TAXAMANDENS RUGBRØD

TO VIGTIGE INGREDIENSER I TAXAMANDENS RUGBRØD

VISIONEN: Visionen for et rugbrød. Det er måske lige vildt nok. Men alligevel. Taxamandens rugbrød er ikke en eksakt videnskab. Det er blevet til blevet til i forandring under vejs. Formelt tilbage til mine journalistdage i 70’erne. Der er kommet nye ideer til og jeg har ændret det subjektivt – for at få det som JEG vil have det. Jeg har ikke ophavsret på dette brød eller får royalties, – selv om jeg synes, det ER verdens bedste rugbrød. Mit rugbrød er under permanent forandring. Jeg ser ingen grund til, at du ikke skulle gå dine egne veje.

OPSKRIFTEN Det ser måske lidt vildt ud med de mange dele i dette brød. Vælger du at følge indholdet kan jeg berolige dig med, at der er det første indkøb, der er det slemmeste. Jeg vælger af og til at købe alle hovedingredienserne ind til nogle måneders forbrug, så man ikke skal rende til høkeren i tide og utide. (husk blot, at mel har begrænset holdbarhed og at du risikerer melfluer i melet, hvis ikke du emballerer det helt tæt). Bageforme: Jeg bruger Eva Professionel – de store på 3,3 liter pr. stk. 2 stk. dimensioneret til denne opskrift. Eva Professionel har en superglad belægning, som bliver HELT glad, når den opvarmes. De behøver aldrig at smøre formen og den skal alene vaskes af varmt vand. Den bliver lidt nusset udenpå med tiden – men sådan skal en håndværkbagers forme se ud. Eva Professionel må ALDRIG vaskes i opvaskemaskine. Det ødelægger belægningen.

Skål: Du skal bruge en særdeles stor skål til udrøring af dejen – ca. 7-8 liter, da dejen hæver og falder igen. Palsby har lavet sådan en kæmpeskål i plast – ellers kan du bruge et ”håndvaskefad” som stod på vitrinen hos oldemor

Ingredienser til hver bagning. (alt er selvfølgelig økologisk. Det ville jo være absurd at bruge så megen tid på en superbagning, hvis du i sidste ende vælger at komme kedelige industriprodukter i munden)

Surdej,

1 1/2 liter vand ved første sammenrøring.

550 gr. hvedemel

850 gr. rugmel

1 kg. knækkede rugkerner 3 tsk.

Hele kommen (bio-butik) 2 spsk.

1/2 liter vand, hvori maltsirup og lakridssirup udrøres

Maltsirup fra glas (Føtex eller biobutik) (eller om nødvendigt 1 maltøl , som erstatter 3 dl af vandet.  2 spsk. lakridssirup (Føtex).

En håndfuld salt

En håndfuld hørfrø En håndfuld græskarkerner En håndfuld solsikkekerner .

En lille kop olivenolie til pensling

Dag 1: Du tager surdejen ud af køleskabet og lader den stå i 1- 1 ½ døgn ved studetemperatur.

Dag 2: Du udrører surdejen i 1 ½ liter vand. Kommer hvedemel og rugmel i samt salt og kommen. Læg et klæde over og lad dejen stå til hævning i 24 timer.

Dag 3: Du kommer resten – rugkerner, alle andre kerner og vand med lakrids og malt i. Rører grundigt! Og husk så endelig at tage fra til surdej. – Lidt rigeligt. 6-8 toppede spiseskefulde i en tæt, helt ren emballage, f.eks. et syltetøjsglas. Glasset stilles i køleskabet og bør være klar til næste bagning efter godt en uges tid. – Når altså dejen har stået ved stuetemperatur mindst et døgn.

Fordel resten af dejen i de to forme og dæk det til med et klæde. Det skal hæve i mindst 3 timer! Herefter stilles brødet til ”tørring” i en forvarmet ovn på 85 grader, varmluft. Tørres i en time. Ovnen skrues op til 185 grader og bager videre i en time. Herefter pensler du med olivenolie og bagningen afsluttes med endnu en halv time. – altså i alt 1 ½ times bagning efter ”tørring”.

Du tager brødene ud og lægge dem til afkøling på en bagerist med en klæde omkring, så de ikke udtørrer. Når brødene er kolde eller lune kan du dele dem i to og lægge de 3 stk. i dybfryser. Det afhænger selvfølgelig af, hvor meget du og I spiser.

Det er indlysende, at brødet er bedst, når det er helt frisk. – Men kvaliteten nedsættes ikke væsentligt ved frysning, hvis du husker at putte det i to poser, – hvert stykke. Selv om et brød ligger på frost kan det godt blive tørt, hvis ikke det er pakket HELT tæt. Brødet har skarpe kanter – pas på det ikke river hul på plastposerne.

Giv glad denne opskrift videre, så mange flere kan komme til at nyde det hjemmelavede, daglige brød. Giv også surdejen videre – ellers må den ny bager selv fremstille den (google) eller købe den i de gode butikker.

For husk, at godt brød er levende – og spises af levende mennesker-

Velbekomme

TAXAMANDEN

Jesper Grunwald

SORT FORTID – STORT HJERTE

Han er et udskud.

Han fortjener ingen tilgivelse.

Han burde sendes til en øde ø med færrest mulige færgeadgange

Du kender de verbale henrettelser fra de sorte ”tråde” på Facebook. Storby-accent med et mikroskopisk anstrøg af et fremmed sprog. Han har den fremedes mørke hud og en etnisk baggrund af blanding mellem noget arabisk og noget afrikansk. Den er god nok. Hans familie er fra Somalia

Og så vil skæbnen, at han bliver min mentale coach i en sen, sur nattetime i minefeltet, downtown København.

Jeg er irriteret i nat. Det er på ”top to” det mest stressende i tilværelsen som taxichauffør i det københavnske natteliv. Når der ikke er nok at lave. Og når du generes af pirattaxier og de unge nat-cruisere, der besøger de smalle gader med barer og værtshuse, hvor de næppe sætter deres ben. Der er fuld power på anlægget, sidevinduerne er åbne og de både slæber sig dovent gennem menneskehavet, hvis de altså ikke lige gør det modsatte. Accelererer hårdt et sekund med hvinende, brede lavprofil-dæk.

Han åbner døren og spørger høfligt, og med et stort smil på det mørke ansigt, om jeg vil køre ham til en anden bydel. Han har en fræk aftale, fortæller han, så tænder jeg taxameteret – men kan kun køre 50-100 meter, hvor føreren af en ”cruiser” er stoppet midt på vejen ud af mylderet blot for at småsnakke lidt med kammeraten på vej den modsatte vej. Den anden bilist har iagttaget taxien bag ham, men han er sgu da ligeglad. De skal bare småsludre – og kører om lidt igen, – når det passer ham.

Min irritation stiger i den slags sekunder, der hurtigt tæller som var de minutter. Kan ikke dy mig, ruller vinduet ned og spørger, om han dog ikke kan finde et bedre sted at parkere end midt på Nørregade.

– Jeg parkerer sgu ikke, jeg snakker bare, dit gamle røvhul.

Det her er alt andet end kærlighed. Jeg får en svada af forbandelser og eder, inden jeg ruller sidevinduet op igen. Hører sidste brudstykke i hans rasende monolog. Noget med racisme.

Min passager med det smukke, mørke ansigt ryster på hovedet, mens jeg helt ubegrundet og småkikset begynder at forsvare mig selv. Jeg er fanneme ikke racist. Jeg bekæmper det i mit daglige arbejds- og privatliv.

– Det har ikke noget med det at gøre, siger den unge mand. Jeg er selv ligeglad med, om idioterne er kristne, muslimske, arabiske, danske, tyrkiske eller afrikanske. De ødelægger det for os allesammen. Det gør mig virkeligt ked af det. Men du skal bare tage det roligt, Taxamand. Jeg ved sgu da godt, at du ikke er racist. Jeg kan mærke det, siger han, smiler med de flotte, hvide tænder og med et ansigt, som jeg kan tro på.

Jeg får en uventet overbærenhed fra den unge somalier, der kunne være mit barnebarn. Og så får jeg historien om hans eget liv, der virkeligt har været levet på kanten, – den skarpe og voldsomt ubehagelige.

– Jeg har virkeligt gjort mine forældre kede af det mange gange. Når jeg kommer sent hjem, siger min mor stadig, at hun var bange for, at jeg igen er til afhøring hos politiet. Som 15-årig blev jeg taget for knivstikkeri. Senere fik jeg domme for grov vold og bortførelse. Jeg er virkeligt ikke en af Guds bedste børn. Det stoppede først, da jeg stod for at komme helt ind i bandemiljøet. Det kunne jeg altså ikke byde mig selv og mine forældre. Nu kæmper jeg for at komme ind i et ganske almindeligt liv.

Vi taler snart som var vi gode venner, ja næsten i familie med hinanden. Han har denne fascinerede respekt for det ældre menneske, som du sjældent møder hos etniske danskere på bare 21 år. Han giver mig småbidder af sine drømme. Han vil have en uddannelse, som sin bror, elektrikeren. Selv drømmer han om at blive socialpædagog og hjælpe med at holde de unge borte fra vold og anden råddenskab. Men han er blot ved begyndelsen af en lang og drøj vej, hvor han skal have puttet noget lærdom ind i hovedet, der ikke har været på skolearbejde, siden han slentrede ud af 9. klasse.

– Men jeg lover dig at slås, – på den gode måde, siger han og griner igen. Og jeg vil gerne sige ordentligt farvel til dig, siger han i en sidste gestus, rækker ud og giver mig et fast håndtryk. Et nyt venskab, der bare er få minutter gammelt – mellem to, der måske aldrig kommer til at møde hinanden igen.

PS: Du er altid velkommen til at dele mine opslag og klummer. Taxamanden elsker trafik – når den er i bevægelse, forstået. 😊

PARTNER-VOLD – ver. 2.0

Hvad ville du selv gøre?

Det starter allerede inden turen i taxien. Det er sikkert derfor, de skal hjem ret tidligt på

Lige nu er de bare sure på hinanden.

Pisse-sure.

Principielt hører jeg ingenting, – men det gør det nysgerrige menneske så alligevel. Forbitrede, forvredne skuffelser og anklager. ”Røvhul” og ”f*** dig” i et langt flow, hvor kun den ene taler. Eller rettere råber. Jeg glæder mig bare til der her er overstået og skruer diskret op for radioen – langsomt.

De fortsætter.

Så lige en tand til på lyden, mens jeg bare kigger ud i nattens våde skygger og genspejlingerne i de lukkede butikkers ruder og på den regnblanke asfalt.

– Smask, lyder det så fra bagsædet.

Ikke et vådt kys, som det plejer at lyde i mørket, når de elskende tager hul på glæderne og netop forsøger at skjule lyden af læber mod læber.

Nej SMASK som lyden af en flad hånd i et uforberedt ansigt.

Continue reading…

ET GAMMELT RØVHUL TALER UD

 

Hvis man ikke iagttager den, har man ingen realitetssans.

Hvis man går for meget op i den, er man offer et ungdomstyranni.

Jeg ved det, – men nu har jeg besluttet at tale frit fra leveren. Og den har det rent fysisk temmelig godt, fordi de mange kilometer på landevejene fylder så meget i mit liv, at der ikke er mange timer til rødvin.

Det handler om ALDEREN – og den har en ganske særlig betydning for mig netop i det Herrens år 2019. Jeg bliver 65 i april og et halvt år efter – til november, er jeg berettiget til at træde ind i det fuldvoksnes rækker.

Jeg er nået folkepensionsalderen!

Og hvordan er så det?

Continue reading…

“JULEBUKKEN”, “FÆRDIG” OG “BITTERDILLER”

 

 

Det kræver sin mand.

TAXAMAND!

Ethvert indtryk af, at jeg indtager offerrollen disse nætter i december er utilsigtet. For at være taxichauffør, når tsunamien af julefrokoster rammer dagligdagen og især – natten – er ikke for klynkende amatører. Indtrykket er ikke mindst skabt af medfølelse med en anelse frygt fra mine nærmeste. Og nysgerrighed fra mine kunder.

Hvordan er det egentlig at være menneske-transportør, når Danmark gå amok i december. Når vi kaster bort titler og klasseforskelle og hengiver os til alkoholisk fortabelse og drømmen om et stjålent kys på udebane.

Det korte svar er – ”Skide sjovt, Egon!”

Jeg kan bedst forklare ved at løfte en flig af fortæppet for den natlige virkelighed i vogn 1-0024 – og præsentere jer for Julefrokosternes 5 arketyper:

”Julebukken”, ”Gentleman”, ”Bitter-diller” ”Anstandsdamen” og ”Færdig”,

  Continue reading…

DEN GLADE SATELLITMAND OG PARADIGMESKIFTET

 

Mit andet hjem – vogn 1-0024 – er paradoksernes mødested.

 

I radioen hører jeg rædselshistorierne om de udenlandske parasitter på velfærdssamfundet. Værst af alle de kriminelle og de afviste flygtninge, der nu skal interneres på en øde ø. (” … Kriminelle, fortrinsvis muslimer, ja, det skulle da også lige mangle!”)

Og så møder jeg udlændingen, som for længst har gjort hele verden til deres arbejdsplads.

Du skal møde Igor (” … Åh Gud, nu er han vel ikke russer?”) – Igor Alonso Portillo, er en spansk (” … så går det vel an… ”), – satellit-ekspert.

Det er et par dage før torsdag i sidste uge, og Igor er lidt rastløs forventningsfuld. For om et par dage skal en af firmaets nye nano-satellitter sendes i kredsløb om jorden. Denne gang handler det om en overvågningssonde for det colombianske flyvevåben.

Continue reading…

Sportsstjernen blev dømt – og taxichaufføren blev fyret

 

 

Vi tog en snak en aften, ”M” og jeg.

Jeg er den gamle.

Han er den unge.

Han er mørk i huden – og statsborger her i landet.

Jeg er mere bleg – og de kalder mig granitperkeren.

Vi skiller os ud her i byen, men vi er kolleger i samme selskab og hos vognmanden, og deler strabadserne i nattelivet. Det vil sige: Vi VAR kolleger. For han blev fyret efter et nattedrama, der ramte medierne, da en sportsstjerne gik amok, overfaldt, slog og sparkede ham, så kæben brækkede to steder og han måtte på operationsbordet. ’

Continue reading…

MOBBE-OFFERETS FRIHEDSKAMP

Det er oftest historien om et særligt menneske, der stiger ind i vogn 24, når jeg kører med en elev fra en skole i den ene af byen nogle kilometer til bopælen i den anden ende af hovedstaden. Diagnosebarn! Skilsmissebarn

For ”M”, er udfordringerne lidt anderledes skruet sammen.

Hun er en sød og meget høflig pige på 15 år.

Siger goddag. Hun har den der udstråling af fint porcelæn, som indrammer unge piger på vejen ind i et mere liv. Lidt finere er ”M”. Veltalende, nærværende – og en lille smule skrøbelig.

Hun er offer for grov mobning.

Continue reading…

MIN FARFAR – DEN TYSKE VETERAN

 

 

Mon ikke han drog sit livs lettelsens suk præcist i dag for 100 år siden?Den 1. november – kl. 11, hvor ”den store krig” – første verdenskrig sluttede. Han havde tilbragt de første år på Østfronten, tættest på det Østprøjsen, hvorfra han stammede.

I 1917 brød det russiske zarrige endeligt sammen og tyskerne samlede deres kræfter på vestfronten.

Min farfar, Gefreiter (korporal) Karl Friederich Grunwald blev sendt til den anden side af det skrantende, tyske kejserrige som signalmand i hæren.

Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – frontsvinets ødelagte krop

Egentlig var han revet ud af sit nye liv som kunsthåndværker – billedskærer – og indvandrer i Danmark. Men han var fortsat tysk statsborger og blev kaldt hjem som soldat i den tyske, kejserlige hær. Jeg forestiller mig, at han var med på ideen. Familien i Kønigsberg (Kaliningrad i dagens Rusland) var så nationale, at de skiftede fra farens slavisk/polske navn Dzienuda – med moderens tyskklingende Grunwald.

Jeg har altid beundret min farfars øjne på ungdomsbillederne af ham. Vemodige og forstandige. Flotte og reserverede. Men han er og bliver en myte i mit liv, fordi han døde 2 år før jeg blev født – blot 60 år. Slidt af krig og hårdt arbejde. Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – skyttegravssoldatens ødelagte krop.

Continue reading…