Han studerer til rollemodel

 

Det lyder nok lidt råt – men det er en kendsgerning.

Jeg genkender ham på den sorte hud – og på hans fysiske handicap. Ja, han er afrikaner – og så er hans krop kort, han har stive, uhåndterlige ben – og så bruger han krykker. Han lettere beruset – ganske blidt beruset efter en nattetur med nogle af vennerne fra studiet.

Jeg mødte ham for nogle måneder siden uden de nøjagtigt samme omstændigheder – men jeg iler med at undskylde beruselsen. Han er ikke storforbruger af alkohol og i det hele taget ikke nogen tragisk skikkelse – trods handicappet. Han har for pokker bare været på hyggetur med en flok andre unge.

Han vinker mig ind til siden med den ene krykke midt i nattemørket – og jeg kan ikke lade være med at flage med genkendelsen og gensynsglæden:

– God morgen hr. Så kører Somali-ekspressen igen, og jeg gætter på, at vi skal en tur ud på Amager!

Han griner let og lægger hånden på min skulder.

– Du kan kende mig?

– En rigtig taxichauffør kan altid genkende de gode kunder. Det er da klart.

Og så fortsætter vi samtalen, hvor vi slap for et par måneder siden.

Continue reading…

Hemmeligheden om den fuldendte schnitzel

 

 

Jeg elsker god mad, og det kan ses.

Ikke at jeg ligner Obelix.

Men, jeg er tæt på den store, godmodige galler med de røde fletninger, der faldt i trylledrikken som barn. Langt tættere end jeg deler udseende med den afpillede hidsigprop, Asterix.

Og jeg er ikke alene.

Vogn 2282 er for tiden en Mercedes 220C . Men ”C” betyder compact – og lad mig sige det på den måde: Der er fyldt godt op på forsæderne denne fredag morgen, hvor jeg skal køre en velvoksen kunde fra minefeltet til en adresse et stykke oppe i Nordsjælland.

Lang tur.

Gode penge.

God snak.

Kunden er på vej hjem fra arbejde og et par godnat-øl. Vi har en fælles passion for mad. Jeg er en habil amatørkok – og han er professionel, ansat på en af hovedstadens gode restauranter, der har specialiseret sig i det solide, traditionelle køkken.

 

Continue reading…

Mit liv i én stor rodebutik af mennesker

 

 

Det kunne ligne en tilfældighed.

I virkeligheden går der en lige linje fra min opvækst, via min mediekarriere – til mine sene arbejdsår i taxiuniverset. Jeg har haft det kæmpeprivilegium at møde og omgås de mest forskellige mennesker fra mine barneår – til nu.

Jeg plejer sådan lidt henslængt at kalde mit tidlige liv for ”min grundtvigske barndom”. Noget med salmebog, højskolesangbog, valgmenighed (den liberale – ”de glade kristne”, som min gamle mormor sagde med et vist mål af selvfedme). Så sang vi en salme. Så blev der læst lidt fra biblen – og så var det tid til en øl, en snaps, et stykke brød – og måske et spil Bridge.

Det foregik på Bornholm, og jeg plejer at sige, at jeg er vokset op i det klasseløse samfund. Det er selvfølgelig noget gedigent sludder. For guderne skal vide, at også ø-samfundet havde sin over- og underklasse og sine magtstrukturer. Men klasseløst i den forstand, at de menneskelige omgivelser var et blomstret netværk af bønder, fiskere, skolelærere, kunsthåndværkere, håndværkere, arbejdsmænd, pensionister. Det eneste, jeg ikke kendte meget til var akademikere – altså bort set fra lægen, tandlægen og mine senere gymnasielærere. De fyldte ikke meget i det samlede landskab

Jeg mødte på én gang almindelige og særlige mennesker, som ikke altid lod sig lukke inde i deres egen klasses begrænsninger. Jeg er i den grad er vokset op med mennesker med en ”sidehistorie”. En passion, som kunne udleves, fordi der bag ved det konservative og normative provinsmiljø, fandtes en ikke frihed til at dyrke sine særheder.

Continue reading…

Hvem siger dog, at der er skønt på toppen?

PS:

Dette blogindlæg blev tidligere bragt som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin EKSTRA – den første maj sidste år. En hyldest til taxiarbejderen og de mange klasser, vi er udsprunget af…

 

Arbejderklassen er ikke, hvad den har været!

På papiret er taxichauffører i bunden af løn- og statusskalaen. Vi har alt det, som højre-liberalisterne går og ønsker sig. Langt de fleste er 100 pct. provisionslønnede uden Ingen pension. De færreste er organiserede i en fagforening. Pointen er er bøjet i galvaniseret Mercer-stål: Er der ikke noget at lave, får du ingen løn. Se det er en logik som kuglestødere og politiske kandestøbere kan forstå!

Der er to sociologiske kendetegn i taxi-branchen:

Et stort tal er ” … af anden etnisk herkomst … ” – en del også højtuddannede. De har ikke en ærlig chance på det kridhvide, danske arbejdsmarked. En revisor, en djøfer, en guldsmed, en forsikringsmand. Og højtuddannede eller ej: Mange er familiefædre med små børn og en kone, der måske tjener endnu mindre. Ikke så få har en 6-dages arbejdsuge med op til 60 timers arbejdstid.

En anden markant gruppe er ægte kartoffeldanskere som Taxamanden her, der mere eller mindre frivilligt forlod både arbejdsmarkedet og borgerskabets økonomiske tryghed. For unge til at gå på pension og for gamle til at komme tilbage i relevant job. En salgsdirektør, en historiker, en IT-direktør, – masser af ”gamle” IT-folk.

Continue reading…

Taxituren ud af sneskyen

 

 

Mest af alt ligner han en sej fyr, nu, hvor jeg samler ham op på hovedstrøget i den københavnske forstad. Slank, adræt – og en varm, sund og brun kulør i ansigtet.

Det er midt på formiddagen, midt på ugen.

Der er masser af trafik, han har prajet mig på gaden, så jeg må nøjes med at holde fordøren indefra. Vi skal hurtigt videre for ikke at genere de øvrige trafikanter.

Og så skal han køre en ret kort tur.

 – Har du haft en god ferie, spørger jeg efter at have iagttaget ansigtsfarven.

– Ferie?

Han ser lidt måbende ud.

Det er tydeligt, at det kender han ikke noget til.

Så mærker jeg lugten af hans ånde. Det er alkohol, og jeg kigger i hans røde øjne. Han har været på druk og fra nu af lytter jeg til hans lidt læspende s’er. Han er skide fuld og klokken er 9,45 formiddag på en hverdag. OK!

– OK, indrømmer jeg med et smil. Jeg så bare din ansigtsfarve og gættede på, at du havde været sydpå i varmen eller oppe i sneen i bjergene.

Det var så dagens dårligste åbningsreplik.

Han er fortsat stille. Selv begrebet åbningsreplik, kan han ikke gætte sig til i sin lallende tilstand.

Men den med ansigtsfarven er feset ind.

– Nej, du, den brune farve er helt kunstig. Jeg ville bare se lidt friskere ud, så jeg har været i cancer-grillen.

Continue reading…

Ville hun mig – eller ville hun ikke?

 

 

Det aftvinger mig den allerstørste respekt!

Jeg har været mindst et par timer tidligere oppe end min kunde her i storbyens udkant – og så er det HAM, der er frisk som en havørn. Eller en måge, burde jeg nok sige, for trods nærheden til Øresund, er forstaden ikke et fuglereservat. Jeg må simpelthen tage mig sammen for at leve op til min kundes vigør. Han er veltrimmet, først i fyrrerne, gætter jeg. Han arbejder på et mellemhøjt niveau i forretningsverdenen og er tilsyneladende bare – ”glad i låget” fra morgenstunden.

Det er ham, der genkender mig først. Med mine snart fire år på fire hjul, og da jeg jo jævnligt henter mine kunder i de samme distrikter af Storkøbenhavn, sker det oftere og oftere, at jeg genser kunderne. Nogle af dem genkender mit andet, skrivende jeg, – og morgenmanden er en af dem.

– Hvad pokker, det er jo taxamanden. Jeg skal til lufthavnen igen, så vi får en god tid til at snakke.

Continue reading…

Hår-kunstneren fra Nordatlanten

 

 

Hun skal senere vise sig at være noget af en sild, men lige nu ligner hun mest en udsultet jumbo-reje.

Jumbo – det er noget af en uforskammethed overfor den velskabte kvinde midt i 30’erne. Alt andet end overvægtig viser de tætsiddende designerjeans. Men det er hendes ansigtsfarve. Hvidt og rødt. Kuløren er både meget bleg, – men virker måske endnu hvidere med de rødmende, lidt feberramte kinder – og næsen, selvfølgelig.

Den er god nok. Hun har det skidt.

Hun er på vej fra Jylland og har overnattet hos en bekendt i København, inden tureren går videre med fly denne tidlige formiddag. Og så er hun altså ramt af en solid influenza. Jeg er jo en slags mand og er ofte belært af min kone om, at ” … mænd har ikke influenza – de er snarere ramt af en nærdødsoplevelse … ”. Men kvinder ser først rigtigt ramte ud, når de virkeligt er syge.

Med den logik kan jeg så konstatere, at den unge dame er hårdt ramt af en af årstidens epidemier. Hun har trukket uldhuen helt ned om ansigtet, så man kun lige netop aner en kant af det sorte hår. Og så hun kigger lidt træt på mig med de grønne øje.

Hun er godt nok både sløj og meget køn – men det smukkeste er dog hendes sprogtone. Jeg kan lige så godt afsløre det. Jeg har et grænse-erotisk forhold til det færøske sprog. Ikke at jeg forstår ret mange ord. Men accenten gør mig blød, – eller hvordan man nu vil udtrykke det. Så på de tyve minutter til lufthavnen forsøger jeg at finde den rette balance mellem medfølelse for patienten, beundring for kvinden – og respekt for kunden.

Jeg håber virkeligt, hun synes, det gik godt.

Men det startede nu mest pinligt!

Continue reading…

Hvem vil hyre en gammel blæksprutte?

 

 

Hun står klar foran rækkehuset, blot 3 minutter efter min køreordre. Hun er i Taxamandens yndlings-segment. Måske ikke forretnings-mennesket, der bare skal til lufthavnen hurtigst muligt men den gruppe der giver mig et overlevende ”cashflow” mellem myldretiderne. Ikke så meget pis med den slags kunder. Ude af klappen og klar, når jeg kører op langs fortovskanten.

En meget slank – nærmest en tynd kvinde med et kort, stålgråt og velplejet hår.

Vi kører ritualdialogen. Hun siger til mig, at jeg bare kan blive siddende.

Jeg smiler for omsorgen men erklærer, at bedstefar Taxamand har sundest af at strække stængerne så ofte, det kan lade sig gøre.

Continue reading…