Det er et dramatisk/kunstnerisk trick at bringe almindelige mennesker i ualmindelige situationer. Jeg har hørt filminstruktøren Steven Spielberg citeret for det, men tror det er sagt og brugt af mange andre derude.

Når man bringer almindelige mennesker i en usædvanlig situation, sker der noget.

I går oplevede jeg det modsatte. At der skete noget ganske særligt i mødet med et usædvanligt menneske i en ganske almindelig situation. Ikke skelsættende set udefra. Men den indeholdt noget ganske særligt, som sidder i mig endnu og er en af flere, som er brikker i en helhed.

Selvom min tidligere karriere som journalist og især chef i medieverdenen (DR) har bibragt mig et fantastisk, oplevelsesrigt arbejdsliv, mødet med store mennesker, rejser i Europa og USA, hæder, ære, høj løn, ridderkors og ”hele svineriet”, – så giver arbejdslivet som taxachauffør mig en tiltro til menneskeheden, som jeg ikke har oplevet i de sidste mange år.

Det lyder meget højtideligt – måske svulstigt.

Men det er sådan det føles og det er sådan, det er.

Hun er en kvinde der er tændt. Hun skal på arbejde, er sent på den – og det skal være nu. Om jeg ikke lige gider trykke på speederen, så hun kan møde til tiden trods myldretiden. Hun er pædagog og arbejder med unge mennesker i et af de særdeles hårdt belastede forstæder til København. Skyderier og bandekriminalitet. Etniske konflikter. Hun er en meget smuk, mørk kvinde. Håret sidder stramt i en hestehale ind til hovedet. Og mens vi taler kigger hun på mig med store, brune og intelligente, intense øjne. Hun ved, hvad hun vil. Og hun går efter det.

 

Vi taler om børn og hvad vi gør ved dem. Om alt det usagte og politisk ukorrekte. Om børnene og de unge, som jeg møder i den privilegerede middelstands forstæder, hvorfra og hvortil jeg kører de fleste ture. Hvordan nogle børn og deres voksne er helt ude i hampen, når det handler om omgangen med andre mennesker. Om at få både ”i hoved og røv” – og så nærmest at betragte det som en klasserettighed. Meget generaliseret. Men med stærke stænk af daglig virkelighed.

 

Hun har selv valgt børn fra. Og som 41-årig er beslutningen så nagelfast, at den ikke står til at ændre, hvis selv den største kærlighed ventede rundt om hjørnet.

Og det med fravalget er ikke helt tilfældigt. Hun stammer fra en indvandrerfamilie, hvor begge forældre kommer fra et af de nordafrikanske lande. De er begge religiøse og praktiserende. Hun har ikke mindre end syv søskende

 

Alle søskende har valgt et liv, som er mere i pagt med den kultur, vi er født i – den danske – end den , som vore forældre kommer fra. Ingen tørklæder. Ingen religiøse dogmer af de hårde

– Ja, der er rigeligt af børn i min familie og jeg tilhører de mennesker, som ikke har stå stort behov for mine egne, når der nu er så mange   allerede fødte, der trænger til kærlighed. Og så spiller frihedstrangen nok også en rolle. Alle søskende har valgt et liv, som er mere i pagt med den kultur, vi er født i – den danske – end den , som vore forældre kommer fra. Ingen tørklæder. Ingen religiøse dogmer af de hårde. Faktisk er en af mine søstre gift med en af dansk-kristen baggrund og det er jo meget usædvanligt. Han er godt nok konverteret for ikke at gøre min far ked af det, men det er rent praktisk som når en katolik kan finde på at gifte sig protestantisk for at få fred i familien. Alt det her har været en meget, meget hård proces. Men på en eller anden måde har vores far – trods sin traditionelle, muslimske indstilling – tilladt os friheden.

 

På den sidste del af turen taler vi om pigernes og kvindernes rolle i den konservative, muslimske familie. Et dybt vanskeligt emne, fordi den ene side offergør disse kvinderne som udgangspunkt. Og den anden herliggør dem som rollemodeller for den rette tro. Og ønsker man sig ikke brugt i den krig, legitimerer man den alvorlige undertrykkelse. De kvinder man ikke kan overse i byen. Trods deres unge alder – oversete, overvægtige, – dårligt klædte, marginaliserede.

Jeg tøver med at bruge disse ord, endnu mens jeg skriver dem for ikke at blive spændt for vogne, jeg ikke vil trække.

Men de findes – og ikke i ubetydelighed.

 

Kvinden i taxaen kigger på mig og siger:

 

– Du kan vende og dreje den diskussion og tale om fordomme og kulturforskelle. Men helt konkret handler det om, at deres mænd ved helt nøjagtigt, hvor de har dem. De er på plads. Det er det, der er formålet.

 

Der går lidt tid endnu, inden vi kan tage den dialog endnu, som jeg fik mulighed for i taxaen.

 

Hvor langt kan vi gå i tolerancen uden at tage et opgør med undertrykkelsen?

Vil den proces mon tage lige så lang tid som opgøret med overklassemanererne?

(Så kommer det til at tage meget, meget lang tid….)

 

Vi trykker hånd og siger farvel til hinanden med en bemærkning om, at det kan være, at vi ”mailes ved ”.

Jeg tygger lidt på ordet, – men er ikke et sekund i tvivl:

Respekt!

 

Uden undtagelse til jer alle:

God morgen, Danmark