SÅ TAG DIG DOG SAMMEN – MAND

Hun er bare så meget !

Håret er sat. Festkjolen sidder tæt. Og humøret – først og fremmest – det er tændt.

Hun skal til den årlige personalefest i kommunen. Borgmesteren holder tale, der skal spises og drikkes. – Og så skal der danses igennem til to cover-bands, der spiller musik fra 70’erne og 80´erne´. Der er var rift om billetterne – og der er udsolgt i aften.

Hun prajer mig klart og tydeligt foran lejligheden.

Jeg er jo bare TAXAMAND – lige dele banansælger og amatørpsykolog, så jeg ved sgu ikke, om jeg har ret. Men jeg bilder mig ind, at kvinder er bedre til at stoppe hyrevogne. Ikke bare blondinerne fredag nat, der charmer sig med vrikkende hofter i i det hvide lys fra Merceren. Det er usagligt – og jeg falder for det. Også sådan en sen eftermiddag, hvor damen er i feststemning og har armen ude øjenkontakt, inden vi egentlig kan se hinanden.

En mand, derimod, passer på værdigheden. Han er cool i egne øjne – og bliver af og til forbikørt. Så har jeg ham opgivende i bakspejlet og må bakke eller vende for at samle ham op.

Continue reading…

FORELSKET PÅ EN TAXITUR

 

Jeg blev en smule forelsket den anden nat.

Ikke noget farligt, der sætter det hele over styr.

Ikke eksplosivt – men kærligheden kom flyvende, blidt som en lun nattevind dette efterår, hvor sommeren bare ikke vil holde op. En årstid ude af synk. Det er lige så vidunderligt som det er faretruende.

Det er ikke voldsomt sent men helt mørkt, da jeg kører op foran villaen. Der er meget – alt for stille, men jeg har besluttet at tage denne nat som den kommer. For kunderne er glade, når vogn 24 er fremme som var jeg deres private ejendom.

Continue reading…

NÅR MAN BARE ER SÅ SKIDE LYKKELIG

 

 

Carpe Diem, siger min svigermor.

Meget ofte – og helt op til irritationsgrænsen. Grib dagen, betyder de latinske ord med et budskab, der ikke er til at tage fejl af. Tag nu og lev det fandens liv, mens det endnu føles som en gave fra Gud. Og lad nu være med at tænke for meget over, hvad morgendagen bringer.

Jeg er ret sikker på, at svigermor ikke mener, at man skal kaste sig hovedløst ud i skørlevned. Men hun har alderens autoritet til at insistere på at budskabet er rigtig. Og jeg mærker, at det sniger sig tættere ind på mig, mens mit hår bliver stadig mere gråt og hårgrænsen flytter sig – opad. Bagud!

Han ser så tydligt lykkelig ud, manden på passager-forsædet i vogn 24. Det er OK, at efteråret nærmer sig og sen sene aftenluft er blevet skarpere. Sådan er det bare.

Continue reading…

MINISTERIET FOR GAKKEDE TAXITURE

 

Ikke sådan at jeg på nogen måde er specialist i det absurde teater.

Men jeg husker af uransagelige årsager, da TV Teatret i 1968 (jeg var 14 år) sendte Vaclav Havels stykke CIRKULÆRET (Memorandum hed det oprindeligt) – om et utåleligt bureaukrati, som pludselig indfører et nyt sprog, Ptytepe, der blev indført for at afskaffe ligheder mellem ord. En sort virkelighed – med en meget ung onkel af mig, Morten Grunwald, i en af rollerne. Sort-hvidt tv i en gal, absurd handling, der udstiller bureaukratiet og menneskeforagten i diktaturet.

Eller det absurde i den humoristisk genre: Monty Python med John Cleese som embedsmand i Ministeriet for Gakkede Gangarter.

For ikke at glemme for længst afdøde Marty Feldman og hans RAF-inspirerede parodier på taxi-branchen.

Jeg griner mig jævnligt gennem gamle klip på Youtube med den ekstremt vindøjede, engelske komiker, der døde for mere end 35 år siden.

 

Continue reading…

SÅ FIK RADIOKONGEN SPARKET

 

Hans karriere er trukket direkte ud af et eventyr. I hvert fald indtil for en uge siden.

Han blev kong Radio indenfor Statsradiofoniens mure, mens jeg – hans tidligere kollega – i dag dyrker min radiomani ved at lytte! P1, Radio 24syv, Regionalradio. Ord og lydbilleder mellem kunderne på mine 12-timers-vagter.

Leif Lønsmann med det for længst sløjfede Larsen var DR’s sidste radiodirektør og indtil for få dage siden direktør for DR’s koncerthus. Han fik sparket i jagten på de hundrede af millioner, som DR nu skal spare.

Continue reading…

LA’ OS GENOPFINDE CIVILISATIONEN

 

 

Et eller andet sted har jeg altid levet med den grund-optimisme, at Danmark bevægede sig – fremad. Det ligger i kortene for vores civilisation, – for velfærdssamfundet og vores, samlet set, næsten uforskammede rigdom, at vore børn og børnebørn kan leve under lidt bedre vilkår, end vi selv voksede op under

Mere uddannelse. Mindre støj, røg og lort på arbejdet. Mere information og kritisk sans. Mindre blind autoritetstro. Mere frihed.

Det går fremad dag for dag – men tvivlen nager.

Continue reading…

KÆRLIGHEDEN – FOR HELVEDE, ALTSÅ . . .

 

 

Jeg er nærmest smadret af træthed.

Lidt for meget, hvis man måler arbejdstidspunktet op mod min dåbsattest. Hun sover nu, min kone. Men hun ville trække mig ved ørene til byttepladsen i Lyngby, hvis hun vidste, hvad klokken var denne fredag nat.

Jeg opfatter det som omsorg og kærlighed. Og som alle ”rigtige” drenge har jeg brug for begge dele. Så jeg lytter til en indre kopi af hendes bebrejdelser og løfter en finger for at sætte vogn 24 i ”pausedistrikt”.

Så står en nydelig dame i nattemørket og lokker mig ind for at samle hende op i nattens kaos.

Continue reading…

JA, GU’ ELSKER JEG DA MENNESKER ….

 

 

Den var måske lige vel svulstig, da jeg så den – overskriften i Ekstrabladet for en håndfuld år siden.

Jeg havde taget turen fra chefuniverset i DR til livet set gennem forruden i en taxi. En social rutsjetur fra middelstand med pension til arbejderklasse på 100 pct. provisionsløn.

JEG ELSKER MENNESKER, sagde jeg lige vel melodramatisk i interviewet, og nu stod det sort på hvidt i portrættet over to sider i tabloidavisen, hvor jeg blev lykkelig klummeskriver i 3 år.

Det er jo sandt, det med kærligheden.

Jeg mødte en af undtagelserne fredag aften og var som en af de få gange i vogn 24 lidt for tæt på en røvfuld.

Continue reading…

EN HYLDEST TIL DE SÆRLIGE BØRN

 

 

Inderst inde er jeg en smule bevæget. Lidt følsom ligesom menneskene på de gamle sort-hvide billeder af skibet, der skal sejle om lidt. Så rækker han den buttede, mørke drengenæve frem mod mig, smiler og viser mig de hvideste tænder og de sorteste øjne i Herlev.

Sådan har vi sluttet den jævnlige taxitur igennem det sidste halve år. Men i dag er det sidste gang – og en slags eksamen. Vi giver hinanden hånden, – og så trykker han til, – som min far, majoren, lærte mig at rigtige mænd trykker på næven. Ikke som at stikke hånden ned i budding. Men et fast tryk som grebet om et sværd, der er klar til brug.

Og så siger jeg farvel til 12-årige ”J”, som er et særligt barn. Ikke alene på grund af hans rødder i Østafrika, men fordi han er elev i en skole for børn med særlige udfordringer – ofte med diagnoser.

  Continue reading…