Taxi-møde med den kvindelige orkan

 

 

Det er lige sådan, at taxidrømmen begyndte.

Den behjulede drengerøv på vej gennem storbyens trafik. Lige i dag har jeg opgivet den skide aircon. Det nytter alligevel ikke meget, når sensommer-temperaturen er i rødt og fugtighedsprocenten er tæt på regnskovens. Så det er ned med vinduet, ud med den bare kort-skjorte-arm – og så op med ejer-mentaliteten til min elskede Mercer. Drengerøvs- og vognmandsfornemmelser.

Hun står nærmest halvt ude på vejbanen og rækker armen ud for at praje mig. Hun er i fyrrerne og ser godt ud på den ægte måde. Lidt på hofterne og noget til gården. Nu er det ikke sådan, at jeg vurderer alle kvindelige kunder på deres lækkerhedsfaktor. Jeg vil hellere ende mine dage som en gentleman end som et gammelt svin. Men nu er jeg engang særligt glad for rigtige, – skal vi sige voksne kvinder. Det har fulgt mig fra mine unge dage. Med den kronologiske konsekvens, at jeg startede som kuvøseguf og er endt som sugar daddy. Sådan er livet: En løbende forældelse, hvor man hele tiden udsætter fristen.

Men jeg lader bitterheden ligge og tager vel imod Jytte.

– Kan man godt få en taxi sådan her i dag, spørger hun ærligt og tvivlende?

– Jamen for fanden, det er sådan det er at være rigtig taxichauffør. Mellem radiobestillingerne holder man øje med kunderne og er man heldig får man sådan en som dig om bord.

Hun smiler af den slet skjulte smiger. Hendes ansigt er kønt- og har levet. Det kan ikke skjules. Hun er et feminint pust derude fra virkeligheden og på vej hjem fra et coaching-kursus, der skal gøre det lettere for hende, at få et arbejde – og holde på det!

– Det er sgu da rart at køre med en rigtig mand. Det er egentlig sjovt, du ligner min far! Vil du køre mig til Ama’r! Jeg hedder Jytte!

Ligner far.

Ok, så kom jeg ned på jorden igen!

 

Som så ofte i den rullende skriftestol kommer kunderne hurtigt til sagen. Vi ved begge, at vi vil snakke – men også at tiden er knap. Hun fortæller om et liv, som ikke har været helt så let, som jeg iagttog hende gennem forruden på Merceren. Hendes mor døde for tidligt i hendes liv, men hun klarede det, fordi hun altid har været meget knyttet til sin far.

Jeg ser ikke længere min far så meget, som jeg gerne ville.

– Jeg elsker ham højt.

Men efter nogle år fandt faren en ny kone, og det var svært – meget svært for Jytte.

– Det er frygteligt pinligt, men jeg ville ikke dele ham med nogen anden. Det sagde jeg til ham, og så måtte han jo reagere som et voksent menneske. Han sagde ligeud, at han ikke havde mor mere og havde lyst til en ny kvinde i sit liv. Og det måtte jeg finde mig i og selv tage konsekvenserne af nu, hvor jeg er et voksent menneske. Jeg ser ham ikke længere så meget, som jeg gerne ville.

Jytte har problemer med sit temperament. Det har haft stor betydning for hendes valg af mænd. Enten har de været for svage, og så har hun mistet respekten for dem og domineret dem ned i karse-højde. Eller også har hun valgt nogle så temperamentsfulde som hende selv. Og så har parforholdet udviklet sig til et ukontrolleret vulkanudbrud.

 

 

– Det er ikke skide fedt med den der hidsighed, selv om mændene til en start siger, at ” … det gør da ikke noget … ”. Jeg har været helt derude, hvor jeg efter en tur i byen tilkaldte politiet ved et værtshus, fordi jeg blev behandlet dårligt og truet med en røvfuld. Da politiet ankom, synes jeg ikke de kunne forstå alvoren og jeg gik helt amok, da de rørte ved mig. Jeg sparkede og slog som en vild.

– Nej det går altså ikke, siger jeg faderligt.

– Hvad mener du?

Jeg tror aldrig at en almindelig mand kan holdet til mine udbrud

– Jeg mener at uanset, hvor meget ret, du har, så sætter lovgivningen jo en grænse. Det er faktisk rigtig dumt at slå på politiet.

– Jeg ved det, siger hun og kigger bort fra mig. Men hvis du vidste, hvor hård uretfærdigheden rammer mig. Jeg tror aldrig at en almindelig mand kan holdet til mine udbrud

Resten af turen er jeg en slags selvudnævnt healer, der fortæller om mænds splittede forhold til kvinders temperament. Vi tænder på det. – Og vi kan ikke holde det ud. Sådan må hun bare lære at forstå mit køn. Vi er en slags venner, inden turen slutter, og vi gi’r hånd, da turen er slut og betalt. Hun kigger smukt og smilende på mig.

Men ude af den sølvfarvede taxi, vender hun sig ikke om, før jeg slutter mødet med et trut i hornet.

 

God dag, Danmark.

– med tanke for de kvindelige vulkaner

 

Dette blogindlæg har tidligere været offentliggjort som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin – EKSTRA.

Next ArticlePå tåspidser gennem vidunderlige København