Jeg har været til kvinder hele mit liv.

Og skæbnen har bragt mig kvinder, der bragte mig sammen med flere kvinder. Min første samleverskes 4 børn – piger. Mine børns mor, der fødte mine to børn, – piger, der nu er blevet kvinder. Og ikke mindst min kones barn, min ”bonusdatter” – i dag en voksen kvinde.

Jeg er vild med kvinder. I alle kønnets udgaver – og i alle deres aldre.

Det er bare en kendsgerning, der ikke kan laves om på, selv når de sniger sig ind på mit køns ”enemærker”.

 

 

Jeg er sådan set klar til at stoppe Merceren og begynde at danse stammedans foran den sølvfarvede køler, da jeg hører at hendes egen Harley er en 100 års jubilæumsmodel fra 2003.

Jeg åbner døren på taxaen for en udenlandsk kvinde – amerikaner viser det sig straks, da vi begynder vores samtale på vej til hotellet i den indre by. Hun er (jeg har den sidste halve time ledt efter ordene i farvandet mellem sandhed og høflighed men kan ikke sige andet end det mine øjne iagttager….) – stor kvinde i højde og drøjde. Sidst i 40’erne. Arbejdsmæssigt et total-aktuelt eksempel på globaliseringen. Hun er i Danmark til 4. rekrutteringssamtale i sidste fase i en mulig ansættelse i et stort, dansk firma. 4. gang over ”dammen” for et nyt job – det er sgu da vildt, tænker jeg.

 

Global, ja, men først og fremmest amerikaner. Og så viser det sig hurtigt, at vi deler samme passion: motorcykler – Harley Davison. Jeg har på rejser i mit tidligere liv kunnet tage nogle dage ”off” og har kørt på netop Harley i en række amerikanske stater. Jeg er sådan set klar til at stoppe Merceren og begynde at danse stammedans foran den sølvfarvede køler, da jeg hører at hendes egen Harley er en 100 års jubilæumsmodel fra 2003. Den gråmetalic, specialfarvede, som jeg stod og trippede for at købe for 4 år siden, da jeg skulle beslutte, om jeg ville blive i firmaet eller sige op. Jeg valgte friheden og en økonomi, der IKKE levner plads til en Harley under det danske beskatningssystem. 200.000 for en syv år gammel motorcykel. Det er sindssygt!

 

Udover den internationale karriere, kører min kunde rundt på sin specialfarvede HD på den amerikanske østkyst. Weekend efter weekend, når forretningsrejserne tillader det. Og sammen med sin pensionerede mand, der gør det i en motherf***** af en Road King – Harley’ernes dobbelt-whopper af en maskine. En rigtig low-rider, der alt efter temperament er en skulptur, et kunstværk – eller det grimmeste nogen designer har skabt på to hjul (Tvivler på, at den overhovedet er designet, – den er nok bare bygget til ”low-riding”…)

Da min kunde stiger ud af taxaen er vi blevet venner på bare 15 minutter!

En kvinde – en Harley.

Fantastisk!

 

Og så skete det igen i går morges. En kvinde – men et helt andet mc-mærke.

 

Hun er hollænder og specialist i implementering og undervisning i et særligt software-system, hvilket kan være ligegyldigt, for snakken falder på motorcykler. Denne gang en ”riskoger” – en Suzuki 500. Jeg er jo ikke til de der lynhurtige ”symaskiner” men må selvfølgelig erkende, at den maskine passer bedre i et feminint univers, hvor køreren er langt, langt under 100 kg.

Hun er formentlig sidst i 40’erne  og jeg fanger hende på et af hovedstadens store hoteller. Hun har misforstået aftalen med bestilleren og jeg fanger hende noget bleg og totalt uden ”face-lift” med en kaffekop – meget morgenstillle . I hvert fald en halv time, før hun er helt vågen.

 

– Åh nej, sukker hun, giv mig et kvarter.

Det får hun så.

 

15 minutter senere får jeg så den top-professionelle, nordeuropæiske forretningskvinde. Håret sat og ansigtet sminket til dagens dont. Ikke længere søvn-bleg men smilende, klar – glad!.

Copenhagen, here I come!

 

Hun er netop blevet den stolte ejer af en brugt Suzuki 500. På sekunder finder hun billedet på sin iPhone og rækker det ind foran mig fra bagsædet. Som når bedsteforældre viser billeder af deres børnebørn. Vi smiler begge lidt indforståede over den barnlige glæde over det tohjulede transportmiddel.

Hun er 100 pct. kvinde i en temmelig traditionel mandeverden. Men her er det ikke nogen ægtemands dominante indflydelse, der har skabt passionen for motorcykler. Faktisk har hun haft kørekorter i årtier. Hun opgav dog sin ungdoms-hobby, da hun for et kvart århundrede siden blev gravid med sin første søn.

Nu har hun taget ideen op igen mens de to ældste sønner er ved at erhverve deres mc-kørekort. Nu er der lagt op til familie-race

 

Om drengene synes, at deres mor er sej?

 

Svaret er indlysende.

 

Også for taxamanden, der er både til kvinder og motorcykler.

 

God morgen Danmark.

–  med ønsker om en fed mc-sæson, – også i Boston og Amsterdam!