NEJ – faren er ikke fra Karup

Det er lidt svært i dag.

For jeg skal både fortælle en autentisk historie og holde på en hemmelighed.

Så jeg bliver nok noget om at pakke historien lidt ind, holde lidt igen med alle oplysninger – og så snyde lidt på vægten hist og her.

Så historien er hverken særlig dramatisk – eller dokumentarisk sand

Men det er egentlig lige meget. For dybest set handler den mest om en far, der fylder rundt og en ung mand, der holder en fridag fra studiet, fordi han har fundet den helt rigtige gave til ”den gamle”. Noget om en fyr, som har taget en lille omvej for at finde den rette vej – og som har lyst til at vise sin kærlighed til sin far. – Og så være sikker på, at han har fundet den rette gave.

Taxamanden er stensikker. Jeg ville blive varm og hjertet og måske fælde en lille tåre, hvis jeg vidste, at mine nærmeste efterkommere i den grad have fundet en gave, hvis fornemste formål var at gøre mig glad og vide deres kærlighed.

Tro mig. Jeg kender fornemmelsen fra mit eget univers.

Gutten er midt i tyverne men ser egentlig noget yngre ud. Han er den yngste i børneflokken – givetvis lidt af en forkælet efternøler. Han fulgte den slagne gang. Gik i skole, uden at det tændte ham vildt. Kom i gymnasiet, for det kunne han da sagtens og han tog de skridt videre i skolesystemet, end hans far havde gjort. Men det var ikke ligefrem arbejdsindsatsen, der belastede ham:

– for fanden, jeg var egentlig så ung og umoden i de år i gymnasiet. Ikke, at jeg ikke havde det sjovt. Jo, det var sjovt og hyggeligt og jeg lavede grundlæggende ikke en skid.

Continue reading…

Klumme til EB, EKSTRA den 6. december 2014

Det er et indlysende spørgsmål til meget arbejdet: Hvordan fanden kan du holde det ud?

Politibetjenten i Gothersgade kl. fire, fredag morgen, mens fulderikkerne sviner ham til i en tågebrandert.

”Tissekonen” på hovedbanen, der skal smile taknemmeligt for en flad femmer.

Skolelæreren, der skal lære ungerne almindelig opførsel, det forældrene burde tage vare på.

Taxichaufføren, der lever sit natte-arbejdsliv i en reel trussel om vold.

Hun er en moden kvinde på min egen alder og står allerede klar og vinker, da jeg kører op foran indgangen til akutklinikken på en af hovedstadsregionens hospitaler. Når Taxamanden får en køreordre hertil er han som udgangspunkt indstillet på patient-kanalen – altså deroppe i hovedet. Kan være kunder der er bange. Eller mere trænede smertebærere, som har været her flere gange før. Men da jeg kommer tættere på, fornemmer jeg straks, at der er noget mere professionelt over hende.

Continue reading…

Det er min Facebook-ven Michelle Hviid, der inspirerer mig til dagens indlæg på taxamandens blog. Hun er en sej kvinde, der er noget nær en ekvilibrist i medierne – ikke mindst de sociale. Hun startede med konceptet ”Running Dinner”, som jeg ikke skal gå i detaljen med – men det handler om dating over en god middag. Noget der i bedste konsekvens kunne ende som en slags ”det moderne samfunds arrangerede ægteskab”. .

Det  koncept har hun solgt. Hun holder foredrag over hele landet og så optræder hun i diverse tv-programmer. Michelle går lige til biddet over for offentligheden – også om sine mere private forhold. – Hun er en voksen kvinde i et moderne medieunivers. Og så følges hendes Facebookprofil af tusindvis af mennesker – og kommenteres af hundredevis. Mest af kvinder og ofte om emner som kærlighed, parforhold, mænd og kvinder.

”… Tænk hvis jeg var fuldstændig totalt og aldeles vild med en fantastisk dejlig mand …”, – og så tændte nysgerrigheden hos alle Michelles daglige læsere. Herunder undertegnede ringhed.

Ja tænk !

Og hvor finder man sådan en – en fantastisk dejlig mand?

Så var det jeg pludselig fik lyst til at dreje hovedet mod en interessant målgruppe: Taximænd!

Continue reading…

Fra taxamandens klumme i Ekstrabladets magasin EKSTRA, lørdag den 29 november

Copyright www.fotoserarch.com

Lortevejr,

lortehumør,

lortetaxi…

En af de dage…

Det gælder dog ikke taxamanden selv. Jeg tror det skyldes denne mærkelige tilværelse, hvor jeg stort set lever helt tidsforskudt i forhold til almindelige borgere. Min morgen er uden kaffe, radioaviser og børnelatter – helt uden kys og konflikter.

Når det er morgen for taxamanden, sover selv den mest genstridige møgunge. Og når hr. og fru Danmark endelig kan sænke sig ned i sofaen til middelmådigt tv i primetime er det helt go’nat for mig.

Jeg står op hver hverdags-morgen kl. 02,15. Og jeg falder omkuld før de fleste.

Er der noget at sige til, at jeg er anderledes? At jeg bli’r træt før folket. Men også, at jeg undertiden har power, når det frustrerer

Jeg har en af de gode dage i dag. En af dem med overskud, hvor verden bare kan komme an i al dens smålighed og sure miner. Jeg er i kvarteret hos den højere middelstand. Døren til kunden, som jeg skal ”…hente og følge… ” er allerede vidt åben og imødekommende.

Kunden står klar i det grå formiddagslys, – et stykke inde i gangen. Helt klar med frakken på. En ældre dame – givetvis i 80’erne -, der skal køres til genoptræning på et center 15 minutters kørsel herfra.

– God morgen frue, siger jeg kækt som var det i en reklamefilm for branchen selv. En af de smilende, modne taxichauffører, der altid er glade og service-orienterede.

– Nå, endelig, vrisser damen og er på vej ud af døren kan jeg se, at hun ikke bare ligner – hun ER en tordensky.

Continue reading…

Min hensigt er at skrive om alle slags mennesker.

Taxamanden spejler det samfund, som han bevæger sig rundt i – og det er den virkelighed, som jeg virkeligt elsker at gengive.

Selvfølgelig er der tale om et hjørne af virkeligheden set gennem et temperament. Mit temperament. Det var den franske forfatter Emil Zola, der i den sidste del af 1800-tallet – under NATURALISMEN – definerede kunsten sådan. Et udspring i noget virkeligt. Men bearbejdet i kunstnerens temperament. Taxamanden er jo ikke kunstner. Men jeg har alle tider elsker citatet og dets betydning: Dobbeltheden mellem det virkelighedsnære – og erkendelsen af, at den er bearbejdet. Det var min fremragende dansklærer i Gymnasiet, som plantede citatet i mit hoved. Det passer til min egen indstilling og målsætning med mit eget skrivearbejde. Og det hænger sammen men den journalistiske fagkritik, som jeg er opdraget med i 70’erne: Tilstræb virkeligheden – men vær kritisk, hver gang nogen påstår, at det er den, de påstår at gengive.

Jeg kan ikke lægge skjul på, at den indstilling til samfund, fag og menneske måske er endnu mere nødvendig i dag i det enorme udbud af mediekanaler – og den bevidste og ubevidste blanding af genrer, som finder sted.

Så indimellem kigger jeg derfor skriverierne fra min egen, ringe hånd igennem. Prøver at bibeholde lysten til at finde nye vinkler på virkeligheden, og engang imellem være et ganske lille, ubeskedent, irriterende bjæf mod de herskende vinde.

Continue reading…