JEG SAVNER DE LYRISKE PARTISANER

 

 

– De eneste fester vi går til for tiden er begravelser.

Jeg har tænkt en del på min afdøde mors nøgterne forhold til livets slutning.

Hun var sygeplejerske og i mange år plejehjemsforstander. Skæbnen placerede hende som et beskedent gemyt i familien med en meget, meget, MEGET ekstrovert mand, min far, og ditto børn – min søster og jeg. Det må have været hårdt for hende at leve i den larm af mand og børns udadvendthed.

Men hendes personlighed havde også et andet træk end stilfærdighed.

Hun nægtede at gå til gudstjeneste hos den missionske præst, der bag hendes ryg havde udspurgt min far om hendes holdning til fosterfordrivelse – abort. Den emsige præst var bare udstødt af hendes kirkelige repertoireplan.

Continue reading…

ONE NIGHT IN BEIRUT

 

Jeg er ved at være igennem aflusningen efter sommerferien. Elsker min sommerferie trods fascinationen af nattens veje og vildveje i vogn 1-0024. Jeg tygger eftertænksomt på den skrå at jeg, trods mit lettere, maniske arbejdssind, elsker afslapningen og visionen om fremtidens arbejdsfrihed. Mere og mere, endnu inden friheden er indtrådt.

Men den terapeutiske del af livet som taxichauffør – kan jeg undvære den.

Terapeutisk?

Ja, eller kald det så bare balsam. Jeg kan bedst udtrykke det med de sætninger, jeg altid har med i mine foredrag?

Continue reading…

FOR DUM TIL NOGET PÅ “DEN DUMME”

 

 

Nu er jeg overbevist.

Hvis jeg var født som kvinde, var jeg blevet lesbisk.

Da jeg begyndte at tænke tanken, troede jeg alene det var noget med kvindekroppen, som jeg er så betaget af.

Den forklaring er for simpel

Min erklærede lesbianisme er totalt konsolideret efter at jeg startede tilværelsen som taxichauffør i det københavnske natteliv. Jeg er chokeret over, hvor stort et utal af strategisk dumme forførere, der findes derude i den virkelige virkelighed.

Continue reading…

OLD-SCHOOL HIPHOPPERE PÅ GRÆS

 

Byen er fuldstændig på den anden ende.

Det er Distortion-festival i København.

Der VAR Distortion i den forløbne uge. 4 aftener i træk lægger bydelene asfalt til de danse- og drikkeglade gadedrenge og -tøser. Ideen er fed og konflikt-løsende på én gang. De unge med hang til oprør og elektronisk indtog nogle ganger gader eller broer og blokerede den offentlige orden med et improviseret musik- og dansested lige hér. Fordi det passer os!

Det blev et fænomen flere steder i Europa.

I København omfavnede nogle initiativtagere og kommunen vildskaben med en slags gadens musikfestival. – Distortion.

Distortion er engelsk for forvrængning.

Hvem fanden har påstået, at ny musik skal lyde kønt?

Continue reading…

BØSSENS FARLIGE DOBBELTLIV

 

 

Det går meget godt for Taxamanden og hans kolleger her i ”taxi-højtiden” fra det virkelige forår og indtil den mest døde periode for taxier i hovedstaden sætter ind – sommeren. Så når jeg har nået nattens mål i ”indkørsel” slapper kroppen helt af igen. Mine øjne behøver ikke scanne fortove og gadekryds for de vinkende nattegængene. Natten er slut

Han er meget mørk – usynlig i den sorte nat. Han banker på ruden mens jeg holder for rødt. ”Om jeg ikke lige vil køre ham til den anden ende af byen”.

– Jo selvfølgelig, lyver jeg.

Jeg er træt, men mere vil have mere.

Continue reading…

TAXAMANDENS BLØDESTE PUNKT

 

Det smukkeste i mit firehjulede arbejdsliv?

Det er ret fedt at kigge ind i et par brune, indiske øjne på en kvinde, som smiler til mig i bakspejlet, fra bagsædet, mens vi taler om tilværelsens hårde og kærlige tildragelser på tværs af kontinenter og kulturer.

Eller tjeneren fra Café Victor natten til lørdag. Hun er smadret efter 10 timers arbejde og den gamle sølvræv og den unge kvinde deler skæbne. Vi er Pal’s trods alderens filippinergrav og samler på historier om de åndssvageste kunder.

Eller Jajin, på 11, min nye, unge ven og kunde. Han kommer fra Sierra Leone og er sort som junglen ved midnat – og fra Herlev og spiller Fought Night, – og jeg kender hverken Afrika, Herlev eller Fought Night. Men Jeg elsker ham og de andre børn, som går på skoler for de særlige børn. Take Five. Vi er venner. Det er et smukt job, jeg har.

Men det smukkeste er at køre med jordemødre.

Continue reading…

DEN POETISKE BUSINESS-MAND

 

 

Man er, hvad man laver.

Er det ikke sådan, det er?

Eller også er jeg bare ved at blive det gamle, konventionelle røvhul, jeg ellers lovede mig selv aldrig at ende som. Jeg forlod jo delvist frivilligt de bonede chefgange for at leve resten af mine dage i den virkelige virkelighed. Frivilligheden var pakket ind i en fratrædelsesordning og ufrivilligheden i chefens ansigtsudtryk. Hun kunne bare ikke skjule sin glæde over at blive fri for brokkehovedet, – den evigt snakkende granitperker.

Men jeg bærer rygsækken med mig, som alle andre, levende mennesker.

Den journalistiske – alt andet ville være umuligt.

Continue reading…

DEN VEMODIGE INDISKE STJERNE

Sidste gang jeg var her, var det som at køre i spøgelsestoget i Tivoli.

En kulsort vinternat i en af de smukke, men svært fremkommelige kvarterer. Men min indiske kunde, en ung mand, er i Danmark for første gang – angiveligt for at møde sin søster. Og jeg VIL bare levere varen. Af anstændige grunde? – Tjoooeeee. Men også for at dementere de globale fordomme om taxichaufførers troværdighed.

Denne nat havde jeg slukket for taxameteret for at flage med min troværdighed – mens jeg fandt den rette dør i bebyggelsen.

Det var meget mørkt, men jeg kunne ane søsterens skønhed i lyset fra bagsmækken, mens jeg slæbte den tunge kuffert.

Blot ane.

Jeg er jo bare Taxamand.

Continue reading…

De varme hænder -og tvivlen

 

 

 

Ganske ung – midt i tyverne – og en af de mennesker, der er begavet med en uundgåelig karisma. Måske allerede fra barnsben.

Lad være at hun er smuk og lys som vi gerne vil forestille os den skandinaviske, unge, blonde kvinde, som både er trukket ud af sensommernatten og den danske sangskat. Hun oser også af empati og livsglæde, lige nu, fredag morgen, hvor vogn 2282 mestendels lugter af sprut og natten udskejelser. Og så lige den smøg, der skal indhaleres, som var det en dele-joint, inden man kan kaste sig ind på bagsædet af taxien.

Sådan er den unge kvinde ikke.

Hun er den første på min vagt. Jeg har først luftet vognen igennem med åbne vinduer mod sommernatten. Inden jeg kørte ind i minefeltet, tog jeg selv et pift af min altid medbragte rejseledsager, ”Bleu de Chanel”. Parfumen for mænd, der tager frihedskampen for erotisk udødelighed. Om jeg er forfængelig? Ja, det ved da den gode Gud, jeg er, jeg er. Jeg har efterhånden vænnet mig til konsekvenserne af, at min fødsel fandt sted i halvtredserne, at sige ”senior” om mig selv og høre mig omtalt som en person, der lever i mit livs efterår.

Men jeg vil fandeme ikke lugte af gammel mand.

Aldrig!

Continue reading…

”De skal stresses ud af Nørrebro …”

 

 

30 pct. frygt.

30 pct. vrede.

30 pct. irritation.

Det er sådan jeg har det, da jeg får køreordren til Nørrebro i nat.

De sidste 10 pct. ved jeg ikke, på hvilken hylde. Jeg skal lægge.

 

Turen går til Blågårds Plads – og frygten og vreden behøver jeg næppe forklare. Det er her baby-banderne er blevet til slyngelbanden, jeg ikke engang gider nævne navnet på. Man fornemmer i et dybt absurd og dybt fortvivlet interview i RADIO 24SYV med en af aktørerne derude på den asfalterede slagmark, at medlemmerne af gadens ulvekobbel er en blanding af menneskelige spejlblank mangel på menneskelig medfølelse – og så en fortvivlet jagt på et fællesskab, som verden aldrig har kunnet givet dem. Som så ofte før. Offer og forbryder i samme krop og sjæl

Irritationen kommer bag på mig.

Continue reading…