MIN UDBRÆNDTE BODEGA

nor

Der er et liv før – og forhåbentlig et liv efter vogn 86.

Undervejs er der ikke plads til meget mere end en forbandet masse timer i taxien. Og så er jeg selvfølgelig en lykkelig ejer af et familieliv.

En sjælden gang lidt tosomhed med fruen.

– Lad os flygte til Bornholm og holde nytår bare dig og mig, sagde hun, velvidende at varmen ville brede sig i granitperkeren, – mit øgenavn, som jeg bærer med samme stolthed som rapperen fra det sorte New York bruger n-ordet

Jeg ved det jo.

Jeg er og bliver en bonderøv fra det østligste Danmark, klippeøen, hvor du aldrig er længere inde på landet end en kort køretur til vandet. (Ja, det kalder man det, derovre. Landet! Øen er noget andet.  Det er klippeskærene, Ertholmene – i daglig tale Christiansø godt og vel en halv snes sømil ude i Østersøen nordøst for – landet.)

Turen går altid til Svaneke, min nærmeste hjemby, der inden diverse kommunalreformer var Danmarks mindste købstad med borgmester, domhus og egen brandstation. De fleste butikker var lukket, Ingen bolsjer, ingen lakrids, ingen isvafler – men dog lys bag de små, kvadratiske vinduer i købmandsgården fra 1761, hvor Svaneke Bodega holder til. Jeg burde have taget en bajer på det sted, hvor jeg lærte at drikke øl og lege voksen. Men når fruen taler om tiltrængt ensomhed mener hun det ret konkret. Ud at trække luft – og så hjem i ferielejligheden og dase videre. Der er skruet helt ned for det sociale blus

To dage efter, – nytårs morgen, da jeg lytter til de regionale nyheder, får jeg et chok.

Svaneke Bodega er brændt – om ikke nedbrændt, så udbrændt i en grad, at det kommer til at koste kassen og tage måneder, før købmandsgård og bodega er bragt tilbage til dagliglivet.

Bodegaen er byens puls – med varierende hjerterytme.

Den indeholder alt det, jeg elsker ved min opvækst i et samfund af fiskere og bonderøve. Det sidste er dybest set en kliché og en halv løgn. For, I guder, hvor er klientellet forskelligt. Hvis noget ligner det diverse liv i min taxi, er det Bodegaen på torvet i Svaneke. Bonderøvene og fiskerne kom der dengang. – (I dag er de faggrupper minimeret af fangstkvoter og affolkningen i landbruget.)

Kunsthåndværkerne.

Og sommeren – turisterne. De smukke unge, københavnerpiger med provokerende kroppe – og et letsind, som jeg havde ventet på hele vinteren

Og skolelærerne som dengang var landhårede, gik i andefødder og gav borgerligheden fingeren, inden f-ordet var opfundet.  Over øllerne og smøgerne svinede vi – gymnasieleverne og vores tidligere lærere – amerikanerne og deres forbandende bombninger af Hanoi. VI var sikre på, at det en dag ville blive tid til kærlighed mellem folkeslagene.

Hmm!

Når jeg slingrede hjem fredag nat på min turkisfarvede Monarch-knallert, ventede der mig en helt anden slags svineri, tidligt lørdag morgen. Sådan helt konkret.  I hundredvis af slagtesvin på min fædrene gård, hvor jeg fra morgenstunden startede mini-traktoren og kørte ned gennem de skidne gange for at skubbe våd halm og lort ned i de dertil indrettede huller til udmugningsanlægget, som skrabede indholdet ud til toppen af møddingen, der voksede sig større og større gennem vinter, forår, sommer og efterår.

Vietnamkrigen lod vi ligge på hjemmefronten. Min far var rådighedsofficer – major i den danske hær med en ungdoms-fortid i USA i 50’erne. Han tvivlede ikke på krigen mod det røde overherredømme – og jeg var en blød ung mand med hang til digte, sange og kærlighed.

Om det var hårdt med de uforenelige kræfter   mit liv?

Ja!

Og fantastisk.

Og menneskenært – både i min kærligt, modsætningsfulde privatsfære, som også handlede om en stilfærdig tro på den gode gode skæbne og mulighederne i den hårdtarbejdende verden, som mennesker har skabt med egne hænder med grundlæggende støtte fra Vorherre himself.

Det er så store ord, at jeg knap tør bruge dem.

Jeg lærte – på godt og ondt at elske livet.

Og jeg har i hovedtræk gjort det siden.

I Taxien, den dag i dag, hvor jeg møder større diversitet i livsform, klasse og etnicitet, end de foregående, 3-4 årtier i journalistikkens og statsradiofoniens tjeneste.

På bodegaen – dengang i min gymnasieungdom – mellem borgerskabs-typerne, proletarer, akademikere, kunstnere, købmænd og krejlere, unge og gamle, selvbevidste, let-berusede og mere professionelle alkohol-forbrugere. Også selvom jeg tidligt vidste, at udlængslen var så ustyrlig, at mine bornholmerdage var talte, og at jeg snart ville blive en slags emigrant på min egen hjemegn.

En udvandrer, – en fremmed fugl på mit eget værtshus, når jeg en sjælden gang genbesøgte det.

nor

EMIGRANTEN

Det er netop titlen på det eneste digt, jeg nogensinde fik udgivet. Jeg var bare 24 år, nyuddannet og ansat i DR, da journalist og forfatter Hans Aage Bøggild redigerede en antologi af digte af 56 bornholmere og andre danskere – som det hedder i undertitlen til bogen EN GLOBAL AFKROG. Flot illustreret med tegninger af maleren Oluf Høst

Fra EN GLOBAL AFKROG,
Vintens Forlag 1978

Mit digt tager netop sit udgangspunkt i Bodega Emigranten, som jeg kalder stedet i min tekst. Meget ungt, er digtet – og næppe noget kunstværk. Men Bøggild kendte til mine skriverier og gav mig to sider blandt digtere, langt, langt større end mig. Fra Drachmann til Rifbjerg.

Jeg vover et lille klip af mit eget:

… Her sidder de så,

Emigranterne.

De søger med spørgende blikke.

Her sidder også jeg

Og søger i tågen,

Den londonske tåge på skæret,

En dis af tobak og udviskede minder,

af nogen som kom, og som aldrig faldt til,

af nogen, som var, og som stadig er,

af nogen, som gik, og som aldrig kom hjem.

Her levede jeg selv engang,

Lo ad disse folk,

Slugte denne luft,

Svømmede i disse vande,

Svedte i denne salte luft.

Emigrant.

Nu er også jeg

Emigrant.

Jeg blev aldrig den store digter. Men hva’ fa’en – Dan Turèll blev heller aldrig taxichauffør!

– – –PS: Du er hjerteligt velkommen til at

DEN GODMODIGE KAMPHUND

Foto: COLOURBOX

Det har været en lang nat, og han ser træt ud.

Kom alt for sent op, hans privatbil er på værksted, og nu må han tage en taxi 40 minutter udenfor byen for at hente firmavognen.

Til sin egen irritation.

Til stor glæde for TAXAMANDEN’s indbyggede kræmmermentalitet.

Han er en stor – en meget stor mand.

Høj, velklippet, tæt hår, som blotter sig, når han river huen af hovedet efter at have sat sig tungt på bagsædet. En mand først i 30’erne med en krop på den solide side af de 100 kilo og givetvis med nogle ordentlige ”bøffer” under den både store og tætsiddende jakke.

Helt i sort fra top til tå. Altså lige bortset fra det kastanjebrune hår, som føjer noget drengerøv til det bryske. Jeg kommer til at tænke på en af den slags fremavlede kamphunde indenfor lovens rammer, som faktisk er godmodige, men som udstråler beredthed og en fysisk styrke, som skaber respekt helt op til skræk-grænsen.

Lad mig sine det med tøsedrengens kliché: Han er ikke en af de fyre, jeg har lyst til at blive uvenner med på gaden i en sen nattetime.

Den er god nok.

Hans fysik og udstråling er noget, som han kan bruge både i sit daglige arbejde, sit fritidsarbejde – og i den uddannelse han håber at tage hul på. Hans anden, hvor han selv må skaffe pengene til at overleve under skoleopholdet, fordi han har opbrugt sin SU på en tidligere uddannelse.

Det er derfor han arbejder som ind i helvede – nattehelvedet – for at skrabe penge sammen til drømmen om et andet job.

En fysik som en kamphund, skriver jeg, men det er en lidt urimelig metafor. For han skal alt andet end at slås. Han sørger nærmest for, at det ikke sker.

Han er vagt.

En af de medborgere, der kører rundt med en lygte på taget og går sin natlige runde – eller møder op, når alarmen går. Så er det han står derude foran huset eller virksomheden og skal finde ud af, om der er tale om, falsk alarm – eller mere alvorligt: Der er indbrud!

– Jo jeg har da oplevet dybest set at stå midt i en andens kriminelle handling – mange gange. Vi er instrueret om ikke at løbe en unødig risiko. Så nogle gange må vi bare lade de kriminelle løbe og kalde på politiet. Det sker selvfølgelig også, at jeg laver en slags civil anholdelse indtil politiet er nået frem. At en person begår noget ulovligt, betyder jo ikke, at de gør noget farligt. De kan blive fromme som lam ved en anholdelse.

Men vagtjobbet er ikke nok, når der skal laves penge til den nye uddannelse. Hans vagter er organiserede med 7 arbejdsdage – efterfulgt af syv fridage. Så der er rigeligt med tid til bijobbet som ”dørmand” – eller udsmider, som man sagde engang. Han har jævnligt sig natlige arbejdsliv i weekenden i Gothersgade i København. Hovedstadens svar på Ålborgs Jomfru Ane Gade. Det lyder ikke særligt lyrisk – men det handler om druk, I bedste fald druk. I værre tilfælde mennesker, der befinder sig i den psykose, der er nærliggende, når de først drikker til de er ved at styrte og derefter sniffer til noget hvidt pulver for at blive stående på benene.

Som Taxamand kender lidt til stemningen i værtshusgaden, når temaet er druk m.m. Og jeg må sige med det samme, at MIN sympati er stor overfor både politifolk og vagtfolk. Kender betingelserne. Jeg har været i byretten under anklage for påkørsel af en ung mand, der var så fuld og stofpåvirket, at selv det pæne tøj i skranken ikke hjalp ham overfor dommeren. Af de mere muntre: En ung mand lægger sig hen over køleren på min taxi og laver kneppe-bevægelser (Det har han angiveligt lært af kendt fodboldspiller, som både har dokumenteret spritkørsel og vold i nattelivet). Grædende, opkastende drenge og piger, der ikke aner, hvor de befinder sig i verden. – Og så har jeg gennem sidevinduet og forruden set politifolk og vagter, som med kontante, ikke voldelige metoder stopper en konflikt, inden den eskalerer.

Hvad disse ordenshåndhævere må lytte til af tilråb og uforskammetheder er – grænseløse.

– Man vænner sig til det, siger den store mand på bagsædet. Man skal være håndfast og holde sig helt fra vold – helt op til selvforsvarsgrænsen.

Foto; Colourbox

Han fortæller mig nogle rutiner for hjælp i akuttilfælde. Så må vagterne i gaden stå sammen uanset hvilken værtshus-dør, der er deres (De rutiner er fortrolige). Han fortæller også om knivstikkeri, hvor ”Kevlar-veste” og -handsker sikrer vagterne under angreb og afvæbning, så de kan passe deres arbejde uden at komme til skade. (Faktisk har gerningsmænd med kniv brækket deres håndled i et kniv-udfald, fordi de ikke kendte til disse veste, der er så stærk en beskyttelse, at de stopper skud!)

Min kunde har en ganske særlig årsag til at passe både på sin krop og sin straffeattest ved at undgå vold med mindre, der er tale om reelt selvforsvar.

– Jeg er uddannet maskiningeniør – blot for at finde ud af, at det ikke er det, jeg vil med mit liv. Det ser selvfølgelig en omvej, men nu, hvor jeg for alvor er voksen, har jeg besluttet at tage en ny uddannelse, en ide, som er vågnet mere og mere i mig job som vagt. Jeg arbejder som en gal for at få råd til at tage uddannelsen som politimand.

Måske lyder jobbet voldsomt for nogle. Andre vil undre sig over hans ønske, når han er kandidat som ingeniør. Men han er fascineret over tanken om at arbejde i udkanten af det normale.

Vi giver hinanden hånden.

Helt ærligt, jeg undrer mig.

Med en snert af beundring.

– – –

PS:

Du er velkommen til at dele Taxamandens historier fra det virkelige liv – også de rå. Denne fortælling om det ”almindelige” menneskeliv i Danmark er årets sidste fra TAXAMANDEN. Jeg skal høvle penge ind til julen – og fejre den med dem, jeg elsker.

Jeg ønsker dig en glædelig jul og et nytår, som bliver vildt – men knap så sindssygt!

EN HYLDEST TIL SEKRETÆREN

Foto: Colourbox

Jeg er TAXAMAND, og selvom jeg som udgangspunkt er rundet af livsglæde, er jeg sikker på, at – lige om lidt – går det hele ad helvede til. Så har jeg jo som udgangspunkt sikret mig en hel del positive overraskelser.

Lysene stråler stadig fra Hotel d’Engleterre og Magasin du Nord, selv om de overophedede kasseapparater er lukket ned for i dag.

Ikke en skid at lave herude på Kongens Nytorv. Det er en dagene lige efter Black Friday, som virker som en slags detailhandlens ufrivillige sædafgang. Julen er slap og træt lige nu, og det, der burde være snevejr og bjældeklang er reduceret til lyden af bilmotorer og klam støvregn.

Så ringer taxi-radioen med kunder. Jeg tænder for bekymringerne. Kunden skal hentes på den anden side af torvet og lige om lidt skal jeg sikkert diskutere med et røvhul af en kollega, som forsøger at nuppe hende. Et minut efter er jeg nået rundt om pladsen – og i den våde aftenbelysning jeg ser jeg silhuetten af en kvinde afslå tilbuddet fra en af idioterne fra mit eget firma.

Foto: TAXAMANDEN

Der er kamp om kunderne – men der er også anstændighed i verden.

Jeg fyringer mig selv ud af taxien som et Stinger-missil for at åbne døren for kunden. Men hun vil have orden i tingene – og tøver.

– Er det til ”M” siger hun – og præsenterer dermed sit navn.

I kampens hede har jeg ikke læst kundens navn og må lige ind i kabinen og læse skærmen for at kunne bekræfte, at det her er taxien til ”M”.

Hun har styr på tingene!

Så kan jeg endelig slappe af og nyde den søde, kommercielle kløe, da jeg får at vide, at turen går et stykke op i Nordsjælland. Hun læner sig tilbage i lædersædet med et afslappelsens suk. Det har været en hyggelig aften. Julefrokost, men midt i alle rygterne om druk og hedonisme, er hun et anstændigt dementi. Hun har spist julefrokost med nogle chefer, som hun til dagligt er sekretær for. – Eller PA, som man sigerne i det moderne sprog. – Personal assistent, fordi det lyder mere tidssvarende end det belastede ”privatsekretær”.

– Mine chefer får rigeligt med julefrokoster her i december, og jeg har haft så travlt i den sidste tid. At jeg mest af alt har lyst til at komme hjem til min familie.

Vi taler om hendes varierede arbejde i en af direktionerne i en meget stor, dansk industrikoncern. Om fællesskabet mellem de ansvarstyngede og de, der skal få dagligdagen til at fungere. Hun sender mig med julelysets hastighed tilbage til min egen cheftid i Statsradiofonien, hvor fremtidens krav til effektivitet og forandring skulle gennemføres i en gammel kulturtradition. Der var en tid med konflikter og med min første virkelige oplevelse af, at chefer – for nogle mennesker som udgangspunktet – er et røvhul!

Her kom min sekretær – min PA ”BD” ind på pladsen som min bedste ven på arbejde. Eller søster. Eller en slags kone, hvis man lige ser bort fra det erotiske.

En PA kender dig helt i dybden. Hun ved om nogen, hvad der er dine svagheder, for det er de vilkår hun lever med til dagligt.

I mit tilfælde var det glemsomheden, ”BD” måtte kompensere for. Og snaksaligheden, når den tog overhånd. Hun kunne både lyve, så en total fejlskrivning fra min side i kalenderen blev transformeret til en ”kort forsinkelse”, hvorefter hun måtte ringe fra et andet lokale for at spørge ”… hvor helvede bli’r du af? …” Og hun kunne bryde ind i et møde, hvor hun uden et ord men med sit kropssprog forklarede mig, at nu havde snakket nok. Eller hun kunne med samme metode befri mig for en af de langspyttere, jeg ikke selv kunne stoppe.

Foto: COLOURBOX

Og jeg lærte BD og hendes liv at kende. Bl.a. hendes temmelig veludviklede PMS (præmenstruelle syndrom), som i reglen gjorde, at jeg to dage om måneden skulle tiltale hende med få ord og i en meget venlig tone. I modsat fald, kunne hun slå mig ihjel med øjnene.

Historien om min måske bedste medarbejder i min cheftid endte meget sørgeligt.

Hun blev ramt af kræft endnu inden, hun var fyldt 50 og døde blot halvanden måned efter diagnosen. Mere end 10 år efter, savner jeg hende stadig som havde hun været et familiemedlem.

I vogn 86, nikker ”M” genkendende til min historie.

– Men det er jo sådan det er at være personlig sekretær, siger hun. Mine chefer vader jo rundt i opgaver og konflikter hele tiden. Ikke bare i småtingsafdelingen – men nogle gange noget, som har med hele virksomhedens fremtid at gøre. Og de er højtlønnede, så der skal præsteres. Det kan godt være, at nogle synes, at det lyder let og privilegeret. Men det er hårdt arbejde. Og derfor har de svært ved at gøre det uden en blæksprutte som mig. Jeg har faktisk to chefer at tage mig af, så jeg skal også evne at berede den daglige vej for to meget forskellige personligheder.

Jeg spørger, hvad hun synes om dette tjenende arbejde med skiftende folk på toppen gennem mere end em halv snes år,

– Jo, det er hårdt, fordi der ikke er så klar en facitliste på at skabe succes for en PA. Men det er først og fremmest faktisk et frit arbejde for mig. Ofte skal jeg selv finde løsningerne.  Og det passer i den grad konen her.

Jeg har tændt lyset i kabinen, så vi kan ordne betalingen.

Nu ser jeg hun smiler.

Aftenens mest ædru kunde midt i en julefrokost-tid.

Og hun er træt.

PS: Du er meget velkommen til at dele TAXAMANDEN´s historie om de anonyme og de uundværlige sekretærer

TAXI-TUR TIL DØDENS FORGÅRD

Foto: COLOURBOX

Det er selvfølgelig god service, almindelig opdragelse, ”det-kunden-betaler-for” – and all that jazz. Jeg ville jo risikere fyring for ikke at bakke op om det glansbillede.

Men det er nu også ret selvfedt!

At dementere rygtet om min branches råddenskab og snarlige død. At have overskud og en smule kærlighed til dine medmennesker.

Selv at blive elsket!

Jeg er holder foran gangen ned til dagcentret for de ældre.

Hun er en lille, – meget tynd gammel dame, som følges af én af de ansatte. Bentøjet er ikke verdens bedste, men da hun ikke har mange kilo kropsvægt at slæbe rundt på, klarer hun turen uden støtte. Hun kan selv. Hun vil selv.

Hun har brune øjne, som kommunikerer så godt, fordi de har været brugt aktivt hele livet. Ikke bare til at se – men se helt ind i øjnene på den, hun taler med. Den er jeg med på. Jeg tager taknemligt rollen som ”unge mand” trods min reelle seniorstatus. Det er vel fair nok, når damen kunne være den mor, jeg har mistet. Netop en mor med viljefaste, brune øjne.

– God dag frue, må jeg gi’ dig en arm?

Går det galt med den startreplik, ved jeg, at det kan gå dobbelt galt.

For det første, ER der kvinder, der meget gerne vil frabede sig titlen frue. For det andet forbander nogle kunder faktisk hjælper-armen, fordi den er et symptom på deres vej mod livsafslutningen.

Foto: Colourbox

Det går godt.

Hun har det tydeligvis ikke så godt med denne ”afsløring” af hendes gang hos ældrepsykiatrien. Det er jo traditionelt sværere at forklare de sorte tankers behandlingsbehov frem for en brækket hofte. Det er nu, hun kan vise det overskud, der ligger lige bag den aftagende depression. Hun kigger et sekund på den ledsagende sygehjælper. Et lille sejersglimt i de mørke øjne. Så tager hun min arm, og vi går som et par op mod taxien. Den lille, spinkle dame sidst i 80’erne og den noget tungere TAXAMAND.

Det regner for gud-ved-hvilken-gang i dette depressive efterår.

Men vi kigger kort på hinanden – og smiler.

Jeg vidste det!

Hun vil sidde på forsædet. Jeg beder hende stå sikkert og holde i døren- Bukker mig dybt for at hæve sædet, så hun ikke skal opleve indstigningen som et fald mod bunden. Så placerer jeg min arm langs bildørens øverste kant. HVIS hun rammer under indstigningen, rammer hun ikke stålet men min polstrede uniformsjakke eller min bløde arm og hånd.

Vi er ”seatede”.

– Så kan du godt køre mig til dødens forgård!

Jeg kender destinationen fra køreordren. En af ældreforsorgen plejeboliger.

– Altså ligefrem dødens forgård, det kan du da ikke kalde det, siger jeg frimodigt. Det er sgu da et forfærdeligt udtryk.

Jeg kigger på hende med et smil, som blødgør min moraliserende udmelding.

Hun smiler igen.

Vi er venner på resten af turen, hvor jeg løsner stemningen med historier fra min barndom, hvor min mor var forstander på to plejehjem i Årsdale og i Svaneke på Bornholm. Jeg fortæller om det aktive plejehjems-liv dengang, inden pensionistbespisning, hjemmepleje og døgnpleje, kunne fastholde – eller indespærre de gamle i eget hjem

Så fortæller hun om sit liv. Om manden, der døde tidligt. Om alvorlig sygdom. Om den eneste søn, der er selve hendes grund til at leve.

Men først og sidst om tiden som leder af en større smørrebrødsforretning i en af byens bedste kvarterer – endnu inden verden fortabte sig i cafeer og shawarma-forretninger. Det viser sig, at jeg var der i området i 60’erne som bondedrengen på besøg ferie hos min skuespiller-onkel. Så tager vi turen gennem de berømtheder fra primadonnaer, over tenorer til statsministre, der besøgte forretningen, hvor hun startede som ”jomfru” – og skred som chef.

– Jeg siger dig, jeg var sur. Som så ofte set før: Forretninger starter som små, stråler senere som stjerner – og så går det ad helvede til. Den nye chef begyndte at trække de ansatte i løn, hvis de kom bare et kvarter for sent. En dag gik jeg op til ham og sagde ”F*** dig! Den måde at behandle mennesker på finder jeg mig ikke i. Så sagde jeg op med en bemærkning om, at lortet alligevel meget snart ville gå konkurs.

Min kunde blev pensionist – og smørrebrødsforretningen krakkede 11 måneder senere.

Vi maser på med anekdoter fra vores ”fælles” fortid. Det skal gå hurtigt for at få så meget med som muligt. Lige nu ønsker jeg mig, at turen gik langt nordpå eller sydpå, så vi kunne grave noget mere i vores fornøjeligheder og vemod.

Så holder vi i dødens forgår, som lige nu mere virker mere tilforladelig end dødsdømt. Personalet vælter ud og ind ad svingdøren og indimellem tripper en gammel beboer med. Jeg hjælper kunden ud af bilen og følger hende de få meter hen til fortovet før døden. Vi skal lige nå finalen i en af hendes historier.

Der er en kort pause til afsked som i en film, hvor to kærester ikke ved, hvem der har slutreplikken. Så smider hun blufærdigheden.

– Du har givet mig menneskekærlighed i dag, og nu vil jeg gi’ dig tilbage siger hun og åbner den spinkle favn for et kram. Jeg bøjer mig ned og tager imod op holder fast den brøkdel af en sekund, som er forskellen på kundepleje – og menneskekærlighed.

Bag hendes skulder ser jeg en af de ansatte komme ud. Han overraskes af den gamle dame og taxichaufføren i fuld uniform. Overraskelsen bliver til et smil – og han er ved at støde ind i en modgående fodgænger

– OK? tænker han med spørgsmålstegnets opadgående toneleje.

– OK, svarer stumt jeg med et selvbevidst udråbstegn!

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele TAXAMANDEN’s oplevelser i vogn 86 – ikke mindst de små øjeblikke af kærlighed

DEN LYRISKE FORRETNINGSKVINDE

Foto: TAXAMANDEN fra forretningskvinden (efter aftale)

Der står mennesket så!

Hvem gemmer sig i ansigtet – og bagved.

Hun er en elegant kvinde, min næste kunde – helt sikkert en forretningskvinde. Sidst i 30’erne. Umådeligt velklædt – uden at være svulstigt. Smiler til mig – professionelt – høfligt, uden at være indladende.

For pokker, jeg er bare en TAXAMAND, der forsøger at få smør på bordet med alt for lange arbejdsdage, mens hun er en – UPTOWN GIRL.

Den gamle mand føler sig lidt kikset så tæt på den stilrene kvinde

Medens jeg fumler med GPS’en for at finde den korteste vej til en af byens mest smagfulde hoteller, ryger en tanke og nogle strofer ind i mit hoved som en brevdue, der var alt for længe undervejs.

UPTOWN GIRL

Billy Joel skrev sangen til sin kone, Christy Brinkley, som det lykkedes ham at holde på i 10 år trods deres vildt forskellige udgangspunkter. Sønnen af en enlig mor i Bronx, New York versus modelkvinden fra de højere luftlag. Skønheden og – om ikke udyret – så en lille tæt mand med en kort hals og let fremstående øjne.

De første minutter i mine taximøder er ouverturen til hele turen.

Vil kunden tale – og måske høre noget om min by og mit land. Skal jeg spille rollen som deleøkonomisk -turistguide – og måske overraske med at have bonus-viden om det, jeg taler om.

Eller skal hun bare have fred her midt på aftenen, inden hun når hotellet. Inden skønhedssøvnen før morgendagens møder, hvor millionerne vil rulle.

Hun vil tale. Eller rettere. Hun taler kort for at få mig på gled. Det er, som min omverden vil vide, ikke nogen vanskelig opgave.

Hun starter med et åbnende spørgsmål – nærmest professionelt nysgerrig.

– Du taler godt engelsk, har du kørt taxi hele dit liv, spørger hun på et perfekt engelsk/amerikansk med blot en pikant anelse  af en tone fra et slavisk sprog.

Hun får Taxamandens historie i en 5 kilometers-udgave uden kødannelse og trafik-stress. Den virkelige historie om menneskemøder og skrivekløe.

Jeg kigger på hende i bakspejlet for at sikre, at min fortællelyst modsvarer hendes lytte-behov.

Foto: Colourbox

No problem.

 I det regnfulde aftenmørke, der er lige så vemodigt som efteråret har været vådt, ser jeg hendes usædvanligt nysgerrige øjne. Og så den der nikken, der karakteriser interviewere i de elektroniske medier.

Men nej, hun er ikke journalist. Hun er bare nysgerrig – og så næsten utålmodighed for at give et referat fra hendes liv, der ligesom mit er et liv i modsætninger.

De sidste to sidste kilometer til hotellet er hendes. Men vi må stjæle nogle minutter med lukket taxameter foran den fashionable hotel-indgang med glimtende lys fra cykler og biler i støvregnen.

Hun ER forretningskvinde – og her skrives business med stort. Forældrene er af østeuropæisk baggrund. Men inden hun selv flyttede tilbage til hjemlandet, boede hun med sin  familie rundt i hele verden. Hun har gået på flere af verdens store universiteter og blandt der første der tog en MBA (høj forretningsgrad) – i Kina!.

Foto: Colourbox

I dag er hun administrerende direktør for og medejer af en virksomhed, der yder teknik og services til den petrokemiske industri over hele verden. Hun er glad for de muligheder og den økonomi, verden har givet hende.

– Det er lidt vildt, men jeg har det ligesom dig siger hun og smiler lidt udover høflighedsniveauet i mit bakspejl. Jeg skriver. Jeg fortæller – og jeg kan ikke la’ vær. Jeg skriver små historier. Jeg skriver digte på Instagram, der jo i virkeligheden ikke er egnet til længere tekster. Og på det sidste er jeg begyndt at skrive den svære kunst – sangtekster, der ikke må indeholde for mange ord. Vi er nogle stykker, der har samlet os i et band, – og nu prøver jeg også at synge. Jeg har aldrig prøvet at være sanger før.

Og nej, hun aner ikke, hvor denne poetiske raptus vil føre hende hen. Det startede med en voldsom ændring i hendes liv. Hun skulle føde sit første barn for 5 år siden, da hun helt hende ved fødslen fik diagnosticeret en livstruende sygdom.

Og så brød ordene løs!

Og de forsatte efter fødslen – også efter, at hun snød døden.

– Er du ved at udskifte dit liv med et nyt, spørger jeg indlysende

– Det aner jeg ikke. Det er hele hemmeligheden.

Hendes smil er et, man tror på.

– – –

Da jeg er hjemme sent på natten, har hun sendt mig en mail med et af de digte, der måske ender med musik en dag. Her er et enkelt vers:

what if I die before I’m old

and gray, what can be told

in my remembrance, what will they hold

against my will, will I be named

the one who’s heart could not be tamed?

meant to be lonely and uncontrolled? 

Jeg kan ikke slippe hendes inklination til et poetisk venskab og sætter mig ned for at transformere sangen til rimende dansk . Jeg gjorde det engang. Med det er 40 år siden, jeg sidst skrev sange til offentliggørelse.

Hvad hvis jeg dør, før det var tænkt

Er al erindring så fortrængt?

Hvad bli’r smidt bort, og hvad bli’r gemt.

Imod min vilje –  bli’r mit navn

Utæmmet, Vild ?- en fremmed havn?

Et ensomt hjerte, der er glemt?

Jeg er sikker på, jeg har fået en ny ven i cyberspace. Og jeg nyder henrykkelse over den forunderlige verden, der ikke er, som den ser ud.

Med digtet sender hun mig en hilsen og en smiley:

”Don’t judge the book by it´s cover”.

(Du kan ikke bedømme bogen ud fra dens omslag)

Og så et billede, som jeg må bruge til illustration i min klumme om mødet mellem TAXAMANDEN og forretningskvinden fra det højere borgerskab.

Ikke alt er som man tror.

Det er aften. Hun har forladt larmen ved ambassadørernes fest.

Et pusterum på en strand i Senegal.

Hun er en kvinde på 38, der nyder den ellers så maskuline sport – en god cigar !

– – –

PS:

Du er velkommen til at dele små brudstykker af livet i vogn 86. Ikke mindst de uforudsigelige

MIDT I ET KULTUR-KOLLAPS

Foto: Colourbox

Det ser ikke så slemt ud, som jeg frygtede, da jeg læste køreordren.

Han kan gå på benene og insisterer på at bære den lille taske med de mest nødvendige toiletsager. Men arm og skulder er bundet op i en slynge, så det er ikke tilfældigt at turen går direkte fra lufthavnen til en af regionens hospitaler med speciale i ortopædkirurgi.

Hans unge ansigt med det sorte hår og de mørke øjenbryn er træt efter den lange flyvetur hjem fra østen. Han er fuldt klar over, at den første prøvelse, han skal igennem, er en forklaring til Taxamanden. Han arbejder i medicinalbranchen, er uddannet læge, så jeg få historien kort og summarisk som var det til en sekretær eller en diktafon:

– Flere ugers ferie med drengevennerne i Thailand. Nu skal det være sjovt. Efter en tur i byen – den allerførste aften – glider jeg i en olieplet på gaden. Falder og brækker skulderen. På hospitalet. De vil operere, men jeg skal ikke nyde noget.

Han vil hjem til Danmark, hvor man ikke nødvendigvis starter med kirurgi.

– For fanden altså, siger jeg, med en mine af medfølelse.

Han kvitterer med et dybt – et meget dybt suk.

Han slapper af, – små-bimmelim af morfin og jetlag.

Vi taler taknemligt om at leve i et land, hvor man kan forsikre sig mod ulykker på ferierejsen. Hvor man kan komme hjem og få den bedste hjælp, uanset om man kong Gulerod eller Jørgen Hattema’r – taxichauffør eller akademiker.

Min kunde har rødder i Iran, hans forældre flygtede da præstestyret kom til magten, så han ved noget om, at det der med frihed og lighed ikke er noget, der er en selvfølge.

– – –

Foto: Colourbox

Virkeligheden her i landet og på de sociale medier i de få dage, min kunde med iranske rødder var væk, er nærmest en lidt absurd baggrundsmusik til vores nationale kærlighedserklæring til velfærdssamfundet og fredsommeligheden

Nazismen stak sit beskidte fjæs frem, da nogle forstyrrede elementer øvede hærværk mod jødiske gravstene i Jylland og klistrede gule jødestjerne på postkasser for at ”fejre” 81-årsdagen for Krystalnatten i Tyskland. November 1938 da nazierne angreb jøder og deres forretninger over hele det tyske rige.

Racismen lever – også udenfor jødehadet.

Den konservative politiker Naser Khader, der er strammer i politikken mod Islamificering, kan på Facebook dokumentere, at han angribes af folk, der angiveligt støtter Stram Kurs og den neurotiske advokat, der holder religionskrigen vedlige ved at brænde koraner af.

En dårligt stavende og skrivende discipel af den sorte pastor Paludan skriver til Khader:

– Vi skal have alle de sorte svin ud af Danmark.

– Du har et f****** problem. Du skal ud ligesom mange andre, der gør mig og Rasmus Paludan rasende og hvor dybt de sorte avekatter kan synke (red: Ja, sådan er det formuleret!).

I dette harmoniske kongerige med en til tider dysfunktionel debatkultur, kan næppe nogen gøre de højreorienterede så rasende som Özlem Cekiz, tidligere MF’er for SF. For intet er dog så provokerende som et menneske, der insisterer på dialog mellem selv de mest forskellige og ophidsede mennesker. I et opslag fortæller hun kærligt, ironisk (ærkedansk!). at hun er træt af altid at få vingaver for sine foredrag, når hun faktisk ikke drikker alkohol.

Foto: Öslen Cekic

Så brød helvede løs på de sociale medier.

Havde hun været tørlagt misbruger, kunne man måske have accepteret det. Men en borger af kurdisk, muslimsk baggrund? Det klarer det islamofobiske folkedyb bare ikke.

– Er det Imamen, der har sendt hende i byen med koranens hellige budskab?

– (da debatten bevæger sig fra alkohol til svinekød!) Dansk kultur ER svinesteg og bacon SAMT frihed og demokrati (endnu).

I hundredvis af vrede danskere eksploderer i diverse FM-tråde over denne fremmede kvinde, der vil trække sine muslimske leveregler ned over borgerne i verdens mest frie land. Egentlig vil hun bare sætte gang i en fredelig debat om den danske alkoholkultur og dens flaske-dogmer. Taxamanden her, har aldrig selv turdet sige nej til de snesevis af flasker rødvin, han har modtaget, selv om jeg faktisk ikke drikker rødvin.

Men også fordommene ofre har lært at give deres svinere.

En FB-bruger (navnet antyder, at han er af mellemøstlig baggrund) slutter søndagen af med en meget upassende og umorsom kommentar til den danske DF-politiker, der har mistet en søster for en morderhånd  med en bemærkning om at …

– Nu skal morderen (en hvid dansker) vel sendes ud af landet.

– – –

Det er min kunde, lægen og medicinalmanden med den iranske baggrund, der sender mig hjem med eftertanken, da vi har sagt farvel foran sygehuset.

– Det hele handler om en lang kamp mod uvidenhed og dumhed. Og nogle gange giver jeg selv op. Selv rimeligt uddannede mennesker kalder mig araber, selv om jeg er iraner og rundet af den persiske kultur. Jeg taler farsi – ikke arabisk.

Ligesom en russer ikke er det samme som en dansker.

Min kunde, der selv er erklæret ateist, mener at religionen bliver de uvidendes flugtvej. Det nager TAXAMANDEN, der er protestant og grundtvigianer og aldrig helt kan slippe drømmen om det store, gudelige overblik.

– Du kan jo se det, som vores verden har udviklet sig. Vi skulle have gjort noget ved det for 30 år siden. Sørget for at de fremmede kom hertil ikke bliver set ned på og mødt med skepsis. Vi har skubbet de mest uvidende i armene på de sorte prædikanter.

Jeg spørger mig selv, hvornår det gik så galt for de indfødte her i kongeriget, at vi ser vores kulturkamp som et spørgsmål om vingaver og flæskesteg?

– – –

PS: Du er velkommen til at dele TAXAMANDENS beretninger – om de lykkelige stunder, men også om sortsynet.

UPS – SÅ BLEV JEG GAMMEL

Foto: Colourbox

Jeg blev ikke skabt som en adonis, og det har jeg egentlig altid set som en fordel. For det gør ikke så ondt at falde ned fra en klippekant, hvis bare kanten er tilstrækkelig lav.

Men forfængelighed er en forbandet snigmorder, når kroppen ældes.

Kl. er 5,30 og i den kommende uge ligger en række dagvagter foran mig. Jeg tænder det kolde lys i badeværelset

Det skal gå hurtigt nu. Om halvanden time skal jeg hente ”J” i den anden ende af byen. Hun skal køres til en af skolerne for de særlige børn, og jeg er nødt til at være når hun sætter sig ind i bilen. Nogle gange har natten og morgenen været ”lort” for hende. Så kan jeg se de trætte øjne hos hendes morfar, når han følger hende ud til taxien. Andre gange smiler hun af solskin i sjælen.

Under alle omstændigheder er jeg kronvidne til den særlige teenagers møde med dagen i dag.

Jeg må tage brillerne på for at få et overblik.

Det er ikke så slemt med rynker. Det takker jeg min families DNA for. Altså bort set fra øjenlågene, der lægger sig som en slatten regnorm over mine gråbrune øjne. Det er bare ikke så kønt. Slet ikke efter brusebadet, der afsætter røde pletter id et hvide øjeæble. Det er måske det eneste, jeg kunde forestille mig kirurgisk hjælp til. At få fjernet den slatne hud over øjnene, så de ikke en dag lukker sig mod min vilje, mens jeg endnu er levende.

Indtil den dag søger jeg hjælp i hudpleje.

Så tager jeg brillerne af – og så melder næste problem sig. Jeg kan ikke se en skid!. Et meget sløret og generelt billede af mit ansigt.

Jeg kan slet ikke læse etiketter.

Så Taxamanden, der som privatperson er kendt for rod, glemsomhed og overblik, har måttet indrettet sig med en grænse-autistisk systematik i toiletskabet for at finde ind til, hvad der skal i munden og hvad der skal forbedre mig ansigts udtryk.

rbsh

Her står pilleæsken mod det lettere, forhøjede blodtryk.

Og her naturmedicinen, der gør noget ved ledsmerterne.

Og så det vigtigste: HER står øjencremen, der skal fjerne regnormen over mine øjne. Jeg er stadig morgenblind uden briller, men jeg glemmer aldrig navnet på indholdet i den lille flaske

ANTI-AGE øjencreme!

Salven der burde stille mig nogle år tilbage i forhold til min dåbsattest.

Anti-alder-creme!

Jeg kan sgu godt li´ tanken.

En ansigtslotion, der lover at udsætte forgængeligheden på ubestemt tid. Psykologerne kalder det enten selvopholdelse eller fundamental mangel på realitetssans. Men på min skulder sidder også en papegøje, der fortæller mig, at jeg er en selvoptaget  klovn, der tror jeg kan fjerne den realitet, at vores liv i realiteten er en fingerknips i den store verdensorden, at vi er født til at leve en stakket stund for så at forsvinde fra scenen efter ret få år, sådan målt i den store sammenhæng.

Foto: Colourbox

Jeg har SÅ megen respekt for mine venner og tidligere journalist-kolleger i , der har taget kampen op mod alders-fascismen: Monica Krog-Meyer i bogen og foredragene ”Plus-alderen” om en generation, der har rundet de 50 og bare ikke vil være dømt ude. Og Lone Kühlmann, der i en anden bog sammen med aldringsforskeren Henning Kirk sætter ord på drømmen; ”AFSKAF ALDERDOMMEN”.

Men alligevel. De ved jo begge, at der er en grænse for forfængelighed og en utvetydig udsigt til forgængelighed.

De knap så kendte kvinder i mit arbejdsliv, taxikunderne, der har levet så længe, at de begynder at have udsigt til en 3-cifret alders-etikette, siger det både med munden og med øjnene.

– Det største problem med mine nærmeste er, sagde den 94-årige, at jeg héle tiden skal fortælle dem, at jeg trods alderen og den knirkende krop er den samme heroppe.

Hun løfter pegefingeren til tindingen

Eller medsøsteren i formentlig samme alder:

– Jeg kan ikke sige det på anden måde: Når jeg går i seng siger jeg faktisk højt for mig selv: Hvis denne nat er min sidste – tak for et fantastisk liv. Og når jeg så vågner om morgenen: Tak fordi jeg får lov til at opleve endnu en dag.

Eller manden i et næsten absurd scenarium.

Jeg hjælper ham stavrende over vejen mod taxien med ham under den ene arm og iltflasken i den anden hånd. Fuldstændigt, – ja, kejtet og dumt spørger jeg ham, da jeg har hjulpet den alt for lette, KOL-ramte krop ind på forsædet med flasken og de små, gennemsigtige luftslanger placeret mellem hans ben:

. Hvordan går det?

– Ad helvede til, men hvor har det dog været fantastisk under vejs.

Han fortæller mig snapshots fra et varmt liv med vin og smukke kvinder i ind- og udland.

Så kører jeg ham til kiosken for at købe lottokuponer for flere hundrede kroner.

Ved det sidste dørtrin slipper han aldrig drømmen om det søde liv med masser af penge.

– – –

– Men der er jo lang, lang vej til, jeg selv skal se døden i øjnene, tænker jeg over den hastige pulverkaffe, mens jeg åbner breve fra den forgangne uge og sunder mig inden dagens dont.

Om lidt tager jeg el-cyklen, der på en gang giver mig illusionen om at træne de ømme knæ – og samtidigt et udtryk for dovenskab. Jeg har fået brillerne på og ser verden lidt klarere. Og mande-parfumen fra Dior, der måske forlænger min maskuline markedsværdi med et par Mercedes-længder.

På bordet ligger brevet, der har sat ild i eftertanken, selv om dagen er så ung at solen ikke er stået op.

Vi er nået til november 2019.

I dag nåede TAXAMANDEN folkepensionsalderen!

– – –

PS: Du er mere end velkommen til at dele Taxa-gubbens eftertanker

DYBT AT SUMPE – HØJT AT FLYVE

Foto: Colourbox

– Du skal huske at have sjælen med dig, sagde min gamle far – patriarken, soldaten og bonden.

Ha’ sjælen med dig!

Sådan et udtryk, der både i ord og tonefald er i familie med både en generalstabsordre og et management-kursus i motivation. Men hvis man lige korrigerer en smule for den indbyggede svulstighed, er det jo rigtigt nok.

Du skal ned i passionen for at komme op at flyve.

Mine læsere vil vide, at jeg kører en del med flybesætninger for tiden. Til og fra hoteller og lufthavnen i Kastrup. Og jævnligt også til det testcenter, hvor alle piloter jævnligt vedligeholder deres træningstilstand. Når de unge skal uddannes og lære noget mere. Når de øvede skal opdatere  deres viden.

Jo, de skal i den grad have sjælen med sig, når man for-Gud-ved-hvilken-gang, vælter ud af hotelsengen ved midnat, for at sidde 4-5 timer i en flysimulator og øver sig i virtuelle nødsituationer og mulige katastrofer.

– – –

Vi lærer hinanden at kende i brudstykker på de korte men mange ture. Virkelige historier om arbejdslivet for piloter og kabinepersonale.

Det fungerer tit som hastige interviews, hvor vi følger op på begivenheder siden sidst. Vi er rundt i hele verden og mange kulturer, for flypersonel er en slags globale sigøjnere, der dybest set altid har haft lyst til  luft under vingerne. – Også selv om det ofte har kostet hårdt arbejde at være et af de velklædte mennesker i mørk uniform og med udsigt til guldstriber på ærmerne.

Møbelsnedkeren, der bare VILLE være pilot.

For nogle år siden, da finansmarkedet bare gik potent opad, solgte han hus og vigtigste værdigenstande – og begyndte målrettet i at spekulere i aktier. På et halvt år havde han investeret sig til det meste af den million af egen lomme, som pilot-uddannelsen koster.

En anden gennemførte flyve-fantasien ved først at slippe den. Det var for svært og dyrt og han valgte at blive politimand i et af Europas store hovedstæder. Endte i et specialkorps af de hårde. Men han kunne ikke slippe drømmen og spinkede og sparede og lånte sig til uddannelsen.

– – –

Foto: Colourbox

Jeg har et særligt forhold til ”P”.

Han hjælper med at forbedre mit rustne franske sprog, selv om det meste af konversationen foregår på engelsk, . alle piloters andet sprog. Og i begyndelsen er hans nysgerrighed overfor min baggrund nærmest botaniserende. Ikke bare medier, klummer-  et tout ça. Vi taler barndom og ungdom og alle de mennesker og kampe, der modellerer os som en klump ler på en pottemagers drejebænk. Om religion, som interesserer os begge. Han har gravet dybere i sin katolske tro, er gift med en protestant og vant til samtaler og diskussioner om forskellene. Vi taler om det, som tiltaler os hos de andre. Han misunder lutheranerne vores kirkelige oprør og modstand mod det bestående. Jeg savner farverne, symbolikken, korsets tegn – de synlige ritualer – og gedigen synd, der kan få noget fokus på tilgivelsen.

Han har sine grunde til at læne sig op af Gud og et højere forsyn. I nat – på en af de lidt længere ture – fortæller han om et ungdomsliv helt nede i sumpen.

Han er midt i 30’erne og vokset op i en storby. Som lille barn blev hans forældre skilt og han blev kastebold i en ond skilsmisse i en katolsk kultur, der  i princippet mener at ægteskabet er ubrydeligt. Krige på ord. Advokater. Konflikter.

Så fandt han en løsning, der stivede hans selvværd af.

En rigtig, rigtig skidt løsning.

– Jeg blev simpelthen drug-dealer (forhandler af ulovlige stoffer) allerede som teenager. Det var sindssygt. Men det gav mig kontrol og en masse penge. Og jeg var dygtig til ikke at blive snuppet. Jeg blev simpelthen professionel på det illegale marked. Men trods min succes fandt jeg ud af, at det arbejdsliv ville smadre mit eget liv. Og jeg vidste, at jeg inderst inde havde sjæl og hoved til noget andet og mere. Da jeg blev voksen og myndig rejste jeg til Canada for at begynde forfra – og lære engelsk.

Han bevæger sig virtuost på i sit modersmål og i det engelske sprog .

Vi nærmer os træningscenteret og nu må han koncentrere sin livshistorie, så jeg når at få det hele med.

– Jeg blev fascineret af ordentligheden, de smukke mennesker og fællesskabet i luftfarten – et meget romantisk billede, der jo ikke altid holder, smiler han i bakspejlet. Modsætningen til den beskidte realitet, jeg ville ud af. Så jeg søgte ind som steward.

Når han fortæller om livsskiftet , lyder det som et mirakel.

Han skulle som et led i sin uddannelse deltage i sin første redningsøvelse, hvor man træner i at evakuere passagerer og besætning fra et nødlandet flyt.

– OK, jeg lyder sikker som en lille dreng, selv om jeg var en voksen mand. Men under den øvelser sagde jeg til mig selv; Det er det her, jeg vil. Og jeg vil helt ud foran i maskinen. Jeg vil være pilot.

Og han gik hele vejen.

Eller rettere – han fløj

Vi krammer ikke, da jeg har hjulpet ham med taskerne. Det gemmer vi til næste gang.

Det er rigeligt, at kollegerne på taxipladsen undrer sig en smule over, hvor højt TAXAMAND og kunde taler til og griner med hinanden.

Og giver hånd og ryster næverne grundigt.

Så peger han på mig med et smil på læberne

– Det her var livet! Næste gang fortsætter vi om Vorherre.

PS:

Du er mere end velkommen til at dele Taxamandens højtflyvende historier.

PÅ NATTUR I EROTIK-EKSPRESSEN

Foto: Colourbox

– Spiller du, spørger min Facebook-ven via Messenger.

Jeg har op imod 4000 FB-venner, som jeg mest tænker på som læsere.  Jeg har jo kun en personlig relation til de færreste.

Så jeg kender ikke den mand, der har sendt mig retoriske spørgsmålstegn den sidste tid.

–  Ja da, jeg spiller, svarer jeg.

Og undrer mig ærligt over, hvordan fanden han kan vide, at jeg kl. 2 om natten slås med den 1088. bane i BEE BRILLIANT – , min yndlingsspil på min tablet, når jeg er træt af natradio, nyheder sociale medier og min elskede blot har 4 timer til at hun skal opstå fra de hvilende.

Man vækker ikke en sovende løvinde.

– Har du p**ken fremme, spørger han frisk.

Og jeg må bare konstatere, at det maskuline forspil er invasivt og akut på tværs af valget af sexuel genre.

Min FB-ven er til mænd og jeg er rigtigt meget til kvinder. Men for nu at være ærlig. Frontalangrebet skuffer mig lidt. For et par dage siden, hvor jeg brugte mit eget portræt i en klumme, skrev han til mig via messenger, at jeg er en flot mand. Det blev jeg sgu glad for. Ikke mindst, fordi det var skrevet af en mand og selv om det nok mere var et skulderklap end en objektiv beskrivelse af en mand i sit livs sensommer.

Mænd er jo også følsomme. Forstå det nu, for helvede!

Jeg svarede kækt, at mit lem er til kvinder og at det generelt ikke er i brug, mens jeg er på arbejde.

Han sendte et:

– Undskyld!

– – –

Den gamle Taxamand er forsat i lære i livet, når det handler om kønnenes mangfoldige score-metoder. Blot et par timer efter – nu er klokken 4-5 en fredag nat – oplever jeg på flere niveauer noget helt nyt. Jeg har selvfølgelig oplevet kunder, der rent fysisk falder ud af bilen, når jeg hælder dem ud af Merceren efter en druk-nat, der har bragt dem i et stadium, der er tæt på narkose. Men at de kan falde IND på forsædet efter selv at have flået døren op som var det her en politi-razzia?  

Foto: Colourbox

I sekunder efter flyver veninden ind på bagsædet og småklynker, at ”jeg ska’ hjæææææm”.

Jeg kører med to helt unge kvinder, som er 5-6 år yngre end min yngste datter. Jeg har som nævnt selv tre – af skaberværket modeleret som smukke døtre, der alle har skønne veninder. Måske er det derfor, der er trukket et scorende marked ud mellem den 65-årige chauffør og en alders-gruppe kvinder, hvor jeg passer bedre som bedstefar end som elsker.

Jeg skal spare mine læsere for denne 3,9 kilometer laaaaange tur til forsædepassagerens hjem (Jeg fulgte kilometertælleren tæt for at forsikre mig om dens snarlige afslutten) . Blot nævne, at jeg blev tilbudt sengeplads for tre, fik at vide, at jeg har noget lækkert ”garn” (mens hun trak sine fingre gennem mine nakkehår, indtil jeg venligt lagde hendes hånd tilbage i hendes skød.) – og fik en temmelig direkte beskrivelse af de stramme muskler i hendes køn, i øvrigt nænsomt trimmet efter kønshårsdesignet Brazilian Hollywood.

Sådan lukker man kæften på chauffør 023492!

– – –

”M” er en ny ven som arbejder og træner i flyve-branchen. Jeg kører fast med ”crew’s” – og nyder det. Enkelte kvinder men mest mænd af mere end 30 nationaliteter. Uforpligtende, fordi de er kunder og jeg bare er taxichauffør – mættere på end mine ukendte Facebook-venner, fordi vi møder hinanden face-en-face igen og igen.

”M” er en begavet, trænet pilot, der er midt i indlysende overvejelser i sit liv. Han og konen derhjemme et sted i Europa er i begyndelsen af 30’erne. Lovformeligt gift for et par år siden – og nu handler det om børn.

Men….

Konen er aktiv på arbejdsmarkedet, og hvis omverdenen lader sig imponere af leve-vilkårene for disse uniformsklædte, mest mænd (men – i mangfoldighedens navn – flere og flere kvinder….) – smukke mennesker med striber på uniformsjakken og en nærmeste et universelt, ungdommeligt udseende mellem 22 og 60, – så tager verden fejl! Det hedder optimering og lean i managementsproget – også i de høje luftlag. Det er IT, der styrer vagtplanerne, når arbejdspladsen er en verdensdel.

Hvordan er man både far og styrmand på et passagerfly?

Hvordan man er solidarisk ægtemand og nærværende – mens man stiler mod de fire striber.

KAPTAJN er drømmens titel.

Modelfoto: Colourbox

Jeg fortæller ham om mit livs egne drømme. Om de virkeliggjorte og de tabte, der førte til en skilsmisse fra mine børns mor. Jeg forvarsler hans kommende kærlighed til sit barn. Den vil ramme ham som en forhammer og måske stille spørgsmål ved den luftige, gyldne fremtid

Han fortæller mig om den inderlige kærlighed. Men også om hans om konens – kvindens betænkeligheder. Hun ønsker ikke at ende som ”Hausfrau” med en barnefar på gæstevisit.

Jeg er begyndet at holde af ”M” som var han en svigersøn .

For at sige det helt ærligt: Når lever et meget østrogent familieliv i et mindretal af mænd. Når man har siddet der – for blot få år siden ved morgenbordet med 4 præmenstruelle teenagere/kvinder, . HAR jeg ofte savnet endnu en mand i huset.

Mænd kan faktisk savne mænd – uden erotiske undertoner.

Tale om følelser trods rygterne om øl, f**** og hornmusik.

”M”stikker sin smartphone frem fra bagsædet, da jeg stopper foran lufthavnens personaleindgang.

Et smukt, smukt bryllupsbillede. Hun ligner prinsessen i en musical fra 50’erne. På billedet er han  mere kluntet end den uniformsklædte adonis på bagsædet af vogn 86.

Så kan vi mænd have en dialog, som er lige dele kærlighed og kampsport.

– Det ligner mit bryllupsbillede fra 99, da jeg selv blev gift med min nuværende skønhed. Hun i en grå, brudekjole fra en af byens gode designere. Jeg  i et musegråt jakkesæt, jeg tydeligvis ikke føler mig hjemme i.  Vidunderligt og lidt kikset.

Det gamle handyr kigger på det unge:

– Du har scoret over evne, siger vi i Danmark.

Hans svar kommer rapt og smågrinene:

– På engelsk kalder vi det – ”punch over weight”. Du har fået et slag igennem i en vægtklasse, der er højere, end den, du hører hjemme i.

Så griner TAXAMANDEN. Ronkedoren er lykkelig for øjenkontakten med den unge han-elefanter.

Helt rigtigt!

At beskrive erotikken, parfoldet og kærligheden med en sportsmetafor.

Boksning!

– – –

PS:

Du må da meget gerne dele historierne fra erotik-ekspressen.

DA ANGSTEN KOM SOM EN OND VIRUS

senior woman with grey hair propping chin with hand and looking through window with raindrops at home

Første gang, jeg ankom til adressen, vidste jeg, at jeg aldrig ville glemme den igen.

Det er mere en 6 år siden og i den absolutte tidlige del af min karriere som TAXAMAND. Jeg havde samlet en kvinde op ved 3-tiden om morgenen – i et vejrlig, som svarede til hendes sjæl denne nat i det sene efterår.

Sort.

Kulsort!

Og så væltede den ned med regn, så der lå en mindre sø foran opgangen til det store boligkompleks

Hun var for fuld kraft ind i en psykose af angst – og det var alt andet end første gang for hende. Jeg var en ren novice på den slags ture og reagerede selv med at blive, – ja, nærmest bange. Havde aldrig prøvet at være så tæt på et menneske, der for alvor er helt ude i de sjælekvalernes tove. Selv havde hun været i angstens og depressionens sorte sump alt for mange gange. Endnu engang skulle hun hurtigst muligt til den psykiatriske akutklinik. Jeg var sidste menneske på tråden, inden de professionelle behandlere sætter ind, og hun måtte tale til mig på hele turen for at holde den halve time ud, som rejsen vare i den grå Mercer med det grønne logo.

Hun fortalte om gentagende depressioner og angstanfald og om den dødens befrielse, hun ønskede sig lige netop i øjeblikke som disse.

Jeg lyttede bare og kommenterede med korte spørgsmål. Et dybt stemmeleje, dybere end mit sædvanlige. Ukomprimeret, nærmest terapeutisk, som jeg lærte det i mine mange år i æteren, Reelt frygtede jeg, at hun ville tage sit eget liv ved at kaste sig ud fra bagsædet under høj fart på Motorvejen.

Aldrig havde jeg hørt et menneske så direkte savne den befriende død.

Da personalet på klinikken åbnede den låste døren og jeg forsigtigt havde lagt hånden på skulderen af kunden og patienten med et ønske om ”god bedring” (Banalt, men hvad fanden siger man egentlig?), måtte jeg sunde mig i tomgang.

– – –  

Jeg har prøvet turene til  og fra de psykiatriske afdelinger og sygehuse mange gange siden. Mere professionelt og helt uden den angst, som kunden bør have monopol på. Men altid med den empiriske viden, at jeg kan forvente mig skyggesiderne af den menneskelige sjæl.

Der vælter med standarder  i mine køreordrer. F.eks. denne: ”Kunden skal hentes og følges”. Jeg kigger på klokken og husker, at det er ved den tid, at de udskrevne i ældrepsykiatrien plejer at slutte deres ugentlige eller daglige  samtale-grupper.

Min kunde er et af dagens lyse ansigter og ordren om at skulle ”hente og følges” er nærmest latterlig. Hun går let og hurtigt og smiler overbærende, mens jeg lynhjurtigt må transformere min rolle som Falck-mand til hyggelig følgesvend. Da vi sidder i taxien, fortæller jeg hende ærligt og lidt smigrende, at jeg godt nok hverken behøver hente eller følge hende, men at det nu engang er standardiseringens lov, at vi må forberede os på det sværeste.

Hun smiler til mig via bakspejlet.

En nydelig kvinde, der for længst er udtrådt af det arbejdende folks rækker. Smukke, nærværende øjne. Høflig uden småborgerlige manerer. Klog uden status og høj uddannelse.

Uden at jeg spørger, fortæller hun sin egen historie.

–    I dag lyder det latterligt. Men allerførst var jeg overbevist om, at der var tale om en hård influenza eller en eller anden ond virus. Fysiske smerter i led om lemmer. Noget der føltes som feber, selv om termometeret fortalte mig, at jeg ikke var syg på den måde.

Min søn kunne godt se, at jeg ikke havde det godt. Han var selvfølgelig særlig omsorgsfuld og lidt nervøs som man nu er, når det gamle ikke er frisk og allerede har levet noget der ligner et fuldt liv.

Jeg købte ind i Panodiler, men smerterne tiltog og efter et par dage sad jeg bare der i lænestolen i lejligheden som en gammelmor i dødens forgård.

Hun er en god fortæller, men stopper lidt op, inden nhubn tager hul på den alvorlige del af historien.

– Det var en veninde, der fik mig til lægen, hvor jeg fik en forklaring, jeg slet ikke havde forudset.

Hun var fastlåst i et voldsomt anfald af angst. En depression, som det sædvanligt glade menneske ikke tror kan ramme én.

– Det lyder måske tosset, men allerførst følte jeg mig flov. Som om, der er noget selvforskyldt i at være ramt af en psykiatrisk lidelse. Da jeg var ung, var det så pinligt, når nogle have ”dårlige nerver”. Noget med at være tosset. Helt udenfor rækkevidde. Fortabt.

Foto: Colourbox

Og hvorfor mig og så pludseligt i slutningen af 70’erne. Jeg har jo bare levet et almindeligt, godt liv. Som alle andre – også med nogle udfordringer. Jeg har en datter med Downs Syndrom. En udfordring – men ikke en umulig. Så har jeg en god søn, en svigerdatter og søde børnebørn. Men sådan var det altså bare. Et uforklarligt anfald af angst slog mig helt ud og jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling.

– Jeg er så glad for, at de alle har taget sig så godt af mig. Mine nærmeste. Sygehuset – og nu: de professionelle behandlere. Jeg kommer ofte her i ældrepsykiatriens dagcenter. Er for tiden lettere medicineret mod angst uden at nogle kan mærke det på mig. Og så får jeg en enkelt pille, så jeg kan sove. Det har været det sværeste. At få den søvn, jeg har behov for. Men vigtigst af alt: Terapien – ikke mindst samtaleterapien. Jeg havde godt nok aldrig forestillet mig, at jeg sklulle sidde sammen med andre mennesker og krænge mit inderste ud.

Mit eget liv.

Min uforklarlige angst, der ramte mig som en forhammer.

Så kigger hun på mig og smiler, så det er til at tro på.

– Vi siger jo alle, at modstand gør stærk. Jeg ønsker godt nok ikke, at min sygdom kommer igen, det er klart. Men jeg er ikke så utryg længere. Jeg er ikke så bange for angsten.

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele TAXAMANDENS historier fra den firehjulede virkelighed. Fra de lyse og de sorte sider.