Der står på bestillingen, at jeg skal helt op til kundens hus i den smukke, eksklusive del af de københavnske forstæder. Og jeg skal ind for at banke på og hente manden, for han skal have ”en arm”. Allerede inden jeg når hoveddøren kommer en hjælper eller et yngre familiemedlem ud og giver samme besked.

Min kunde er blind, men man fornemmer allerede nu, at han er en person, der er vant til at styr       dagligdagen. Og det bliver bekræftet, da han selv kommer ud. Han giver et par ordre til hjælperen og orienterer sig om taxiens og taxamandens placering og man mærker straks, at han stadig aner skygger, for han fornemmer, hvor bilen står og at han således kommer frem til forsædet, og jeg skynder mig at åbne døren hertil.

Kunden vil ikke have mere end minimal, fysisk hjælp. Lige nu ingen arm, jeg skal blot være lige i nærheden.Han vil sidde forrest og han vil IKKE have nogen direkte hjælp ud over den nødvendige stok.

Han der vant til at bestemme selv.

Han taler et formfuldendt “rigsdandsk”, som jeg ellers kun kender fra min far

Han er en ældre herre med det flotteste, kortklippede og kraftigt gråt hår uden det mindste tegn på skaldethed. Det er den slags hårdvækst, der gør hans udseende yngre, end den nådesløse sandhed i hans dåbsattest. Og ganske rigtigt. Lidt senere fortæller han, at han er 92 år- Han er kraftigt bygget uden at være tyk, velklædt men dog med enkelte pletter på bukserne, der vidner om hans dårlige syn. Ikke på nogen måde med snavset tøj, men pletterne er formentlig uundgåelige, efter morgenmåltidet.

Han taler et formfuldendt dansk, som jeg ellers kun kender fra min far. Autoritativt, bestemt, tydeligt som fra en militærperson eller en leder – og fuldstændigt uden dialekt. Det man i gamle dage kaldte ”rigsdansk”.

– Jeg er blevet blind på mine ældre dage som følge af forkalkning af øjet. Jeg skimter stadig lys og mørke og skygger, mens jeg kan praktisk talt ikke se mere.

Det er tydeligt, at manden er et forfængeligt menneske – på den meget maskuline måde. Han vil gå selv. Han er tydeligvis irriteret over, at han ikke længere kan klare sig selv, men det bliver ikke nævnt med et ord. Intet klynkeri her. Og nu skal han på sygehuset for at blive scannet – stærkt tilskyndet af sig selv. Han er jo en gammel mand, mærke den svagere hukommelse og frygter en egentlig demens eller allerværst – ”Alzheimers”. Men han vil vide om tiden nærmer sig, hvor han kan få en slags hjælpende medicin eller gøre noget selv for at sinke processen. Det har man pligt til: At passe på sig selv.½

Han vil have styringen af sit eget liv, så længe det kan lade sig gøre. Og han har været vant til det.

 

På arbejdsmarkedet var han chef for en større trykkerivirksomhed og allerede som helt und blev det trykte ord hans skæbne. Han var med i frihedskampen – i Studenternes Efterretningstjeneste, som det hed. De var ikke mindst kendte på deres illegale bladudgivelser og han var med fra begyndelse som ganske ung. Det tartede med medlemskabet af partiet Dansk Samling, som var et samlingssted for modstand mod besættelsen – fra et ikke-socialistisk udgangspunkt.

Den flotte gamle mand fortæller med stolthed men også helt uden sentimentalt fra sin plads på forsædet. Han har givetvis gjort det før, når folk bad ham fortælle – og nu får taxamanden historien:

– Det var jo ikke sådan, at vi satte os ned fra den ene dag til den anden og sagde: Nu vil jeg være frihedskæmper. Det kom lidt efter lidt. Vi skulle jo have total tillid til hinanden. Og organisationen skulle skrues sådan sammen, at vi ikke kendte hinanden i større grupper. Det var sikkerheden frem for alt. At vi ikke kunne trævles op fra det ene øjeblik til det andet. Så når det gik galt, kunne folk nå at forsvinde, inden tyskerne havde forhørt sig frem til netop dem.

Så uanset forhørets hårdhed, var der ikke noget at forhøre sig frem til øjeblikkeligt

– Jeg var med i trykkeriarbejdet, som foregik i den indre by meget tæt på tyskerne. Når så bladene skulle distribueres, foregik det frem og tilbage gennem byen, så bladene overgik fra hånd til hånd mellem mennesker, som ikke kendte hinanden. Og det gik også galt for mig og nogle af os. Vi havde trykt bladet og det blev kørt på budcykel mod amager af en person. Så blev ladningen overtaget af en anden og kørt tilbage mod centrum igen. Bladene blev placeret 3 steder i et garderobesystem på Hovedstaden og en en tredje mand kørte til en ny destination – alene med disse garderobebilletter. Det var herude i forstæderne og da han nåede frem, var tyskerne der. Først efter et stykke tid fandt de garderobebilletterne og efter endnu et stykke tid fandt de så de illegale blade på Hovedbanen. Men vi kendte jo ikke selv – hver enkelt mand – leveringsrækkefølgen og hvem der havde startet transporten. Så uanset forhørets hårdhed, var der ikke noget at forhøre sig frem til øjeblikkeligt. Jeg nåede at blive advaret og kunne tage til Sverige. Det var et af farvandsvæsnets, et af statens skibe, der fik mig sat illegalt af i en lille havn på den anden side.

 

Han fortsætter sin fortælling med dokumentarisk præcision.

I Sverige laver han så megen ”larm”, at tyskerne ikke kan være i tvivl om, at han er nået derover. Og efter et stykke tid, vælger han at tage tilbage til Danmark for at fortsætte modstandsarbejdet. Han lever illegalt

I landet og fortsætter med sit livsfarlige trykkearbejde, – indtil der i sidste ende IGEN bliver for varmt for ham, han eftersøges – og må flygte tilbage til Sverige. Denne gang på den metre almindelige måde med en fiskerbåd fra en af de nordsjællandske strande – sent om natten. Nu vælger han at blive ”hinsidan” og forlader modstandsarbejdet for at læse i Stockholm. Han er blot godt 20 år. Han fortsætter med trykkearbejdet og ender som sagt som chef i den branche, hvor han startede som idealistisk, ung mand.

 

Vi nærmer os Ridshospitalet og vi finder frem til bestemmelsesstedet efter at have kørt rundt på denne evige byggetomt, som København er lige for tiden. Han betaler rundhåndede drikkepenge, så JEG kan tilbyde sat følge ham helt ind i bygningen og søge rundt til det rette bestemmelsessted. En mand med total selvbestemmelsesret og kontrol. Hele livet.

Han spørger ikke om hjælp. Han tager vare på sig selv, og så er det den opmærksomme omverdens opgave, selv at tilbyde assistancen – så han kan sige nej, hvis ikke det er helt nødvendigt og takke ja, når det er uomgængeligt.

Det helt frie menneske.

Han når de sidste ord om hans andel af frihedskampen, inden vi siger farvel til hinanden.

 

– Det er så her folk plejer at spørge mig, om jeg ville have gjort det igen. Og svaret er: Det er jeg såmænd ikke sikker på. Jeg var så ung og uvidende, at frygten var mere eller minde ud af billedet. Havde jedg blot være lidt ældre eller haft erfaringerne på forhånd, er jeg ikke sikker på, jeg turde.

 

– Og så: farvel hr. taxamand!

– farvel hr, siger jeg til den gamle, flotte blinde mand med den medfødte autoritet

 

Her er ikke tid eller plads til modspørgsmål.

 

God Morgen, Danmark.

– Især til de, der turde tage kampen – og de ganske få som er tilbage