Den her side i Ekstrabladets lørdagsmagasin EKSTRA var en af mine først klummer. Overskriften fortæller meget godt om det, der er hele ideen med mine skriverier i Danmarks førende tabloidavis – eller frokostavis, som man kaldte det engang, da der stadig var noget man turde kalde arbejdere, – og et industrisamfund, hvor man nød frokosten med en bajer – og så Ekstrabaldet, “…der tør, hvor andre tier…”.

Ekstrabladet er skabt til at provokere. Men avismarkedet har ændret sig som resten af samfundet og i JP/POLITIKENS HUS, hvor jeg har arbejdet som konsulent i en periode, findes vel næppe et medie-produkt, som kæmper for sin egen overlevelse – som EKSTRABLADET. Det er langt fra fortiden flere hundrede tusinde i oplag og til nutidens virkelighed, hvor  den underholdende del af EB er i dyb konkurrence med ikke mindst tv-kanalerne. Endog med DR, som har har valgt en vi-laver-alt-strategi for en mårlig bevilling på ikke mindre end 3,6 milliarder årligt.

Samtidigt er EB en af landets stærkeste print-medier på tv/video – og lige om lidt med egen radiokanal med hurtige nyheder og musik.

– Vi arbejder også i folkets tjeneste. Vi er også public service, sagde den daværende administrerende direktør for JP/POLITIKENS HUS, Lars Munch, da jeg mødte ham for 4-5 år siden ved min ansættelse som projektchef for koncernens radioprojekt. Vi gør det bare for egne penge, sagde han med det høflige, lettere ironisk smil, der er et af hans varemærker.

I dag er Lars Munch bestyrelsesformand! for en af de mest velpolstrede mediekoncerner i Danmark.

Desværre – for undertegnede ringhed – besluttede bestyrelsen for JP Politikens Hus IKKE at søge om senderetten til den 4. FM-kanal. Man nægtede at gå ind på de detaljerede krav om programvarigheder og formatering af kanalen. Det passede hverken den national-konservative ånd på Jyllandsposten – eller kulturradikalismen på Politiken.

Ytringsfrihed har i den virksomhed en fed streg under FRI.

Min tidligere kollega i DR, Lisbeth Knudsen søgte som øverste chef i det Berlingske Hus sammen med forlaget People Press om senderetten. Den eneste ansøger – og fik kanalen, der blev til Radio 24syv. Og de ansatte ikke mindst Mikael Bertelsen og Mads Brøgger, som profilredaktører. De havde  været langt inde i JP/POL’s projekt bl.a. på en intensiv weekend med undertegnede og en topchef i koncernen, hvor det handlede om at finde programformater til radiokanalen, der skulle nakke DR’s P1.

Om jeg var misundelig, da muligheden gik min næse forbi?

Jeg er ikke i stand til at svare utvetydigt – NEJ.

Midt i den følgende fyring fra JP/POL og manglende muligheder andre steder, genopstod min drøm om at blive skrivende journalist igen. Jeg måtte køre taxi for at få noget at leve af. Og journalstikken sad i blodet. Det blev til taxamand.dk – mit eget varemærke – ud på forskellige platforme: Facebook, blog-universet – og så min debut som forfatter med bogen JEG ER BARE TAXAMAND.- om livet i dronningeriget set med taxamandens briller.Til en helt, helt anden hyre end ridderkors-niveauet i DR er jeg mere lykkelig for mit arbejde, end jeg har været i en helt del år.

Jeg blev inviteret tilbage i Politikens Hus via Ekstrabladet, som gerne ville køre med i den sølvgrå Mercer med det grønne logo – en gang om ugen i lørdagstillægget EKSTRA.

Fra denne weekend, kan du finde taxamanden og tillægget i søndagsudgaven..

Jeg er glad for og stolt af at være en del – blot en en ganske lille del af mediet, som er gadedrengen i dansk journalistik.

Det var eddermame på tide!

 

GOD JAGT!