DEN POETISKE BUSINESS-MAND

 

 

Man er, hvad man laver.

Er det ikke sådan, det er?

Eller også er jeg bare ved at blive det gamle, konventionelle røvhul, jeg ellers lovede mig selv aldrig at ende som. Jeg forlod jo delvist frivilligt de bonede chefgange for at leve resten af mine dage i den virkelige virkelighed. Frivilligheden var pakket ind i en fratrædelsesordning og ufrivilligheden i chefens ansigtsudtryk. Hun kunne bare ikke skjule sin glæde over at blive fri for brokkehovedet, – den evigt snakkende granitperker.

Men jeg bærer rygsækken med mig, som alle andre, levende mennesker.

Den journalistiske – alt andet ville være umuligt.

Continue reading…

DEN VEMODIGE INDISKE STJERNE

Sidste gang jeg var her, var det som at køre i spøgelsestoget i Tivoli.

En kulsort vinternat i en af de smukke, men svært fremkommelige kvarterer. Men min indiske kunde, en ung mand, er i Danmark for første gang – angiveligt for at møde sin søster. Og jeg VIL bare levere varen. Af anstændige grunde? – Tjoooeeee. Men også for at dementere de globale fordomme om taxichaufførers troværdighed.

Denne nat havde jeg slukket for taxameteret for at flage med min troværdighed – mens jeg fandt den rette dør i bebyggelsen.

Det var meget mørkt, men jeg kunne ane søsterens skønhed i lyset fra bagsmækken, mens jeg slæbte den tunge kuffert.

Blot ane.

Jeg er jo bare Taxamand.

Continue reading…

De varme hænder -og tvivlen

 

 

 

Ganske ung – midt i tyverne – og en af de mennesker, der er begavet med en uundgåelig karisma. Måske allerede fra barnsben.

Lad være at hun er smuk og lys som vi gerne vil forestille os den skandinaviske, unge, blonde kvinde, som både er trukket ud af sensommernatten og den danske sangskat. Hun oser også af empati og livsglæde, lige nu, fredag morgen, hvor vogn 2282 mestendels lugter af sprut og natten udskejelser. Og så lige den smøg, der skal indhaleres, som var det en dele-joint, inden man kan kaste sig ind på bagsædet af taxien.

Sådan er den unge kvinde ikke.

Hun er den første på min vagt. Jeg har først luftet vognen igennem med åbne vinduer mod sommernatten. Inden jeg kørte ind i minefeltet, tog jeg selv et pift af min altid medbragte rejseledsager, ”Bleu de Chanel”. Parfumen for mænd, der tager frihedskampen for erotisk udødelighed. Om jeg er forfængelig? Ja, det ved da den gode Gud, jeg er, jeg er. Jeg har efterhånden vænnet mig til konsekvenserne af, at min fødsel fandt sted i halvtredserne, at sige ”senior” om mig selv og høre mig omtalt som en person, der lever i mit livs efterår.

Men jeg vil fandeme ikke lugte af gammel mand.

Aldrig!

Continue reading…

”De skal stresses ud af Nørrebro …”

 

 

30 pct. frygt.

30 pct. vrede.

30 pct. irritation.

Det er sådan jeg har det, da jeg får køreordren til Nørrebro i nat.

De sidste 10 pct. ved jeg ikke, på hvilken hylde. Jeg skal lægge.

 

Turen går til Blågårds Plads – og frygten og vreden behøver jeg næppe forklare. Det er her baby-banderne er blevet til slyngelbanden, jeg ikke engang gider nævne navnet på. Man fornemmer i et dybt absurd og dybt fortvivlet interview i RADIO 24SYV med en af aktørerne derude på den asfalterede slagmark, at medlemmerne af gadens ulvekobbel er en blanding af menneskelige spejlblank mangel på menneskelig medfølelse – og så en fortvivlet jagt på et fællesskab, som verden aldrig har kunnet givet dem. Som så ofte før. Offer og forbryder i samme krop og sjæl

Irritationen kommer bag på mig.

Continue reading…

Taxamanden – en gammel sentimental idiot

EN GAMMEL, SUR, SENTIMENTAL IDIOT

 

Sådan én gider jeg ikke være gift med, sagde min kone en dag.

– En sidebemærkning i en samtale om en tredjeperson – en svagt, skjult hentydning til min egen ringhed. En lille verbal, diskret finesse uden på fløjen i ægteskabets fodboldspil. Derude, hvor man gerne må gå efter manden. Bare diskret – og så hurtigt videre.

Der hvor kvinder ikke så sjældent spiller bold.

Her er det så til gengæld helt fedt at blive ældre og tilpasse sig etiketten under modstand om den patriarkalske gnavpot.

For man bliver jo for helvede ældre og ældre – det er irreversibelt. Livet ruller derudad som en langsom, ustoppelig damptromle.

Og idiot? – Nej det kan jeg til gengæld helt afvise. Jeg mener helt seriøst, at man bliver klogere end gennemsnittet med årene, som man slipper penge-nødvendighed, forpligtelser og massiv invasiv seksualitet. (Dette gælder dog ikke den ukultiverede kulturjournalist René Fredensborg, der i sine blogs har opgivet et tidssvarende kvindesyn og simpelthen, blog efter blog skruer op for sin indre idiot).

Klinisk set meget fascinerende. Maskulint latterligt!

Det er det sentimentale, d er sværere at tackle.

Det er billedet af den gamle ”væskende” mand, der går mig på. Meget lettere til tårer. Men her har jeg lært mig en teknik, hvor jeg gør sindslige knibeøvelser og nogenlunde kan få det til at se ud som om jeg bare har været ude at cykle i modvind.

De er i god træning efter 55 års ægteskab

Som da jeg først på aftenen kørte fra den lækre strandvejsrestaurant til Frederiksberg med vagtens smukkeste par. En nydelig ældre herre og han decideret smukke kone. De osede af kærlighed med den nødvendige skælmskhed, der skal til for at styrke udholdenheden i ægteskabet.

De var i god træning efter 55 års ægteskab. Men det var ikke det ”værste”. De havde være kærester siden de startede i første klasse på den samme skole i det jyske. Og så ellers fulgtes ad hele vejen.

Og nu sad de der i aftenlyset i Mercerens ”læderstue” og så bare så smukke ud.

De fejrede fruens 80-års fødselsdag et par dage inden det helt store party. Først Cirkusrevyen og så en middag på egnens bedste restaurant.

De kunne ikke se, at Taxamanden ”væskede”, – lige så stille og uden modvind.

 

Som da jeg nogle timer senere sad derude i natten med alt for lidt at lave i vogn 24 og skulle sende en hilsen til min elskede.

Min kone, Sussie, der fylder år netop i dag.

 

Jeg datede hende første gang til Eric Clapton i Forum.

Kyssede hende ugen efter til Bryan Adams i Parken.

Siden har vi været kærester i mere end 20 år.

 

Og så fejrer jeg hende i dag med en af de smukkeste kærlighedssange, jeg kender:.

 

Leonhard Cohen, ”Dance with me to the End of Love”.

Folket og FOLKEMØDET

 

 

For tiden – nej, i de her dage er det 40 år siden, jeg blev journalist.

En gang i Yngre Kridttid, som jeg plejer at spøge i et forgæves forsøg på at skjule forskrækkelsen over årene, der forsvandt som ved et fingerknips.

Men jeg kan i hvert fald sige, at verden allerede så småt VAR ved at være ”af lave”. EU – EF, som det hed dengang – var ved at få sine første alvorlige fjender i det ikke-venstreorienterede Danmark. Mit speciale på journalistuddannelsen i Århus var tre radioudsendelser om det danske fiskeri, som for første gang blev ramt af begrebet fiskekvoter. Jeg stod selvfølgelig til søs med fiskeskipper Harry Hald fra Årsdale på Bornholm. Årsdale som vel nærmest kan siges at være arketypen af det samfund, som udspiller sig i Lotte Svendsens Film, Bornholms Stemme.

Censor på opgaven var den navnkundige studievært Hans V. Bischoff – Cavling Prisvinderen, der kunne forklare om økonomi, så det var til at forstå for almindelige mennesker. Siden mødte jeg ham i fagforeningsbestyrelsen, hvor han var en af hjernerne bag de gode overenskomster.

Og jeg ku’ bli’ ved …..

Det er Bornholm og formidling for folket, som er mit ærinde i dag.

Folkemødet! Politikfestivalen på min fødeø.

Continue reading…

En taxi-test på fordomme

Dette blogindlæg blev bragt som klumme i Ekstrabladets magasin EKSTRA, hvor jeg har en fast side hver søndag

 

Nogle gange, burde jeg slukke for radioen. Den giver mig en kæde af politiske depressioner. Men det er ofte for sent, inden jeg opdager at dagen er ødelagt.

Dagens spiseseddel:

En demonstration i weekenden med politisk flertal for at stoppe den ulovlige pirattaxi-virkelighed. DF, Socialdemokraterne on EL’erne var der fra Folketinget. Folketingets flertal er enige med os. Men endnu sker der – intet! Taxichauffører er er nipsenåle i det politiske supermarked.

Og fremmedangsten: Pia Kjærsgaard får tæsk for sine angreb på ”eliten”, – samtidigt med at hun er elitært forgyldt med det højeste job til den høje løn og med høj pension med en tidlig pensionsalder. Når eliten fortæller, hvad folket har godt af, giver det mig kvalme.

Og kommentatorer mener fortsat, at de slappe halal-hippier og de andre døvblinde venstrefløjskyllinger på københavnske Østerbro og omegn, der selv er skyld i, at det kom så vidt. Den nye politisk korrekte klasse og dens kampsang:  ” …Der er noget om snakken, vores kultur er på vej ned ad bakken …”

Continue reading…

På tåspidser gennem vidunderlige København

 

 

For at sige det, som det er:

Det kræver lige et par dybe vejrtrækninger at starte som ”natmand” igen.

Først og sidst er der familielivet – i det daglige min kone. Jeg har været vild med hende, siden jeg inviterede hende på den ultimative koncert-dobbelt-date for snart 21 år siden. Først Eric Clapton i Forum – og – ugen efter – giga-popkoncert med Bryan Adams i Parken.

Sådan!

Vi har været kærester siden!

Sammenbragte børn. Lejlighed på vand-siden i Hellerup. Dobbeltkarriere som verdens bedste børnehaveklasseleder (Det var dér, jeg mødte hende) og medie-chef med hang til avisomtale og ridderkors. – Og så pludselig farvel til topjob og strandsvejslejlighed. – og det satans selvrealisationsprojekt at køre taxi og fortælle historie fra det virkelige liv:

” … Verden set gennem forruden på en Mercer … ”, som der står på mit visitkort.

Men der er også en virkelighed: Med den omskrevne børnesang fra 70’erne: ”Når min kone kommer hjem, så er hendes mand lige gået. Og når manden kommer hjem, så sover hans kone”.

Hvis jeg nogensinde vinder i lotto, går gevinsten ubeskåret til hende!

Jeg HAR vundet!

Hende!

Continue reading…

Taxi-møde med den kvindelige orkan

 

 

Det er lige sådan, at taxidrømmen begyndte.

Den behjulede drengerøv på vej gennem storbyens trafik. Lige i dag har jeg opgivet den skide aircon. Det nytter alligevel ikke meget, når sensommer-temperaturen er i rødt og fugtighedsprocenten er tæt på regnskovens. Så det er ned med vinduet, ud med den bare kort-skjorte-arm – og så op med ejer-mentaliteten til min elskede Mercer. Drengerøvs- og vognmandsfornemmelser.

Hun står nærmest halvt ude på vejbanen og rækker armen ud for at praje mig. Hun er i fyrrerne og ser godt ud på den ægte måde. Lidt på hofterne og noget til gården. Nu er det ikke sådan, at jeg vurderer alle kvindelige kunder på deres lækkerhedsfaktor. Jeg vil hellere ende mine dage som en gentleman end som et gammelt svin. Men nu er jeg engang særligt glad for rigtige, – skal vi sige voksne kvinder. Det har fulgt mig fra mine unge dage. Med den kronologiske konsekvens, at jeg startede som kuvøseguf og er endt som sugar daddy. Sådan er livet: En løbende forældelse, hvor man hele tiden udsætter fristen.

Continue reading…

Farvel til drengene i Virum

 

 

Det måtte komme en dag!

I morgen siger jeg farvel til mine daglige kolleger i Virumgade, – taxicentret i Virum. Omkring 100 mand – faste og afløsere, som betjener de 31 sølvfarvede taxier med det grønne logo.

Årene er gået som et fingerknips. – Til august er det 5 år siden jeg tog mit erhvervskort og flyttede min opmærksomhed fra domptør-rollen i den rimeligt rå medieverdenen til jobbet som taxichauffør – skrivende taxichauffør med udgangspunkt i vognmandsfællesskabet i idylliske Virum.

Continue reading…