Maskinmesteren der blev væltet omkuld

 

 

Good living er no smoking.

– Det er godt, det er dig, siger den lange, slanke mand med stokken. Han må genkende mig –jeg erindrer ham ikke

Jeg aner ham gennem døren ind til den spartanske lejlighed. Den minder mig lidt om lejlighederne, som jeg oplevede dem under mine familiebesøg i DDR i 70’erne og 80’erne. Principielt med alt, hvad der skal være. Et køkken, der fungerer. Et badeværelse, som er sundt og ok, ser jeg gennem endnu en dør i den 2 eller 3 værelses lejlighed. Og i stuen et industrielt parketguld, en sofa og et sofabord i lakeret fyrretræ. Her er ikke tænkt i design eller i borgerskabs-smag. Kun alt det nødvendige og med familieforpligtelserne i form af få familiefotos på væggene. Nogle af dem er af børnene, andre af børnebørnene.

Den ultimative udgave af den funktionalisme. En bolig indrettet til overlevelse, kemisk renset for overflødige følelser.

Det eneste indtryk af passion og subjektiv livsglæde, er en mur af tobaksrøg. – selv om, der er luftet ud af den afrikansk-fødte Sosu-assistent, hænger tobaksrøgen i vægge, møbler og gardiner. Lugten af menneskeligt fordærv. Svagheds-tegnet, som er afskaffet i nutidskulturen med meget stor, markedsføringsmæssig dygtighed. Det kan godt være de holder ved, de ansatte i portåbningerne ved arbejdspladserne. Smug-rygerne, som taxamanden ser dem i bybilledet. Og der bliver trukket igennem på gader, stræder og altaner i weekenderne, når der festes.Men indendørs-rygning signalerer underklasse. Og hvis der er noget, vi IKKE vil i nutidens samfund, så er det at signalere underklasse.

Verdens lykkeligste folk har indført det klasseløse samfund ved at gøre alt for at bunden rykker opad. Desværre sker det ikke økonomisk. – Men idealerne og ønske-kukturen, – den stræben går opad.

Good living er no smoking.

Continue reading…

Hvor bor hun mon, Eva – drømmepigen…?

Det er et af fagets store fordele og privilegier, at man trænes i af omgås en mere broget buket af menneskeheden

Der er oftest særlige grunde til, at taxamanden skal hente børn fra skole – altså ikke bare en eller anden logistisk eller trafikal.

Det kan være en fysisk skade, som er helet om lidt. Måske bare en idrætsskade. Eller en af de mere alvorlige og permanente. Jeg kiggede lige en ekstra gang, da den tynde, 13-årige dreng humpede hen til taxien med sit ene sunde ben – og med den korte benstump i en slags gips-forbinding. Førster gang, jeg kørte ham til fritidsklubben, sagde jeg ingenting. Anden gang spurgte jeg og havde allerede gættet rigtigt – altså på udgangspunktet. Han havde fået fjernet størstedelen af sit ben efter en kræftknude. Men nu – et par år efter – forlængede eller tilpassede lægerne benstumpen ved en operation, så gutten kunne komme til at gå endnu bedre med sin protese.

Og så er der børnene og de unge med de tydelige psykiske handicaps. Jeg har før fortalt, hvor svært det kan være at vende sig til autisten – den store kleppert, der rokker frem og tilbage og fra side til side, mens han brøler fra sin store krops dybeste indre. Eller den hjerneskadede, der stiller mig det samme spørgsmål igen og igen og igen på den 25 kilometer lange køretur.

De sidste eksempler gør én usikker og en smule angst i begyndelsen. Også selv om al fornuft tilsiger, at denne tur ikke var arrangeret, hvis ikke den kunne foregå fuldt forsvarligt. Men man vender sig til og kan næsten blive helt flov ved tanken om, at man føler ubehag ved at køre med handicappede. Det er et af fagets store fordele og privilegier, at man trænes i af omgås en mere broget buket af menneskeheden, end den, som det trivielle normal-liv tilbyder i den daglige ghetto af normalitet.

Continue reading…

Djøf mig her, djøf mig der – djøf mig alle vegne

 

Klumme i EB, EKSTRA lørdag den 22 november

 

Clio Online – en humanistisk erhvervssucces

Det var en af de morgener, hvor hele min krop og sjæl blev djøfiseret i en grad, så de allergiske reaktioner var ved at melde sig.

Nu er der i mit univers intet principielt forgiftende ved hverken fagforeningen DJØF eller de jurister, økonomer eller statsforvaltere, der betaler kontingent i foreningen.

Det er OK at være både klog og veluddannet og jeg deler ikke journalisters traditionelle mindreværdskompleks over for akademikere.

Den her morgen handler det om den mediekolporterede glædesorgasme over finansloven 2015 – eller væmmelsen over samme. Bjarne Corydon er helt oppe i det røde felt over fællesskabets finanslov. Lars Løkke og de borgerlige mener, den er både ubetydelig og uansvarlig. Lille Lars er jurist og indfødt djøfer.

Og fra alle sider høres et råb om beskæftigelse, virksomheder, om Danmarks fremtid, om gode kår for iværksættere. Det går i den grad op for taxamanden, at politikerne taler med deres egen dialekt, fra deres lukkede univers af politik, som de lærte på universiteterne på samme studier som deres embedsmænd. En lukket fest!

Continue reading…

Du møder natmanden

 

 

Så er det tid til at møde taxamandens natmand, Morten Mayntzhusen.NATMANDEN – det er i virkeligheden et groft udtryk på en renlig og rar fyr, der har en fortid i shipping. For i den gamle forståelse er natmanden ham, der tømte borgernes lokummer, og det skal den nydelige og velduftende Morten ike sammenlignes med.

Han tømmer ikke latriner. Han tømmer nattelivet for betalingsvillige kunder. Iskoldt og bestemt. når sprutten får ind og forstanden fordamper en smule – men også rart og venligt

Er der to, der hænger sammen i dansk taxiunivers, så er det ham og jeg. Med en afløser et par gange om ugen, er vi ansvarlige for kundebetjeningen og indkørte penge til os selv og vognmanden i vogn 2282.

Det er lykkes mig – i fuld fortrolighed – at få morten til at karakterisere mig og vores samarbejde.

Det er hårdt at høre – men vi er stadig en slags venner, selv om han er meget ung målt på sølvrævs-skalaen.

Sverige – fra blodbad til kærlighed og forskellighed

 

Vi er en del bornholmske drenge, der fik en solid træning i erotik i af københavner-”piblana”

Da jeg var barn på Bornholm, kaldte københavner-snuderne mig for reservesvenskere. Det virkede ikke som en kærlighedserklæring. Så der var automatisk øretæver i luften. Det var egentlig lidt uretfærdigt – for svenskerne. For vi havde jo ikke noget imod dem.

Egentlig var det langt mere ydmygende at være koloni-barn fra København – eller ”ovre”, som vi sagde. De var nemlig ikke bare på feriekoloni ved Svaneke, hvor jeg havde min skole og min gang – de var på svagbørnskoloni. Det var godt nok et stigmatiserende begreb, der ville noget. Men vi brugte det og fik baggrunden: Det var noget med ungerne fra de fattige arbejderhjem på stenbroen. De skulle en tur til klippeøen for at blive fedet op. Vi sloges den ene dag, vi var venner den næste. – Og året efter havde københavner-pigerne fået runde former – og så var sagen pludselig en helt anden. Vi er en del bornholmske drenge, der fik en solid træning i erotik i af københavner-”piblana”

Sommertøserne fra Sverige var en helt anden sag. De var mere uopnåelige, selv om de strålede i solen med kornblondt hår, den brune hud og de himmelblå øjne.

Det var sådan et smuk ung, kvindelig svensker, jeg fik med på den tidlige morgentur. Selvfølgelig en voksen kvinde, men taxamanden er jo blevet en sølvræv, så selv de helt voksne kvinder i 30érne fremstår meget unge.

Continue reading…

Taxamanden, konen med æggene og de bristede drømme

 

Hvis ellers taxichauffører sådan kunne eksplodere, var jeg tæt på grænsen denne morgen. Der var ellers lagt i ovnen til en god dags gode indtjening, – hvis altså ikke uheldet var ude.

Alle elementerne var på plads. Her sidst i januar er jul og nytår ved at være overstået. Det lyder måske mærkeligt, men erfaringen siger mig, at det tager 2-3 uger efter årsskiftet, før der rigtigt kommer gang i sagerne. Der gøres status. Der laves planlægning – og så begynder rejseriet og netop flyrejserne for de professionelle. Og derved en god bund i min daglige indtjening. Nogle gange kan en tur meget tidligt om morgenen fra en af byerne nord for København udgøre 20-25 pct. af min dagløn. Bare en tur. Efter motorvejsrejsen sydpå og uden om hovedstaden er jeg i København. Så kører jeg gennem byen tilbage til de nordlige forstæder og får måske en tur undervejs. Eller det er en af de dage, hvor jeg har ”lufthavnsdag” – for mig på de ”lige datoer”, fordi vogn 2282 jo ender på et lige tal. Kommer jeg på det rette tidspunkt, kommer jeg hurtigt gennem køen foran udenrigsterminalen, og er jeg heldig, bliver jeg sendt tilbage af ad motorvejen  til forstæderne nord eller vest for København. – Eller det nordligste Sjælland, hvor en tur kan snige sig på en 1000-kroners-seddel. – Og så ind på det travle morgenmarked – og tilbage mod lufthavnen.

Det kræver noget held, men det kan hænde, at jeg kommer til Lufthavnen tre – ja helt op til fire gange.

Men så er der lige H. C. Anders eventyr om ”konen med æggene”. Husker du det? – Konen på vej til byen med en kurv fuld af æg, hvor hun drømmer om, hvad den forventede indtægt kan medføre af investering af nye dyr og indtægtskilder rigdom og ære – hvis bare….

Og så vælter hun i grøften, æggene smadrer – og det hele er tabt.

Continue reading…

Efter det græske valg: Jeg melder fra.com

 

Rent musikalsk holder jeg mig oppe på Niels Skousen i disse tider. Derfor denne video lånt fra Youtube.

Hans nye sange taler direkte ind i livet på mig og min generation, som nød godt af frigørerne fra 68, som var en halv snes år ældre.  De blev vore kunstnere, lærere, gymnasielærere, højskolelærere, universitetslærere i 70’erne.

De gjorde det hårde arbejde – og vi andre kunne elske, råbe, synge og ryge os gennem et årti, som blev afløst af 80’ernes sorte digtere, arbejdsløsheden, en naturlig reaktion på den dogmatiske marxisme – og nu en politisk genfødsel af den borgerlige liberalisme, som i hvert fald jeg ikke havde regnet med ville blive så stærk.

Kampen mellem det røde og det blå slutte reelt med murens fald i 1989. Og lige nu ligner den politiske kamp mest den der børneleg – husker ikke hvad den hedder – hvor alle står inden for en cirkel og så forsøger at skubbe hinanden ud. Selv DF er et socialdemokratisk parti, når det kommer til velfærdsstaten.

De politiske modsætninger i Danmark er oftere mere komiske end de er konfliktoptrappende – ”i det Danmark vi kender”.

Og så griner vi lidt af den socialdemokratiske selvfedme.

Men der er masser at grine i det kommende regime –  den mest upopulære statsministerkandidat fra Venstre gennem årtier, Lars Lykke.

Vi ved kun en ting, at han kan væltes, hvis vi får sagt nej til håndværkerfradraget. Det har Lars Lykke nemlig sat sin stilling ind på. Uden håndværkerfradraget – ingen statsminister Løkke!

Sådan er det politiske perspektiv i Danmark år 2015!

Continue reading…

Om kvinden og tabet og turen efter urnen

 

Fra min klumme i Ekstrabladet, EKSTRA, lørdag den 15. november.

 

Jeg er ingen litterat eller stor kender af poesi. Men min gamle fransklærer – den franske konsul på Bornholm – fik os til at elske det sprog og de brudstykker af dets lyrik, som vi nåede at støde på. Det foregik i min ungdom i yngre kridttid og burde for længst være udvasket efter årtier uden brug. Men to linjer af Paul Verlaine er hele tiden dukket op igen og igen de sidste 4 årtier.

Il pleure dans mon coeur
Comme il pleut sur la ville

–

Det græder i mit hjerte,

Som det regner over byen……

Patetisk?

Måske –men først og fremmest uundgåeligt.

 

Det regner – nej det vælter ned over hovedstaden denne tidlige eftermiddag, hvor vi endelig har fået noget af det efterår, som årstiden almindeligvis truer med. Anlægget bimler og en ny køreordre ruller op på skærmen. Turen går fra Østerbro og derfra til et af de lokale kirkegårdskontorer. Og som altid med den slags ture, kan hverken taxamanden eller journalisten i mig lade være med at tænke på turens sammenhæng.

Og så er den der igen, den franske forbindelse. Jeg skænker regnen, gråden og Verlaine en tanke.

Continue reading…

Videohilsen – om Ekstrabladet og taxamandens mange platforme

 

 

Den her side i Ekstrabladets lørdagsmagasin EKSTRA var en af mine først klummer. Overskriften fortæller meget godt om det, der er hele ideen med mine skriverier i Danmarks førende tabloidavis – eller frokostavis, som man kaldte det engang, da der stadig var noget man turde kalde arbejdere, – og et industrisamfund, hvor man nød frokosten med en bajer – og så Ekstrabaldet, “…der tør, hvor andre tier…”.

Ekstrabladet er skabt til at provokere. Men avismarkedet har ændret sig som resten af samfundet og i JP/POLITIKENS HUS, hvor jeg har arbejdet som konsulent i en periode, findes vel næppe et medie-produkt, som kæmper for sin egen overlevelse – som EKSTRABLADET. Det er langt fra fortiden flere hundrede tusinde i oplag og til nutidens virkelighed, hvor  den underholdende del af EB er i dyb konkurrence med ikke mindst tv-kanalerne. Endog med DR, som har har valgt en vi-laver-alt-strategi for en mårlig bevilling på ikke mindre end 3,6 milliarder årligt.

Samtidigt er EB en af landets stærkeste print-medier på tv/video – og lige om lidt med egen radiokanal med hurtige nyheder og musik.

– Vi arbejder også i folkets tjeneste. Vi er også public service, sagde den daværende administrerende direktør for JP/POLITIKENS HUS, Lars Munch, da jeg mødte ham for 4-5 år siden ved min ansættelse som projektchef for koncernens radioprojekt. Vi gør det bare for egne penge, sagde han med det høflige, lettere ironisk smil, der er et af hans varemærker.

I dag er Lars Munch bestyrelsesformand! for en af de mest velpolstrede mediekoncerner i Danmark.

Continue reading…

Janteloven og min indiske kunde – og guru

 

JANTELOVEN.

 

Den er så ubetinget en af vor tids mest slidte begreber. Så slidt en metafor, at den kan anvendes i næsten alle sammenhænge. F.eks. til at piske os selv som folk og nation – uden at vi egentlig behøver kende den. Men det er noget med en lov, hvorved vi som mennesker kan holde os selv nede i det rene ingenting. Loven er skabt af forfatteren Aksel Sandemose, der blev født i Nykøbing Mors og sidenhen emigrerede til Norge. Han skaber loven i sin roman ”En flygtning krydser sit spor” om hovedpersonen Espen Arnakkes opvækst i byen Jante.

Jeg skal have genlæst den roman en gang ved lejlighed, for nu har jeg snart hørt den Jantelov anvendt så meget, at jeg vil genopdage i hjerne og hjerte, hvad den egentlig handler om.

 

Vi er jo mærkelige mennesker i det her folk, hvori Jante er en by og Espen en af de undertrykte. For mens vi elsker det selvpinende billede af et land og et folk, hvor man bare skal holde sin kæft og gå ind i skyggen, når solen skinner, –  så fører vi os jævnt hen frem, som om vi var verdens midtpunkt og virkeligt ikke skal destrueres af giftige, fremmede kulturer og religioner.

Janteloven er noget negativt, mindreværdig – men alligevel, den er så meget et alibi for vores iboende, kollektive højrøvethed: Lad nu være med at stikke næsen for meget frem!  Vi er små.

Men vi er Daaaanmark, ja vi er Daaaanmark – Olé, Olé, Olé

Continue reading…