. Han er dybt troende og stolt over at have besøgt Mekka to gang og gået de sædvanlige 7 omgange rundt om ka’baen. Konen og søsteren var med på den første tur. Og den ældste af hans fire børn har allerede været på sin første pilgrimrejse til Islams centrum. Set Ka’baen, som ifølge Islam blev bygget af – netop Abraham . – Ibrahim.

Han kører os en ekstra omvej helt ud på landet, hvor der gror korn trods tørken og takket være den smeltede sne fra Atlasbjergene. Men der er godt nok langt mellem aksene af byg og havre.

Landbrtug udenfor Marrakech

Jeg fortæller ham om det intensive, danske landbrug, som jeg selv er vokset op med.

– Mon père etait un éleveur de porc…. Den måtte han lige tygge på – altså sætningen. Min far var svineavler – og det er som bekendt urent i den muslimske kulturkreds. Så griner vi igen til hinanden, som vi har gjort det på hele turen.

Men hva’ nu Ibrahim? Var den tur bare en taxi-flirt?

– – –

Jeg er tilbage i kulden og tvivlen om kulturens sameksistens. Eller rettere om viljen til gennemførte den.

Men jeg kan ikke slippe ham, den marokkanske TAXAMAND. Service for penge, ja. Et arbejde, der skal gøres, ja

Men også et umiskendeligt strejf af kærlighed.

– – –

PS: Hvad du end tror på – eller ej. Du er velkommen til at dele TAXAMANDENS klumme

e

DEN SMUKKE BORGERLIGHED – og den knap så kønne

Foto: Colourbox

– Allerhelst ville jeg tage et par måneder fri, tage på ferie et sted i de varme lande og først vende hjem igen, når folketingsvalget er overstået.

Han bliver pludselig helt vågen, min kunde, selv om klokken blot er fire om morgenen og turen fra guldkysten ad motorvejen tager en halv time og der er tid nok til et powernap inden dagens dont. Det er morgenen efter den oppiskede og hysterisk markedsførte tv-duel mellem den nuværende statsminister Lars Løkke og den måske kommende, Mette Frederiksen.

Jeg kunne ikke dy mig for bringe showet på banen. Almindelig snusfornuft, kundens adresse og chefstilling i det private erhervsliv. Det er ikke lige her, jeg regner med at møder en repræsentant for Rød Front. Og jeg har ret:

– Jeg betragter mig selv som, – nej jeg er af hjertet liberal og borgerlig. Men jeg kan ikke genkende den værdimæssige borgerlighed i dansk politik – og da slet ikke i forholde til verden udenfor vores land. Skepsis overfor fremmede kulturer – og en total mangel på passion overfor det europæiske samarbejde. Først og sidst, proportionerne i den borgerlige, politiske debat. Jeg føler mig mere og mere politisk hjemløs trods udbuddet af borgerlige partier

– – –

Jeg er og bliver passioneret radioman – oftest via podcast, fordi jeg arbejder, når de gode og væsentlige programmer sendes. Og så er der de lydudsendelser, der aldrig sendes i æteren. Podcast distribueret som podcast. Blandt dem en ny serie af den profilerede venstremand og tidligere minister Søren Pind – med titlen DEN SMUKKE BORGERLIGHED.

Det er en slet skjult kendsgerning, at jeg, TAXAMANDEN, tilhører en af de røde nuancer til venstre for midten, Men Gud forbyde alene at diskutere politik med sine meningsfæller. Og jeg har altid haft en vis respekt for Søren Pind og hans gode hoved og talegaver. Foreløbigt har Pind haft tre personligheder på den borgerlige front i gæstestolen i sin radio-serie, der forsøger at putte ideer og intellektualitet på borgerligheden. De tre er det kongelige teaters direktør Kasper Holten, Jesper Lau Hansen, professor og næstformand i Cepos og sognepræst, debattør og folketingskandidat for de konservative, Marie Høgh.

Find podcastserien og lyt med. Jo, for der er mere ånd i borgerligheden end det miskmask vi er udsat for i tidens debat.

Gæsterne hos Pind bliver alle til slut bedt om at nævne én borgerlig dyd, som er afgørende for dem. Her er de tre første stikord fra Holten, Hansen og Høgh: Dannelse, selvtillid og autoritet & Ansvar.

Foto: Berlinske Podcast

Vi lader lige ordene stå et øjeblik – og tager et kig på den borgerlige virkelighed som den tager sig ud i de politiske kampe.

Duellen mellem de to statsminister-emner viste flere, sørgelige eksempler, som afspejler den taktiske ”gymnastik”, som udgøres af spindoktorernes retoriske konditræning, inden de tør slippe politikerne løs overfor journalisterne.

Løkke – landets vigtigste statsmand – lader sig lokke ind med en sarkastisk bemærkning om socialdemokraten Frederiksen, der har slået sig ned i NORDSSJÆLLAND (En infantil hentydning til det påståede hykleri i at en rød politiker slår sig ned udenfor arbejderklassens reservater) Angrebet sættes ind af en venstremand, som selv både er vokset op, har været kommunalpolitiker og amtsborgmester i det Nordsjælland, som – må man forstå – er for luksuriøst til en rød.

Dannelse?

Den konservative justitsminister, Søren Pape, forsøger – bevidst eller ubevist – at indskrænke sit partis eksistensberettigelse til et spørgsmål om lov og orden. I en sådan grad, at der svæver en slags veloplagt hvad-sagde-jeg-lettelse, hver gang der optræder voldelige begivenheder i vores ellers ret fredelige land. Man mærker konklusionen, før han selv har udtrykt den – for man hører det HVER gang: ” … Derfor er det godt, at jeg har gennemført stramninger overfor banderne. Mediepolitikken har man måtte opgive – man kunne ikke få flertal for at skåne DR og Radio 24syv.  Og vi er godt nok det grønne parti i koalitionen – men betydningen af den etikette gemmer vi, til vi har fået flere vælgere. Næh, højest på himlen blinker Sørens sherifstjerne.

Selvtillid?

Og så er der lige, venstres unge, politiske ordfører, Britt Bager, der har følgende bemærkning, da pressen finder ud af, at en penge-doner i hendes valgkamp har delt sin pengegave i 5 portioner for at kunne holde sig anonym. Bager, den jura- og businessuddannede, liberale komet – svarer, tydeligt sur over et spørgsmål om afstanden mellem principper og virkelighed:

– Lovens ånd kender jeg ikke noget til. Men jeg har fulgt lovens bogstav.

For slet ikke at glemme, DF’s profilerede værdikriger, Søren Espersen, der er tidligt ude med en advarsel til DR, som har planer om en dramaserie om kongedatter og grevinde Leonora Christina, som levede i 1600-tallet:

– ” … DR skal passe på med ikke at glorificere Leonora Christina Ulfeldt, for hun var jo en landsforræder. … efter min opfattelse var hun ikke værd at samle på,« siger Søren Espersen fra DF…”

Autoritet og ansvar?

Er der ikke snarere tale om en usædvanlig lang armslængde mellem de borgerlige, liberale frihedsidealer og magtens virkelighed.

TAXAMANDEN forstår godt, hvorfor mine kunder blandt blå vælgere kan føle sig politisk hjemløse og hvorfor den abdicerede Søren Pind har sat jagten ind på at finde eksempler på skønheden i hans erklærede ideologi. For der hænger godt nok en tæt, blå tåge over de borgerlige enge.

– – –

Du er som altid velkommen til at dele mine klummer, hvis du finder dem tilstrækkeligt smukke til en videre udbredelse. 🙂

FARVEL TIL DEN GAMLE KRIGER

Ernst Aksel Grunwald.
Født 17/5 1931 – død 28/3 2019
Foto: Lars Grunwald

Den uforklarlige iscenesætter har sin egen dramaturgi.

For en uge siden skrev jer en hyldest til ”fædrerevolutionen” – nutidens mænd, der tager barselsorlov og i det hele taget tager sig af deres børn.

Og så – i onsdags – mistede jeg min egen far. Forhenværende gårdejer og major i hæren, Ernst A. Grunwald sov helt bogstaveligt stille ind i sin seng på Plejecenter Klippebo i Gudhjem. Mod nordøst, den blå Østersø, der både kan være flad og blank som et dansegulv – og andre dage smide skummende, rasende bølger ind på klipperne. Mod syd udsigt over markerne. Grønne i foråret og gule, blå og røde, som vi nærmer os høsten. Når man kørte den gamle landmand og soldat i kørestolen ud på terrassen en solskinsdag, så du en særlig glans i hans øjne, trods demensens slør.

Man kunne aldrig rigtigt sætte entydige etiketter på min far. Jo, ved Gud var han en mand af den gamle skole, som det sømmer sig for en næsten 88-årig mand, der i sit hjerte har været soldat siden drengeårene i spejderkorpset. Han var født patruljefører og endte sin militære karriere som major af reserven. Karrieren bød på både fuldtidsjobbet som soldat i en snes år, herunder et halvt år som FN-soldat, – velfærdsofficer på det danske hospital i Gaza, midt i 60’erne, inden Mellemøsten gik helt amok. – Og han slap aldrig hæren og dets fællesskabs-kultur, selv om han først i 70’erne valgte at overtage min mors fødegård, Sejersgård i Østermarie på Bornholm. Han var aktivist i ”Folk og Forsvar og i ”De Blå Baretter”, foreningen af veteraner i FN-systemet. Soldat og bonde. Det blev hans skæbne, selv om han var ”førder” – en udefra kommende på klippeøen – at følge den gamle bornholmske tradition med både at tjene kronen og jorden.

Den anden side af min far var en slet skjult, kunstnerisk åre. Som ung spillede han både amatørteater og var statist og korsanger på Odense Teater. Og da lillebror Morten Grunwald efterhånden udviklede sig til en af landets store skuespillere og teater-entreprenører, piblede hans egen kærlighed til teater og musik indimellem ud gennem hans øjne og mund. Og stoltheden.

Grunwald-familien i Danmark er et produkt af en østprøjsisk indvandrer, billedskæreren Karls Frederik og så ægte, fynsk bondestand på min farmor, Hildeborgs side. Hestehandlere og prøjsere. Kunst og hårdt arbejde. Luthersk strenghed og grundtvigsk folkelighed. Disciplin og kærlighed. Det hele var samlet i min far og han bar alle dage både sit tyske ”Ernst” og sit danske ”Aksel” – med stolthed.

– Det er tid til at tænke en ekstra gang over det, man kommer fra, sagde Ellis og Kim, kunder i vogn 24.

Jeg kørte med dem sidst på ugen som endnu en hilsen fra skæbnen. De har netop sagt endeligt farvel til Kims mor fra en af forstædernes kirker. Og netop i dag kan jeg ikke holde kæft om mit eget liv lige nu. Vi taler om børns dobbelt oplevelse af vore forældre. Både det søde og det sure.

– Min mor var til tider en hård dame, siger Kim. Men også en personlighed, der ikke var til at komme udenom. Præsten fik det hele med.

Det kunne være skitsen til et portræt af min egen far. Soldaten og bonden. Patriarken og krammeren Pligten og fornøjelsen.

Som ung rejse han til USA, hvor han både arbejdede som landmand i Wisconsin og siden som gartner for skuespilleren Gregory Peck i Hollywood.

Der var ikke harmoni gennem hele vores liv sammen. Stærke spændinger i 60’erne og 70’erne, hvor titusindvis af amerikanere og millioner af vietnamesere mistede i den krig, som Vesten tabte så tydeligt og skæbnesvangert. Spændinger mellem far og søn – desværre ikke særligt artikulerede. Jeg manglede evnen til at sige fra, båret af min mors mere bløde personlighedstræk.

Men faderen og majoren E.A. Grunwald var ikke entydigt skabt af stål. Han blev blød til lyden af klassisk musik. Jeg så ham aldrig græde, bort set fra den rystende stemme, da han tog afsked med min døde mor efter 63 års ægteskab. Det lå i hans natur at være dominant. Men han var blød i sin indre, kunstneriske kernereaktor og i kærligheden. Marineinfanterist, – jo det må man sige. Men med våde øjne, når orkestre og solister spillede det store, klassiske repertoire.

Med årene blev spændingerne mellem far og søn mindre. Det er jo det fantastiske ved at blive ældre. At indignation og tolerance ikke længere er uforenelige grundstoffer. At min kærlighed flød lidt lettere de sidste år, – fulgt af en stigende beundring for den gamles dobbelte natur. At han var soldat helt derude, hvor jeg ikke kunne følge ham. Men at den ægte konservatisme (Jo, han var medlem i mange år!) også bar et humanistisk syn på verden. Internationalist. Han meldte totalt fra overfor Fremskridtspartiet og senere DF på grund af det snævre syn på danskhed. Han var den første, der fortalte mig om et mellemøstligt folk (palæstinenserne), der bar samme savn efter et hjemland, som det jøderne fik virkeliggjort efter anden verdenskrig. Og han opsagde sit abonnement på Jyllands-Posten under Muhammedkrisen. – Han kunne ikke acceptere, at man gør grin med religioner – heller ikke andre end hans egen, lutherske kristendom.

Den gav ham fred til det sidste. For selv infanteristen, patriarken, storebroren, – krigeren Ernst var hele livet sikker på, at selv om livet på jorden først og sidst er kamp og hårdt arbejde, – så har det hele en mening.

I den naive og smukke drøm følger jeg min fars fodspor. Og slipper ham aldrig helt.

Ebbe, Morten, Lars, Kirsten, Ernst – KLANEN

Foto: Lars Grunwald

LÆNGE LEVE FÆDRE-REVOLUTIONEN

Father and son laughing

Et spøgelse går gennem landet – faderskabets spøgelse. Og kammerater – fædre! Lad os flå lagenet af gespenstet – og gøre fantasien til virkelighed: Fuld ligestilling! Giv fædre samme rettigheder til at være sammen med deres børn som mødrene. Ikke bare i aftaler, love og overenskomster – men gennemført i den virkelige virkelighed.

Jeg kører derude i aften – tæt på natten – i den virkelige virkelighed. Kalder det ofte for taxi-forsamlingen. Her, hvor tanker og holdninger bliver vendt på tværs af aldre, køn og klasser.

Folketingsvalg og parti-paradigmer er vi ligeglade med.

Min forudsigelse af kundetypen holder stik. Tre trætte unge mænd, der bare skal HJEM. Kontotur sent på aftenen – alle i habitter eller stilmæssige nabolag. De er oftest Advokatfuldmægtige – eller som her – konsulenter i management.

Jeg kører taxi for den kommende elite, Og kommende fædre.Inderst inde er det jo for sindssygt, siger fyren, der er nyligt topuddannet og er ved at aftjene sin ”værnepligt” som juniorkonsulent i organisationsudvikling. Talen falder på arbejdstiderne i en branche, hvor de første arbejdsår i virkelighed er en slags test – ét langt marathon-løb, hvor du skal stå til rådighed dag og nat. En manddomsprøve. Han har selv valgt den her sportsgren, – men eftertanken er der:

– Jeg har ingen fast kæreste og derfor heller ingen børn. Gud ske tak og lov! For jeg kan jo se på enkelte, nye kolleger, der har det – faste forhold og unger. Jeg fatter ikke, det kan lade sig gøre. De ser jo ikke deres egne unger. Det er noget, der skal overstås, og så må man bare håbe, at det holder. På den ene side lever vi med en arbejdsbetingelse: Giv hele dig selv til jobbet! På den anden side passer det meget dårligt til ligestillingen, som min generation ellers er født ind i. Konsekvensen er enkelt: Det ville være helt uansvarligt for mig at blive far. Jeg skal have et andet arbejdsliv, hvis jeg vil have børn

Morfar, her, tænker på, hvordan det vil gå i fremtiden, hvis vi hverken vil have fremmede ind eller gøre noget ved fødselsraten?

Game Changer Concept

Min største helt i fædre-rollen i øjeblikket, er min svigersøn, far til mit første, biologiske barnebarn, Nanna-Emilie. Han er kandidat i IT og specialist i ”big data”.

Cool! Tidsånden! Casual Konkurrence-menneske!

Men lige nu er han først og sidst en god far på forældreorlov i 5 måneder, mens min datter er off-barsel og jagter job (kandidat i retorik). Hun er hjemmefra i timevis hver dag, så det er farmand, der er på. Han har en høj værdi på sit arbejdsmarked, så han kan være lidt mindre ydmyg end konsulentdrengene i vogn 24. Det var en betingelse fra ham ved ansættelsen, at han kan holde barsel og dele barselsorloven med sin kone.

Jeg er stolt af at have en svigersøn, som både evner at være en drengerøv, der klatrer på vægge og har et fodbold-fetichistisk forhold til FCK – og samtidig være nærværende mand og far. Lige nu fuldtidshjemmegående på orlov i 5 måneder. Han insisterer på at have fuld ligestilling med kvinder i ansvaret for børnene.

Metoo# har været skammens tid for vores køn. Nu må manden og faren på benene med nogle krav om længere, obligatorisk fædreorlov.

De er på vej, de nye rollemodeller, kan svigerfar mærke. Jeg er drønsikker på, at der vil blive sparket nogle døre ind på advokatkontorerne og givet nogle fingre i konsulent-segmentet. Også elitedrengene vil have tid til at være full-time fædre.

©Sandro Di Carlo Darsa/AltoPress/Maxppp ; Father teaching toddler son to hush

Jeg får den smukkeste finale på dagens tema om ligestilling i fædre-perspektiv.

Han sætter sig med det suk, der er uundgåeligt efter en lang flyrejse med forsinkelse. Han er sidst i 30’erne og har børn i skolealderen – og er tvunget til en del arbejdsrejser. Nu er vogn 24 igen et terapeutisk rum – igen. Det er kunden, der har ordet og TAXAMANDEN, ligger på briksen:

– Jeg tror, du kan være ganske rolig. Det handler ikke alene om klima og miljø i vores generation af mænd. Vi vil sgu ha’ et ordentligt liv ved siden af jobbet og pengene. Jeg vælger ikke et job, hvis ikke jeg kan være en ordentlig far ved siden af. Jeg beder ikke om det. Det er et krav.

Kunden har flået lagenet af spøgelset

Jeg tror på fædre-revolutionens succes.

Barsels-fædre i alle brancher – forén jer!

MENS HUN VENTER PÅ FEDTMULE

Fedtmules mor, Swansea.

Foto: TAXAMANDEN

Jeg kæmpede imod til det sidste.

Men jeg måtte begynde kapitulationen for 15 år siden. Jeg er blevet katteven!

Gud bedre det! Jeg elsker ”Frandsen”, min  grå huskat, Frandsen, selv om det strider mod mit kulturradikale hjerte at indlede et emotionelt kærlighedsforhold til et egocentrisk husdyr.

Kærlighed? Det er måske snarere respekt for dens ubetingede magtovertagelse

Det startede med en armene-over-kors-fanneme-nej-jeg-nægter-at-have-husdyr-holdning, der kollapsede mod overmagten: Et frontalangreb fra husets feministiske majoritet, – en kvindelig ægtefælle og tre døtre. (Hvordan kan det egentlig være, at børn fatter særlig kærlighed til husdyr, få år før de flytter hjemmefra?).

– Jamen er den ikke bare søøøøøøøød?

– Det er bare en kat. Det er et dyr, sagde jeg, – blot kommenteret af fruens og børnenes hovedrysten.

Det hele stammer fra min bondske baggrund. Hunde klapper man – og bruger til jagt. Katte er halvvilde udedyr. De skal have så tilpas lidt affodring, at de lever op til landlivets vigtigste livsopgave for disse kønne mini-tigre. De skal holde bestanden af mus og rotter nede på et minimum. De må ikke sultes målrettet, gårdkattene. Men generelt er attituden en blanding af Darwins udviklingslære og Joachim B. Olsens holdning til de fattige: De svageste vil dø og de øvrige må ikke have det for godt, for så bliver de for fede og dovne.

– – –

Min kunde denne søndag eftermiddag skal til Bingo på københavnske Nørrebro. I den mest etniske del af det gamle proletarkvarter, side om side med et islamisk kulturcenter, ligger spilleklubben, hvor flere hundrede samles i dag til drømmen om en stor gevinst.

– Jeg elsker Banko og Bingo, siger den midaldrende kvinde.

– Den store gevinst, spørger jeg ?

På Nørrebro handler det om penge-gevinster!

– Jeg var faktisk ret heldig for ikke så lang tid siden. Mit sidste tal på pladen, nr. 40, blev råbt op. Min veninde blev sur af misundelse – jeg blev 3000 kroner rigere.

Hun tilhører ikke et velhaver-segment, men er fuldt klar over, hvad præmien skal gå til: En ny kat. Den sidste døde i hendes arme for nogle få måneder siden.

– En kat? Så dyr kan den vel ikke være!

Jeg er bare en dum bonderøv, der tror, at en kat er en kat. At den skal være sulten for at vedligeholde sit dræberinstinkt. Og at man hele tiden får tilbudt en gratis killing, fordi hankatte er evigt liderlige og hunkatte hele tiden bliver frugtsommelige. – Jeg har faktisk bestilt en kat af racen Devon Rex. En smuk og intelligent racekat, hvor jeg måske er heldig at få den til en billig pris. Måske bare de 3000, jeg vandt i Bingo.

3000kr.! For en kat?

Jeg siger ikke noget, men har min egne, indre monolog om forholdet vare og pris. Og så sætter min kunde prisen i perspektiv:

– Devon Rex sælges over hele verden til helt andre priser. Jeg vil tro at killingerne fra Swansea kan sælges for måske 25.000 – til Australien. Det er klart. Transportudgiften er temmelig høj.

Jeg er skakmat.

Devon Rex on blue background

Foto; COLOURBOX

Så tager hun sin smartphone frem for nat vise mig sit nye barn. Eller rettere, moren, med det pompøse navn Swansea. Vi kigger ud af skærmen, vi smiler som forældre til børn. Men endnu er drømmen om en ny kattekilling blot et foster i maven på katten med de store, strittende ører.

Jeg er jo selv faldet for katten som skabning. Eller rettere. Dyret har trukket patriarken ud af min krop, og jeg er blevet sådan en, som følger ”Frandsens” vilje. Selv om jeg ville håne giveren ved at give dyret min ven, kunstmalerens efternavn. Jeg gennemtvang navnet frøken Frandsen. En mandschauvinistisk hån. Katten blev formelt transkønnet ved kastrationen i teenageårene. Neutraliseret, kalder man det i katteuniverset.

Jeg kunne ikke tilgive vennen, at Han lokkede min familie til et dyrehold, husherren ikke ønskede sig.

Faktisk røg min status som husets herre ved samme lejlighed. Efter kort tid, var det ”Frandsen”, der lå tættest på min kone, når vi sover. Når jeg vil kysse hende diskret, godnat, vender katten sit tigeransigt mod mig og mjaver aggressivt som ville den flænse mig, hvis ikke dens realitetssans var stærkere end dens selvværd. Men betydningen er god nok: F… off, jeg gider dig ikke Og så alligevel, når jeg har lagt mig diskret, lige før jeg sover, kommer den højt-spindende blødt, vandrende over min dyne og mit hoved for at blive kløet på maven. Hvis ikke, jeg reagerer kilder den mig med sine knurhår i ansigtet, mens den ånder på mig med en sød lugt af Whiskas.

Så overgiver jeg mig!

– – –

Vi er fremme ved Bingo-hallen og min kunde viser mig flere katte-billeder. Vi smiler til hinanden og kalder det en sød ventetid. Hun har allerede givet den ufødte misser et navn, som måske vil gøre racekatten mindre højrøvet end ”gadekrydset” Frandsen på min egen matrikel.

Den skal – uanset køn – hedde Fedtmule!

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele Taxamandens historier