I dag møder jeg en af de rigtig, seje quindfolk, som gør det til en særlig oplevelse af være en taxamand som mig. Bort set fra de lidt langsomme, kontrollerede og panter-agtige bevægelse, fremtræder hun ikke som en kunde til de Falck-ture/sygetransporter, der jævnligt er en del af taxamandens dagligdag.
Hun er formentlig først i 50’erne. Nydelig – og med det særlige udtryk, som kendetegner modne kvinder (For en ordens skyld: Sådan har jeg altid set de kvinder i ”den bedste alder”. Også da jeg var i 30’erne og i 30’erne). Jeg kunne også sige det som min gode ven og tidligere medarbejder, studieværten og musikeren Alex Nyborg Madsen. Han er måske den mand med størst kvindeforstand, jeg har mødt i mit liv:
– Der er noget ganske særligt over kvinder, der har levet det virkelige liv!
Vi har straks god kontakt med hinanden, kunden og jeg. Glade øjne og synlig mildhed. Vi har lyst til at tale og lytte. Det er mit privilegium at være født med en livs-nysgerrighed, jeg med tiden ikke længere er flov over. Det er mine kunders fordel, at jeg er en oprigtig lytter, – også når de bare har behov for at komme af med nogle spændinger eller eftertænksomme bemærkninger i livet særligt skarpe eller bekymrede situationer.
Her på den kirurgiske rygklinik i byens bedste kvarter kommer man ikke for sjov. Og det er ikke tilfældigt, at nogle lister som en panter. Det er en af de sidste stationer, når kroppen og ryggen VIRKELIGT gør ondt. Min kunde har levet det virkelige liv og bort set fra en kærlig mand og søn, har det i den grad været en tilværelse i skyggen af sygdom.
Hun har været til en af de sidste undersøgelser inden en operation for diskosprolaps.
Og hun skal i de nærmeste dage opereres.
Igen.
for 5. gang!
Det startede for en del år siden, da hun arbejde som dagplejemor og var samlet med en del andre i en dagplejeklub i den nordsjællandske by, hvor hun bor.
– Jeg glemmer aldrig – ALDRIG lyden af det knæk, det gav og jeg hører det endnu. En af børnene skulle hentes ud fra en gang, hvor han var ved at forsvinde. Da jeg er ved at løfte ham op, kommer en anden gennem døren, der ramme mig. Jeg giver et vrid i hoften for ikke at vælte og komme til at tabe barnet, som jeg løfter i næsten strakte arme. Det besejlede i virkeligheden min skæbne. Og i dag er jeg førtidspensionist efter en række operationer.
Det med pensionistlivet har jeg snart vænnet mig til. Jeg har haft noget skånejob, men det betød så også, at jeg satte penge til i forhold til den i forvejen lille pension. Så den går jo ikke. Jeg er jo permanent i risiko for, at det går galt igen.
Det tog nogen tid, før sygehusvæsnet erkendte ryglidelsens årsag. Faktisk blev hun først diagnosticeret med Sclerose. Jo ikke ligefrem en behagelig melding. Men en særligt kvalificeret speciallæge fik taget hånd om sagerne og sat fokus på arbejdsskaden. Sidenhen fulgte flere prolapser efter noget, der måske ville have været uskyldige hændelser for andre mennesker. Hun var ramt af ikke bare en prolaps men en generel svaghed i ryggen. I hendes tilfælde ville smerterne bare aldrig holde helt op, når en ny diskos gav et nyt problem.
– Min store drøm er, at de kan stabilisere det svage sted, så det her ikke sker igen og igen. Og så bærer jeg selvfølgelig på angsten for, at det hele ender med en permanent lammelse. Det med pensionistlivet har jeg snart vænnet mig til. Jeg har haft nogle skånejob, men det betød så også, at jeg satte penge til i forhold til den i forvejen lille pension. Så den går jo ikke. Jeg er jo permanent i risiko for, at det går galt igen.
På kort sigt handler det om at komme af med smerterne, som betyder, at hun nu er hårdt medicineret. Hun får stærk, smertestillende medicin.
– Jeg ved jo godt at jeg reelt oparbejder en afhængighed.
– Jeg kan faktisk ikke mærke det på dig, replicerer jeg
– Nej men det kan jeg. Jeg kan godt mærke, jeg er påvirket. Også fordi jeg fik en beroligende pille for min angst for at ligge i scanneren. Og jeg må ikke køre bil. Jeg er dybt opmærksom på risikoen for afhængigheden. Det er ulideligt at leve uden medicinen – men det går ikke at leve med den i længden. Jeg har f.eks. oplevet, at jeg alene ved synet af nogle særlige piller med en særlig farve og form fik en rigtig, rigtig ubehagelig lystfølelse. Kun selvdisciplinen sætter en stopper her. For lysten er rigtig stærk.
Vi taler om misbrugere, som vi har mødt dem i hvert vores liv, mens vi kører gennem den smukke, lysegrønne natur, der rent faktisk virker smertestillende på de værste bekymringer. Snart er vi fremme og jeg siger farvel til det “seje quindfolk”, der af en eller anden grund spreder livsglæde få dage før en meget alvorlig operation, Ig det kan end ikke siges med garanti, at det bliver den sidste
En taxamand bruger jævnlig høflighedsfraser:
– Pas på dig selv
– Ha’ det nu godt!
– God bedring.
– Held og lykke.
Denne gang kom ordene helt derinde fra, hvor hvert bogstav er ærligt ment.
God morgen Danmark
– Et særlig, virtuelt kram til de, der slås for at holde modet oppe. De virkelige helte.
Det seje quindfolk med den ubærlige smerte
I dag møder jeg en af de rigtig, seje quindfolk, som gør det til en særlig oplevelse af være en taxamand som mig. Bort set fra de lidt langsomme, kontrollerede og panter-agtige bevægelse, fremtræder hun ikke som en kunde til de Falck-ture/sygetransporter, der jævnligt er en del af taxamandens dagligdag.
Hun er formentlig først i 50’erne. Nydelig – og med det særlige udtryk, som kendetegner modne kvinder (For en ordens skyld: Sådan har jeg altid set de kvinder i ”den bedste alder”. Også da jeg var i 30’erne og i 30’erne). Jeg kunne også sige det som min gode ven og tidligere medarbejder, studieværten og musikeren Alex Nyborg Madsen. Han er måske den mand med størst kvindeforstand, jeg har mødt i mit liv:
– Der er noget ganske særligt over kvinder, der har levet det virkelige liv!
Vi har straks god kontakt med hinanden, kunden og jeg. Glade øjne og synlig mildhed. Vi har lyst til at tale og lytte. Det er mit privilegium at være født med en livs-nysgerrighed, jeg med tiden ikke længere er flov over. Det er mine kunders fordel, at jeg er en oprigtig lytter, – også når de bare har behov for at komme af med nogle spændinger eller eftertænksomme bemærkninger i livet særligt skarpe eller bekymrede situationer.
Her på den kirurgiske rygklinik i byens bedste kvarter kommer man ikke for sjov. Og det er ikke tilfældigt, at nogle lister som en panter. Det er en af de sidste stationer, når kroppen og ryggen VIRKELIGT gør ondt. Min kunde har levet det virkelige liv og bort set fra en kærlig mand og søn, har det i den grad været en tilværelse i skyggen af sygdom.
Hun har været til en af de sidste undersøgelser inden en operation for diskosprolaps.
Og hun skal i de nærmeste dage opereres.
Igen.
for 5. gang!
Det startede for en del år siden, da hun arbejde som dagplejemor og var samlet med en del andre i en dagplejeklub i den nordsjællandske by, hvor hun bor.
– Jeg glemmer aldrig – ALDRIG lyden af det knæk, det gav og jeg hører det endnu. En af børnene skulle hentes ud fra en gang, hvor han var ved at forsvinde. Da jeg er ved at løfte ham op, kommer en anden gennem døren, der ramme mig. Jeg giver et vrid i hoften for ikke at vælte og komme til at tabe barnet, som jeg løfter i næsten strakte arme. Det besejlede i virkeligheden min skæbne. Og i dag er jeg førtidspensionist efter en række operationer.
– Min store drøm er, at de kan stabilisere det svage sted, så det her ikke sker igen og igen. Og så bærer jeg selvfølgelig på angsten for, at det hele ender med en permanent lammelse. Det med pensionistlivet har jeg snart vænnet mig til. Jeg har haft nogle skånejob, men det betød så også, at jeg satte penge til i forhold til den i forvejen lille pension. Så den går jo ikke. Jeg er jo permanent i risiko for, at det går galt igen.
På kort sigt handler det om at komme af med smerterne, som betyder, at hun nu er hårdt medicineret. Hun får stærk, smertestillende medicin.
– Jeg ved jo godt at jeg reelt oparbejder en afhængighed.
– Jeg kan faktisk ikke mærke det på dig, replicerer jeg
– Nej men det kan jeg. Jeg kan godt mærke, jeg er påvirket. Også fordi jeg fik en beroligende pille for min angst for at ligge i scanneren. Og jeg må ikke køre bil. Jeg er dybt opmærksom på risikoen for afhængigheden. Det er ulideligt at leve uden medicinen – men det går ikke at leve med den i længden. Jeg har f.eks. oplevet, at jeg alene ved synet af nogle særlige piller med en særlig farve og form fik en rigtig, rigtig ubehagelig lystfølelse. Kun selvdisciplinen sætter en stopper her. For lysten er rigtig stærk.
Vi taler om misbrugere, som vi har mødt dem i hvert vores liv, mens vi kører gennem den smukke, lysegrønne natur, der rent faktisk virker smertestillende på de værste bekymringer. Snart er vi fremme og jeg siger farvel til det “seje quindfolk”, der af en eller anden grund spreder livsglæde få dage før en meget alvorlig operation, Ig det kan end ikke siges med garanti, at det bliver den sidste
En taxamand bruger jævnlig høflighedsfraser:
– Pas på dig selv
– Ha’ det nu godt!
– God bedring.
– Held og lykke.
Denne gang kom ordene helt derinde fra, hvor hvert bogstav er ærligt ment.
God morgen Danmark
– Et særlig, virtuelt kram til de, der slås for at holde modet oppe. De virkelige helte.
Taxamand
You might also like
PARTNER-VOLD – ver. 2.0
KÆRLIGHEDEN – FOR HELVEDE, ALTSÅ . . .
Taxamanden og kvindekampen
Et møde med fortiden
Next ArticleVideohilsen fra taxamanden