På tåspidser gennem vidunderlige København

 

 

For at sige det, som det er:

Det kræver lige et par dybe vejrtrækninger at starte som ”natmand” igen.

Først og sidst er der familielivet – i det daglige min kone. Jeg har været vild med hende, siden jeg inviterede hende på den ultimative koncert-dobbelt-date for snart 21 år siden. Først Eric Clapton i Forum – og – ugen efter – giga-popkoncert med Bryan Adams i Parken.

Sådan!

Vi har været kærester siden!

Sammenbragte børn. Lejlighed på vand-siden i Hellerup. Dobbeltkarriere som verdens bedste børnehaveklasseleder (Det var dér, jeg mødte hende) og medie-chef med hang til avisomtale og ridderkors. – Og så pludselig farvel til topjob og strandsvejslejlighed. – og det satans selvrealisationsprojekt at køre taxi og fortælle historie fra det virkelige liv:

” … Verden set gennem forruden på en Mercer … ”, som der står på mit visitkort.

Men der er også en virkelighed: Med den omskrevne børnesang fra 70’erne: ”Når min kone kommer hjem, så er hendes mand lige gået. Og når manden kommer hjem, så sover hans kone”.

Hvis jeg nogensinde vinder i lotto, går gevinsten ubeskåret til hende!

Jeg HAR vundet!

Hende!

Continue reading…

Taxi-møde med den kvindelige orkan

 

 

Det er lige sådan, at taxidrømmen begyndte.

Den behjulede drengerøv på vej gennem storbyens trafik. Lige i dag har jeg opgivet den skide aircon. Det nytter alligevel ikke meget, når sensommer-temperaturen er i rødt og fugtighedsprocenten er tæt på regnskovens. Så det er ned med vinduet, ud med den bare kort-skjorte-arm – og så op med ejer-mentaliteten til min elskede Mercer. Drengerøvs- og vognmandsfornemmelser.

Hun står nærmest halvt ude på vejbanen og rækker armen ud for at praje mig. Hun er i fyrrerne og ser godt ud på den ægte måde. Lidt på hofterne og noget til gården. Nu er det ikke sådan, at jeg vurderer alle kvindelige kunder på deres lækkerhedsfaktor. Jeg vil hellere ende mine dage som en gentleman end som et gammelt svin. Men nu er jeg engang særligt glad for rigtige, – skal vi sige voksne kvinder. Det har fulgt mig fra mine unge dage. Med den kronologiske konsekvens, at jeg startede som kuvøseguf og er endt som sugar daddy. Sådan er livet: En løbende forældelse, hvor man hele tiden udsætter fristen.

Continue reading…

Farvel til drengene i Virum

 

 

Det måtte komme en dag!

I morgen siger jeg farvel til mine daglige kolleger i Virumgade, – taxicentret i Virum. Omkring 100 mand – faste og afløsere, som betjener de 31 sølvfarvede taxier med det grønne logo.

Årene er gået som et fingerknips. – Til august er det 5 år siden jeg tog mit erhvervskort og flyttede min opmærksomhed fra domptør-rollen i den rimeligt rå medieverdenen til jobbet som taxichauffør – skrivende taxichauffør med udgangspunkt i vognmandsfællesskabet i idylliske Virum.

Continue reading…

Tvivlen og “de pårørendes sygdom”

 

Jeg kan genkende hende på øjnene. De smukkeste brune øjne.

Hun er en ældre kvinde, som tidligere har gjort indtryk på mig med sin oprigtighed. Det kan godt være, at kvinderne herude i forstaden har ry for at tilhøre en økonomisk forkælet klasse og som sådan ikke kan forvente folkets umiddelbare medfølelse. For det første skyldes det selvfølgelig en vis, statistisk sandhed. Men også fordomme. For det holder jo ikke, at de fattigste altid er de kærligste og de rige bare nogle dumme svin. Og så bor der altså stadig almindelige mennesker på strandvejen.

Jeg ved det bedre end andre. Jeg boede der i halvandet årti.

Jeg husker, at min kunde ikke tilhører de privilegerede klasser. Hun var ansat i et kontorjob og manden var portør på et plejehjem.

– Hvordan går det så manden, spørger jeg, da hun giver mig destinationen og jeg genkender adressen på en af kommunens aflastnings- og plejehjem.

Continue reading…

Så’n er de også i 90’erne

Det er klart, at du tænker over det, når du har fejret endnu en fødselsdag – i en ret voksen alder.

– Nu er du blevet rigtig gammel, Vati, siger mine voksne døtre og synes, at det er SÅ morsomt at provokere min forfængelighed. Ikke mindst fordi jeg insisterer på, at alderen er uden betydning. Når jeg så reagerer uden at sige noget – og det sker sjældent, – bliver de helt forskrækkede over min tavshed.

Har de stødt for hårdt?

Så kysser og krammer de mig, som man gør med sande oldinge.

Det gør det hele meget værre

Når jeg så står der som en gammel gubbe ved gavebordet og er rundet de 63 er jeg både lidt rørt og vemodig. Min mor døde i foråret, min far er på plejehjem Så uanset den kendsgerning, at jeg kan holde alenlange foredrag med den friheds-pointe, at jeg er den samme heroppe (… siger jeg og banker med pegefingeren på kraniet …), er det bare et lige så sikkert faktum, at jeg er ved at snige mig ind på pladsen som familiens ældste.

Men den allerbedste metode til at afbøde aldersmelankolien er – at køre taxi! At møde mennesker i alle deres forskelligheder, fra stort set alle klasser – og i alle aldre.

Continue reading…

Et mulehår fra døden

 

 

Det er ikke rigtigt til at forstå, at hendes unge, spinkle krop allerede har været gennem så mange kampe. Og først efter et par ture med Taxamanden, har jeg fået nogle tydelige lunser af dramaet i hendes liv.

Jeg så det i hendes øjne, første gang jeg hentede hende foran det offentlige kontor. Nu er det jo ikke sådan, at man starter en taxi-samtale med et inkvisitorisk: ” … og hvad er der så hændt dig her i livet, kære ven … ”.

Jeg iagttager mest det store, imødekommende smil og så de gennemtrængende øjne, der holder fast i mig, når vi taler. Denne første gang reflekteret gennem bakspejlet. Hun er slank, nærmest tynd og har et kraftig rødligt hår. Damen ved siden af kigger stolt på den unge pige, så jeg en stund tror, at der er tale om mor og datter. Jeg spørger faktisk direkte. Er der noget familieskab mellem jer to?

– Nej slet ikke. Men det kunne der såmænd godt være. Jeg ville da være stolt af, at du var min datter, siger den ældre og stikker kærligt og blidt til sin unge sidekvinde.

Continue reading…

Den røde karrierekvinde

 

 

Jeg havde en fuldstændig tosset drøm den anden dag.

Jeg parkerede ved Børsen og skulle aflevere et brev til ”de røde” på Christiansborg. Var den eneste gæst på de lange gange – det var meget tidligt på dagen. Eller nat, måske.

Lige indenfor sad en meget gammel mand i en kørestol og sov. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det var en oldinge-udgave af Villy Søvndal. Han havde daggamle skægstubbe i ansigtet, uredt hår – og så sad han bare og sov med hovedet hvilende på den ene skulder. Jeg nænnede ikke at vække ham.

Så kom jeg forbi døren, hvor der stod socialdemokraterne på et skilt. Jeg kunne høre larmen fra diskussionen, allerede inden jeg åbnede døren. Det var Trine Bramsen, der på sin markante, sjællandske dialekt sad og talte død og udslettelse og endeløse straffe for hadprædikanter og alle de andre sataner i vores kulturkreds for tiden.

Jeg skyndte mig at lukke – og gik videre til den anden dør, hvor der var meget stille. Blot en sagte, ensformig strubelyd. Indenfor sad hele LA’s folketinggruppe i lotusstilling på gulve og borde. Ingen omverden. Ingen formand. Lukkede øjne og armene ud til siden med hænderne hævede og fingerspidserne samlede.

Dyb meditation.

Det var ikke her brevet skulle afleveres.

Continue reading…

Når pæne fruer går sprog-amok

 

 

 

 

I dag skal jeg på tur med fruerne fra Klampenborg. To af dem.

Jeg er bestilt til at afhente den ene og derfra henter vi den anden. Så går turen ellers til en ordentlig damefrokost i den indre by af hovedstaden.

Klampenborg, hvordan skal man nu forklare, hvad Klampenborg er, så det forstås i hele landet. Lad mig komme det lidt nærmere ved at sige, at Århus har sit Risskov, Ålborg sit Hasseris og Odense sit Hunderupkvarter. Borgerskabets klassemæssige folkevogne.

I Klampenborg taler vi i det mindste om Audi.

Levevilkårene slår igennem på middellevealderen – og på kønssammensætningen. Fruerne er overleverne og i totalt overtal. Man fornemmer at mændene hilser farvel til denne jord nogle år før deres enkefruer. Det handler vist om et stort kvantum Gin&Tonic’s og rimelig høj cigarføring.

 Man dufter straks Klampenborg i kabinen på vogn 2282. Jeg er måske i risikozonen for en slags fetichisme i parfume. Mine næsebor er ikke professionelle nok til at jeg kan genkende navnene på de dyre dråber. Men jeg kunne genkende disse fruer i et lukket rum alene på duften.

  Continue reading…

De daglige reparationsbajere

 

 

 

Coitus interruptus, hedder det i lægesproget – også kaldet afbrudt samleje.

En eller anden humoristisk sjæl kaldte det i min ungdom at – ”stå af i Roskilde”. Noget med at stoppe, før det hele bliver for sjovt.

Når jeg skal vælge kedsomheden, foregår det nord for København.

Jeg står af i Holte! Det er ret nærliggende, når jeg står vogn 2282 i nabobyen – Virum

Der er uendeligt stille i alle villabebyggelsers moder – Holte. Bare mig og min Mercer. Det sædvanlige, retoriske spørgsmål fra mig selv – til mig selv:

– Hvad ind i h……. laver jeg her på dette ukristelige tidspunkt?

Continue reading…

Min aske og min kærlighed

 

 

Jeg er sikker på, jeg ser livs-passionen hendes meget blå øjne.

Hun er først i 80’erne og hun trækker mig ind i den gamle historie om livsslutningen. Ikke at hun står på randen. Godt nok er øjnene dårlige og et nyt knæ er undervejs. Nej det er det er genkendelsen i de gamle øjne, der sender en kølig, vemodig vind gennem mig. En gang var de gamle kvinder i taxien kopier af min elskede Mormor. Hun var født i 1899. Nu er de ældre, kvindelige kunder yngre end mine forældre.

Taxameteret tikker uhørligt

Det er sgu mærkeligt!

Men jeg ser stadig passionen i hendes himmelblå øjne. Ikke den der kærlighedskrampe, som franskmændene kalder la petite mort – den lille død. Ikke drømmen om at banke mine knyttede hænder mod brystet som en Orangutang. Continue reading…