Jeg har haft vinterferie og glædet mig til at vende tilbage med min historiefortælling fra vogn 2282 – ”… verden set gennem forruden på en Mercer …” Mandagshistorien – et gensyn med en af mine klummer fra Ekstrabladets søndags-magasin – EKSTRA.

Men som det er i den virkelige virkelighed – den indhenter os.

Jeg stod og kokkerede i vores lejlighed lørdag eftermiddag på Østerbro, da denne fredelige bydel pludselig blev almenkendt i Danmark og Verden. Det modbydelige angreb på arrangementet i ”Krudttønden”, hvor instruktøren Finn Nørgaard blev offer for et anfald af politisk – formentlig religions-fascisme. To livvagter og en PET-agent bliver såret.

Så kom terroren til Danmark.

Senere ud på natten slår terroristen til mod Synagogen i Krystalgade. Her holdes bat mitzva – ”konfirmationsfest” for en ung pige – et medlem af den jødiske menighed. – En vagt – Dan Uzan – blev dræbt og to danske politifolk såret.

I den kontekst er det svært at fortælle små, ofte hyggelige historier fra det almindelige Danmark. Det må vente til i morgen, mens vi sunder os kollektivt herhjemme og finder ud af, hvordan vi går fremtiden i møde med den livslyst, som kendetegner et af verdens lykkeligste folk. – Og hvordan vi imødegår usikkerheden, frygten og faren for, at det forstyrrede, terroristiske credo sætter sit røde stempel på os: – Får os til at holde kæft og stoppe vore levende ord, vores dansende musik, vores satiriske latter.

– Vore tegninger.

Også jeg må starte med at sende ærlig medfølelse til den Finn og den Dan, medborgere jeg ikke kendte. Og til deres familier og venner som nu og i fremtiden skal gå rundt med ufortjente, evigt åbne sår.

Trods disse to, urimelige tragedier, takker jeg min gud og skaber for at leve i et land, hvor et professionelt og effektivt politi kan rykke ud og handle med livet som indsats. – Og måske i virkeligheden stoppe tragediens omfang og forhindre, at de to dræbte og fem sårede kunne være fulgt af mange flere ofre. Hvis altså ikke politiet var lige netop det sikkerhedsnet, som vi nødvendigvis MÅ tro på.

 

Jeg må også sende en særlig hilsen til mine jødiske venner, bekendte og kolleger i Danmark og i udlandet – ikke mindst i USA og i Israel. Jeg tænker ikke mindst på dem, som både skal rumme at være kritiske overfor den israelske udenrigspolitik og samtidigt være potentielle ofre for terror alene på baggrund af deres jødiske kultur/etnicitet. At de i det hele taget – h e l e t i d e n – skal være på dagsordenen med livet som indsats.

 

Og endelig tænker jeg på mine muslimske venner og kolleger – troende eller ikke troende. Inderst inde hamrende ligegyldigt. Men på grund af de fascistiske tilbøjeligheder i deres egen religions-baggrund skal de nu stå til regnskab for deres kulturelt kollektive synder

 

Men det der Grunwald havde en bagside af medaljen

Jeg skal skynde mig at sige, at den følgende sammenligning er nærmest ”ingenting” i forhold til, hvad venner/kolleger fra Palæstina, Pakistan, Afghanistan, Tyrkiet må lytte til og mærke som indirekte stempling i de kommende dage. Jeg vil blot sige, at jeg kender ”snerten af smerten” fra mine sommerferier hos Farmor i Odense. Jeg var en glad, snakkende bornholmerdreng som vandrede ind og ud hos naboerne på Enghavevej. Folk var søde – men der var ALTID en reservation overfor farmor Hildeborg, der blot var en kærlig, gudfrygtig landmandsdatter fra O’enses omegn. De syntes hun var sur. Der syntes hun var lidt komisk. Der syntes hendes umådelige stolthed over de 5 voksne børn var sådan lidt fortidigt, overdreven. Og noget snobbet, når det kom til den opgående sol, sønnen Morten, den mere og mere berømte film- og teaterskuespiller, Morten Grunwald.

Men det der Grunwald havde en bagside af medaljen. Morten havde allerede taget konsekvensen ved at skifte fornavnet Walter ud med mellemnavnet Morten. Walter lød alt for prøjsisk og i værste fald halv-nazistisk.

Det var DET, der var problemet. Farmor Hildeborg var enke efter min farfar, den østprøjsiske billedskærer og krigsveteran fra vestfronten i første verdenskrig, Karl Frederik Grunwald. Han var i mellemkrigstiden medlem af (sekretær for…) en odenseansk forening af veteraner – både tyske immigranter og tysksindede sønderjyder, som havde gjort tjeneste i første verdenskrig.

De var sat her på jorden – et helt forkert tidspunkt på et helt forkert sted.

Min farfar blev hentet af frihedsbevægelsen 5. maj 1945. Min 13-årige far rejste Dannebrog i den frodige have på koteletgrunden, da de hentede Karl Frederik Grunwald, tyskeren, – mistænkt for stikkeri.

Han var helt nedslidt og havde gule fødder – fortalte min far – efter skyttegravskrigen i Flandern

Han blev ikke anklaget eller dømt af den ellers impulsive rettergang efter befrielse. Men historien satte sig dybt i familien. – Og naboerne på Enghavevej glemte den ikke – end ikke mange år efter billedskærerens tidlige død først i 50’erne. Han var helt nedslidt og havde gule fødder – fortalte min far – efter skyttegravskrigen i Flandern

Men han var først og sidst – TYSKEREN. Også jeg er voksen op med underlige bemærkninger om den iboende, tyske krigstrang – og en nærmest biologisk trang til at gå strækmarch, når trommerne larmer og trompeterne gjalder.

Og langt videre end Odense, Bornholm og omegn: Frau Bundeskanzlerin Merkel, der vil genundertrykke det uskyldige græske folk.

 

Og hvordan er det så ikke med muslimerne – og deres trang til at skære halsen over på de vantro. – Deres åg – at tilhøre en grundlæggende ondsindet religion. Det er kun overfladen, vi ser i Syrien og den Islamiske Stat. Blot et symptom i ”krudttønden” på Østerbro og foran synagogen.

De tilhører ondskabens religion, muslimerne – alle for én.

 

Sådan tænkes og siges der ikke bare i det sorteste, populistiske folkedyb, hvor der indimellem er mennesker, som har lyst til at gøre det samme ved moskeerne, som terrorister gør ved synagogerne. Snerten af krigserklæring mod det samlede Islam findes helt oppe på de nydelige, politiske gange. Og hos dem, der kommer til at promenere der om lidt.

Krudtslammen på Østerbro og i Krystalgade havde dårligt lagt sig, før den hvileløse højrefløjsideolog, kandidat for Liberal Alliance ved næste valg, sociologen Henrik Dahl ytrede sig på sin personlige Facebookprofil. Dahl kæmper i denne tid for at gøre islamismen til en del af Islam. Vi skal alle forvisse os om den kollektive, muslimske skyldfølelse

 

” … I den kommende tid vil diverse folkeopdragere og bedrevidere bede os alle sammen om

– ikke at generalisere – ikke at skelne

Her må jeg protestere.

At generalisere og at foretage distinktioner er nogle af tankens skarpeste våben. Så hvis du beder mig lade være med at generalisere og/eller foretage distinktioner, beder du mig lade være med at tænke

Hvis du IKKE har lyst til at tænke, er du velkommen. Men overvej nøje, om dine ikke-tanker har offentlighedens interesse, før du gør dem tilgængelige for et større publikum …”

 

 

“… Det må være slut med multi-kulti-vrøvle-dialog-mangfoldigheds-tilgangen …”

Og han tordner videre med martyr- og krigsretorik på sin FB-profil ”Henrik Dahl i Folketingetr

”… – I firserne advarede så forskelligartede mennesker som Søren Krarup og Mogens Glistrup – men disse budbringere blev også slået ihjel

– Det må være slut med multi-kulti-vrøvle-dialog-mangfoldigheds-tilgangen. Den demokratiske forfatning står over alt andet her i Danmark, og er således også finere end alt andet. Personer, der ikke vil indordne sig under dette, er mere end velkomne til at rejse til et andet land, hvor der gælder andre regler …”

Midt i dette politiske sortsyn fra ”det nye højre”, der noget underligt deklarerer sig som liberal, glæder jeg mig over, at både statsministeren og den formentlig kommende, Lars Løkke, har lagt hævn-retorikken på hylden og fremstår som statskvinde og –mand.

Det fortjener ofrene for weekendens ugerninger – de fysisk ramte og deres nærmeste.

 

God morgen, Danmark.

-det fortjener også du.