En terapeut, var det ikke det, jeg var?

Jeg stiller mig spørgsmålet efter sidste kunde, hvor vi var meget tæt på det private. Jeg bryder mig egentlig ikke om det indlysende JA-svar, for jeg ha jo ikke kompetence til at være det. Jeg var ikke så systemisk i min spørgeteknik. Jeg er bare en nysgerrig taxamand, der gerne selv ville fortælle om mine egne livs-oplevelser. Også de smertelige. Og så er jeg en journalist, en skriverkarl – der ikke kan lade være at fortælle historier. Men i taxien er jeg bare en taxamand, der vil vide mere om livet.

Så slog jeg ordet terapeut op i Den Danske Ordbog i håbet om en mere generel betydning af det. Men jeg fik ingen trøst:

 

”…person der behandler patienter og klienter med en bestemt terapeutisk metodeperson der behandler patienter og klienter med en bestemt terapeutisk metode…”

 

Jeg har ikke en bestemt metode. Jeg er ikke en terapeut.

Det lettede lidt.

 

Hun har et lidt særpræget dialekt, der signalerer Østeuropa. Det har jeg ret i. Men jeg gætter ikke helt præcist det øst-centraleuropæiske land hun kommer fra. Det er også lige meget. Men jeg har et særligt, kærligt forhold til dette sprogs affarvning i dansk. Aner ikke hvorfor – kan ikke relaterede det til en særlig episode eller en særlig person.

Jeg kan bare li’ den! Og så kan jeg også lide hende – kunden.

En voksen kvinde med et smukt og nærværende ansigt. Intelligent uden at være pralende – måske snarere lidt for beskeden. Har godt arbejde herhjemme. – Og nu er hun på vej igennem en hård skilsmisse.

 

– Han er meget vred på mig. Det er mig, der har taget beslutningen og vi har en lille datter sammen. Jeg må sige, det er en hård periode.

 

Hun er oprigtigt påvirket af krisen, men jeg kan mærke, at hun gerne vil tale eller lytte videre. Jeg fortæller hende, at jeg selv var igennem en skilsmisse for mange år siden, hvor mine nu voksne piger var 4 og 6 år. Det var hårdt at se på deres sorg over delingen af deres verden. Ikke bare i barndommen med flytten frem og tilbage. Men fundamental deling af deres liv resten af deres dage. Eller i hvert fald så længe deres forældre lever.

 

[

“… hun kan aldrig se parforholdet og ægteskabet som noget helt permanent. Det er vores – de voksnes skyld – så at sige.

Men jeg fortalte også om en dejlig middag, jeg lige har haft med en af mine døtre. Den ældste som nu er langt inde i voksenlivet med kandidatstudiet i retorik, med kæreste, ny lejlighed – og måske inden så mange år et liv med en ny generation af børn. Vi talte om skilsmissens betydning for deres liv. At hun f.eks. aldrig kan se parforholdet og ægteskabet som noget helt permanent. Det er vores – de voksnes skyld – så at sige. Men også, at det har været af grundlæggende betydning, at hendes mor og jeg har haft det godt med hinanden også efter skilsmissen. At der ikke har været krig.

 

Jeg vender mig kort mit ansigt mod hende, så hun kan se, at det er et velment, godt råd, jeg gerne vil give hende. Til hendes liv, nu!

 

– Jeg ved jo godt, at det ikke er den fulde sandhed, at jeg og ekskonen har været uden konflikter. Det ved min datter også. Men hun synes, at det er vigtigt, at vi har behandlet hinanden ordentligt og anstændigt og omtalt hinanden ordenligt og kærligt, hvor det er ægte. Det råd vil jeg give dig. Tag den tid der er nødvendigt for at du kan have et ordentligt forhold til dit barns far. Vores børn har ret til at mærke, at de er skabt i kærlighed. Og så må de senere leve med, at den kærlighed kan forsvinde. Det kan vi ikke lave om på..

 

Vi nikker til hinanden og smiler med skilsmissekæmpernes særlige følelse af solidaritet

Det var ikke terapi.

Det var lige-på-og-hårdt – et kig udefra, gennem forruden – og ind i mit liv.

 

Vi fader vores møde ud med en samtale om hendes hjemlands vidunderlige hovedstad. Om hun savner den? – Ja, helt enormt indimellem. Og selvfølgelig ville hun hellere leve der. Men sproget, med kulturen – og med et godt arbejde, som hun har uddannelsesmæssig forudsætning for. Men nu er situationen er en anden.

Så takker hun for samtalen om skilsmissen. Det var rart at møde én som kendte den del af livet.

Måske ses vi derude i person-transporten en anden dag?

 

Nej, jeg er heldigvis ikke terapeut.

Men far med børn, der selv kan snakke og sætter pris på det ligesom ham.

Vi snakker og vi fortæller.

Og nogle gange kan også historier lindre.

 

God morgen, Danmark

– især til efterkommernes forældre