FARVEL TIL DEN GAMLE KRIGER

Ernst Aksel Grunwald.
Født 17/5 1931 – død 28/3 2019
Foto: Lars Grunwald

Den uforklarlige iscenesætter har sin egen dramaturgi.

For en uge siden skrev jer en hyldest til ”fædrerevolutionen” – nutidens mænd, der tager barselsorlov og i det hele taget tager sig af deres børn.

Og så – i onsdags – mistede jeg min egen far. Forhenværende gårdejer og major i hæren, Ernst A. Grunwald sov helt bogstaveligt stille ind i sin seng på Plejecenter Klippebo i Gudhjem. Mod nordøst, den blå Østersø, der både kan være flad og blank som et dansegulv – og andre dage smide skummende, rasende bølger ind på klipperne. Mod syd udsigt over markerne. Grønne i foråret og gule, blå og røde, som vi nærmer os høsten. Når man kørte den gamle landmand og soldat i kørestolen ud på terrassen en solskinsdag, så du en særlig glans i hans øjne, trods demensens slør.

Man kunne aldrig rigtigt sætte entydige etiketter på min far. Jo, ved Gud var han en mand af den gamle skole, som det sømmer sig for en næsten 88-årig mand, der i sit hjerte har været soldat siden drengeårene i spejderkorpset. Han var født patruljefører og endte sin militære karriere som major af reserven. Karrieren bød på både fuldtidsjobbet som soldat i en snes år, herunder et halvt år som FN-soldat, – velfærdsofficer på det danske hospital i Gaza, midt i 60’erne, inden Mellemøsten gik helt amok. – Og han slap aldrig hæren og dets fællesskabs-kultur, selv om han først i 70’erne valgte at overtage min mors fødegård, Sejersgård i Østermarie på Bornholm. Han var aktivist i ”Folk og Forsvar og i ”De Blå Baretter”, foreningen af veteraner i FN-systemet. Soldat og bonde. Det blev hans skæbne, selv om han var ”førder” – en udefra kommende på klippeøen – at følge den gamle bornholmske tradition med både at tjene kronen og jorden.

Den anden side af min far var en slet skjult, kunstnerisk åre. Som ung spillede han både amatørteater og var statist og korsanger på Odense Teater. Og da lillebror Morten Grunwald efterhånden udviklede sig til en af landets store skuespillere og teater-entreprenører, piblede hans egen kærlighed til teater og musik indimellem ud gennem hans øjne og mund. Og stoltheden.

Grunwald-familien i Danmark er et produkt af en østprøjsisk indvandrer, billedskæreren Karls Frederik og så ægte, fynsk bondestand på min farmor, Hildeborgs side. Hestehandlere og prøjsere. Kunst og hårdt arbejde. Luthersk strenghed og grundtvigsk folkelighed. Disciplin og kærlighed. Det hele var samlet i min far og han bar alle dage både sit tyske ”Ernst” og sit danske ”Aksel” – med stolthed.

– Det er tid til at tænke en ekstra gang over det, man kommer fra, sagde Ellis og Kim, kunder i vogn 24.

Jeg kørte med dem sidst på ugen som endnu en hilsen fra skæbnen. De har netop sagt endeligt farvel til Kims mor fra en af forstædernes kirker. Og netop i dag kan jeg ikke holde kæft om mit eget liv lige nu. Vi taler om børns dobbelt oplevelse af vore forældre. Både det søde og det sure.

– Min mor var til tider en hård dame, siger Kim. Men også en personlighed, der ikke var til at komme udenom. Præsten fik det hele med.

Det kunne være skitsen til et portræt af min egen far. Soldaten og bonden. Patriarken og krammeren Pligten og fornøjelsen.

Som ung rejse han til USA, hvor han både arbejdede som landmand i Wisconsin og siden som gartner for skuespilleren Gregory Peck i Hollywood.

Der var ikke harmoni gennem hele vores liv sammen. Stærke spændinger i 60’erne og 70’erne, hvor titusindvis af amerikanere og millioner af vietnamesere mistede i den krig, som Vesten tabte så tydeligt og skæbnesvangert. Spændinger mellem far og søn – desværre ikke særligt artikulerede. Jeg manglede evnen til at sige fra, båret af min mors mere bløde personlighedstræk.

Men faderen og majoren E.A. Grunwald var ikke entydigt skabt af stål. Han blev blød til lyden af klassisk musik. Jeg så ham aldrig græde, bort set fra den rystende stemme, da han tog afsked med min døde mor efter 63 års ægteskab. Det lå i hans natur at være dominant. Men han var blød i sin indre, kunstneriske kernereaktor og i kærligheden. Marineinfanterist, – jo det må man sige. Men med våde øjne, når orkestre og solister spillede det store, klassiske repertoire.

Med årene blev spændingerne mellem far og søn mindre. Det er jo det fantastiske ved at blive ældre. At indignation og tolerance ikke længere er uforenelige grundstoffer. At min kærlighed flød lidt lettere de sidste år, – fulgt af en stigende beundring for den gamles dobbelte natur. At han var soldat helt derude, hvor jeg ikke kunne følge ham. Men at den ægte konservatisme (Jo, han var medlem i mange år!) også bar et humanistisk syn på verden. Internationalist. Han meldte totalt fra overfor Fremskridtspartiet og senere DF på grund af det snævre syn på danskhed. Han var den første, der fortalte mig om et mellemøstligt folk (palæstinenserne), der bar samme savn efter et hjemland, som det jøderne fik virkeliggjort efter anden verdenskrig. Og han opsagde sit abonnement på Jyllands-Posten under Muhammedkrisen. – Han kunne ikke acceptere, at man gør grin med religioner – heller ikke andre end hans egen, lutherske kristendom.

Den gav ham fred til det sidste. For selv infanteristen, patriarken, storebroren, – krigeren Ernst var hele livet sikker på, at selv om livet på jorden først og sidst er kamp og hårdt arbejde, – så har det hele en mening.

I den naive og smukke drøm følger jeg min fars fodspor. Og slipper ham aldrig helt.

Ebbe, Morten, Lars, Kirsten, Ernst – KLANEN

Foto: Lars Grunwald

LÆNGE LEVE FÆDRE-REVOLUTIONEN

Father and son laughing

Et spøgelse går gennem landet – faderskabets spøgelse. Og kammerater – fædre! Lad os flå lagenet af gespenstet – og gøre fantasien til virkelighed: Fuld ligestilling! Giv fædre samme rettigheder til at være sammen med deres børn som mødrene. Ikke bare i aftaler, love og overenskomster – men gennemført i den virkelige virkelighed.

Jeg kører derude i aften – tæt på natten – i den virkelige virkelighed. Kalder det ofte for taxi-forsamlingen. Her, hvor tanker og holdninger bliver vendt på tværs af aldre, køn og klasser.

Folketingsvalg og parti-paradigmer er vi ligeglade med.

Min forudsigelse af kundetypen holder stik. Tre trætte unge mænd, der bare skal HJEM. Kontotur sent på aftenen – alle i habitter eller stilmæssige nabolag. De er oftest Advokatfuldmægtige – eller som her – konsulenter i management.

Jeg kører taxi for den kommende elite, Og kommende fædre.Inderst inde er det jo for sindssygt, siger fyren, der er nyligt topuddannet og er ved at aftjene sin ”værnepligt” som juniorkonsulent i organisationsudvikling. Talen falder på arbejdstiderne i en branche, hvor de første arbejdsår i virkelighed er en slags test – ét langt marathon-løb, hvor du skal stå til rådighed dag og nat. En manddomsprøve. Han har selv valgt den her sportsgren, – men eftertanken er der:

– Jeg har ingen fast kæreste og derfor heller ingen børn. Gud ske tak og lov! For jeg kan jo se på enkelte, nye kolleger, der har det – faste forhold og unger. Jeg fatter ikke, det kan lade sig gøre. De ser jo ikke deres egne unger. Det er noget, der skal overstås, og så må man bare håbe, at det holder. På den ene side lever vi med en arbejdsbetingelse: Giv hele dig selv til jobbet! På den anden side passer det meget dårligt til ligestillingen, som min generation ellers er født ind i. Konsekvensen er enkelt: Det ville være helt uansvarligt for mig at blive far. Jeg skal have et andet arbejdsliv, hvis jeg vil have børn

Morfar, her, tænker på, hvordan det vil gå i fremtiden, hvis vi hverken vil have fremmede ind eller gøre noget ved fødselsraten?

Game Changer Concept

Min største helt i fædre-rollen i øjeblikket, er min svigersøn, far til mit første, biologiske barnebarn, Nanna-Emilie. Han er kandidat i IT og specialist i ”big data”.

Cool! Tidsånden! Casual Konkurrence-menneske!

Men lige nu er han først og sidst en god far på forældreorlov i 5 måneder, mens min datter er off-barsel og jagter job (kandidat i retorik). Hun er hjemmefra i timevis hver dag, så det er farmand, der er på. Han har en høj værdi på sit arbejdsmarked, så han kan være lidt mindre ydmyg end konsulentdrengene i vogn 24. Det var en betingelse fra ham ved ansættelsen, at han kan holde barsel og dele barselsorloven med sin kone.

Jeg er stolt af at have en svigersøn, som både evner at være en drengerøv, der klatrer på vægge og har et fodbold-fetichistisk forhold til FCK – og samtidig være nærværende mand og far. Lige nu fuldtidshjemmegående på orlov i 5 måneder. Han insisterer på at have fuld ligestilling med kvinder i ansvaret for børnene.

Metoo# har været skammens tid for vores køn. Nu må manden og faren på benene med nogle krav om længere, obligatorisk fædreorlov.

De er på vej, de nye rollemodeller, kan svigerfar mærke. Jeg er drønsikker på, at der vil blive sparket nogle døre ind på advokatkontorerne og givet nogle fingre i konsulent-segmentet. Også elitedrengene vil have tid til at være full-time fædre.

©Sandro Di Carlo Darsa/AltoPress/Maxppp ; Father teaching toddler son to hush

Jeg får den smukkeste finale på dagens tema om ligestilling i fædre-perspektiv.

Han sætter sig med det suk, der er uundgåeligt efter en lang flyrejse med forsinkelse. Han er sidst i 30’erne og har børn i skolealderen – og er tvunget til en del arbejdsrejser. Nu er vogn 24 igen et terapeutisk rum – igen. Det er kunden, der har ordet og TAXAMANDEN, ligger på briksen:

– Jeg tror, du kan være ganske rolig. Det handler ikke alene om klima og miljø i vores generation af mænd. Vi vil sgu ha’ et ordentligt liv ved siden af jobbet og pengene. Jeg vælger ikke et job, hvis ikke jeg kan være en ordentlig far ved siden af. Jeg beder ikke om det. Det er et krav.

Kunden har flået lagenet af spøgelset

Jeg tror på fædre-revolutionens succes.

Barsels-fædre i alle brancher – forén jer!

MENS HUN VENTER PÅ FEDTMULE

Fedtmules mor, Swansea.

Foto: TAXAMANDEN

Jeg kæmpede imod til det sidste.

Men jeg måtte begynde kapitulationen for 15 år siden. Jeg er blevet katteven!

Gud bedre det! Jeg elsker ”Frandsen”, min  grå huskat, Frandsen, selv om det strider mod mit kulturradikale hjerte at indlede et emotionelt kærlighedsforhold til et egocentrisk husdyr.

Kærlighed? Det er måske snarere respekt for dens ubetingede magtovertagelse

Det startede med en armene-over-kors-fanneme-nej-jeg-nægter-at-have-husdyr-holdning, der kollapsede mod overmagten: Et frontalangreb fra husets feministiske majoritet, – en kvindelig ægtefælle og tre døtre. (Hvordan kan det egentlig være, at børn fatter særlig kærlighed til husdyr, få år før de flytter hjemmefra?).

– Jamen er den ikke bare søøøøøøøød?

– Det er bare en kat. Det er et dyr, sagde jeg, – blot kommenteret af fruens og børnenes hovedrysten.

Det hele stammer fra min bondske baggrund. Hunde klapper man – og bruger til jagt. Katte er halvvilde udedyr. De skal have så tilpas lidt affodring, at de lever op til landlivets vigtigste livsopgave for disse kønne mini-tigre. De skal holde bestanden af mus og rotter nede på et minimum. De må ikke sultes målrettet, gårdkattene. Men generelt er attituden en blanding af Darwins udviklingslære og Joachim B. Olsens holdning til de fattige: De svageste vil dø og de øvrige må ikke have det for godt, for så bliver de for fede og dovne.

– – –

Min kunde denne søndag eftermiddag skal til Bingo på københavnske Nørrebro. I den mest etniske del af det gamle proletarkvarter, side om side med et islamisk kulturcenter, ligger spilleklubben, hvor flere hundrede samles i dag til drømmen om en stor gevinst.

– Jeg elsker Banko og Bingo, siger den midaldrende kvinde.

– Den store gevinst, spørger jeg ?

På Nørrebro handler det om penge-gevinster!

– Jeg var faktisk ret heldig for ikke så lang tid siden. Mit sidste tal på pladen, nr. 40, blev råbt op. Min veninde blev sur af misundelse – jeg blev 3000 kroner rigere.

Hun tilhører ikke et velhaver-segment, men er fuldt klar over, hvad præmien skal gå til: En ny kat. Den sidste døde i hendes arme for nogle få måneder siden.

– En kat? Så dyr kan den vel ikke være!

Jeg er bare en dum bonderøv, der tror, at en kat er en kat. At den skal være sulten for at vedligeholde sit dræberinstinkt. Og at man hele tiden får tilbudt en gratis killing, fordi hankatte er evigt liderlige og hunkatte hele tiden bliver frugtsommelige. – Jeg har faktisk bestilt en kat af racen Devon Rex. En smuk og intelligent racekat, hvor jeg måske er heldig at få den til en billig pris. Måske bare de 3000, jeg vandt i Bingo.

3000kr.! For en kat?

Jeg siger ikke noget, men har min egne, indre monolog om forholdet vare og pris. Og så sætter min kunde prisen i perspektiv:

– Devon Rex sælges over hele verden til helt andre priser. Jeg vil tro at killingerne fra Swansea kan sælges for måske 25.000 – til Australien. Det er klart. Transportudgiften er temmelig høj.

Jeg er skakmat.

Devon Rex on blue background

Foto; COLOURBOX

Så tager hun sin smartphone frem for nat vise mig sit nye barn. Eller rettere, moren, med det pompøse navn Swansea. Vi kigger ud af skærmen, vi smiler som forældre til børn. Men endnu er drømmen om en ny kattekilling blot et foster i maven på katten med de store, strittende ører.

Jeg er jo selv faldet for katten som skabning. Eller rettere. Dyret har trukket patriarken ud af min krop, og jeg er blevet sådan en, som følger ”Frandsens” vilje. Selv om jeg ville håne giveren ved at give dyret min ven, kunstmalerens efternavn. Jeg gennemtvang navnet frøken Frandsen. En mandschauvinistisk hån. Katten blev formelt transkønnet ved kastrationen i teenageårene. Neutraliseret, kalder man det i katteuniverset.

Jeg kunne ikke tilgive vennen, at Han lokkede min familie til et dyrehold, husherren ikke ønskede sig.

Faktisk røg min status som husets herre ved samme lejlighed. Efter kort tid, var det ”Frandsen”, der lå tættest på min kone, når vi sover. Når jeg vil kysse hende diskret, godnat, vender katten sit tigeransigt mod mig og mjaver aggressivt som ville den flænse mig, hvis ikke dens realitetssans var stærkere end dens selvværd. Men betydningen er god nok: F… off, jeg gider dig ikke Og så alligevel, når jeg har lagt mig diskret, lige før jeg sover, kommer den højt-spindende blødt, vandrende over min dyne og mit hoved for at blive kløet på maven. Hvis ikke, jeg reagerer kilder den mig med sine knurhår i ansigtet, mens den ånder på mig med en sød lugt af Whiskas.

Så overgiver jeg mig!

– – –

Vi er fremme ved Bingo-hallen og min kunde viser mig flere katte-billeder. Vi smiler til hinanden og kalder det en sød ventetid. Hun har allerede givet den ufødte misser et navn, som måske vil gøre racekatten mindre højrøvet end ”gadekrydset” Frandsen på min egen matrikel.

Den skal – uanset køn – hedde Fedtmule!

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele Taxamandens historier

VÅGEKONENS NATTETJANS

Der er brug for alle tangenter herude i natten. Alle følelser.

Lykken, så det kribler. Vemod på grænsen af de våde øjne.

Lige nu holder jeg stille i en skovkant i udenfor Lyngby, en halv snes kilometer nord for København – og har præcist brug for både mol og dur. Jeg er virkeligt ikke den store lyrik-forbruger, men jeg har indimellem små øer af ord, jeg aldrig glemmer. Som de første strofer, der stadig ligger som fremmede klippeskær i min bornholmske gymnasietid. Et digt af Paul Verlaine:

Det græder i mit hjerte Ligesom regn over byen

(Frit oversat fra: Il pleure dans mon coeur Comme il pleut sur la ville)

Jeg har lige sat hende af tæt på opgangen til en karrébebyggelse. Så tæt på den slidte dør,for det regner, og hun er ikke hurtig til bens. En ganske almindelig, ældre kvinde – med et ret ualmindeligt fritidsjob.

Klokken er over to, nat, og bortset fra dråbernes trommen på Merceren sølvfarvede tag – er her stille. Meget stille. Og vemodigt. Som kærligheden aog tristessen i det franske digt.

Hun er ”vågekone”, et menneske som af næstekærlig snusfornuft bruger sine senior-år til at være helt tæt på andre mennesker, der helt bogstaveligt ligger for døden. Lige om lidt vil hun nikke til sin afløser og sætte sig ved sengekanten og tage et fremmed menneskes hånd. Måske de sidste minutter. Måske et par timer. Måske overlade borgerens hånd til næste vågekone m/k på vagten

– Du bruger hele tiden ordet borger, konstaterer jeg spørgende, inden hun forlader vogn 24.

– Det er helt bevidst, svarer hun på spørgsmålet, hun har fået mange gange før. Det er simpelthen det begreb vi har valgt at bruge. Enkelt og neutralt. Og så er vi sikre på at være tilstrækkeligt langt fra det, de bruger i sygehusvæsnet: Patient. Vi våger ikke over en patient, og vi er ikke en del af behandlingssystemet. Vi er bare helt tæt på et menneske, – en borger her i byen de sidste timer af livet. Helt frivilligt. Blot fordi borgeren og de pårørende har brug for det og fortjener det.

Hun hæver sig over standarden i dagens debat og navlepilleri, så jeg burde smile. Men det er minderne om min egen mor, som trænger sig på og får frit løb, mens gearvælgeren står på ”P” og regnen tegner streger i lyset fra de skarpe diodelygter.

Hand in a hand on a background a rock

Min søster og jeg sad aldrig de sidste timer hos vores mor for ret præcist to år siden. Prisen for at bo på lang afstand af sine forældre i kanten af riget.

Vi tog akut afsted fra lufthavnen med første fly men inden vi steg ombord, ringede de fra plejehjemmet. Nu havde hun fået fred. Trods den formelle stemning ved gaten var det svært at holde alle følelser tilbage. En rar mand i køen lyttede med og brød vores blufærdige sorg med et:

– Må jeg have lov at kondolere.

Så faldt skuldrene som tårerne, vi holdt igen med.

Lige siden jeg så min døde mor, har jeg haft lyst til at takke dem, vågekonerene som var hos hende de sidste nattetimer. Det var både sorgfuldt og fuldstændigt smukt, da vi stod der og betragtede hendes kolde og blege skikkelse. Den hvide bluse. De smukke, gamle hænder, foldet om en lille buket med margueritter, der allerede var ved at visne, Og så sølvnålen på brystet – sygeplejenålen, som hun bar i årtier. Hun døde ikke alene, – og måske som hun allerhelst ville. Omgivet af rolige, omsorgsfulde mennesker, som var der uden familiens personlige sorg.

– – –

Jeg måtte sige tak til min kunde, vågekonen, selvom hun aldrig har krydset mit liv, og vi måske aldrig ses igen. Den tak jeg aldrig selv fik givet. Hun smiler, lægger en hånd på min arm og fortæller om sine egne bevæggrunde:

– Indtil pensioneringen, arbejde jeg hele livet i plejesektoren. Og jeg var træt af nedskæringer og manglende tid til omsorg. Politikerne snakker alle om bedre velfærd, og der sker – alt, alt for lidt. Nu kan jeg gøre dét i praksis, som arbejdede ikke levnede tid til.

Vi taler tæt, mens det stadig regner udenfor. Hun slipper ikke for en himmelsk douche inden nattetjansen. Om lidt sætter hun sig ved sengekanten og tager hånden. Ofte mærker hun kontakten, selv om stemmen er borte og hjertet slår trægt. Hun taler til borgeren. Siger hvem hun er, og hvorfor hun er der. Hun venter ikke på svar.

Det klarer den varme hånd.

PS: Du må gerne dele mit møde med vågekonen. Du kan SELV melde dig til dette frivillige arbejde, som varetages af forskellige frivillige-grupper over alt i landet. Gå på nettet!

ET FRISK PUST FRA BOSPORUS

Saem og TAXAMANDEN

Det er granitperkerens skæbne.

Jeg lytter til accenter – sprogets melodi. Og jeg gætter på modersmålet bag.

Begrundelsen er indlysende, for der næppe er gået en arbejdsuge i mit liv, uden at der spørges til min lettere bornholmske dialekt. Da jeg var helt ung, havde jeg to gode grunde til at være afmålt overfor mit eget, etniske tilhørsforhold. Det ene stikord var Glistrup.

Og så var der det der med min dialekts manglende erotiske slagkraft, – syntes jeg. 19 år, ny student i Århus – og hørte det nærmest hver weekend i nattelivet fra det køn, jeg tænder på:

– Er du fra Bornholm? Neeiiiiiiii, hvor er det sødt.

For fanden, altså. Jeg vil være en mere voldsom adonis, – ikke et kæledyr, et kid, en kanin. Jeg gad ikke være SØD!

Den modne herre ved min side er allermest klog og rar.

Og ja, jeg gætter rigtig efter få sekunder af musikken i hans i øvrigt korrekte danske sprog. Han er fra Tyrkiet, er dansk statsborger her, hvor han har boet i mere end et halvt århundrede Skæbnen vil, at han stammer fra en af de skønneste storbyer, jeg har besøgt. Saem er fra Istanbul. Og på turen fra Søborg til Nørrebro tager vi en virtuel vandretur gennem den fantastiske by mellem østen og vesten.

Vi rejser tilbage i Konstantinopel – den østromerske hovedstad, hovedbyen i den kristne, ortodokse kultur, indtil osmannerne og muslimerne tog over i 1453.

Hagiasophia

Hagia Sophia, kæmpekirken ( … og senere moskeen), der i tid er bygget lige så tæt på Jesu fødsel, som vi i dag er på den danske reformation.

Sultanahmet, den gamle bydel, hvor jeg selv har udforsket cisternerne (den oprindelige vandforsyning), set den romerske hippodrom.

Blandet mig i menneskehavet af sheiker med flere koner. Gamle, krogede mænd med hvidt skæg.

Charmetrolle, der kigger langt efter tøserne.

Sekulære, tyrkiske kvinder med stramme, korte kjoler. Tørklæder.

Duften af hav fra Bosporus.

De jævnlige kald til bøn fra minareterne.

Jøder, kristne, – muslimer.

Jesus – mosaik i Hagiasophia, Istanbul

Vi har det rart i hinanden selskab på denne vandretur gennem fødebyen, – mens realiteterne et øjeblik stopper vogn 24 i en af de smalle gader på det indre Nørrebro. To unge med hold og glans i det sorte hår tager lige en snak gennem sidevinduet, mens de flasher hver deres ”Bimmer” – og stopper trafikken.

Hva’ så der?

Jeg har lært at leve med de 15 sekunder af testosterone røgsignaler. Men min passager bliver irriteret.

– Herregud, de er bare nogle drengerøve, forsvarer jeg dem overbærende og sætter taxameteret på stop.

– Jamen, det er sådan nogle møgunger, der gør det svært for os andre, raser Saem

Og så kører vi igen, mens han fortæller, at han er faldet til ro med både sit tyrkiske og sit danske jeg. Han har prøvet alt det der med at blive truet med røvfuld, fordi han er en skide fremmedarbejder. Men de kan tænke som de vil: Han er dansk, fordi han har boet her i årtier, – fordi han vil. Og han er tyrkisk, fordi det er der, han er født. Hvor svært kan det være?

– Jeg er oprindelig uddannet ingeniør og er specialist i byggeriet af elevatorer. Har rejst over hele verden og kom under vejs til København for bare at besøge en kammerat et par dage. Jeg skulle hverken bo her eller giftes. Fandeme, nej. – Og to dage efter mødte jeg min danske kone i byen og har boet her siden. Når jeg altså ikke var på arbejdsrejser

Nu skal han ud at slås med et kabelfirma, der hele tiden forsøger at tage røven på ham med diverse tv-pakker og fjollede bortforklaringer. I telefonen tager de ham ikke alvorligt på grund af den fremmede nuance i hans sprog. Så nu skal det være slut.

Han er helt klar i mælet, og man mærker ikke, at manden er – og jeg får et chok – 89 år. En gammel mand – og superskarp. Han har taget en taxi til det dumsmarte firma, der har en daglig, fysisk åbningstid på – 55 minutter.

Vi griner begge højt af den digitale arrogance.

Så trykker vi hjerteligt hinandens hænder – og uden tøven smider han en 50’er i drikkepenge.

– Nu lover du at skrue helt op for ingeniøren, siger jeg gennem vinduet.

Jeg varmer ham op til det endelige opgør med kabel-selskabets tyranner. Han vender kvikt tilbage taxien og taler helt tæt til mig gennem det åbne vindue. Højt hviskende. – men helt tydeligt: – I de næste 55 minutter vil jeg være mere dansk, end jeg nogensinde har været. Det lover jeg dig! PS: Du må meget gerne dele denne historie om Danmkark og verden TAXAMANDEN elsker alverdens trafik – ikke mindst på nettet 😊

Jeg varmer ham op til det endelige opgør med kabel-selskabets tyranner. Han vender kvikt tilbage taxien og taler helt tæt til mig gennem det åbne vindue. Højt hviskende. – men helt tydeligt:

– I de næste 55 minutter vil jeg være mere dansk, end jeg nogensinde har været. Det lover jeg dig! – smiler han i dannebrogsfarvet sarkasme

PS: Du må meget gerne dele denne historie om Danmark og verden TAXAMANDEN elsker alverdens trafik – ikke mindst på nettet 😊

KLASSEKAMPEN ER DØD – MEN PROLETARIATET LEVER

Allermest havde jeg lyst til at give knægten en røvfuld.

Men jeg praktiserer ikke vold og ville sikkert komme meget uheldigt ud af en bokse- eller brydekamp midt i den store kædebutik for tv-apparater og anden slags elektronisk isenkram. Han kiggede ikke på – men igennem mig. Stillede sig op som betjenten i et vejkryds, hvor signalet er i stykker. Den ene arm lodret for STOP. Den anden retningsanvisende mod højre.

Han var yngre end min yngste og tændte i den grad patriarken i mit temperament. Ikke bare havde butikken ødelagt mit budget ved at sælge mig et smart-tv. Lortet have en indbygget fejl, og nu bar jeg de 42 tommer storskærm gennem butikken for at aflevere det til reparation.

– Hvad skal det her betyde, spurgte jeg

Han vinkede bare mod højre uden at sige et ord. Jeg kiggede i hans anviste retning og fik øje på skiltet med REPARATION i det ene hjørne af lokalet. Jeg rystede på hovedet, gav afkald på en skideballe og bar prustende tv’et over til disken.

Først på vej ud af butikken gik det op for mig, hvad der var galt for denne rekord-elendige modtagelse i butikken: Jeg var på vej på arbejde. Jeg havde min uniform på! Han evnede ikke at se mig som en kunde. Bare en skide transportarbejder. En taxichauffør – en overlevende proletar fra det uddøende industrisamfund.

Og nej, det er langt fra eneste gang, at x-programchefen med udsigt til pension har mærket forskellen på at være aftenens helt ved diverse banketter til at være en omkringkørende klon af en robot og en idiot. Da fruen og jeg flyttede ind i det københavnske spelt-segment, var køkkensælgeren nærmest opgivende, da ankom – I JAKKESÆT – for at forny det køkken. Han var helt sikker på, at vi ikke havde råd til. Han kunne ikke vide, vi havde profiteret en smule på salget af strandvejslejligheden i Hellerup. Jeg drømte om en Quooker – en vandhane med kogende vand.

– Ja, hvis du vil bruge 20 pct. af dit budget på sådan en, skal du bare sige til, sagde han arrogant.

Jeg plejer at kunne svare for mig, men var helt stum. Men så gik op op for mi: Min hustru er gift med en ældre taxichauffør, der netop var kommet hjem fra en nattevagt på 12 timer. Træt i øjnene. Slidt. Og som et klokkerent symbol på underklasse, havde jeg taxiuniformen på. En proletar fra en tid, der lige om lidt afløses af droner og selvkørende biler.

Jeg burde havde smidt ham ud. Eller have taget fat i slipset og strammet til, indtil han selv tog flugten.

Jeg genkender fornemmelsen fra de nedslidte håndværkere, – kunder i vogn 24, der har ansigter og kroppe, som er tydeligt ældre en deres dåbsattester. Deres flovhed over uarbejdsdygtigheden.

Og fra politik, når flertallet fra midten mod højre vil sende ”dem” hjem til de varme lande, hvor de kommer fra. DEM – en nedladende massebetegnelse fra selv rigets den ypperste magtudøvere. Uden skelen til, at der blandt ”de fremmede” er frihedskæmpere og veluddannede, som kunne udgøre noget af den arbejdskraft, vi står mangler.

Og så er der de usleste, etniske danskere. De, der modtager hjælp fra det offentlige. De, der kan give nyliberale politikere kvalme, fordi andre taler om fattige mennesker i den moderne velfærdsstat. Ja selv på højeste politisk plan – den politiske ordfører for Venstre, der for nyligt havde følge kommentar i BT til valprognosernes udsigt til et regeringsskifte:

” … De (rød bloks partier) vil alle lempe udlændingepolitikken og hæve de sociale ydelser, så det igen bliver mere attraktivt at ligge hjemme på sofaen, siger Britt Bager … ”

Det er ganske vist: Hvis bistandsmodtageren får for gode kår, – så gider proletaren ikke løfte røven. Det ved vi da!

Den unge, veluddannede middelklasse fra mange partier har for længst grinet klassekampen ud af politik. Og jeg selv har ikke nogen våd drøm om proletariatets diktatur, som marxisterne drømte om i mine ungdomsår.

Jeg har oplevet konsekvenserne for min familie i det tidligere DDR. Det var forstemmende og uhyggeligt.

Så, derfor!

Trods arrogante bemærkninger om mit uddøende arbejde som taxichauffør.

Trods hånligheden fra de der klarer sig godt,

Trods ufølsomheden hos de, der har gjort politik til en akademisk levevej:

JEG savner ikke klassekampen. Men jeg tænker jævnligt på, om det nye, veluddannede borgerskab og den politiske følelsesløshed, vil få den til at blusse op igen?

PS: Du er velkommen til at dele denne klumme. Dagtakst eller nattakst – TAXAMANDEN elsker trafik 😊

TAXATUR DE L’AMOUR

side view of young couple kissing, girl sitting in taxi and man standing on street

” … Men størst af alt er kærligheden … ”

Det er apostlen Paulus, der placerede kærligheden højest på hitlisten af de tre dogmer: Tro, håb – og kærlighed. Nu er jeg ikke evangelist, – men der er noget om snakken. Kærligheden trives helt ind i vogn 24 – på alle tider af døgnet. Og heldigvis følger dagens og nattens moderne virkelighed ikke alle formaninger fra den gamle farisæer, – f.eks. den der med, at kvinder skal ”tie i forsamlinger… – de skal underordne sig, sådan som loven også siger … ”

Fire unge sætter sig ind til mig en sen, beruset natte-lørdag. Det er den største forsamling, loven – taxilovgivningen tillader, med mindre du vil punge ud med storvognstakst.

Så begynder en kærlighedsforestilling mellem en af de unge og den gråhårede vallak (en kastreret hingst, red. ) – af en taxichauffør med min dåbsattest. Den ene mand af de fire kunder gemmer sig på forsædet

TAXAMANDEN er meget sød, synes de vist – og umådeligt morfaragtig. Den ene, den mest talende i forsamlingen, gjorde sig allerede bemærket, da hun spurgte, om hun måtte ryge taxien. – Det må du desværre ikke. Det er forbudt.

– Ja, rygeloven af 2007, siger jeg blidt som en slidt pony, der er trukket alt for ofte rundt i forlystelsesparken.

Hun accepterer. Men hun opgiver ikke drilleriet trods albuerne fra medsøstrene på begge sider.

– Musik? – Ja, hvilken radiokanal, ku’ du tænke dig?

– Har du SOFT, Radio Soft?

Den enlige unge mand på forsædet – jeg aner ham i udkanten af mit natlige synsfelt – vender det hvide ud af øjnene i et øjeblik af maskulin solidaritet. SOFT, – for helvede altså, det er ikke til at bære for mænd med fuld bevidsthed om egne ”boller”. Jeg er enig – men majoriteten af mine kunder har altid ret.

Jeg sprøjter et skud testosteron ud i blodbanen.

Mit instrument er en lille ”mus” på toppen af Mercerens kardanboks, – lige dér hvor min højre hånd ligger helt afslappet, når jeg ikke har begge hænder på rattet. Det virker HVER gang! Jeg indstiller med minimal bevægelse af arm og hånd den store skærm på instrumentbrættet. Bruger ”rulleknappen”, uden at hun kan se det i mørket. Et klik på RADIO. Så ruller jeg igen og klikker endnu engang med pegefingeren, mens ringfingeren synkront skruer helt ned for radiolyden, der er på vej. SOFT står der på displayet. Det sker bare, og hun ser ingenting – og så fader jeg langsomt op for den tøsede popmusik.

Jeg var ikke det store talent i DJ-æteren dengang i Yngre Kridttid på P3, men radiostjernen Alex lærte mig af fade op og ned for rytmerne med et nærmest grænse-erotisk håndelag.

” … En du kan stole på En der siger ro på

En der vil ha dig som du er

Om du fattigrøv eller millionær

‘Ha dig i solskin og modvind

Elsker dig for den du er … ”

– Er du musiker?

Det er klart, det smigrer den gamle sølvræv. Hun har sikkert set, at mit højre knæ og armen ikke – trods min kulturradikale snerpethed – uden kontrol bevæger sig til rytmerne fra unge Seebach.

Overvejer at fortælle, at jeg engang i fortiden kørte med popstjernen, da han havde været ude i natten. Han fik helt sikkert pigehjerter til at banke, mens han hang med en skødesløs albue på bardisken Jeg vælger at være Rasmus-cool og holde kæft – og smiler.

Fyren ved min side søger ind i sin smartphone på flugt fra den utålelige pop. Tøserne på bagsædet fniser af flirten mellem veninden og morfar bag rattet.

Først tror jeg, det er mit partisantørklæde, der kilder mig i nakken. Så mærker jeg det tydeligere. En diskret finger fra den unge kvinde, som berører mine nakkehår, – og jeg bliver sparket 50 år tilbage i en pubertetdrengs forlegenhed. Hvad gør man for at bevare bare lidt maskulin værdighed?

– Generer det dig, spørger hun, mens veninderne er ved at eksplodere af pinlighed.

Det kommer ud af munden på mig, uden nogen brug af frontallappen:

– Næh, jeg lukker bare øjnene og lader som om, du mener, det er alvor. Men i længden er det sgu for farligt at køre rundt i blinde.

Natforestillingens pinligste replik. Men den virker!

Hun trækker hånd og fingre til sig og fniser med de andre. Og taxigudinden lader lige netop nu vogn 24 køre op foran nattens sidste, brune værtshus.

Min nye, provisoriske veninde bøjer sig helt frem til mit højre øre og hvisker:

– Husk det nu, Taxamand. Alle mennesker har brug for lidt kærlighed.

PS: Du er velkommen til at dele TAXAMANDENS kærlighedshistorie. Jeg tænder på trafik! 😊

JAMEN ALI DOG – DU KAN FLYVE

’Her sidder vi så en sen nattetime – Gammelsmølfen og den veltrimmede, unge, fyr, der er ny i branchen – helt ny! Han skal afløse i vogn 24, mens min dagmand er kortvarigt syg.

Afløseren er veltrimmet, har kulsort hår og øjne, der sender et utvetydigt signal om, at han har styr på tingene. Jeg er træt efter en lang vagt, og han skal have en introduktion til – det gamle radiosystem. Jeg skal altså lyn-omskole ham, – bagud. Gammelsmølfen kører endnu rundt i den gamle virkelighed, indtil min vognmand finder mig værdig til en ny bil. Jeg er lidt irriteret, men vågner hurtigt op til indlæringshastigheden hos den knivskarpe ”lærling”.

Det her har jeg sgu aldrig prøvet før. Han er bare PÅ!

En anvisning. Så er den forstået.

En anden. Forstået. Videre.

Jeg er slidt efter nattens dont. Nu skal den unge ud at tjene penge, og han er høfligt tålmodigt, når jeg taler til ham som overlæreren til en tungnem. Vi skal bare være færdige, så han kan komme videre. – – – ”Ali” (Nej, det er ikke hans rigtige navn. Men bare for at sige det lige ud: HANS FAMILIE KOMMER FRA DE MEGET VARME LANDE!) –

Ali er skabt til noget flottere og hurtige end sådan en godt to år gammel Mercedes 200C , der har slidt dæk og bremseklodser på hovedstadens veje og afveje for at skaffe brød på bordet til dagmanden og undertegnede natmand. Den flotte fyr med det sorte hår burde sidde i en Airbus 320 lige nu.

Jo den er god nok, – han er uddannet pilot og skolet til det europæiske superfly. Grunduddannelsen tog han herhjemme på skolen i Roskilde – han færdiggjorde den i USA.

Han er 28 år, gift og familiefar, – og nu ryger det spørgsmål ud af munden på mig, som jeg selv har hørt 100 gange før – stillet til den gamle mediechef, der lyder så klog, at … ” Hvad fanden laver du i en taxi til arbejdsmarkedets laveste løn… ”

Hvorfor kører den unge, veltrimmede pilot, – taxi?

– Jeg besluttede at sige min stilling som pilot op i et af de store flyselskaber, fordi min lille familie hurtigt er blevet ret stor. Jeg har godt nok et firma ved siden af, som var med til at skaffe mig pengene til uddannelsen. Men det hviler i sig selv, og jeg kan bare ikke holde ud ikke at have noget at rive i.

Ali er 28 år og har fire små børn, – og han kunne ikke byde konen at have arbejdssted langt hjemmefra. Hun er ved at gøre sin udsendelse færdig som sygeplejerske – og hun skal ikke stå så alene.

– Jeg sagde helt fredeligt min gode stilling op, blev opsigelsestiden ud, – og så gik jeg i gang med at søge en pilotstilling med København som base. Men det det projekt var sværere end Ali havde forudset.

– – –

I sidste uge slog idrætsmanden og politikeren Joachim B. Olsen endnu en rekord. Først var der medaljerne i kuglestød ved Olympiske lege, VM og EM. Så var der sejren i ”Vild med Dans”. – Og så lagde han i 2010 ud som eliteudøver i politisk længdespring. Han var medlem af socialdemokratiet, – men skiftede på få måneder til et kandidatur for LIBERAL alliance. Og blev valgt til god løn og tidlig pension. – Og nu stiller han så op i disciplinen valgflæsk og twittersovs. Ikke at liberalisten vil lovgive mode fremmede navne, – men ……

– ” …. Man må kalde sine børn, hvad man vil, men jeg synes det er tankevækkende, at ikke flere har danske navne, når man på 3. generation bor i Danmark….” Det er underligt,

Det Går ikke at så mange hedder Ali, når ægte, integrerede danskere hedder Emma, Oliver og Victor, – som OIsen konkret foreslår. (De tre navnes oprindelse er i øvrigt germansk, fransk og latinsk. Ligesom det fremmedartede Joachim er jødisk…). De navne har vi vundet hævd på. Men Ali’erne, – det er jo dem vi er i krig mod!

– – –

Politisk plat fra fuldtidspolitikere, hvis job skal revurderes om mindre end et halvt år er måske ikke så underligt. Men at der er noget om snakken, – at et navn er en hindring for accept og integration?

Min begavede taxikollega Ali har 5000 flyvetimer i et af verdens kendte luftfartsselskaber. Men når han søger job herhjemme, er det lige nu end ikke muligt at komme til jobsamtaler.

– Jeg kan jo ikke dokumentere det, siger han beskedent til mig. Jeg konstaterer bare, at helt nyuddannede, jeg kender, kommer til samtaler – og får job, selv om de ikke har tilnærmelsesvis så mange flyve-timer som jeg. Siger min afløsende kollega, der er født af mellemøstlige flygtninge, der fik en søn, der er dygtigere end det danske gennemsnit.

Han er født i Danmark – men han er en ALI!

– – –

PS: Du er velkommen til at dele min klumme. TAXAMANDEN HAR DET SOM ALI. Jeg elsker trafik…..

TAXAMANDENS RUGBRØD

TO VIGTIGE INGREDIENSER I TAXAMANDENS RUGBRØD

VISIONEN: Visionen for et rugbrød. Det er måske lige vildt nok. Men alligevel. Taxamandens rugbrød er ikke en eksakt videnskab. Det er blevet til blevet til i forandring under vejs. Formelt tilbage til mine journalistdage i 70’erne. Der er kommet nye ideer til og jeg har ændret det subjektivt – for at få det som JEG vil have det. Jeg har ikke ophavsret på dette brød eller får royalties, – selv om jeg synes, det ER verdens bedste rugbrød. Mit rugbrød er under permanent forandring. Jeg ser ingen grund til, at du ikke skulle gå dine egne veje.

OPSKRIFTEN Det ser måske lidt vildt ud med de mange dele i dette brød. Vælger du at følge indholdet kan jeg berolige dig med, at der er det første indkøb, der er det slemmeste. Jeg vælger af og til at købe alle hovedingredienserne ind til nogle måneders forbrug, så man ikke skal rende til høkeren i tide og utide. (husk blot, at mel har begrænset holdbarhed og at du risikerer melfluer i melet, hvis ikke du emballerer det helt tæt). Bageforme: Jeg bruger Eva Professionel – de store på 3,3 liter pr. stk. 2 stk. dimensioneret til denne opskrift. Eva Professionel har en superglad belægning, som bliver HELT glad, når den opvarmes. De behøver aldrig at smøre formen og den skal alene vaskes af varmt vand. Den bliver lidt nusset udenpå med tiden – men sådan skal en håndværkbagers forme se ud. Eva Professionel må ALDRIG vaskes i opvaskemaskine. Det ødelægger belægningen.

Skål: Du skal bruge en særdeles stor skål til udrøring af dejen – ca. 7-8 liter, da dejen hæver og falder igen. Palsby har lavet sådan en kæmpeskål i plast – ellers kan du bruge et ”håndvaskefad” som stod på vitrinen hos oldemor

Ingredienser til hver bagning. (alt er selvfølgelig økologisk. Det ville jo være absurd at bruge så megen tid på en superbagning, hvis du i sidste ende vælger at komme kedelige industriprodukter i munden)

Surdej,

1 1/2 liter vand ved første sammenrøring.

550 gr. hvedemel

850 gr. rugmel

1 kg. knækkede rugkerner 3 tsk.

Hele kommen (bio-butik) 2 spsk.

1/2 liter vand, hvori maltsirup og lakridssirup udrøres

Maltsirup fra glas (Føtex eller biobutik) (eller om nødvendigt 1 maltøl , som erstatter 3 dl af vandet.  2 spsk. lakridssirup (Føtex).

En håndfuld salt

En håndfuld hørfrø En håndfuld græskarkerner En håndfuld solsikkekerner .

En lille kop olivenolie til pensling

Dag 1: Du tager surdejen ud af køleskabet og lader den stå i 1- 1 ½ døgn ved studetemperatur.

Dag 2: Du udrører surdejen i 1 ½ liter vand. Kommer hvedemel og rugmel i samt salt og kommen. Læg et klæde over og lad dejen stå til hævning i 24 timer.

Dag 3: Du kommer resten – rugkerner, alle andre kerner og vand med lakrids og malt i. Rører grundigt! Og husk så endelig at tage fra til surdej. – Lidt rigeligt. 6-8 toppede spiseskefulde i en tæt, helt ren emballage, f.eks. et syltetøjsglas. Glasset stilles i køleskabet og bør være klar til næste bagning efter godt en uges tid. – Når altså dejen har stået ved stuetemperatur mindst et døgn.

Fordel resten af dejen i de to forme og dæk det til med et klæde. Det skal hæve i mindst 3 timer! Herefter stilles brødet til ”tørring” i en forvarmet ovn på 85 grader, varmluft. Tørres i en time. Ovnen skrues op til 185 grader og bager videre i en time. Herefter pensler du med olivenolie og bagningen afsluttes med endnu en halv time. – altså i alt 1 ½ times bagning efter ”tørring”.

Du tager brødene ud og lægge dem til afkøling på en bagerist med en klæde omkring, så de ikke udtørrer. Når brødene er kolde eller lune kan du dele dem i to og lægge de 3 stk. i dybfryser. Det afhænger selvfølgelig af, hvor meget du og I spiser.

Det er indlysende, at brødet er bedst, når det er helt frisk. – Men kvaliteten nedsættes ikke væsentligt ved frysning, hvis du husker at putte det i to poser, – hvert stykke. Selv om et brød ligger på frost kan det godt blive tørt, hvis ikke det er pakket HELT tæt. Brødet har skarpe kanter – pas på det ikke river hul på plastposerne.

Giv glad denne opskrift videre, så mange flere kan komme til at nyde det hjemmelavede, daglige brød. Giv også surdejen videre – ellers må den ny bager selv fremstille den (google) eller købe den i de gode butikker.

For husk, at godt brød er levende – og spises af levende mennesker-

Velbekomme

TAXAMANDEN

Jesper Grunwald

SORT FORTID – STORT HJERTE

Han er et udskud.

Han fortjener ingen tilgivelse.

Han burde sendes til en øde ø med færrest mulige færgeadgange

Du kender de verbale henrettelser fra de sorte ”tråde” på Facebook. Storby-accent med et mikroskopisk anstrøg af et fremmed sprog. Han har den fremedes mørke hud og en etnisk baggrund af blanding mellem noget arabisk og noget afrikansk. Den er god nok. Hans familie er fra Somalia

Og så vil skæbnen, at han bliver min mentale coach i en sen, sur nattetime i minefeltet, downtown København.

Jeg er irriteret i nat. Det er på ”top to” det mest stressende i tilværelsen som taxichauffør i det københavnske natteliv. Når der ikke er nok at lave. Og når du generes af pirattaxier og de unge nat-cruisere, der besøger de smalle gader med barer og værtshuse, hvor de næppe sætter deres ben. Der er fuld power på anlægget, sidevinduerne er åbne og de både slæber sig dovent gennem menneskehavet, hvis de altså ikke lige gør det modsatte. Accelererer hårdt et sekund med hvinende, brede lavprofil-dæk.

Han åbner døren og spørger høfligt, og med et stort smil på det mørke ansigt, om jeg vil køre ham til en anden bydel. Han har en fræk aftale, fortæller han, så tænder jeg taxameteret – men kan kun køre 50-100 meter, hvor føreren af en ”cruiser” er stoppet midt på vejen ud af mylderet blot for at småsnakke lidt med kammeraten på vej den modsatte vej. Den anden bilist har iagttaget taxien bag ham, men han er sgu da ligeglad. De skal bare småsludre – og kører om lidt igen, – når det passer ham.

Min irritation stiger i den slags sekunder, der hurtigt tæller som var de minutter. Kan ikke dy mig, ruller vinduet ned og spørger, om han dog ikke kan finde et bedre sted at parkere end midt på Nørregade.

– Jeg parkerer sgu ikke, jeg snakker bare, dit gamle røvhul.

Det her er alt andet end kærlighed. Jeg får en svada af forbandelser og eder, inden jeg ruller sidevinduet op igen. Hører sidste brudstykke i hans rasende monolog. Noget med racisme.

Min passager med det smukke, mørke ansigt ryster på hovedet, mens jeg helt ubegrundet og småkikset begynder at forsvare mig selv. Jeg er fanneme ikke racist. Jeg bekæmper det i mit daglige arbejds- og privatliv.

– Det har ikke noget med det at gøre, siger den unge mand. Jeg er selv ligeglad med, om idioterne er kristne, muslimske, arabiske, danske, tyrkiske eller afrikanske. De ødelægger det for os allesammen. Det gør mig virkeligt ked af det. Men du skal bare tage det roligt, Taxamand. Jeg ved sgu da godt, at du ikke er racist. Jeg kan mærke det, siger han, smiler med de flotte, hvide tænder og med et ansigt, som jeg kan tro på.

Jeg får en uventet overbærenhed fra den unge somalier, der kunne være mit barnebarn. Og så får jeg historien om hans eget liv, der virkeligt har været levet på kanten, – den skarpe og voldsomt ubehagelige.

– Jeg har virkeligt gjort mine forældre kede af det mange gange. Når jeg kommer sent hjem, siger min mor stadig, at hun var bange for, at jeg igen er til afhøring hos politiet. Som 15-årig blev jeg taget for knivstikkeri. Senere fik jeg domme for grov vold og bortførelse. Jeg er virkeligt ikke en af Guds bedste børn. Det stoppede først, da jeg stod for at komme helt ind i bandemiljøet. Det kunne jeg altså ikke byde mig selv og mine forældre. Nu kæmper jeg for at komme ind i et ganske almindeligt liv.

Vi taler snart som var vi gode venner, ja næsten i familie med hinanden. Han har denne fascinerede respekt for det ældre menneske, som du sjældent møder hos etniske danskere på bare 21 år. Han giver mig småbidder af sine drømme. Han vil have en uddannelse, som sin bror, elektrikeren. Selv drømmer han om at blive socialpædagog og hjælpe med at holde de unge borte fra vold og anden råddenskab. Men han er blot ved begyndelsen af en lang og drøj vej, hvor han skal have puttet noget lærdom ind i hovedet, der ikke har været på skolearbejde, siden han slentrede ud af 9. klasse.

– Men jeg lover dig at slås, – på den gode måde, siger han og griner igen. Og jeg vil gerne sige ordentligt farvel til dig, siger han i en sidste gestus, rækker ud og giver mig et fast håndtryk. Et nyt venskab, der bare er få minutter gammelt – mellem to, der måske aldrig kommer til at møde hinanden igen.

PS: Du er altid velkommen til at dele mine opslag og klummer. Taxamanden elsker trafik – når den er i bevægelse, forstået. 😊