Skibet var ladet med tårer….

 

Der er klart nogen forvirring på den her morgen.

Op inden fanden får sko på. Pakke ting og sager og så som sædvanligt få lillesøsteren gjort klar til at de skal tage af sted. Og lillesøsteren er ikke sådan en lille en, der i virkeligheden behøver hjælp til at blive færdig inden rejen. Hun er faktisk en voksen kvinde på 40, der burde kunne klare sig selv. Men sådan går det altså af og til med rollefordelingen mellem søskende.

Taxamanden hjælper kunden med at samle tasker og kuffert og mærker stemingen af rejse-stress og forvirring.

Selv er hun 43 og ”mellembarnet”, der hoppede og sprang for både to større søskender og ”den lille”.

Hun ryster på hovedet. Overbærenhed iblandet en irritation, hun nok aldrig helt kommer af med.

Hun ved det.

Det er hende, der har fået rollen som den der skal ordne, støtte og være ”den praktiske gris”

På overfladen skal hun på en ganske almindelig charterrejse til de canariske øer. Ned at nyde vinteren i den vådeste danske vinter i mands minde.

Men helt almindelig er rejsen nu ikke, for i virkeligheden skal hun ned for at genopleve et år af sin barndom, der både var hendes livs og hendes families store oplevelse og en meget, meget hård tur for en pige, der ikke havde bedt om at blive trukket ud af det alminelige liv. Sådan som mange børn har det i netop den alder. De ønsker bare at leve en tilværelse, som alle andre af veninderne gjorde det.

Men sådan skulle det ikke være – og sådan blev det ikke.

Continue reading…

Eliten, fy for pokker! – sangen om privatskolerne….

 

Jeg er taxamand og journalist.

Hårdtarbejdende (i hvert fald i timer…) som den første – og nysgerrig som den anden.

En taxamand servicerer og bringer kunderne hurtigt, sikkert og billigst muligt frem til målet. En journalist skal beskrive virkeligheden, som han/hun ser den – og dementere myter.

Dementere myter? – Ja, det sagde radioavisens gamle chef, Jørgen Schleimann, den mest knurhårede nyheds- og mediechef i sin tid. Det han mente var, at man ikke skal tage den første og bedste forklaring for gode vare. At man skal kunne pille i de knæsatte virkelighedsbilleder. Jeg tænker på det  ofte, når jeg befinder mig midt i konflikten mellem den tilsyneladende, selvskabte virkelighed – og så rammer den virkelighed, jeg møder i vogn 2282. Jeg har skrevet om de kollisioner mange gange her i bloggen,  i mine klummer i Ekstrabladet og i min bog JEG ER BARE TAXAMAND.

Nu er jeg jo et produkt af 70’erne, så jeg tror jo ikke på DET sande billede af virkeligheden.

Det eneste ene.

Nixenbixen.

Continue reading…

Når sygeplejersken knækker

 

Fra taxamandens klumme i Ekstrabladets tillæg EKSTRA den 8. november

 

Det var en sort uge for taxafolkene i det mørke efterår, da mit fag viste sig fra den sorteste side.

Drabet på en kollega. At man er ked af det, når ens døtre ringer til en op ad dagen for at høre, om man er i live. Med en snert af gråd. Og så min journalistisk, kritiske sans, der indimellem minder mig om, at jeg skal styre mig – NETOP fordi jeg er professionelt indblandet som kollega til den afdøde – i samme selskab.

Jo, jeg mærker også hævngerrigheden, hvor uproduktiv den end er. Lysten til at finde gerningsmændene/-manden og give ham den mest langvarige dom. Tanken om, at han aldrig – ALDRIG skal ud at være kunde i en taxi, fordi han indtil sit livs slutning skal betale for det liv, han selv tog.

Men det er den helt modsatte oplevelse, som fjerner mig fra mit professionelle sortsyn. Og jeg tror, jeg deler den oplevelse med mange taxichauffører. Det er de varme, det er de menneskelige øjeblikke, der bærer igennem lange arbejdstider, lav løn – for slet ikke at tale om trusler og farer for liv og helbred.

Tør man kalde det kærlighed?

Continue reading…

Videohilsen med opfordring til at dele

Fredagen er fortsat dagen med en videohilsen fra taxamanden. Denne gang i stemningen af den vådeste vinter i mands minde. Og så en lille opfordring fra den sølvfarvede Mercer med det grønne logo:

Du vil glæde taxamanden ved at dele mine indlæg. – Naturligvis, når du finder dem værdige til en interesse udenfor kredsen. Alle mine erfaringer med min blog og min Facebook-profil fortæller mig, at trafikken stiger begge steder, når mine FB-venner og læsere deler.

Så vær så god!

 

God jagt

 

 

Et kys – og taxikabinen: turen ind i blufærdighedens land

 

Man skulle tro, at overraskelsesmomentet en dag var slidt helt ned. At intet kunne ramme eller forbavse en taxamand, og at der skulle mere end noget ganske almindeligt til at gøre indtryk. Her tænker jeg ikke på aggression, stærke lugte, underlige lyde – endsige lige-på-hard-core-porno. Eller de mest tossede bemærkninger, du kan forestille dig fra en superberuset teenager, der er ude for imponere eller bare ikke har lært god opførsel.

Tærsklen må da være helt nedslidt i det 60-timers reality-show, som er blevet mig forundt i den sølvgrå Mercer, der kører rundt og servicerer menneskeracen af alle underarter i de københavnske forstæder.

Det er jo bare et kys, for fanden!

Introen er ellers triviel nok midt i den mest tempererede vinter i mands minde. Jeg står ud af taxien og stamper nogle gange rundt om vogn 2282 for at få gang i bentøjet. Det skal løse de mest trivielle opgaver det næste halve døgn. Det venstre mest tilbagetrukket og nærmest uvirksomt. Det højre trakterer bremse og speeder rituelt på skift.

Så tænder lyset i opgangen, og allerede inden døren går op, har jeg set kunderne: To  voksne og et barn i 10-årsalderen. Det er hamrende tidligt. Manden er stille som en Zombie. Moren er lidt over-frisk og behandler knægten med en blanding af omsorg og irritation over, at hans begyndende pubertetssurhed skal sætte dagsordenen for denne dag. Hun giver mig destinationen og de sætter sig alle tre ind på bagsædet. Den slags kunder, der evner at gøre chauffør og kunder så usynlige, som vi netop har lyst til at være på dette ukristelige tidspunkt.

Continue reading…

Mormor er den bedste i verden…

 

Jeg har altid sagt, at hvis jeg blev genfødt som kvinde, ville jeg blive lesbisk.

Jeg mener ikke, at det skyldes nogen form for maskulint mindeværdskompleks eller homofobi – jeg tænder bare ikke på mænd. Jeg mener ikke, jeg kunne forelske mig i en mand. Altså elske med en mental og fysisk kopi af mig selv – det ville være uudholdeligt!

Men jeg har et enkelt hul i min kønsidentitet. Et sted, hvor jeg misunder kvinden. Og nej, det er IKKE evnen til at føde børn. Tanken om et forløsende Kejsersnit, er mig lige vel tæt på en nærdødsoplevelse. Da jeg for et par dage siden så min nevøs usædvanligt smukke kæreste, bare et par timer efter fødslen – totalt udkørt, tænkte jeg: Hun er modig og på vej tilage. Hun udstråler skønhed efter mere end 24 timers kamp mod veerne. Selv ville jeg have ligget som en skindød kødklump i hjørnet, hvis jeg havde gennemgået den samme fysiske kamp for at bringe den vidunderlige baby til verden. Kvinder kan noget helt usædvanligt, hvor vi ikke kan nå dem til deres rødlakerede tånegle.

Men hvor jeg dog er misundelig på rollen som mormor!

Continue reading…

Du sku’ møde taxamandens venner…..

 

Den her taxa har bragt mig ud i hjørner af mit liv, hvor jeg ikke regnede med at komme.

Jeg er blevet konfronteret med oplevelser, som jeg slet ikke kunne forudse, jeg ville få. Og som jeg skriver i min bog, JEG ER BARE TAXAMAND, er der faktisk situationer, hvor jeg i øjeblikke har tænkt: Når jeg nu skriver den her historie: Gad vide, om de vil tro, at det her er skinbarlig virkelighed – ikke  et eventyr, som jeg selv har fundet på?.

 

– I det dramatiske øjeblik, hvor trygheden siver ud af kabinen og jeg pludselig bliver i tvivl om jeg kan have tillid til min passager og kunde. Han er ikke bare er beruset men ”stangerstivstiv” – eller rettere psykotisk af en blanding af alkohol og givetvis kokain.

Continue reading…

De varme hænder – omsorg og smerte i det virkelige liv

 

Fra Ekstraladet, EKSTRA . taxamandens klumme den 1 november 2014

 

Der er stress på den her morgen på Vestegnen. Familielivet trak ud i går, og jeg har kun sovet de 4 timer, som jeg jo ved er for lidt. OK for en gammel sølvræv som mig at komme tidligt op. – men for lidt søvn….

For min kunne er det også morgentrætheden, der sidder i stemmebåndet med hendes hæse G’mor’n. Tilsat et par meget dybe hvæs af dagens første smøg i halvmørket, inden taxamanden er fremme.

– Satans, han er hurtig i dag.

Cigaretten bliver røget helt ned til filteret og jeg giver mig god tid til at vende Merceren på den diminutive parkeringsplads ved karrébebyggelsen – en af de helt anonyme her på Verstegnen.

Jeg giver hende tid til den fulde dosis nikotin.

Hun kender vejen til sin arbejdsplads, en af regionens helt store sygehuse. Under normale forhold og stram økonomi er busruterne de foretrukne. Men den her morgen er en af de grå og sene – og penge nok til en taxa.

Hun bestemmer ruten, for hun har kørt den så mange gange, at hun kender hver kurve og hvert bump.

Taxamanden følger sit primære daglige dogme: Kunden bestemmer!

Continue reading…

Hun ville bare ikke være grønlænder

Vi danskere er gode til det med en ”den stedfortrædende indignation”.

I de sidste uger har jeg selv deltaget på de sociale medier (Primært Facebook) om brugen af ordet ”Neger”. Rigtig mange frihedselskende danskere kan simpelthen ikke forstå, hvorfor det er skulle være forkert at bruge N-ordet, når vi nu oven i købet gennem generationer har brugt det i vore helt uskyldige børnesange. For pokker, det er jo bare et uskyldigt ord!

Vi mener ikke noget med det. Det er bare for sjov. Vi er ikke bare det lykkeligste folk i verden, vi er det mest frisindede – og så er vi det sjoveste folk i verden.

Jeg sidder ikke udenfor og kigger på de andres liv. Jeg er selv gået forrest. Mine nu voksne døtre lærte fra barns ben af ikke at bruge det engang så moderne skældsord PERKER. I mit univers rangerer det på niveau med Nigger eller Neger. Det var egentlig ikke vedtaget på noget familieråd, som vi i øvrigt aldrig har holdt. Det var bare opdragelse, et forbud, – ligesom man lærer at sige tak, når nogle har givet en gave eller undskyld, hvis man har trådt nogle over tæerne.

Og så blev jeg taxamand og trådte ind i et univers, hvor P-ordet var mere end almindeligt brugt. Det var faktisk ikke sjovt i begyndelsen, og jeg måtte til sidst tage humoren i brug inspireret af ejeren af en nøglebar på Nørrebro. Han synes, at bornholmere er noget af det mest nisse-agtige folkefærd, han har mødt. Han kaldte mig granitperker engang i butikken  – og den ide tog jeg så til mig. Granitperker – humoren som forsvar og et øgenavn valgt af den udpegede selv!. Jeg har brugt det højlydt mellem mine kolleger med aner i Tyrkiet, Irak, Pakistan, Iran og på Balkan. Jeg håber, de opfatter det som en slags solidaritetserklæring – men det går stadig ikke uden om maveregionen, når jeg bruger det.

Continue reading…

Bankospillet – og arbejderkvinden med livet i behold

 

Nordvest kvarteret i København er og bliver et ægte arbejderkvarter.

Engang var det Vesterbro, der tog titlen i København. Med Istedgade, der aldrig overgiver sig og baggårdene og hele Tove Ditlevsens univers. Men så kom byfornyelserne og først rykkede de unge, studerende ind, og siden er det blevet lige så trendy for middelstanden af bebo Vesterbro som at leve i Londons Soho. Det indre Nørrebro har i store træk gennemgået samme udvikling. Med den detalje, at nutidens proletarer – indvandrerne og deres børn og børnebørn stadig ”ejer” dele af især det nybyggede Nørrebro.

Selv boede jeg på Nørrebro i nogle år med min daværende kone, mine børns mor og oplevede, hvordan den hippe middelstand slog sig ned i de store lejligheder i de de istandsatte ejendomme ud mod de vigtigste veje, mens somalier og arabere beboede husene lige bagved. De etniske danskere i de gamle, istandsatte lejligheder – især de store. Indvandrermiljøerne i det sociale byggerie fra 70’erne og 80’erne

Nordvest kvarteret er Nørrebros udbygning. En af mine venner fortalte, hvorledes hendes mor brugte begrebet Nordvest – det nye postnummer – fordi det var lavstatus at sige Nørrebro. Det lød lidt pænere.

Den fordom har nutiden indhentet. I dag giver det højere status at have bolig på Nørrebro end Nordvest. Nordvest er det store indvandrerkvarter i København. – Og så den etnisk, danske arbejderklasse i det centrale Køenhavn, for så vidt man stadig anvender både begreberne arbejder og klasse.

  Continue reading…