Fra min klumme i Ekstrabladet 10 maj

 

Det her er alt andet end Jeppe i baronens seng.

Snarere tættere på møddingen.

Det er sent nat eller meget tidlig morgen – tag det som du vil – i Københavns minefelt. Tre gutter på vej hjem efter nattens dødsrute. To mand smider sig ind på bagsædet – én på forsædet. Ham på forsædet er mest klar, selv om jeg ikke helt ænser hans ansigt i mørket og har rigeligt at gøre med at holde øje med dinglende folk for og bag og til højre og venstre for taxaen.

De er mine første kunder

 

– Bispebjerg. Vi skal på skadestuen!

 

Så vågner taxamanden, tænder intuitivt kabinelyset og kigger på forsædepassageren. Han er et, stor blodigt fjæs. Noget af det løber endnu fra mundvige og næse. Noget af det er størknet, sortere op ad kinderne.

– Hvad fanden er der sket mand, er du OK?

 

Så nikker han og virker underligt frisk. Ligesom når man har slået sig rigtigt hård og smerten først senere komme snigende. 25 pct. veloplagt. 25. pct. angst – og 50 pct. groggy. Så griner han pludselig bredt, så jeg kan se stumpen af den ene fortand og en anden, der er slået helt skæv. Sele-alarmen begynder at bippe, en af kammeraterne spænder den bag hans ryg, så den ikke bliver fedtet ind i de store, glinsende blodplamager på hans t shirt.

Jeg får historien på vej mod skadestuen.

 

[

“…Og så klasker han mig lige midt i fjæset med en hård næve gennem det åbne vindue. Bare ét hårdt slag, – ikke mere. Er du gal mand, han har smadret fire af mine tænder…”

– Han var helt sindssyg i hovedet. Og han havde dybest set ikke en skid med vores skænderi at gøre. Det var mig, der startede med at være åndssvag. Vi mødtes her lige før, vi skulle hjem fra byturen. Sådan nogle pæne drenge. En af dem havde en kjole eller sådan en slags nederdel på. Så kom jeg med nogle åndssvage kommentarer – og så kom vi op at skændes. Vi er jo fulde, for pokker. Men så blev vi enige om at gå hver til sit. Vi tre hopper ind i en taxa. Jeg sætter mig på sædet bag chaufføren. Vinduet er åbent, og så ser jeg sådan en pæn Hellerup-dreng fra gruppen komme over til taxaen. Og så klasker han mig lige midt i fjæset med en hård næve gennem det åbne vindue. Bare ét hårdt slag, – ikke mere. Er du gal mand, han har smadret fire af mine tænder.

Så går der B-film i dramaet. Taxachaufføren forfølger gerningsmanden og de stopper ham lidt senere med hjælp udefra. Politiet kommer og overfaldsmanden kan regne med mindst 30 dages fængsel for vold og en uskøn straffeattest.

 

De er tydeligt rystede og der går patriark i mig på vejen op til Bispebjerg. Det her er nok min blodigste oplevelse i mine snart 2 år i taxaen. Men voldsepisoderne har jeg oplevet mange af. Jeg har set mig selv – fuldstændigt latterligt foran et gruppeslagsmål, stående halvt ude af den sølvgrå Mercer med det grønne logo, vifte med kameraet på i smartphone og skrige:

– Nu stopper I, jeg har ringet til politiet.

De var fulde og ligeglade – og så forsvandt de.

 

Jeg har selskabet med den blodige hovedperson foran skadestuen. De er sådan nogle ganske almindelige, søde Brønshøj-fyre, hvor tømmermændene af enhver slags endnu ikke har meldt sig.

 

Men nattens dramaer er ikke slut endnu. Allerede inden mit første hold er helt ude af bilen, dumper det næste ind. De skal HJEM fra skadestuen. Et ret internationalt selskab med studieophold i Danmark. – En dansk-græsk pige, en finsk, og en ung fyr fra Spanien. De to sidste starter kysseriet på bagsædet, mens den dansktalende ´græker har behov for at tale ud med taxamanden. Hun er fuld og rigtig ked af det.

 

– Vi har sendt vores danske ven hjem efter at være syet samme her på sygehuset. Vi havde bare sådan en hyggelig aften. Sad og fik os en øl på en plads, – en legeplads på det indre Nørrebro. Pludselig var det hele li´som på en film. Der kører en bil helt op til os. Tre unge med indvandrerbaggrund springer ud og råber:

 

– Hvad fanden laver I her. Det er vores område.

 

– Og så banker de bare løs på vores ven, forsætter hun mens hun snøvler og snøfter lidt. Jeg ved ikke, hvad der var sket, hvis ikke der samtidigt var kommet en taxa. Han var i øvrigt ikke til megen hjælp. Måtte nærmest råbe til ham, at han skulle ringe efter politiet.

Hun sidder med det krøllede hår, med nakken til mig og ryster på hovedet som om jeg ikke må se, at hun har grædt.

Kæresterne fra bagsædet kysser sig videre genne natten.

Taxamandens første kunder – hverdagen er begyndt.

 

God morgen, Danmark, klokken er 4.

– Velkommen til eventyrlandet